tirsdag den 7. juli 2015

Skt. Hans 2015



Velkommen til denne smukke og nok egentlig meget danske sommeraften, hvor vi skal fejre Skt. Hans sammen. I denne tale vil jeg ikke sige et eneste ord om folketingsvalg, blokke eller stemmeprocenter. Det lover jeg, men den vil handle om det samme emne som vores politikerne også taler nemlig, livet. Men med en lidt anden vinkel.

Det har lige været midsommer, som er årets lyseste dag. Det er den dag, hvor solen er allerlængst tid på himlen, og vil byde på over 17 timer med dagslys. Det er noget, vi sætter pris på, på disse himmelstrøg. Solen er ikke så flittig en gæst her som andre steder, så derfor er det helt naturligt, at vi længes efter sollys. Det ser vi særligt i det spæde forår, hvor vi løber udenfor den første dag med sol og varme, og redder os både velvære og ofte en forkølelse. Men vi må udenfor, fordi vi gennem en lang vinter har længtes efter lyset.

Og netop det at længes, vil jeg tro, vi alle kender til. Længsler. Skulle man nu lave en indholdsfortegnelse på en længsel, så ville den indeholde 50% håb og 50% drømme. Længsler er sammensat af håb og drømme. Og nogle årstider har lægsler bedre luft under vingerne end andre. Midsommer særligt.

Når hylden blomstre, bierne summer, græsset dufter lysegrønt og fuglene kvidrer, så kan vores længsler brede sig ud, og drømmene og håbet får højere til himlen, og vokser sig større.

Her den anden dag genhørte jeg en fortælling fra tiden efter 2. verdenskrig – en fortælling, der handler om håb og drømme – og slik. Den fortælling vil jeg dele med jer.

Efter krigen blev Berlin inddelt i en engelsk, fransk, amerikansk og sovjetisk zone. Det var meningen at de fire forskellige besættelseszoner skulle styre i fællesskab, men det lykkedes ikke. Stemning var ikke god. Berlin lå langt inde i det sovjet kontrollerede område, og var derfor prisgivet Sovjets velvilje i forhold til adgang til vejnettet. Det udnyttede Sovjet. De afskar det veste Berlin muligheden for at bruge vejene, og dermed afskar de dem fra resten af verden. De slukkede kraftværket, der forsynede Vestberlin med strøm, og dette skete netop Skt. Hans aften 1948. Vestberlinerne vågnede op til mørke og en potentiel hungernød.

Der skulle ske noget drastisk, men ikke noget der ville udløse en 3. verdenskrig. Men mad skulle de have. Derfor besluttede man, at lave en luftbro til Vestberlin, hvor man hver dag forsynede millionbyen med mad – smidt ned fra luften. Hver dag, hvert minut fløj kæmpestore flyvere ud og smed mad ned til Berlinerne.

En soldat ved navn Gail Halvorsen, en amerikansk soldat, var en af de mange, der hver dag fløj ruter ind over Berlin. En dag hvor han går en tur på flyvebasen, ser han en flok børn stå for enden af landingsbanen, men selvfølgelig bag hegnet. Han går ned til dem, og de begynder at snakke sammen. De snakker om frihed, og børnene siger til ham, at det ok, at de sulter en tid, for de ved, at de engang vil blive mætte, men de vil ikke miste friheden, for den er de bange for aldrig at få igen. Børnene gør et stort indtryk på ham, og tiden flyver afsted for ham. Da der er gået en time vender ham om for at gå tilbage. Men da rykker det i ham. Der er noget, der får ham til at gå tilbage til hegnet, mens han leder i sine lommer. Der finder han to stykker tyggegummi som han deler i 4 stykker og giver børnene. Selve papiret som tyggegummiet var i, bliver delt i endnu flere stykker, og de børn, der ikke fik et stykke at smage, tager papiret op til næsen og snuser langsomt ind. Da får han en ide. Han går straks tilbage til sine kammerater, og beder dem opgive deres ration af slik. Han laver små faldskærme af lommetørklæder, så han på næste dags flyvetur kan smide slikket ud til børnene. Men for at de skal kunne kende netop hans fly fra alle de andre, så fortæller han børnene, at han vil vippe med vingerne, når han kommer flyvende, så ved de, at de skal stå klar til at modtage en lille faldskærm fra himlen fyldt med slik.

Som sagt så gjort – han begynder, og ideen breder sig. Der går ikke længe inden der bliver sendt massevis af kasser af chokolade til flyvestationen, så de kan kaste endnu mere slik ned til de mange børn, der lever i ruinerne efter en krig.

Det kan lyde som et fjollet tiltag, men for de børn, var det med til at holde modet oppe, og give dem en fortsat tro på fremtiden.

Soldaten Gail Halvorsen er over 90 år nu, men flyver stadigvæk flyvemaskine. Og han møder stadigvæk børn fra dengang, der tager til USA for at takke ham for det han gjorde for dem.

Hvorfor skal I nu høre denne historie til Skt. Hans. Fordi Skt. Hans er en fejring af lyset, håbet og drømmene. Bålet her er et glædesblus, der skal brænde langt ind de mørke nætter, og minde os om, at lyset altid vender tilbage.

Gail Halvorsen var bare en ung soldat, men han så en chance for at gøre en forskel, og han greb den. Han lod sine drømme og håb få 1. pladsen i livet. Selv siger han om livet, at hverken penge eller ting kan gøre en lykkelig, men når man lever for andre mennesker, så kommer lykken. Det er kloge ord, som vi kan lægge os på sinde. Måske skal vi selv øve os i at turde lade vore drømme og håb få 1. pladsen. Det kunne være de ord, vi tager med herfra i aften, os som vi kan øve os på. Lyt til dine længsler.

Skt. Hans er midsommerens fest. Om lidt vil vi tænde bålet, synge Midsommervisen sammen, mærke fællesskabet, og lade lyset og varmen fra flammerne skinne langt ind i hjertets mørke kroge. Lad os øve os i at gribe de chancer, der er, for at gøre en forskel.

Glædelig skt. Hans – og god sommer.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar