Alle helgensdag 2021

Der mangler kun
et eneste menneske
i denne verden.

Alligevel
er den fuldstændig
tom.

Sådan skriver Helle Søtrup i sit digt Mellemværende no 7 fra bogen ”Kyshånd”.

Hun beskriver en af et uendelige antal reaktioner på tabet - på døden. Man kan opleve døden som tomhed – som mangel på væren. Som et hul i luften, der aldrig kan fyldes ud andet end af det menneske, man har fulgt til graven.

Et eneste menneske kan gøre forskellen for os. Og det ved vi måske egentligt godt.

Vi ved det godt, når vi bliver forelskede for første gang, og den er gengældt. Det eneste, man længes efter, er at være den anden nær, kigge den anden i øjnene, mærke den andens hånd i sin. Man martres, når man ikke er sammen – og kan ikke vente med at komme den anden nær.

Vi ved det godt, når vi bliver forældre. For pludselig er vores livs mening bundet sammen med det lille menneske, der ligger der, og uden det menneske, vil livet blive tomt.

Så vi kender det godt – følelsen af tomhed, og følelsen af, at et eneste menneske kan udgøre forskellen på fylde og tomhed.

Og tomhed gør noget ved os. Vi trives ikke i tomhed. Måske er vi bange for at glemme – glemme den, vi elsker.

Når vi konfronteres med døden, som kan komme ventet eller pludseligt, så konfronteres vi med en tomhed. Tomheden kan være pakket ind i kærlighed, men den kan også være pakket ind i fortrydelser, vrede, skam eller tilgivelse. Men hvordan vi ender vender og drejer det, så er tomheden pakket ind i livet. Et liv, der nu forandrer sig med døden.

Og døden er en grænse – vi kan ikke længere nå de døde. Den er definitivt og endelig. Vi skal leve uden, men alligevel med. Leve med minderne og livet – leve med det liv, man har delt – leve de værdier man har bygget op i relation til den afdøde.

Og her til Allehelgen bliver vi mindet om det – en dag om året, hvor vi særligt sætter fokus på døden og livet – på de døde og de levende.

Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof, sagde, at elske en afdød er det bedste sted at lære kærligheden at kende (Trinitatistiden, Lindhardt, s. 435). Tænk at man kan lære om kærligheden i dødens skygge.

Men det kan vi, fordi begravelsen er kærlighedens sted. Det kan lyde underligt; men det kommer til udtryk på to måder.

Døden er som en slags si. Når døden tager et menneske fra os, så begynder vi at tænke tilbage på det, vi har delt, og ofte vil alt det fine, smukke og betydningsfulde stå klart. Det svære, det hverdagsagtige, skænderierne og uenigheder falder i baggrunden, og i forgrunden står det menneske, man elsker. Døden er en si, der sier det fra, som lige nu ikke er væsentligt, og tilbage er kærligheden.

En anden måde, hvorpå det kommer til udtryk, at begravelsen er kærlighedens sted, stammer fra den fortælling, som vi har fortalt til hinanden gennem generationer. Nemlig fortællingen om Kristus, der tre dage efter han døde, går ud af sin grav – for at vise os, at nok er døden en grænse, men ikke en grænse for kærligheden. At der bag ved dødens forhæng er liv og mening – kærlighed og Gud.

Og dø skal vi. Det ved vi godt, men vi tænker ikke over det – i al fald ikke hele tiden. Måske vi tænker mere over det jo ældre vi bliver.

Ved Allinge kirke på Bornholm står der en figur af en kvinde (Arne Randslet). En gammel kvinde, der har sat sig ned. Helt nede på jorden, og måske kan hun ikke længere rejse sig op af sig selv. Ved sin side står hendes håndtaske. Hun har ikke længere brug for den.

Og der sidder hun, men omkring hende har hun englevinger. Vingerne er krummet om hende som et skjold, som beskyttelse, som varme – som liv.

Og måske er hun parat til at flyve ind i dødens rige, og måske sidder hun der bare indtil en, vil hjælpe hende op at stå igen.

Skulpturen hedder metamorphose. Det betyder forvandling, forandring eller omformning. Kvinden er på vej til at forandre sig – til at forvandle sig fra livet til døden – eller rettere fra livet til opstandelsen. Eller har hun allerede forvandlet sig – er hun død, og venter på opstandelsen? På at blive rejst op?

Jeg kan selv godt lide tanken om, at kvinden sidder i livet med sine vinger og venter på døden og opstandelsen. For tænk nu hvis vi alle allerede har fået de vinger. Vinger der er klar til at bære os gennem dødsriget, og ind i livsriget. Ind i evigheden.

Vi får en lovning i livet – et løfte.

Døden er ikke afslutningen – døden er, men livet er mere. Vi har vinger, der kan os gennem livet, og vinger der kan bære os til Gud, når vi dør.

Det er i dåben, vi får det løfte, at Gud vil være med os. Der læser vi Jesu Kristi ord om, at han vil være med os indtil verdens ende. Ikke bare livets ende, men indtil verden ikke længere består. Gud er med. Også ind i den tomhed, der kan opstå, når vi går med tunge skridt væk fra en kiste. Gud er med os. Gud er de vinger.

Og han bøjer sig om os, værner os, beskytter os og skærmer os. Vi er ikke alene.

Jeg vil slutte med endnu et digt af Helle Søtrup fra samme bog: Kyshånd. Det hedder Overgivelse no 9, og lyder sådan her:

”Engle kan flytte tunge sten. ”

Så kort kan håbet beskrives. Vi er ikke alene.

Amen


Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Livets Gud – glædens skaber

Du er med os, sige du. Hvisk det til mig de nætter, hvor jeg tvivler. Råb det til mig, de dage, hvor jeg står midt i stormen. Favn mig, elsk mig og hold mig ud, når jeg ikke længere selv kan det.

Åbn hjerterne på os, når vi kroger os ind i os selv, og glemmer verden omkring os, og lær os at leve med sorgen. Lær os at lade sorgen være en del af livet, så vi igen kan ånde, leve og glædes.

Vi beder for de døde, selvom vi godt ved, at du Gud allerede har dem i din hånd, og der ikke er mere vi kan gøre for dem.

Vi beder for alle der har mistet, og alle hvis tilværelse aldrig bliver den samme.

Vi beder alle der mister dem selv, og mister fornuften midt i sorgen.

Vi beder for alle, hvis liv ikke gik som de håbede på.

Vi beder for de syge – og dem der skal dø.

Vi beder for alle dem vi glemmer til hverdag, dem som ingen tænker på, og dem som kun du Gud kender.

Vi beder for din kirke – for glæden, håbet og englevinger.

Amen