Hvad mon 2020’erne vil blive kaldt?
Indtil videre har årene kaldt på vores alvor, klogskab, protester og omhu.
Vi lever i en tid, der engang vil blive historie, og som fremtiden vil lære af – forhåbentlig.
Jeg er selv lige nu meget optaget af begrebet prepping. Det handler om, at man forbereder sig på at kunne klare sig selv uden forsyninger udefra. Der er grader af prepping fra den, der køber lidt ekstra dåsemad til dem, der har nødradioer, klorintabletter til at rense vand og måske endda en evakueringsplan klar, skulle det komme til det.
Jeg så på et tidspunkt et program om preppere, hvor en mand viste sig lager af mad og udstyr – og så viste han en rulle med pigtråd, som han ville rulle ud om sit hus, for at holde andre ude – og sikre sig egen overlevelse.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den mand må have frygten på 1. pladsen i sit liv, mens han forsøgte at skabe tryghed gennem dåsemad og pigtrådshegn. Han ville forsvare sin egen overlevelse – også på bekostning af andres.
Og på en måde minder det lidt om lignelsen, som Jesus fortæller om i dag. Den rige mand, der har en mark, der giver så meget overskud, at han må sikre det – og det gør han ved, at bygge en ny og flot lade. Datidens udgave af et pigtrådshegn er en lade, der kan holde maden inden og folk ude.
Og der sidder den rige mand så – næsten som en slags Joakim Von And oven på – ikke sine penge, men sine afgrøder.
Denne lignelse er hentet fra Lukasevangeliet. Lukas bliver kaldt for de fattiges apostel, fordi han igen og igen sætter fokus på de fattige i samfundet, og hvordan de rige – der har muligheden og dermed også ansvaret for at hjælpe – svigter.
Lukas tænker på mange måder efter det, der hedder Maslows Behovspyramide.
Abraham Maslow var en psykolog, der arbejdede med vores personligheder og behov – og han skabte en pyramide, der, ligesom kostpyramiden, skulle fortælle om menneskets behov og dermed vores generelle helbred. De basale behov i bunden af pyramiden.
Nederst i Maslows behovspyramide finder vi alle vores fysiske behov, som mad, varme og drikke. Derefter komme vi til tryghedsbehovene, som et tag over hovedet og at vi er passet på. Så kommer de sociale behov, som det have venner og familie. Derefter vores egne behov som de individer vi er, og til sidst selvrealiseringsbehovene.
Lukas kendte ikke Maslows behovspyramide, da han nedskrev fortællingerne om Jesus, og alligevel skinner tankerne fra pyramiden igennem, fordi vi skal opfyldt vores behov fra bunden. Vi er sat i denne verden sammen, og skal derfor hjælpe hinanden sammen. Der bliver tænkt meget konkret.
Og da hører vi Jesus fortælle om den rige mand, der ikke hjælper andre.
Det er på sin vis ikke et problem, at manden har et stort overskud fra sin mark – men det er problem, at han sætter pigtrådshegn op omkring udbyttet i form af en lade. Det er et problem, at han afskærer sig fra verden i sin lade, og ikke deler ud til dem, der mangler og sulter. Det er et problem, at han kun prepper til sig selv. Han har kun sig selv og egne behov for øje, og det bør han ikke have, når han er øverst i pyramiden. Når man har overblikket.
Vi der sidder herinde – ja, vi lever i en god ende af verden – de fleste af os mangler ikke meget. De fleste af os har et tag over hovedet, bliver mætte hver dag, og har taget en uddannelse. Vi siger også tit i Danmark, at vi har det godt. Selvom der selvfølgelig også er meget, der kan blive bedre.
Men vi har et godt udbytte.
Vi har materielle goder.
Nok.
