Helligtrekongers søndag 2022

Det er endnu kun den anden solopgang i året 2022, vi oplever. Året er nyt og sprødt, og ved vi ikke, hvad der vil ske for os hver især i det kommende år. Det giver os rum til at fylde året med forventninger, ønsker og drømme.

Og det handler på sin vis også om drømme i dag. Om at ville noget, og forsøge at nå det. Men også om, at vejen ofte viser sig at være helt anderledes, end man regnede med fra begyndelsen.

Det er i dag Helligtrekonger søndag, og I skal nu høre om en af de vise mænd. Ham som ingen skrev om i Bibelen, da han kom for sent. I skal høre om den 4. vismand:

”Vismanden Artaban boede i det fjerne Persien - ti dagsrejser nord for hoved­staden Babylon. Artaban havde forstand på stjerner og var god ven med tre stjernetydere nede i Babylon. Sammen havde de fundet ud af, at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hoved­staden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger.

Og skulle stjernen dukke op på himlen havde vennerne aftalt, at de ville vente på ham netop i ti dage, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge.

Artaban forberedte sig på, at stjernen skulle dukke op. Han havde solgt alt, hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rød rubin, en blå safir og en funklende diamant. Dem ville han give den nyfødte konge.

Så en aften så han stjernen tydeligt på himlen, og han begav sig straks af sted ned mod Babylon, hvor han skulle møde sine kolleger, de andre stjernetydere og vismænd.

Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nås inden mørkets frembrud, men der var ingen tid at spilde.

Da hørte Artaban en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og frarøvet alt, selv det meste af det tøj, som skulle beskytte ham mod den brændende sol om dagen og den isnende kulde om natten.

Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed fik overtaget. Han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol og gav ham noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på, og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre.

Så snart solens stråler fra øst farvede bjergtoppene mod vest, kastede Artaban sig op på hesten og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes kara­vane var draget af sted ud i den øde ørken tidligt om morgenen.

Artaban tog da den ene af sine ædelstene, sin rubin, og solgte den, så han fik råd til at udruste sin egen karavane og komme af sted.

Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang og besværlig, men en dag nåede Arta­ban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide, at der var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var ven­nerne ikke. Der var ikke spor af dem.

Og underligt nok var der heller ingen mennesker i byens gader. Det var, som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede, gik han ind. En kvinde sad og knugede sit lille barn til sig. ”De kommer” hviskede hun. ”De kommer, romerne, de slår ihjel”.

I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Kvinden prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, og en ro­mersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. ”Jeg er alene her”, sagde han, og fortsatte: ”Og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne fine safir til, hvis du vil lade mig være i fred”.

Soldaten troede ikke på Artaban, men han tog alligevel safiren, og råbte til de andre soldater: ”Her er ikke nogen”. Og så gik han sin vej.

Kvinden græd af lykke og sagde: ”Gud velsigne dig for, hvad du har gjort!” Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham, at han nu havde ødslet den anden af sine gaver bort.

Kvinden kunne fortælle, at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge – ”Ja, undskyld”, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en – nogle østerlændinge havde besøgt barnet. Og snart efter var barnet og dets forældre var rejst ud af byen og vist nok draget til Ægypten.

Artaban tog nu af sted med sin sidste ædelsten gemt allerinderst inde på kroppen. Først kom han til Ægypten, men han fandt ikke barnet. Så rejste han rundt i man­ge egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, og til sidst var han en fattig mand: kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diaman­ten havde han stadig.

30 år var der gået, og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Der var soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde. Man­den svarede ham med en hvisken: ”Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge”. Mere fik han ikke at vide, før en soldat vinkede dem videre.

Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham, han havde ledt efter alle disse år?

Hvor foregik henrettelsen? Han måtte af sted. Måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten.

I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi, rev hun sig løs og kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: ”Frels mig!”, råbte hun.

Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: ”Her er din løsesum”.

I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet: Kongens ansigt. Han var sikker.

”Tak, Artaban, for dine gaver”, sagde en stemme. ”Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig, da jeg sørgede, beskyttede mig, når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet”.

”Hvornår har jeg givet dig gaver?”, fremstammede Artaban. ”Jeg nåede det jo aldrig.”

”Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du beskyt­tede mig, da du beskyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt, hvad du har givet mennesker, har du givet mig”.

Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave.” (inspireret af Henry van Dyke)

Sådan lyder fortællingen. Arteban kom for sent til stalden, og alligevel kom han lige til tiden til det liv, der kaldte på ham. Han var der, når folk havde brug for ham. Han brugte af de gaver, som han havde tænkt, at Jesusbarnet skulle have; men som lige der i situationen var bedre brugt på de mennesker, han mødte. Og som på sin vis alligevel blev brugt på Jesus. For gennem dem, han viste kærlighed – næstekærlighed – mødte han også Jesus.

Livet går sjældent som vi planlægger det, og de gange det går lige som vi har tænkt det, kan det ligefrem ske, at man bliver lidt forundret over det.

Og alligevel så kan livet vise sig at være meningsfyldt, også når det slet ikke går som beregnet. For der er også liv på de stier og veje, som vi ikke altid selv vælger.

Jeg havde engang en underviser på pastoralseminariet, der lidt i sjov siger, at vi mennesker altid har et valg – om ikke kan vi vælge at lægge os i fosterstilling i sengen.

Det var selvfølgelig provokerende sagt og ment, for nogle gange kan det forekomme, at vi ikke har valg. Der er noget i livet, vi ikke har hverken magt eller kontrol over. Vi har alle noget, der er vores livsvilkår. Noget som blev noget andet end vi drømte – noget der måske er en byrde vi skal bære.

Men jeg tror alligevel, at vi kan gøre noget – eller at vi kan være noget, for at være mere præcis. Være noget for nogen.

Arteban havde kun den nye konge for øje – det var det, han drømte om. Og han mødte ham aldrig. Men blev hans liv mindre værd, fordi han ikke mødte ham? Nej, vil vi mene, for der er så meget andet i livet, der kom til ham. Der var andre mennesker, han mødte, som viste sig at have brug for ham. Ja, han var vigtigt for andre mennesker på andre steder, end han selv havde forestillet sig. Det kan vi lære af.

Og det kan vi gå ind i det nye år med: at vi også er kaldet på af livet; og at der er brug for os. 2022 bliver sikkert ikke, som vi regnede med, men det bliver så noget andet. Der er mennesker langs vores livsvej, som vi skal se i øjnene, smile til og være noget for.

Lad os gå vejen – og holde øjnene åbne for hinanden.

Og så vil vi til sidst indse, at vi hele livet igennem har været helt tæt på Gud.

Amen



Kirkebøn:

Livets Gud – du går med os på veje, som andre ikke altid kan følge os. Du går med os på veje, som vi selv ikke forstår. Du går med os, når vi farer vild og når vi er tøvende.

Men altid er du med os – og vi møder dit blik gennem vores medmennesker. Når vi deler kærligheden med hinanden, når vi rækker hinanden hånd, da mærker vi din kærlighed.

Vær med alle på deres livs vandring. Vær med alle der er bange for livet eller bange for næste skridt. Vær med alle der frygter for 2022 og alle der glæder sig. Vær med alle der er store og alle der er små. Vær med alle der er syge, og dem der bliver det i det kommende år. Vær med alle der skal dø og alle der skal miste. Vær med alle der har magt og alle der er magtsyge.

Vi beder dig Gud – helbred din ødelagte verden, og hel vores knuste hjerter. Vær med os.

Lad os være stille sammen

Hør vore bønner. Amen