lørdag den 20. november 2021

Sidste søndag i kirkeåret, 2021

For at begynde med noget helt vildt almindeligt, så var jeg med min familie i Plantorama i går for at købe ligusterhækkeplanter. Der er nemlig kommet huller i hækken ind til vores naboer, og de er nu ellers utrolig rare mennesker, men vi synes alligevel at 4 huller langs med hækken ind til dem, synes at lidt meget.

Så vi tog afsted for at købe ti hækkeplanter, der så skulle graves ned i de gabende huller. Men vi er jo ikke rigtig havemennesker, min mand og jeg. Eller vi lever nok mest efter devisen at frembringe så megen biodiversitet i haven som muligt. Så vi måtte læse en instruktion til, hvordan man gravede de der planter ned. Og det viste sig så, at vi jo slet ikke var klar til det.

Der skulle dels graves 60 cm ned i jorden. Det er altså et ret dybt hul. Derefter skulle det fyldes med grus, der kunne agere som en slags faskine så rødderne ikke druknede, og så skulle der være 30 cm til græsset. Vi opfyldte ingen af de krav.

Men planterne kom ned i jorden.

Så nu står de der – de der stakkels hækkeplanter, hvis eneste opgave er, at de skal dække nogle huller – og de er sat ret elendigt, men så godt vi kunne og efter bedste evne.

Om der stadigvæk er huller i hækken til sommer, må vi jo se, for lige nu kan man ikke afgøre om det har hjulpet. Men for nu har vi gjort, hvad vi kunne.

Og kære menighed, nu må I bære over med mig, for jeg kom sådan til at tænke på, at livet jo er som en ligusterhæk. Vi bliver sat, skal vokse op og blive stærke, så vi ikke vælter i blæst. Engang imellem taber vi alt det, der er gør os smukke, men vi skal stole på, at det kun er for en stund, og at vi kommer til at stråle igen når vi har hvilet og kan sætte nye skud.

Og så sker det, at der kommer huller i vores liv. Store, gabende huller, som enhver kan vade igennem. Og som måske lige frem inviterer til det.

Vores liv har huller. Noget visner eller går ud – noget bliver rykket op. Og vi får brug for hjælp til at få sat noget nyt ind, der kan dække hullerne.

Men vi ved ikke til at begynde med om de planter, der bliver plantet, holder. Om rødderne har luft nok, så de ikke drukner – om græsset er langt nok væk, så de ikke kvæles. Vi ved simpelthen ikke om de planter, der bliver sat i vores liv huller, har styrken til at dække hullet, så vi ikke længere lægger mærke til det. Det eneste, vi kan gøre, er at vente. Vente og se. Og håbe.

Livet leves, mens vi lever det. Vi kan ikke planlægge det på forhånd, for livet bliver til på vejen.

Og derfor ved vi heller ikke, hvor livet får huller.

På sin vis er vi alle nødstedte i tilværelsen – vi deler et vilkår, og det er lidelsen ved livet. Vi kan ikke undgå det. Det er jo skrækkeligt på sin vis, men dog mere skrækkeligt, hvis vi forestiller os, at vi er i lidelsen alene. Hvis man som det eneste menneske har huller i livet, så bliver selve eksistens ubarmhjertig. Men sådan er det ikke – vi er fælles om vilkåret. Vi står i fællesskab med hinanden. Vi er knyttet sammen – vores rødder, om man vil, er flettet sammen. Vores grene rækker ind mellem hinanden. Vi er sammen, og selv det menneske, der lige nu føles sig uden for det fællesskab, får her inde at vide, at det er Gud, der laver det fællesskab til os – og med os – og sætter dig ind i det. Du er med – også de dage, hvor du ikke oplever det. Vi er kollektive i livets vilkår.

Vi har alle som en brug for at få livets huller plantet til med noget nyt – vi har alle som en brug for nådens vilde vækster, der kan flette vores liv sammen igen.

Nåden er det nye, der kan plantes ind – som kan sætte os fri, og forvandle vores liv til noget mere.

Nåden er, at selv de dage, hvor jeg har trampet rundt i livet, kan jeg modtage nåden.

Nåden er at få ufortjent, målt efter vores målestok.

Nåden er at få det, man ikke kan give sig selv, og som man ikke regnede med, og som kom uventet og dog velkomment.

Nåden er, at du ikke bliver målt på det, der gik galt – det du ikke nåde – og det, du græmmer dig over; men at du slet ikke bliver dømt. Eller man kan sige, at man dømmes med nåde, hvis vi skal fastholde domsmetaforen.

For Gud er som en gartner, der allerede er gået ud og er begyndt at grave huller til de planter, der mangler og som skal plantes ud.

Det er nåden.

Og Gud møder os med nåden. Alene med nåden.

I dagens evangelium hører vi om verdensdommen, som stedet er kaldt. Og den første del er noget af det smukkeste i Bibelen. Her står der, at vi skal mødes Jesu blik i vores næste. Og vi kan måske allerede huske (eller genkende) det blik fra et andet menneske i vores liv. At blive set på som et menneske med muligheder, og med rum til at blive den bedste udgave af sig selv. Dette nådige og milde blik, der bare ser os og accepterer os – også selvom vi til tider famler os frem.

”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus i dagens evangelium.

På forfatteren Tom Kristensens gravsten, står der:

”Bøjer jeg mig

så dybt som jeg kan

vokser min verden

sig stor.”

Det er et vidunderligt digt. At storheden ved livet også kan ses i det lille græsstrå, der bliver større, når vi bøjer os og zoomer ind med blikket. Livet bliver også større, hvis vi tør bøje os mod hinanden, og give slip på hierarkier, der fører os bort fra hinanden.

Så vi skal bøje os for hinanden – bukke for hinanden i dyb ærbødighed. I ære over, at her står et menneske, som Gud også har skabt. Og at da Gud havde skabt hele kosmos – alt fra hvert atom til galakse, så han på det, og mente, at lige præcis DU manglende for at gøre det komplet. Sådan skal vi møde hinanden, som den brik der var nødvendig for at gøre skabelsen god.



”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus.

De mindste små bliver rejst op. De mindste – de fængslede, de nøgne, de tørstige, de fremmede. Tænk at have en Gud, der bøjede sig så dybt han kunne, så vores verden kunne vokse sig stor.

Det er den forventning vi går ind i adventstiden med. At Gud bøjer sig for os og mod os – bøjer sig, så vi bliver store.

Amen


Dagens tekster:

https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkeaaret-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Livets Skaber

Du Hellige Ånd, der strømmer mod os i – er i os – og får os til at åbne os mod dig og hinanden.

Smelt det is, der kan lægge sig om vores hjerte og sjæle. Blød os op, så vi tør vende os mod verden og dem der står lige ved siden af.

Lad os rykke sammen i fællesskab, så vi oplever, at vi er forbundet i din skabelse. Hør os når vi er sammen i bønnen, og beder for verden:

Vi beder for alle små og hjælpeløse

Vi beder for alle bange og gemte

Vi beder for alle syge og alle fulde af sorg

Vi beder for fremmede og flygtninge

Vi beder for alle der tror noget andet end os

Vi beder for alle glemte og usynlige


Vi beder for alle med magt – i det små eller det store
Lad magten blive en vej til omsorg og varme – ikke til splittelse eller begærlighed.

Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå som en insisterende blok af håb midt i en verden, der har brug for det.

Vær med alle os små – og alle os store. Vær med os hvor vi er og som vi er.

AMEN



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der e...