Der huserer en video på facebook, hvor man ser mennesker gå rundt på gaden. Det sjove i videoen er, at de mennesker, vi møder, har taget alle deres ejendele på. Man ser ham, der ejer 5 par solbriller have dem alle på. Damen med taskerne slæber dem efter sig. En tredje har ure hele vejen op ad armen, og en dame har halen bundet ind i tørklæde efter tørklæde. Videoen slutter med noget i retningen af, at tænk hvis man kunne se på hinanden, hvor meget vi ejede af den samme ting.
Men denne forbrugstanke er der heldigvis nogle, der gør op med, og begynder at eje mindre – og gå imod den trend, at vi skal have hjemmet fyldt med materielle goder. Ja, faktisk behøver vi ikke producerer mere tøj de næste 100 år, fordi der samlet set på kloden er nok tøj til os alle sammen – resten af livet. Det er blot en tanke værd – også i kristen sammenhæng.
Vi har rigeligt – eller nogle af os har rigeligt. Vores ende af verden har rigeligt.
Og her revser Jesus os, og siger, at det ikke er vigtigt. Alt det vi omgiver os med – det er ikke vigtigt. Det er ikke rigdom. Og alligevel kan man så nemt komme til at fortabe sig i det materielle. Og vi kan blive så meget uvenner over det materielle, at vi dropper familie og kontakter. Arvestridigheder er slet ikke så sjældne som man skulle tro. Desværre.
Men det materielle er kun vigtigt, så længe det danner et fundament, for alt det andet. Det har ikke i sig selv en værdi.
Vi må ikke bygge lader i vores liv, og dermed lukke andre mennesker ude.
Og det peger Jesus – og italesætter. Han åbner vores øjne og drejer vores hoveder væk fra alt det, vi sætter rammer om, for at fortælle os, at vi kan leve på en anden måde. En fuldstændig vild måde, hvor vi ikke har frygten på 1. pladsen, men derimod hvor vi tør sætte kærligheden forrest. Og alt, hvad der følger af den af tilgivelse, omsorg, glæde, taknemmeligheden, åbenhed, fjendekærlighed og nænsomhed.
Vi skal bryde vores livs lader ned. VI skal turde lade os selv stå pivåbne for de mennesker, der må komme forbi. Og derefter ødselt dele ud – af både ressourcer og kærlighed.
Vi er alle sammen på den her klode, som Gud har skabt til os. Vi er sat til at være forvaltere af både kloden og hinanden – og det vidunderlige er, at der faktisk er plads til os alle.
Det er en vision, som rummer glimt af Guds rige – af Guds verden. Af håbet.
Måske 2020’erne bør være håbets årti. Det årti, hvor vi håbede så meget og så kraftigt, at det blev til handling. Årtiet hvor vi byggede broer fremfor grøfter. Årtiet hvor vi passede på kloden fremfor forbruget. Årtiet hvor vi satte kærligheden forrest uanset, hvor vi er i verden, og hvad vi tror på.
Og herinde i dette hus, som vi har bygget for at mødes om den treenige Gud – herinde emmer håbet, og herfra vil håbet pulserer ud i verden med jer. Der er altid håb.
Amen
Kirkebøn:
Håbets Gud – vi lægger vore tanker, vores bekymringer og al den tvivl, der kan fylde i os, i dine hænder. Du må bære med i denne tid, hvor vi kan synes at skulle bære så meget.
Vi beder dig om, at du må hjælpe os til at finde veje til hinanden, når vi er faret vild i fortvivlelse og had.
Vær med alle, der mangler – om det er mad eller tag over hovedet. Vær med alle der lever i frygt for morgendagen. Vær med alle syge og alle der skal dø.
Vær os nær med din mildhed og kærlighed.
Vær med al øvrighed og regering – vær med vores kong Fredrik d. 10 og hele det kongelig hus. Vær med alle med magt og indflydelse, at de må bruge den til alles gavn og til beskyttelse af de svage. Fjern enhver forråelse i deres sind, så de ser mennesker og ikke fjender.
Vær med alle her i din kirke – og dine kirker over hele verden. Giv os håbets frø, så vi sammen kan gør fremtiden lys.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
