Desmond Tutu arbejdede livet igennem for forsoning i Sydafrika efter apartheid, og så var hans teologi gennemsyret af kærlighed, tolerance og sameksistens.
Hele den kirkelige verden har i den seneste uge hyldet Desmond Tutu for den han var, det han gav og den udvikling, han skubbede til.
Den Gud Desmond Tutu talte om, var en Gud, der så mennesker – ikke køn. Der så individer – ikke hudfarve. En Gud, der ikke dømmer folk pga. deres seksualitet, og en Gud der kan holde alle ud - også dem, der ikke kan holde sig selv ud.
Desmond Tutu brugte et begreb, der hed UBUNTU. Det stammer fra Zulu, og betyder menneskelighed. Men det kan også oversættes med: ”jeg er, fordi vi er” eller ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker”. Desmond Tutu udviklede begrebet ind i en kristen sammenhæng, hvor det fik en ny og mere universel betydning. Ubuntu gælder alle mennesker over hele kloden, og vi er bundet sammen i et kæmpestort net. Ingen står udenfor nettet – vi er alle en del af det.
I en tid hvor vi holder afstand, og undgår store menneskemængder, har vi i den grad brug for at blive mindet om fællesskabet. Mindet om, at det er fordi, vi væver vores liv sammen med andre, at vi er til.
Man siger, at alle i verden er forbundet i 6. led. Dvs. at leder man efter en vens vens vens osv. – ud i 6. led – så vil alle mennesker være forbundet med hinanden.
Større er jorden ikke – flere er vi ikke – end vi er sammen her på jorden, og kender hinanden, om ikke andet så ude i 6. led.
Men vi er ikke ens, alle os mennesker. Vi har samme værdighed – heldigvis, men vi er forskellige. Ligesom en krop har forskellige lemmer, men alle er nødvendige. Vi kan ikke se vores hjerter eller lever; men uden dem kan vi ikke leve. Vi tænker ikke over, at vi trækker vejret, men uden vores lunger kan vi ikke få vejret. Vi tænker ikke over, at vi rejser os og går – men uden ben står vi stille. Vores krop er sammensat af forskellige lemmer, der tilsammen udgør en krop. På sammen måde er menneskeheden forskellige, men vi kan ikke undvære en eneste. Forskellighed er nødvendig og en gave. Der er brug for alle – og ingen er mere værdifuld end andre. Deri ligger der en værdighed.
Der er sidst på året talt meget om værdighed i medierne. Hvornår er man værdig, har spørgsmålet lydt? I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, står der: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder".
Man kan tale om to slags værdi. Der er den iboende værdighed, vi alene har, fordi vi er til i verden: fordi vi er blevet født ind i dette liv, og dermed er en del af menneskeheden. I kristen tankegang vil vi sige, at vi er lige, fordi vi alle har gudbilleligheden. Vi er alle født med noget i os, der ligner Gud – en refleks til at spejle kærligheden og et kompas til at guide os gennem livet.
Men man kan også tale om værdighed mellem mennesker – som det, vi giver hinanden, når vi udviser hinanden respekt. Værdighed er både at modtage og give – at man som individ giver til dem, der har brug for det; men faktisk også, at man tager i mod. At man tillader andre at være næstekærlige. Det er lige så næstekærligt at kunne modtage, som det er at give til andre. For selv det menneske, der er til besvær, er et værdigt menneske. Selv det menneske, der bare ligger og intet kan, kan stadigvæk tilbyde noget. Det handler om de øjne, der ser. Hvordan ser vi på hinanden?
Ubuntu. Jeg er, fordi vi er. Det er i mellemrummet mellem mennesker, at håbet fødes og kærligheden trives. Der sker noget mellem mennesker, når vi mødes, og med ærlig nysgerrighed – ikke nyfigenhed – men med den nysgerrighed, der kalder den bedste udgave af os frem i lyset.
VI rummer muligheder – det er kristendommens påstand. Alle mennesker rummer muligheder. Der findes ikke et menneske, der ikke har noget at give – som ikke kan berige mellemrummet mellem mennesker. Vi skal bare nogle gange lede lidt, og lede sammen. Men bare det at blive mødt med åbenhed fra et andet menneske, uden dom og uden fordomme, kan gøre en forskel. Det afhænger af øjnene, der ser.
Og i en tid, hvor det kun er øjnene, vi ser hos hinanden, fordi vores mundbind dækker vores ansigt, har vi i endnu højere grad brug for milde blikke. Vi kan jo så nemt gennem os bag mundbindet, og gå lige forbi folk vi egentlig kender. Så øjenkontakten er vigtigt – vi skal ses.
Værdighed er noget, vi giver til hinanden, og det begynder med et blik.
I kristendommen kan vi godt tale om, hvordan Jesu eget blik mon var. Vi har alle måske en forestilling om, hvordan det vil være, hvis Jesus så på en. Charlotte Rørth der mødte Jesus i et syn, skriver sådan om at møde Jesus:
"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)
- Velkommen, godt at se dig.
Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)" (uddrag fra "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth)
Sådan må det være at være set af Jesus – han ser det hele, og elsker alligevel. Elsker med en selvfølgelighed, og ikke kun på trods.
Jesus giver os værdighed gennem sit blik. Gennem sin væren, og selvom vi ikke ser ham, så møder vi ham i vores liv. Han er til tider usynligt til stede, men det kan hænde at vi i vores næsten blik, får et glimt af Jesu blik på os. Han ser os - også når vi ikke kan få øje på os selv. Han ser os og siger til hver eneste af os: godt at se dig. Vi er ikke alene.
Vi holder afstand, men vi er ikke alene. Heller ikke nu efter næsten to år med en pandemi. Vi er stadigvæk i et stort universelt fællesskab. Vi er stadigvæk mennesker sammen - og Jesus er stadigvæk en del af vores fællesskab.
I morgen går vi ind i et nyt år – 2022 - et helt år fyldt med solopgange. De fleste håber, at coronaen vil forsvinde – det må være første gang i langt tid, at verden har haft et fælles nytårsønske.
Det ønske – den bøn – vil vi lægge, i hænderne på Gud.
Vi ved ikke, hvad året vil bringe – heldigvis. Men hvad det end bringer, har vi Jesu blik med os.
Jesus gav os engang fadervor. En bøn, der i al sin enkelhed favner verdens kompleksitet. En bøn der binder mennesker over hele verden sammen, og som bedes på mange sprog. Den vil vi bede om lidt, sammen.
Vi er forbundet.
Må 2022 bringe os fred og kærlighed. Må vi møde hinanden med værdige blikke.
Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar