Uden at vi tænker over det, så opdrager vi vores børn til at være modige. Vi siger til dem, at de sagtens kan klare en rutsjebane, der virker alt for stor og stejl, når man selv er ½ meter høj og står for toppen af den. Men vi voksne ved, at det ikke er farligt, så vi opmuntrer barnet til at finde modet frem. Vi siger også til vores børn er broccoli slet ikke er så farligt eller giftigt som det ser ud, og at de skal smage på det. De skal være modige.
Og børn er modige – de er helt ekstremt modige, fordi de hele tiden overskrider det, de er bange for – finder modet frem – og gør det. Hvis de ikke er modige, vil de slet ikke udvikle sig – for livet kræver, at vi gør det, vi ikke tør.
Mod hænger uløseligt sammen med frygten. Man kan slet ikke være modig, hvis man ikke oplever frygt først – det er i overskridelsen af frygten, at man oplever sig selv som modig. Og da får man et andet blik på sig selv, fordi muligheden for, at man kan noget andet, kan være noget mere, end det man først troede, pludselig opstår i en.
Søren Kierkegaard kaldte det ikke for frygt, men for angst. Han talte om angsten som en eksistentiel angst – altså en angst for at leve, fordi livet er fyldt med frihed, og dermed også en masse valg, vi skal tage. Og det fylder os med angst, ifølge ham – en angst, som vi ikke skal forsøge at fjerne, men som vi skal leve med og på trods af, fordi den både fascinerer os og skræmmer os. Han taler ligefrem om, at den eksistentielle angst gør os svimmel, fordi både valget og valgets konsekvenser, skræmmer os. Fejlene, vi kan komme til at lave ved at vælge, kan skræmme os. men vi skal alligevel vælge at handle - vi skal acceptere, at vi kan ende i situationer, hvor vi laver fejl. Det kræver mod at leve.
Jeg ved ikke om kvinden i dagens evangelium følte sig modig. Men jeg har altid forestillet mig, at hun var det.
Hun er gået ind i et hus hos et menneske, som hun måske har kendt – men hun har helt sikkert ikke været inviteret. Og hun er gået derind med en intention, fordi hun har lige brugt det, der svarede til en årsløn, på at købe olie. Den mest korsbare af dem alle: nardusolien.
Det har kunnet været i en lille krukke, og da hun kommer derind, ved hun straks, hvem Jesus er. Hun går hen til ham – manden, som de alle har talt om. Manden som både havde venner, men også mange fjender. Ikke fordi han var ubehagelig – nej, måske snarere fordi han ikke var det. Fordi han insisterede på, at Gud ikke holder mere af nogen end andre. Fordi vi ikke kan inddele mennesker i A og B hold. Det faldt nogen for brystet – det gjorde de magtfulde vrede på ham – det gav ham fjender, selvom det var kærligheden han kom med.
Jesus sad om bordet - om få dage vil han gå ind i Jerusalem og se døden i øjnene - nu sad han her og så mennesker i øjnene, da kvinden kom ind.
Med al sit mod gik hun med bankende hjerte og klamme hænder ind i rummet, og hen til ham. Og hun skælvede let på hånden, at hun åbnede krukken, og duften fra olien spredte sig i rummet, og ramte alles næsebor.
Og hun hældte den i en tynd stråle ud i hans hår, hvor det langsomt gled ned over hårstråene for til sidst at blive absorberet. Kun et par enkelte dråber ramte det støvede gulv.
Det var det, hun var kommet for – ikke andet. Kun det.
At give det største hun havde, med den mindste bevægelse. At lade ham vide, at han på en eller anden måde, havde bevæget hende, så hendes liv nu var i svingninger. Det ville aldrig blive det samme, og hun ville takke – vise, at hun var skyldte ham alt.
Men da hun stod der med alt sit tilkæmpede mod, og opdagede nye sider af sig selv, reagerede dem omkring hende. De kunne slet rumme hendes lillebitte handling, og derfor gjorde de det, som ofte sker - de trak en masse andre anliggender ind i rummet.
De begyndte at tale om dem, der i dette øjeblik ikke blev tilgodeset - og sådanne sætninger begynder ofte med ordene: hvad så med…
Det kender vi også i dag. Når vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælp, så hører vi, at der bliver sagt, hvad så med de hjemløse eller de gamle her i landet. Eller hvis et kendt menneske dør, og det får sendetid i fjernsynet, så bliver det sagt, hvad så med alle dem, der dør lige nu på hospitaler.
