2. søndag efter helligtrekonger 2022

”Jeg ringer til dig senere” sådan siger jeg tit. Og jeg holder det også nogle gange, men ærlig talt så får jeg sjældent ringet tilbage. ”Jeg ringer lige lidt senere – jeg kan ikke tale nu”. Det er sådan en hensigtserklæring, man giver. Men vil gerne tale, men lige nu passer det ikke så godt, så derfor gør man det senere. Men senere har det med aldrig rigtig at blive nu. For mig i al fald. Jeg kommer fra det, eller jeg bliver optaget af noget i nuet, og så ja glemmer jeg det lidt. Men jeg kan godt komme i tanke om det – sådan 2 måneder senere. Og da er altså lidt pinligt at ringe tilbage, for det er da i sandhed senere. Og dem, man skulle ringe til, kan også blive lidt overraskede over, at man ringer.

Og det er ikke noget jeg er stolt af. Faktisk skammer jeg mig over det. Skammer mig over, at jeg ikke kan få det ind i knolden, og at livet overhaler mig. Hverdagen tager over, og løfter bliver brudt. Ikke af ond vilje, og slet ikke med vilje, men alligevel ikke overholdt.

Hverdagen.

Det er undskyldningen, at hverdagen kommer i vejen, eller at tiden smuldrer mellem fingrene på en. Der er altid undskyldninger. Jeg har for travlt, er for træt, skal lige nå noget andet, vasketøj, handle ind, tjekke facebook, mail og nyheder.

”Jeg ringer lige senere”.

Tænk hvis Gud sagde det til os, når vi henvendte os med vore bønner, tanker, salmer og ord. ”Jeg ringer lige til dig senere”. Ja, det er jo en helt grotesk tanke, at Gud ikke har tid til en.

Der findes en gammel film, der hedder: ”Bruce den almægtige”, hvor Bruce – en helt almindelig fyr – får lov at blive Gud for et stykke tid. Og han er ved at bukke under af alle de bønner, som folk har til ham. Men det vilde i filmen er faktisk, at Gud afslører, at Bruce ikke fik magt over hele verden, men kun nabolaget. Og det er ved at vælte ham. Så det almindelige menneske Bruce, kunne ikke nå at høre alle de bønner, som bare hans nabolag, havde til Gud.

Vi har store forventninger til Gud. Han skal holde til meget, og vi forventer at han er klar til at lytte, når vi er klar til at tale. Han skal stå klar, når vi er klar.

Men Gud er mere end det. For Gud står ikke bare og venter på, at vi kommer til ham – han kommer også til os, og måske særligt, når vi mindst venter det. Midt i hverdagen, midt i livet. Ja, Gud kommer også til dem, der slet ikke søger ham. Som kvinden ved brønden, vi hører om i dagens evangelium. Hun var i gang med livet og hverdagen – ja, hun var faktisk i gang med at slippe for andre mennesker. For hun er på vej ud til brøden midt på dagen, hvor temperaturen er højst, og hvor ingen andre tager ud til brønden. Men hun vælger dette tidspunkt – vælger at være alene – for at undgå at blive konfronteret med andre og deres sladder.

Og der er nok at sladre om, når det kommer til denne kvinde. Hun lever et liv, som andre ikke forstår, og som falder uden for normen, og derfor kan vi kun forestille os, at hun er blevet udsat for voksenmobning. Folk har sladret og været forargede over hende. Peget fingre ad hende.

Hun søgte ikke Gud – hun søgte derimod at slippe for andres blikke. Men der sidder Jesus så – lige ved hendes mål for turen.

Han er jøde og hun er samaritaner, og de er fjender. Jøderne og samaritanerne undgår hinanden, og ser hinanden som urene.

Situationen er ikke god for kvinden. Hun er socialt udstødt og møder tilmed en fjende.

Men det er jo ikke en fjende, hun møder – det er Jesus. Det bemærkelsesværdige er, at Jesus gør og siger noget andet end det, som man måske kunne forvente. Det sker også her, for han beder hende bare om noget vand. Noget så simpelt som vand.

