Det er svært ikke at begynde dagen med at sende vores tanker til Magdeburg, der i weekenden blev ramt af et terrorangreb. En bil blev kørt med fuld fart gennem et julemarked – en glad og fredfyldt begivenhed er nu sløret af sorg, vrede og magtesløshed.
Og atter engang må man stille sig selv spørgsmålet – hvorfor? Hvad er motivet bag – hvad driver et menneske til at gøre så onde handlinger, der trækker sig spor i pårørendes familier for altid?
Vi søger efter en mening, fordi det er så svært at stå i det meningsløse og forfærdelige. Vi søger at forstå bare en smule af det, for at kunne leve, selvom vi må erkende, at vi i tilværelsen altid vil være overladt til en grad af tilfældigheder.
Det tilfældige er det sværeste at skulle leve med, og alligevel er det netop det, vi skal – leve. På trods.
Når vi rammes af det tilfældige og vilkårlige, så kan det sammenlignes med at blive sat i en ny virkelighed, som vi ikke altid ønsker at stå i. Jeg taler ikke kun om terror, men også om sygdom der rammer, elskede der dør – det kan også være kriser på jobbet eller i ægteskabet eller familien. Alt det, der opleves som noget, der rammer os, og som vi nu skal leve med og ud fra. Fælles for det er, at vores virkelighed giver ikke længere samme mening, så vi bliver nødt til at forsøge at finde en mening, hvad enten det er bevidst eller ubevidst.
Og måske mister vi også noget inde i os selv. Vi bliver nogle andre end dem, vi var før. Vi er forandrede. Vi ser verden på en anden måde, vi ser vores nærmeste på en anden måde – vi prioriterer livet på en anden måde.
Jeg tror ikke, at der findes et menneske, der ikke vil prøve det, om ikke andet så bare én gang i løbet af sit liv, hvor man pludselig skal orientere sig på ny.
Forandringer er en del af livet – intet står stille. Alt er på vej til at blive noget andet – noget formulder hurtigt, og andet slides langsomt. Men hele verden er i en konstant forandring.
Det er en tanke, der er dybt indfældet i den kristne forståelse af livet. Der er kun én gang, hvor vi hører om, at alt står stille, og det i Edens have, som den er beskrevet i skabelsesberetning. Ja, det lige indtil Adam og Eva traf et valg, og spise af frugten fra kundskabens træ.
Derfra begyndte alt at forandre sig.
Derfra begyndte mennesket at vandre ud i verden, og når man gør det, støder man også på forhindringer.
Og det varer heller ikke længe, før vi Biblen kan læse om det første mord, der tilmed var et brodermord. Kain slår sin broder Abel ihjel af misundelse, fordi det lader til, at Gud elsker Abel mest.
Scene er sat – mennesker kan være onde.
Men fortællingen om Kain fortsætter også efter han har slår sin broder ihjel. For vi hører, at frygten griber Kain, og han indser at hans handlinger har konsekvenser, så han beder Gud om hjælp. Han vil gerne undgå den dom, som andre vil fælde over ham. Og Gud – der er en barmhjertig Gud også i det gamle testamente – sætter et mærke på Kains pande, så folk vil skåne ham.
Han bliver tegnet af Gud, så han, trods sin uhyrlige handling, får lov at leve.
Hvordan Kain har det med sig selv derefter, ved vi ikke. Men vi ved, at Kain får lov at blive sat ind i en ny virkelighed, hvor han ikke dømmes for sine handlinger. Og mærket i panden er tegnet på det.
Det er heller ikke uden grund, at mange drager paralleller mellem Kains mærket og dåben. Vi sætter også et mærke på børn i dåben – et for panden og et for brystet. Et korstegn bliver tegnet over dem, som et vidnesbyrd på, at de nu tilhører Kristus.
Vi får vores mærke inden vi overhovedet har handlet – men vi får at vide, at vi nu tilhører Gud. Vi har fået til tilhørsforhold. Og det har vi brug for.
Der er noget uendeligt smuk i at høre nogen til.
Salmedigterne og præsten Jakob Knudsen skulle efter sigende have sagt, at ”at være sig selv er at være med ét med et andet selv”.
Det gør en forskel at være ”nogens” – at der er en, der regner med en – håber på en – vidner ens liv – og altid er med en. Det er dette særlige tilhørsforhold, vi modtager i dåben.
Så uagtet det liv, der ligger foran os, og uagtet hvordan det end former sig, så hører vi altid til hos Kristus. Vi har en Gud, der tilmed lover at ville være med os til verdens ende.
Det er værd at bemærke, at vi bliver lovet, at Kristus vil være med os indtil verdens ende – og ikke bare vores livs ende. Kristus er med os ind i evigheden – gennem de mørke nætter, gennem tvivlen, gennem døden og med os til den dag, hvor Gud bliver alt i alle.
Ja, dåben sætter os også i en ny virkelighed, men ikke vilkårlighedens. Nej, dåbens virkelighed er det modsatte, for her bliver vi sat ind i håbets virkelighed.
Trods mørke, trods ondskab, trods det der splitter og deler os, Trods tilfældig død, trods julesorgen, så får vi lov at håbe på noget mere. Håbet strækker sig ud i retninger, vi ikke kan forestille sig – og holder os fast på, at der i alt dette er en underliggende kærlighedskraft, der holder os sammen. Ikke bare med hinanden, men også med vores skaber og frelser.
Vi får en ny identitet, hvor vi tilhører Kristus. For dåben er en forandring – der er et før og et efter dåben. Vi kan være nølende med at ville tale om det, fordi vi med rette kan regne med, at Gud elsker mennesker om de er døbt eller ej. Men dåben er ikke bare et værdiløst tegn, vi gør fordi vi ikke kan finde på andet at lave en søndag formiddag. Dåben er så vigtig, at selv Jesus blev døbt af Johannes døberen.
Vi døber fordi det giver os et meningsfundament at forstå tilværelsen ud fra.
Fordi det stille os lige der, hvor evigheden og timeligheden krydser hinanden i et allerede, endnu ikke. Jesus Kristus har evigheden i sig, men han står i tiden sammen med os – ikke bare dengang, men også nu. Midt blandt os – skjult for øjet, men synlig for troen. Han er her.
Det er det, vi venter på at høre igen i julen – at Gud blev menneske, og at han i det lille menneskebarn bøjer sig dybt i støvet for os, bliver som os, for at være med os.
Dåben er Guds løfte, der gentages for det enkelte menneske, at jeg også blev menneske for din skyld – og jeg er derfor altid i evighed med dig.
Der er håb. Og de dage, hvor fortvivlelsen råder og man næsten har lyst til at give op. Der er altid håb.
Det lille menneskebarn er Guds søn – Gud bøjer sig i støvet for os, og bliver som os, for at være med os. Dåben er Guds løfte, der gentages for hvert enkelt menneske, at også for dig bliver Gud menneske, og er med dig helt til verdens ende.
Håbets tid er allerede begyndt. Den begyndte den nat for så mange år siden i en stald i en krybbe.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-foerste-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar