13. søndag efter trinitatis

Vi har alle et indre kompas, der drejer os i en retning mod hinanden. Vi søger hinanden, og vi kan mærke det helt fysisk. Når man får sommerfugle i maven, fordi man glæder sig til et besøg af en gammel ven. Når man møder et menneske, man umiddelbart bare kan lide, som giver en god fornemmelse i maven. Når man møder sin soulmate og man bare svinger i takt. Når man står ved kisten og sorgen river i en. Når man føler barmhjertighed med et menneske, der har brug for hjælp. Vi kan mærke inde i os selv, når det sker.

Vi har et kompas, der vender os mod hinanden. Det er gudbilledligheden – det i os, der ligner Gud, der får os til at søge mod fællesskabet med hinanden.

Og vi vil gerne gøre det rigtige. Sådan er vi skabt. Den tilgang til mennesket, ser man faktisk også andre steder. Nudging bygger på netop dette. Nudge betyder at puffe og går ud på, at vi gerne vil gøre det rigtige, men vi får det ikke altid lige gjort. Intentionen er der, men handlingen følger ikke med. Så skal man lave små puf, så vi begynder at gøre det rigtige. I har måske set det nede i byen, hvor der er lavet gule fodspor i gågaden, der ender ved skraldespanden. Det, at blive peget i retningen af skraldespanden, kan gøre, at vi husker at bruge den, og ikke smider affaldet på gaden. Vi vil gerne bruge skraldespanden, men skal lige puffes i den rigtige retning.

Vi vil gerne møde vores medmennesker og være barmhjertige, vi skal bare nogle gange puffes i den rigtige retning.

Jesus fortæller en lignelse om 4 mænd.

Den ene ligger nøgen i grøft. Han har intet på sig, der vidner om status eller tilhørsforhold. Han er strippet for identitet, og er blot det nøgne menneske, der ligger sårbar og skrøbelig. Han er afhængig af, at blive set, for ellers forgår han.

De næste to er henholdsvis præst og levit, der kommer forbi den nøgne mand; men de går forbi. Det er ikke fordi de er onde eller skrubbeløse, men faktisk var det sådan dengang, at de ikke skulle hjælpe en sådan mand. Samfundet var skruet sådan sammen, at de gjorde det rigtige ved at gå forbi. De kunne bruge love og sociale regler som en grund til ikke at blande sig. Og ikke en ville have syntes, det var forkert. De gjorde det rigtige.

Den sidste er en samaritaner, der går forbi og får medynk med ham. Samaritaneren begynder at hjælpe mennesket. Der var noget i samaritaneren, der fik ham til at stoppe op og hjælpe. Og det er denne mand – samaritaneren – der viser barmhjertighed, der gør det rigtige. Altså det rigtige i Guds øjne.

Jesus vender op og ned på rigtigt og forkert. Det levitten og præsten troede var det rigtige er det ikke længere, og den samaritaner, der i datiden var forkert, bliver rigtig. Sådan som det var dengang, sådan skal det også være i dag. Rigtigt og forkert har stadigvæk brug for at blive rystet på plads i os, for til stadighed sker det, at vi går forbi mennesket i grøften. Intentionen er god, men vi får gemt os bag noget, der gør, at vi ikke ser manden i grøften. Hvad er det, vi gemmer os bag? Et det velfærdsmodellen, politik, frygt eller travlhed?

Men et liv i skjul er ikke et liv. Vi skal leve i det åbne, hvor sårbare vi så end kan føle os der. Jesus vil nedbryde og fjerne de normgivne kategorier, de love og sociale strukturer vi gemmer os bag. Det eneste, der skal stå tilbage er os; menneske til menneske. Og det eneste, vi har tilbage at finde vejen med, er vores indre kompas: vores barmhjertighed. Det kompas, der skal få os til at vende os mod hinanden, og blot se et menneske, uagtet status, nationalitet, religion eller tilhørsforhold.

Vi skal nuges – puffes ud i livet og mod hinanden. Vi skal have dét at vide, som vi ikke kan sige os selv, så ser vores liv og verden i et andet lys. Ligesom den lovkyndige, der vil sætte Jesus på prøve, så Jesus fortæller ham denne lignelse, får et nyt syn på livet. Han bliver overrasket over hvor radikal Guds kærlighedsbegreb er, og hvor stor menneskets barmhjertighed kan være. De ord skal vi lytte til, og lade os puffe af.

Vi skulle måske have fodspor foran os, der peger os i retning mod mennesket i grøften, for når vi først står der, så gør vi det rigtige. Så hjælper vi. Så bliver vi en næste for det menneske, der har brug for hjælp. Vi skal puffes mod hinanden, så kompasset inde i os, kan vende sig mod andre.

Og vi bliver hver dag puffet i den rigtige retning, hvis vi vover at se efter fodsporene, der vil pege os i den rigtige retning, og ikke bare haster forbi, fordi vi ikke lige har tid i dag. Eller haster forbi, fordi vi er bange for, at noget andet går vores næse forbi. Eller hvilken lov, regel, undskyldning eller livssyn vi nu end gemmer os bag, der gør, at vi haster forbi. Der bliver vendt op og ned på alting i Guds rige – den eneste regel er: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Lige præcis som den lovkyndige svarer Jesus. Det er det eneste, der kan stå, når alt andet bliver brudt ned, og lignelsen fortæller os, hvad det betyder.

Det betyder, at vi mennesker er forbundet – bundet sammen af det ene udgangspunkt, at vi alle er skabt af Gud. Vi kan ikke nøjes med at have et godt forhold til Gud, hvis vi glemmer andre. Vi er afhængige af, at vi går hinanden i møde.

Vi skal gå herfra med den tanke, at kompasset inde i os vender os den rigtige vej, så vi kan gå ud i livet og være en nødlidendes næste. Vi skal mærke at andre også går vores vej. Ingen skal ligge nøgen i grøften, gennembanket, ensom, knust, såret, sulten, bange eller glemt. Vi skal komme hinanden til hjælp, fordi vi kan mærke, at sådan er det rigtige at gøre. Sådan kan ikke andet end at gøre.

Gå herfra med løftet hjerte, med øjne, der ser og et hjerte, der tør lade sig røre. Og bliv en næste for den næste.

Du er min næste. Jeg er din næste.

Og Jesus siger til os: »Gå du hen og gør ligeså!«

Amen




Inspiration er hentet fra http://2andreas.blogspot.dk/2015/08/13-sndag-efter-trinitatis-frste-rkke.html




Dagens tekst:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Luk 10,23-37