Eller han beder hende jo faktisk om en tjeneste, og dermed gør han noget særligt. Han behandler hende ligeværdigt, fordi han har brug for hende og hendes hjælp. Måske det er derfor hun bliver modig, og spørger om det virkelig kan passe, at han som jøde, vil modtage vand af hende som samaritansk kvinde.

Og da åbenbarer Jesus sig – da fortæller han hende, hvem han egentligt er. At han ikke bare er en fremmed, men den som alle venter på: ham der vil komme med levende vand til alle.

Det vand vil slukke tørsten – en anden større tørst: en længsel i livet, en uro i tilværelsen og en frygt for fremtiden. Vil slukke alt det, der spærrer os vejen til livet og hinanden, og give os vand nok til at vandre ad den vej, der fører til Gud.

Midt i en helt almindelig dagligdag. Det kunne have været en onsdag omkring middag. Bare sådan – der kommer Jesus og giver hende det levende vand. Midt i det hele – midt i almindeligheden – midt i hverdagen – midt i de gøremål, man har – lige der, mellem ud og hjem. Ved Sykars brønd får hun at vide, at Jesus er sendt af Gud, og at Gud fra dette NU skal tilbedes alle steder. Også der ved brønden.

Gud er ikke bare et sted, og ikke bare engang; men Gud er lige nu. Hvor vi er. Som vi er.

”Det er mig, den der taler til dig” siger Jesus til hende som det sidste vi hører. Han bekræfter hende i, at han er messias; det betyder frelseren.

Men når Jesus siger dette til kvinden ved brøden, så siger han det også til os. ”Det er mig, den der taler til dig”, som i at han også taler til os nu. Han venter ikke til senere, lader ikke alt muligt andet komme i vejen, eller glemmer os. Han taler til os nu, også i dette øjeblik.

Som en hvisken i vores indre. Det er mig, der taler til dig, som jeg talte til dig ved din dåb.

Mange af jer har nok hørt mig tale om Jesu dåb mange gange ifm. dåb her i kirken. Hvordan himlen åbnede sig, da Jesus blev døbt, og en due steg ned, og der lød en røst fra himlen: Det er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.

Og hvordan vi kan forestille, at himlen også åbner sig ved hver eneste dåb lige siden, og at der igen lyder en røst, men nu som en stille hvisken i barnets øre: du er mit elskede barn.

Vi er talt til i dåben – og kaldt på. Kaldt ud i livet med Guds ord endnu klingende i øret: du er elsket.

Ligesom kvinden stod ved brøden, står vi ved døbefonten. Og font betyder da også kilden. Vi står ved brønde rundt om i verden, og bliver døbt med livets vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vi får livets vand. Lige her i kirken – på et øjeblik bliver dette nu gældende og vedkommende. Bevidstgjorte om vigtigheden i hvert nu, der kommer til os.

Livets vand skal ikke engang drikkes, men risles over os i tre, små håndfulde vand.

Og fra da er kilden altid i os – og med os, sammen med Guds ord: du er elsket – det er mig, den der taler til dig.

Det er i hverdagen livet lives – det er i hverdagen, at Gud kommer til os. Vi stadfæster det ved en begivenhed her i kirken, som også er en fest for familien, nemlig dåben. Men dåben er også vores eget personlige møde med Jesus, der sidder på kanten af brøden, klar til at give os af sit levende vand.

Og den dåb bærer vi med os livet igennem, og kan komme tilbage til livet igennem. Huske os selv på, at vi ikke skal jage Gud, men at han allerede sidder klar. Også de dage, hvor vi glemmer ham og os selv.

Selv de dage hvor vi skammer os, og undgår andres blikke, møder han os. Selv den dag, hvor vi har lidt et nederlag tilbyder han os det levende vand.

Vi er talt til, og kaldt på. Vi er elskede og mødt.

Vi har fået del i det levende vand.

Amen

Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke