4. søndag efter trinitatis 2021

Mon ikke de fleste mennesker har prøvet at sammenligne dem selv med andre? Det er i al fald en tese, som mange psykologer antager – at vi mennesker sammenligner os med hinanden. Det hedder også social comparison (Festinger). At man tager sit eget liv og ser på det gennem lyset af andres tilsyneladende mere interessante liv.

Min liste – for jeg har sådan en liste – altså min liste over mennesker, jeg sammenligner mig selv med, ser sådan her ud:

1. Kvinder, der får 4 børn og stadigvæk ser ud som da de fyldte 20 år.

2. Dem der mediterer, træner og spiser sundt hver dag.

3. De mennesker, der når at læse en ny og interessant bog hver uge, skriver en klumme til avisen, spiser brunch med deres veninder ved stranden uden at få sand mellem tæerne og ikke mindst har et ryddeligt hjem.

Eller sagt med andre ord – dem, der kan og gør alt det, som jeg ikke selv tilsyneladende når eller mangler.

Og er man der, hvor man sammenligner, så kan andres liv forekomme som problemfri og gnidningsløse – uden vasketøj eller snavs.

Det minder om den situation, hvor man ser splinten i andres øjne, og bjælken i sit eget. Man sammenligner alt det, de andre kan og viser frem, med den, man er i sit eget indre.

Man fælder en dom – ikke kun over sig selv, men også over andre. De andres liv gøres bedre og ens eget værre. Og det har vist sig, at sociale medier er en fremragende kilde til at vores selvværd ned med nakken. Der er lavet undersøgelser, der viser en direkte sammenhæng mellem ens brug af sociale medier og depression, ensomhedsfølelse og lavt selvværd. (https://www.psykologrikkepapsoe.dk/hvordan-paavirker-de-sociale-medier-os/).

Mennesker har altid sammenlignet sig med hinanden, men nu kan man nå at sammenligne sig med flere ved et enkelt klik.

Der er i denne tid, som vi lever i, særlig brug for et fokus på, at flere og flere mennesker føler sig ensomme. Vi fælder ikke altid kun en negativ dom over andre, men måske i højere grad over os selv.

Når vi sidder alene med vores tanker og sammenligninger, og der aldrig er et andet (virkeligt) menneske, der bryder ind og får den udgave af virkeligheden, vi skaber i vores indre, brudt med andre synsvinkler, så falder vi igen og igen en grøft af negativitet.

Der sker ikke en perspektivforskydning. Og den har vi brug for.

Vi har brug for at få øje på andet end os selv i spejlet – eller brug for at få øje på andet den anden gennem spejlet. Vi har brug for virkeligheden.

Vi har brug for barmhjertigheden.

Det er et ord, jeg holder meget af – barmhjertighed. På hebraisk kommer det af to ord: hanan og hesed.

Det ene betyder, at Gud er gavmildhed, og at den gavmildhed er både overraskende og givet frit. Det er en handling, der oprejser mennesker, når de er nede og fortvivlede. Og det andet ord bruger man om det, at mennesker kommer i relation med hinanden, og bliver brugt, når der er et overskud, som gør at man får lov at være med i en relation uden at man først bliver spurgt om, hvad man kan give eller gøre – eller hvem man er. Man bliver bare budt ind – eller som vi hørte i dåben, så siger Jesus: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. De er indbudt inden de kan andet end blot at være. (”Trinitatis – en homiletisk rejse” af Mogens Lindhardt, Anis 2015, s. 164ff).

Det er alt sammen barmhjertighed. Eller et udtryk for Guds nåde.

Gud er barmhjertig, når han udøser sig nåde over os.

Vi får at vide, at vi skal være barmhjertige, som Gud er det. Men også her skal vi passe på ikke at sammenligne os, så vi ikke tror, at vi skal være guddommelige.

Vi kan derimod forestille os, at vi bor i et stort hus, som Gud har skabt her på kloden. I dette hus er Gud hele tiden nær med sin gavmildhed, sin omsorg, sin barmhjertighed og sin nåde. Huset har en kultur – eller i det her tilfælde en ånd. En måde at være på, som vi bliver bedt om at bringe videre. Vi skal ikke skabe den særlige stemning i huset – den har Gud allerede skabt, men vi skal arbejde med på den. (Ibid.s. 167).

