Men som børnene bliver ældre, ligger der en lille formaning eller reprimande i udtrykket. En lille advarsel om ikke at lave ulykker. Jeg holder øje med dig. Det er både betryggende, men også frihedsberøvende at blive holdt øje med.
Vi er holdt øje med i høj grad i dag. Vores telefoner afslører hvor vi går og står – hvor vi handler og hvad vi søger. Kameraer ved gadehjørner filmer os og logger os. Vi er holdt øje med hele tiden på godt og ondt. Vi kan ikke rigtig blive væk. En gang imellem kan man godt få lyst til at blive lidt væk – ikke fra sig selv, men fra det samfund, der hele tiden logger os – holder øje med os.
Midt i denne uge valgte en fra min familie at "blive væk". Han er teenager, og gik fra sin efterskole. Alle ledte efter ham – politiet med hunde, venner, familie. Opslaget på facebook om at han var væk og savnet – at familien manglede ham – blev på 12 timer delte 3.000 gange. For det rammer lige ned i frygten hos os. Vi kan så levende forestille os, hvordan det må være, at en man elsker, bliver væk. Forsvinder uden et ord, og uden at man ved, hvad der er sket.
Hans mobil var slukket, så de kunne ikke spore ham. Han var væk, og sagde ikke det mindste pip for at vi kunne finde ham. Om formiddagen dagen efter, finder de ham. Jeg ved ikke hvor, men jeg ved, at de fandt ham i god behold. Og jeg ved, at var det min søn, så havde jeg løbet ham i møde med armene åbne, og havde krammet og kysset ham. Jeg ville slet ikke være vred, men så uendelig lettet. For tanken om, at man måske kunne miste det umistelige i livet, ville kun vække en dyb længsel efter at mærke kærligheden. Efter at favne igen.
Man ville gøre alt, der stod i ens magt, uanset hvad andre så måtte mene om det, man gjorde, for at få sin elskede igen.
Og man indser noget dybt om tilværelsen. At man hellere vil elske på afstand, og vide at den anden trives, end at elske i uvisheden.
Jeg holder øje med dig. Eller måske snarere: jeg vil se dig, og jeg vil følge dig – og træde til, hvis du råber på hjælp.
Som man ville hjælpe et barn, der falder i en brønd, som er Jesus eget eksempel fra i dag. At livet kan byde dig at handle uagtet hvad andre tænker og mener – uagtet regler. Livet kan kræve dig – og kaste dig ud i handlinger, der er nødvendige, men rigtige.
Det fik mig til at tænke på, at jeg for nylig var til et foredrag med en mand fra Nordkorea, der havde risikeret livet, fordi han er kristen. Han flygtede fra Nordkorea, blev fanget og sendt i fangelejr. Ikke engang et fængsel, men en fangelejr. Han flygtede igen, blev fanget igen, men denne gang gik det internationale samfund ind, og fik ham i første omgang til Filippinerne, og derfra til England. Han havde ikke noget pas på sig, men som han selv siger, så fik han ikke bare et pas, men også et pas til Guds rige. Han oplevede på sit eget liv, at Gud bygger sit rige lige midt i forfølgelsen.
Han har i dag ikke set sin familie i årtier, men får til gengæld lov at leve med religionsfrihed. Han bliver ikke længere holdt øje med af et regime, der fratager folk drømme og håb. Han er nu fri til at tænke, føle og bede uden frygt. Han er ikke længere forfulgt, men kan være fri til at følge den, han tror på.
Livet har taget en ny begyndelse for ham – som livet har det med at tage, når vi rammer kanten af det, og bliver sendt tilbage – slynget tilbage i tilværelsen.
Den mand fulgte heldigvis ikke reglerne, men gik imod dem. Gjorde det som hjertet bød ham at gøre. Det var en vanskelig og snoet vej til frihed, og der var tider, hvor han troede, at han skulle dø. Men han overlevede og lever, og rejser nu rundt i verden og fortæller sin historie. En historie om evangeliet, der lyser på en mørk baggrund, som evangeliet altid har gjort.
Jesus taler i dag om, at det ikke nytter af følge regler, hvis du dermed bliver ledt væk fra livet og hen til sted, hvor ligegyldighed og hårdhjertethed råder – hvor frygt og kaos er hverdag. Så nytter reglerne ikke længere – så skader de fremfor at gavne. Vi skal derimod ledes ind i livet – ind i midten af livet.
Svend Bjerg, der var teolog og lektor, sagde, at livets midte var der, hvor ondskaben ikke kunne findes, og at livets midte lyser op, hver gang vi holder gudstjeneste. ”For en kort stund, så længe gudstjenesten varer, vokser vi sammen i livets midte”, siger han, ’før vi igen bliver sendt ud hver især til en dagligdag fuld af adspredelser.” (Profane prædikener, 2010, Forlaget ANIS, s. 161).
Livets midte ER Guds rige. Et glimt af Guds virkelighed, der kommer til stede i denne verden.
Rummer og favner os. Der er ingen specielle regler eller love, man skal følge for at kunne komme til livets midte – ja, faktisk siger Jesus, at lovene kan stå i vejen, så vi ikke finder Guds rige. For Guds rige er ikke styret af regler og love – der er ingen hævede øjenbryn, ingen fordømmelse, ingen øjne der holder øje med om vi nu gør som vi skal.
Her er ingen hierarkier, ingen der kan sidde øverst eller nederst. Egentligt burde vi sidde i en rundkreds her i kirken med alteret i midten, fordi det i højere grad afspejler Guds rige.
Jesus gør op med regeltænkningen.
Man kan sige, at Jesus var anarkist. Ordet anarkist stammer fra græsk. An betyder uden, arké betyder begyndelse eller grund. ”Der er altså ingen begyndelse eller ende på Jesu forkyndelse af riget i midten, Guds rige” (ibid., s. 162). Jesus begynder med Gud og ender med Gud – fra evighed til evighed, som vi så tit hører sagt i kirken. En ihukommelse af, at Gud er fra altid til altid.
Vi kan ikke følge en lov og komme til Gud, men vi kan åbne os for, at Guds riget sætter sig igennem i tilværelsen. I livet – i glimt. I medmennesket, i hjælpen, i kærligheden, og her i kirken: hver gang vi døber et barn, hver gang vi deler nadveren og hver gang velsignelsen lyses.
Guds riget ER og lyser op i livet. Det liv, vi skal leve i troen på, at Gud holder øje med os, men ikke for at sikre sig, at vi ikke laver ulykker – nej, for at sige til os, SE – jeg er med alle dage, også de dage, hvor mørket truer. SE, jeg er med dig. Indtil verdens ende faktisk.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Her er ingen hierarkier, ingen der kan sidde øverst eller nederst. Egentligt burde vi sidde i en rundkreds her i kirken med alteret i midten, fordi det i højere grad afspejler Guds rige.
Jesus gør op med regeltænkningen.
Man kan sige, at Jesus var anarkist. Ordet anarkist stammer fra græsk. An betyder uden, arké betyder begyndelse eller grund. ”Der er altså ingen begyndelse eller ende på Jesu forkyndelse af riget i midten, Guds rige” (ibid., s. 162). Jesus begynder med Gud og ender med Gud – fra evighed til evighed, som vi så tit hører sagt i kirken. En ihukommelse af, at Gud er fra altid til altid.
Vi kan ikke følge en lov og komme til Gud, men vi kan åbne os for, at Guds riget sætter sig igennem i tilværelsen. I livet – i glimt. I medmennesket, i hjælpen, i kærligheden, og her i kirken: hver gang vi døber et barn, hver gang vi deler nadveren og hver gang velsignelsen lyses.
Guds riget ER og lyser op i livet. Det liv, vi skal leve i troen på, at Gud holder øje med os, men ikke for at sikre sig, at vi ikke laver ulykker – nej, for at sige til os, SE – jeg er med alle dage, også de dage, hvor mørket truer. SE, jeg er med dig. Indtil verdens ende faktisk.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar