6. søndag efter påske 2016

Jeg vil begynde med en lille fortælling. En aften sætter en træt og udmattet mor mad på bordet foran sin familie. Det er brændt toast. Drengen i familien, kigger på faren og venter, at han skal sige noget. Men faren tager blot toasten, skraber det mørke af og spiser den. Senere undrer drengen i familien sig, og spørger faren, hvorfor han ikke sagde noget til moren. Og faren svarer drengen: din mor var træt, og havde brug for min støtte. Brændt toast sårer ingens følelser, men ord kan såre, så derfor sagde jeg ikke noget.

Ord kan bruges til lige det, man har lyst til. Men det er ikke alt, der gavner. Det handler dagen i dag om – ordet, og hvordan vi bruger der.

Vi er nået til den sidste søndag inden pinse. I tiden mellem påske og pinse har vi lyttet til tekster fra Johannesevangeliet. De er ofte meget meditative og komprimerede, og de kan derfor være vanskelige at få vredet en mening ud af. Men det betyder ikke, at den ikke er der.

Teksten til i dag er hentet fra det, man kan kalder for Jesu ypperstepræstelige bøn. Det er en bøn, som Jesus beder, lige inden han går over i Getsemane Have med sine disciple, hvor han bliver arresteret og sidenhen korsfæstet. Vi er altså tidsmæssigt i påsketiden. Jesus beder i bønnen for sine disciple, og så beder han for os – de troende. Vi hørte første del af bønnen – altså bønnen for disciplene sidste søndag, og i dag er det så anden del af bønnen, hvor Jesus beder for os, det handler om.

Jesus taler igennem hele bønnen om herlighed. Han siger, at den herlighed, han har fået af Gud, har han givet videre til os. Vi får del i Guds herlighed. Men hvad betyder det? Herlighed er et stort og mærkeligt ord, og det kan være svært helt at fatte, hvad Jesus mener med det. Jesus vil sige til os, at der er sket noget nyt i verden. Guds virkelighed overlapper nu vores virkelighed. Verden har fået et skær af det guddommelige, og nogle gange kan vi se glimt af evigheden midt i forgængeligheden. Gud vil altså flette sit liv sammen med vores liv. Dét er herligheden, han taler om.

Og Jesus formidler dette til os gennem sin bøn, som han beder højt, så disciplene kan høre den. Han beder og de lytter.

Han bruger sine ord til at nå dem.

Og ord kender vi. Vi omgiver os med ord. Hver dag bliver vi bombarderet med ord. Tekst Tv, nyheder, aviser, hjemmesider, facebook og mails. Kommunikation er et af tidens mest brugte ord på arbejdspladser. Man hyrer konsulenter ind udefra, der skal hjælpe med kommunikationen internt og eksternt. Folk kommunikerer og er forbundet på kryds og tværs. Og det sætter pres på kommunikationen. For hvordan taler vi med hinanden, og hvad siger vi. Og lytter vi?

Jeg så en kortfilm lavet af det grønlandske hus i København om det at flytte til Danmark fra Grønland for at studere, og en af de studerende fortalte, at det overraskede ham her i Danmark, at vi havde så travlt med at tale, at vi glemte at lytte til, hvad den anden sagde. En samtale var i højere grad to monologer.

Den grønlandske studerende så, at vi alle har så travlt med at tilkæmpe os taletid, være i centrum og få egne holdninger igennem, at vi ikke hører, hvad den anden siger. Vi anstrenger os ikke for at forstå hinanden.

Vi bruger så meget tid på kommunikation i dagens Danmark, men kun som et middel til at blive hørt – ikke som en måde at lytte til hinanden på. Vi har derfor en opgave. Opgaven går ud på, at samtalen skal genindføres, som en samtale. To, der taler sammen, lytter, tænker, svarer og tager sig tid. Samtalen kan åbne for nye indsigter og perspektiver. Og samtalen har den vidunderlige bivirkning, at man kan blive rykket som menneske, når vi går i samtale med hinanden. Vi kan blive puffet til, og sågar ændre holdning gennem en samtale.

