Men man kan ikke holde sådan noget hemmeligt. En dag slap det ud, og alt det glemte væltede frem. Fængslet stod lige der midt i Berlin, som et monument
Et af de mennesker, der sad fængslet, vendte tilbage til stedet, og da det senere blev omdannet til et museum, meldte han sig som guide. Han ville fortælle om stedet – ville vise andre, hvad vi mennesker kan gøre – men ville også fortælle, hvad mennesket kan blive.
Inde i fængslet er der en lille bitte gård med høje mure. Det eneste man kan se, bortset fra mure, er en firkant af himmel.
En lille blå himmel, der lyste ned i gården, og lovede at friheden var virkelig – udenfor. Der stod manden, før i tiden og kiggede ud, og tænkte ved sig selv, at nok kunne de spærre ham inde, men de kunne aldrig spærre hans tanke inde.
Tanken er fri, og kan flyve som fuglen op mod himlen og væk. Den kan drømme om noget andet om mere. Den kan drømme om længsel og håbe.
Tanken er fri.
Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.
Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.
Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.
Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.
Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.
Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.
Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst.
Tanken er fri.
Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.
Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.
Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.
Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.
Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.
Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.
Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst.
Han har nok bare ligget der – ubevægelig, fastlås og frosset i tid. Bare ligget og været. Han har set himlen og fuglene der flyver forbi. Han har set myrerne kravle på jorden – og duftet af støv har lagt sig i hans næsebor. Han har bare været til – har ikke levet. Det forestiller jeg mig i al fald ikke.
Han har været en iagttager til livet. Han har set børnene i landsbyen vokse op for sine øjne – til de en dag som voksne er gået forbi ham. Men nu med en tungere gang og ikke i barnets sorgløse løb.
Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.
38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.
Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.
Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.
Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.
Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.
Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.
Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.
Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.
Rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig.
Livet venter.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.
38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.
Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.
Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.
Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.
Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.
Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.
Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.
Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.
Rejs dig, tag din båre og gå.
Rejs dig.
Livet venter.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