Det er dagens evangelium – arbejd med på den verden, Jeg skaber for jer, siger Gud til os. Og det gør vi, når vi sætter os ud over hierarkier og social status, og begynder at behandle hinanden som mennesker før alt andet. Før det øjet ser, men som hjertet for længst har opdaget – at vi fælles om vores menneskelighed. Først og sidst er vi mennesker, der har brug for det samme i tilværelsen. Omsorg, opmærksomhed, kærlighed og barmhjertighed.

Vi er i et fællesskab med hinanden, hvor ingen er mere end den anden.

Det er gennem tiden blevet udtrykt meget forskelligt, og nogen ynder at sige, at vi alle er syndere. Det er ikke forkert, men problemet er, at man begynder ved synden, i stedet for at begynde med nåden og barmhjertigheden. Vores fællesskab som mennesker, er ikke konstitueret af synden, men at Guds nåde og barmhjertighed.

Det begynder ved Gud og ender ved Gud. Det er ham, der er Alfa og Omega.

Teologen Mogens Lindhardt taler også om synd, men han siger, at synd er en skade – noget, der bliver ødelagt eller slået itu. Og som ved enhver skade, så sørger man efter, man har fået den. Sorg er en reaktion på, at der er sket en skade. Det er altid den første reaktion. Den næste reaktion er, siger han, omsorg (Ibid. S. 172). Han taler om, at synden ikke må blive til en skandale mellem mennesker, hvor vi måske ruller os lidt rundt i andre menneskers synd, men at vi gør den til en tragedie, forstået på den måde, at vi skal vise omsorg fremfor at sladre, for nu at sige det sådan lige ud af posen. Vi skal ikke gøre synden større ved at dele dem med flere, men behandle den nænsomt og med omsorg.

Det er en anderledes måde at se synden på – og reaktionen på den. Synd er ikke bare noget, der kan stemples som ”forkert” ud fra et etisk perspektiv, men måske snarere en skade, der skal klinkes. Og kan klinkes gennem omsorg. Ved at sørge for hinanden – at sørge med hinanden.

Vores skæbnefællesskab er ikke synden, men Guds barmhjertighed, Guds nåde og vores fælles evne til at vise omsorg – også overfor det menneske, vi ikke kender endnu. Vi sætter hinanden i relationer ved at gentage den indbydelse til livet, som Gud har givet os, når han frit og kvit invitere os – uden at vide, hvad livet vil bringe os.

Vi er hinandens, som vi er Guds.

Det skal vi møde hinanden med i stedet for sammenligningens ubarmhjertige blik. Vi er fælles på denne klode som Gud har skabt – den er lige som eget din som min – som vores næstes.

AMEN




Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:



Overraskende og barmhjertige Gud – i livets travlhed og livets kaos kommer du til os, hvor vi er. Du kommer og finder os, når vi ikke kan finde os selv. Når vi er faret vild i egne tanker og sammenligninger – i misundelse og ensomhed.

Du kommer og viser os omsorg – viser os barmhjertighed. Du peger på en anden vej end den, vi kan komme til at tage – ikke fordi vi er slette, men fordi vi ikke kan få øje på andre.

Tak Gud fordi du igen og igen peger os i en anden retning. Peger os mod hinanden hjerter og mod dig.

Hjælp os så vi kan hjælpe hinanden med at arbejde for en verden, hvor kærlighed får 1. pladsen i vores liv – hvor vi ser på hinanden med overbærenhed, og hvor vi byder hinanden ind i vores liv.

Og vær os nær i denne bøn, når vi beder for verden.

Vær med alle syge, der er bange og i smerter.

Vær med alle ensomme, der tror sig forladte.

Vær med alle der mangler, og føler de falder ned i den mangel.

Vær med alle, der føler sig uperfekte.

Vær med alle, der glemmer andre – mest fordi de er bange for at andre har glemt dem.

Vær med alle der kæmper i livet.

Vær med alle der sørger og savner.

Vær med alle de magtfulde.

Vær med vores kirke her – lad os binde bånd til alle andre kirker i hele verden, så vi sammen kan skabe fællesskaber på tværs af alt det, der ellers skiller os ad.

Lad os være stille sammen.

Amen