Det er som om, at det er et ”enten eller”. Eller som Jesus siger – de fattige har I jo altid hos jer. Underforstået; hvis I virkelig tænkte så meget på dem, hvorfor gør I så ikke noget for dem? Nu?
Vi skal øve os i at åbne muligheder i verden, fremfor at lukke hinanden ned.
Det ser ikke ud til at vi løbet tør for fattige eller krige det første lange stykke tid, så der sker ikke noget ved, at vi fokuserer et sted for en stund. Det gør os ikke blinde for verdens problemer. Ja, nogle gange skal vi ligefrem fokuserer et sted, for ellers bliver livet alt for uoverskueligt.
Så Jesus lukker munden på de vrede mennesker i evangelieteksten til i dag. Han siger til dem, at verdens problemer er lige her, klar til at de kan tage sig af dem, men for nu har kvinden gjort en god gerning mod ham. Og mod sig selv.
Filosoffen Ralph Waldo Emerson har engang sagt: ”Livet er så klogt indrettet, at ingen, som seriøst forsøger ar hjælpe andre, kan undgå også at hjælpe sig selv.”
Det er en ret vidunderlig bivirkning ved at hjælpe andre.
Kvinden udviste mod – hun traf et valg med sin olie, og dermed var hendes handling umådelig kostbar – for hende selv, men også for dem omkring hende. Hun blev sig selv, da hun hældte den olie over hans hoved. Det opdagede Jesus - han så hende. Og derfor siger han om hende: hun gjorde, hvad hun kunne. Hun blev sig selv, da hun handlede ud af godhed.
Vi skal også handle - og træffe valg. Men vi kan næsten ikke undgå, at andre vil have meninger om det, vi gør; men det skal ikke afholde fra at gøre det, for vi kan heller ikke ikke gøre noget. Vi må leve med den risiko, at vi handler mod en holdning, og at vi kan risikere at skuffe andre. Vi skal leve med, at det vi gør, får et forkert udfald. Det vi gør kan mislykkes.
Heldigvis har vi den evangeliske frihed med os ind i livet – for her hører vi, at ikke bliver dømt for vores mislykkede handlinger. Det brudte, det skamfulde og det mislykkede bliver ikke målestokken for vores liv – og vi skal ikke stå til regnskab for det.
Fordi Jesus om få dage vil hænge på et kors for vores skyld – af samme grund.
Han er på vej i døden, så vi kan leve med verdens frihed – i nådens tegn.
Gud valgte at leve mellem os – og dernæst at dø for os – så vi kan leve, ikke bare som individer, men så vi kan leve med hinanden og for hinanden. Så vi kan gøre godt mod andre, række vores arme ud mod dem, der har brug for det – så vi kan være ødsle med vores liv. Og alt sammen med den risiko, at vi handler forkert eller skuffer. For den risiko ligger der altid – det er skabelsens vilkår.
Eller som det danske band Minds of 99 engang sang: Alle skuffer over tid.
Men heldigvis så er nåden over alle tider. Synd tapper, som Luther engang sagde. Eller lev med, som Mette Frederiksen sagde.
Eller måske er opfordringen bare: Lev. Gør det du kan, og så vil Gud lægge det, der mangler til.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Livets Gud
Vi lægger alt i dine hænder – vores liv, vores skuffelser og kampe – vores succeser og vores drømme.
Vi lægger alt hos Dig, fordi vi har brug for, at Du bærer med i livet.
Og derfor beder vi dig om, at du må være os nær i alt, hvad vi gør.
Vi beder for dem, vi møder på vores vej – for de syge og de svage. For dem der har brug for et medmenneske og dem der mangler en ven.
Vi beder for hjemløse og ofrene for krig.
Vi beder for de hårdhjertede og de ødelagte.
Vi beder for alle med magt – vores regering, vores byråd – og hele det kongelige hus.
Vi beder for alle huse – alle familier, både de splittede og de samlede.
Og vi beder for din kirke her i Møllevang og ud over hele jorden.
Lad altid kirkens mod til at sige det onde i mod stå forrest. Lad kærligheden altid få det sidste ord i verden.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar