lørdag den 6. juni 2015

1. søndag efter trinitatis 2015



97,85 % af en menneskekrop består af grundstoffer. Så hvis man skulle sætte et menneske på formel, ville vi blive beskrevet således:

65% Ilt
18% Kulstof
10% Brint
3% Kvælstof
1,5% Fosfor
0,35% Calcium



Det er noget af en introduktion til et menneske. Men det er altså formlen for os.

Tænk nu hvis man også kunne sætte Gud på en formel. Det er han faktisk allerede på en måde, da vi før hørte, at Gud er kærlighed, så formlen vil lyde sådan her: Gud består af 100 % kærlighed.

Men tænk så, hvis man kunne sætte vejen til Paradiset på en formel. Altså hvor meget man skal udholde af pinsler her i livet, før man kunne få en billet til himlen.

Formlen ville måske lyde sådan her:

7 år rygsmerter, 3.5 måned med tandpine, 5 måneder med myggestik – der klør, og minimum 14 forkølelser. Så handler det bare om at holde regnskab, og når det er opnået, så er man klar til at komme afsted.

Tænk hvis det virkelig var sådan. Det ville være grotest at tænke på. Ikke mindst at Gud ville sidde med en lille regnskabsbog og føre notat over vores lidelser. Det giver slet ikke mening, at lidelser kan give os en adgangsbillet til himlen, og alligevel er det faktisk, hvad vi hører, der sker, i den lignelse, som Jesus fortæller i dag. Lazarus, der er så fattig, at han ender i himlen, og den rige mand, der er så rig, at han ender i dødsriget – altså i Helvede. De to mænds tilværelse har været meget forskellige, og fortsætter med at være det efter døden, men her bliver rollerne byttet om.

Jeg synes, den her lignelse er så provokerende. Ikke fordi den fattige kommer i Himlen, men fordi han kommer i himlen, fordi han har lidt. Forstå mig ret, jeg ønsker ikke, at folk skal lide, men lignelsen sætter altså vores liv i et helt særligt masochistisk skær. Lignelsen vil sætte Guds retfærdighed på en matematisk formel, hvor det vi lider, kan blive ombyttet med himmelske lyksaligheder. Hvad er det for en retfærdighed – hvad er det for en Gud?

Det er langt fra en himmelsk retfærdighed, men snarere en jordisk. Det er en retfærdighed lige efter menneskers hoveder. Men der er altså noget lorent ved det, for hvis man bruger den slags matematiske retfærdighed på himlen, så lyder det næsten som om vi kan udregne, hvad der skal til for at komme ind i Himlen, og så har slet ikke brug for hverken bønner, dåb eller nadver mere. Så bliver alt det, vi gør her i dag, ligegyldigt. For så kan vi jo selv, og så er der ingen grund til at mødes.

Derfor er denne lignelse så svær at forstå. Men måske fordi man forsøger at læse den helt bogstaveligt. Kristendommen leverer faktisk ikke pakkeløsninger. Der er ikke sådan, at vi kan sætte kristendommen på en formel, og så blot udlevere den ved døren til kirken, så folk kan gå hjem med det samme, og bare læse den. Kristendommen er en måde at leve sit liv, hvor man åbner sit hjerte for Gud. Der bliver ikke givet love eller formler, men derimod bliver der givet ganske få bud, som vi skal følge. Der er faktisk kun to, så det er til at huske. De står lige, så de kan ikke prioriteres – gør man det ene, gør man også det andet. Den ene er:

Du skal elske Herren din Gud.

Og det andet lyder:

Du skal elske din næste som dig selv.

Det er de to bud, der er i kristendommen. Du skal elske Gud, og du skal elske din næste.

De to bud er ikke love eller paragraffer, som vi kan bruge til at måle hinanden med, eller som kan give os forspring i køen til himlen. Det er bud, der kan åbne livet for os, så det bliver større, også selvom problemer, prøvelser og udfordringerne vedbliver at være de samme. Vi får ikke lovning på et nemmere liv, men vi får lovning på et dybere liv, hvis vi følger de bud.

Kristendommen er altså den enkeltes relation til Gud og næsten, der er i centrum. Og så skal livet udfoldes ud fra det.

Lignelsen om Lazarus handler om noget helt andet. Den handler om en retfærdighed, man netop kan slå hinanden oven i hovet med. Fortællingen kendes fra andre steder end Bibelen, og er en slags vandrehistorie, der af en eller anden grund har sneget sig ind i Lukasevangeliet. Derfor kunne man vælge at fastholde at lignelsen er en gøgeunge, der blot skal skippes ud; men vi kan også vælge at se på den, som vi ser på alle andre lignelser – nemlig med tolkningens briller.

Enhver lignelse vil sige noget mere om livet end øjet lige ser, derfor også denne. Det er Jesus selv, der fortæller den og med hans ord, bliver den anderledes. Jesus lever for at fortælle os om konsekvensen af, at Gud er 100 % kærlighed. Hvad betyder det for os, at Gud elsker os?

Det betyder, at hvor vi med vores retfærdighedssans siger nej, der siger Gud ja. Når vi siger, nej du skal blive i dødsriget, så siger Gud ja du kan komme med mig.

Når Jesus fortæller lignelsen, så ender den ikke længere med, at den rige må lide til verdens ende, for Jesus steg ned til dødsriget, hvor han tog enhver ved hånden, og førte dem med ind i Himlen. Der sker noget afgørende nyt med Jesus – nemlig det, at vores liv ikke længere bliver dømt ud fra, hvad vi har fortjent, men vi får Guds retfærdighed, eller Guds nåde, som den også kaldes, selv når vi ikke har fortjent den. Det er nyt – Guds retfærdighed er anderledes end vores. Den dømmer ikke. Den sætter fri.

Det er ikke fair, men Gud er ligeglad med fairness, for han er kærlighed. Han bruger kun kærlighed. Derfor ønsker han også, at vi skal elske ham og hinanden.

Og her kan vi aktivt bruge lignelsen, der fortæller om Lazarus, der i livet ligger ved porten til den rige mand. Vi skal elske hinanden, og det betyder, at vi har et ansvar overfor hinanden. Vi kan ikke nøjes med kun at tænke på os selv først, men vi bliver nødt til at tænke på hinanden også.

Vi har med andre ord et valg i livet. Vi kan vælge at hjælpe hinanden. Og det skal vi ikke gøre, fordi vi bliver truet til det, og er bange for at få en engangsbillet til helvede, men vi skal gøre det, fordi vi bliver elsket til det.

Vi har et ansvar overfor manden ved porten, ham der sidder ensom hjemme, hende der bliver mobbet i skolen eller den der ikke har råd til julegaver til sine børn. Vi har ansvar overfor hinanden, høj som lav. Vi har ansvar overfor enhver, vi møder til at gribe ind, hvis der er brug for det – vi har et valg.

Og vi har det valg, fordi Gud allerede har valgt dig. Du er valgt af Gud. Han elsker dig allerede, og det er vores mod til at gå ud i verden og leve den. Ikke af frygt for dommen, men i tillid, at den Gud, der har skabt verden ud af sin kærlighed, også elsker dig så meget, at han vil gå helt ind i det dybeste mørke for at hente os ud igen.

Gud er 100 % kærlighed.

Amen




Dagens tekster:

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder. 1 Joh 4,16b-21

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31

Ingen kommentarer:

Send en kommentar