Ord skal bruges til at åbne verden, og skal ikke bruges til at lukke ned med.

Og ord ER fantastiske. Ordet giver os mulighed for at forklare, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi tænker. Ord giver os mulighed for at skabe fortællinger, fantasifulde universer og poesi. Ord skaber mening.

I Johannesevangeliet står der: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.

Og i skabelsesberetningen hører vi, at det er gennem sit ord, at Gud skaber. Ved at lade ordet klinge, skaber han verden – skaber mening.

Ord er vigtige, for det er gennem ordet, at Gud henvender sig til os. Og det er gennem ord, vi kan henvende os til ham, og han lytter.

Hver gang vi beder en bøn, om det så er en, vi selv formulerer, eller fadervor, så lytter Gud. Han lytter bag om ordene, anstrenger sig for at lytte til vores hensigt. Vi har brug for, at Gud lytter til os. At vi bliver taget alvorligt.

Men vi skal også lytte til Guds ord. Det er også en samtale. Vi skal høre, hvad Gud vil sige til os. Faktisk er det ret simpelt det, som Gud har på sinde. Han vil fortælle os, at hans kærlighed er det største i verden, og at han elsker os. Faktisk er kærligheden så stor, at hverken død, liv, engle, magter, noget nuværende eller noget kommende, kræfter i det høje eller det dybe, eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed. Det er Paulus, der skrev sådan om Guds kærlighed, da han skulle forklare om den til menigheden i Rom. Guds kærlighed er så stor, at intet vi kan forestille os, eller ikke forestille os, kan skille os fra Guds kærlighed. Intet kan ødelægge hans kærlighed til os.

Det er det, Gud vil fortælle os, og han giver sit ord til os gennem Jesu liv. Han taler til os hver gang vi går i kirke, synger en salme, beder en bøn, læser i Bibelen eller er sammen i fællesskaber. Men vi kan også være bærere af Guds kærlighed.

Vi kan bruge vores ord til at bære kærligheden frem i verden. Vi bærer allerede kærligheden frem gennem vore relationer til forældre, søskende, ægtefælle, børn eller venner. Når vi oplever at blive elsket og holdt ud, selv når ikke kan holde os selv ud, så er det Guds kærlighed. Men Guds kærlighed er selvfølgelig større end det. Den er mere vedholdende og udholdende, for den rækker længere ud end til dem, vi lige er i relation til. Den rækker ud til dem, vi ikke gider, dem vi er trætte af, og dem, der har såret os. Den rækker ud til ensomme, forhadte og snavsede. Derfor skal vi også bære kærlighed i en anden forstand end den konkrete følelse af kærlighed over for dem, vi elsker – vi skal med ordet om Guds kærlighed bære kærligheden videre. Vi skal holde hinanden fast på, at Guds kærlighed gælder for alle. Ingen undtagelser. Inden glemt. Ingen stemt ude. INGEN. Vi skal minde hinanden om, at Guds kærlighed er større end vores retfærdighedssans og smålighed. For Guds kærlighed kan ikke fjernes fra et menneske af et andet menneskes dom.

Det er os, der kan holde hinanden fast på, at sådan er det. Guds kærlighed er ikke bare en følelse af åndeligt slægtskab, men også en handling, hvor vi inkluderer hinanden i fællesskaber for Guds skyld.

Og dermed vender vi tilbage til begyndelsen af prædikenen med fortællingen om faren, der ser, at det ikke altid handler om at få ret eller gøre sine meninger gældende, men handler om at bruge ordene med omhu. Bruge dem til at støtte op om hinanden, om man så skal spise brændt toast ind imellem. Lad os være Guds medarbejdere, der bærer Guds kærlighed frem i verden – Gud fletter sit liv sammen med vores, og sådan kan vi oplever vi, at det er sandt. At Guds herlighed virkelig er givet til os – nu og altid.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.