Vi fødes – og fra første vejrtrækning er vi på vej til at blive noget andet. Hver dag leves herfra i et forsøg på at blive dygtigere, bedre og ikke mindst selvstændige. Navlestrengen bliver i overført betydning kappet mange gange i løbet af et liv, alt imens forældrene ser deres lille baby forvandle sig til et voksent menneske,
Vi er i forvandling – i forandring – på vej væk fra barndommen.
Det er ikke meningen, at vi skal forblive som børn. Det er faktisk meningen, at vi skal lære at gå, tale, spise selv, tage tøj på, gå på potte, regne og stave. Det er meningen, at barndommen er et stadie på vej til noget andet.
Men det betyder ikke, at barndommen ikke har værdi. Den har en stor værdi, fordi det er her grundlaget for en stor del af vores voksenliv bliver lagt. Her skal vi lære kærligheden at kende for første gang. Her skal vi opleve glæde og nærhed – her skal vi lege og grine.
Vi skal være i barndommen for at møde voksenlivet i små doser, så vi bliver klogere på det liv, vi skal leve og som for fleste rummer flere voksenår end barneår.
Og børn er både åbne og modtagende – de vil, som mange af os har opdaget, ofte gerne prøve alt selv. De har et drive til at kaste sig ud i opgaver, som de enten aldrig har prøvet eller som de har meget lidt øvelse i.
Børn kan være så modige at de til tider glemmer begrænsningerne.
Således stod jeg som barn engang på øverste trin på trappen, der gik ned til kælderen. En 8 trins trappe, og tænkte, at hvis jeg lavede en kolbøtte i luften, ville jeg lande på benene for neden. Således kastede jeg mig ud i den luftbårne kolbøtte, og jeg landede også for neden af trappen. Men ikke på benene – og inden jeg ladende der, ramte jeg en del af trinende på vejen ned.
Jeg kendte ikke fysikkens begrænsninger, men havde barnets tiltro og forestillingsevne.
Livet har det med at fjerne tiltroen og fantasien – forestillingen om det store og bedre. Ja, erfaringer kan nogle gange gøre livet mindre end det er.
Jeg holdt op med at tro på luft kolbøtter den dag, og sikke en skam. Livet begrænsede sig.
Denne begrænsning rammer alle børn, der vokser op, og til tider strækker den sig også til troen på Gud. Vi holder op med at tro.
Vi holder op med at håbe eller forestille os den verden, vi gerne vil leve i.
Vi gør livet mindre, og reducerer det til noget, der kan måles og vejes. Noget der med sikkerhed giver værdi – noget der nytter.
Men at leve et liv med Gud er det stikmodsatte. Det er hele tiden at insistere på, at gøre livet større, og at det vi gør for hinanden, ikke behøver have en værdi, der kan måles. Det er at leve som om luft kolbøtter var en mulighed. Det er at leve i et fællesskab med andre – og ikke bare i et fællesskab med dem, der ligner os selv.
Vi er alle sat i fællesskaber med hinanden i forskellige cirkler – vi har familiecirklen, vennecirklen, arbejdscirklen, nationalcirklen osv. Vi bevæger os hele tiden i forskellige fællesskab, der er med til at definere os.
Og en af disse cirkler er den menighed, I er en del af. Den er meget større end os, der er her i dag. Faktisk så er der 5.430 medlemmer af vores kirke. Vi er en del af en stor menighed. Og det er bare vores medlemmer af kirken, for der bor 9.383 mennesker i vores sogn. Så mange mennesker, der alle har en indbyrdes forpligtelse på hinanden.
Nu kunne man sige, at der blandt denne kæmpe flok også er folk, som ikke har lyst til at være forpligtede på andre, men spørgsmålet er om det så gør vores ansvar mindre? Svaret er nej.
Vi har fået et ansvar for hinanden, som bliver særlig skærpet, fordi vi er kristne. Vi har fået et ansvar for de mennesker, som vi møder, som er større end spørgsmålet om, hvorvidt det nytter, eller om vi nødvendigvis får noget igen.
Vi må ikke ringeagte hinanden – med insisterer på at se den menneskelige værdighed og gudbilledlighed i ethvert individ, der krydser vores vej.
Jesus sammenligner os med børn i dag – at vi skal blive som børn med deres tilgang til verden – særligt de mindste børn. Har I lagt mærke til, at børn der møder hinanden ofte sprutter af glæde? De løber mod hinanden, hopper op og ned af glæde, fordi de bliver så begejstrede over at se den anden. De krammer deres klodsede og alt for hengivne kram, og det gør ikke noget. De er til stede i dette nu med et andet menneske.
Nu har børn næppe en stor filosofisk analyse af deres møder med hinanden, men vi voksne kan genlære noget ved at iagttage dem.
Vi var også børn engang.
Og selvom vi næppe kommer til at hoppe og ned af glæde, når vi møder hinanden, så skal vi huske at have glæde med os indvendigt. VI skal tænke i løb, hop og kram, når vi møder et menneske. Og særligt skal vi huske det, når vi møder dem, som ingen andre glæder sig over – og som vi ligefrem selv kan have svært ved at møde.
Men det gælder også vores forståelse af os selv som kirke. Kirke er ikke bare den smukke bygning her, men den er alle os i den. Vi er kirken – vi er fællesskabet. Mursten kan ikke lave fællesskab, men det kan mennesker.
Barnet skal være i midten af vores selvforståelse (I anden række, prædikenvejledninger til anden tekstrække, s. 429, 1. udgave, 1. oplag, AROS forlag 2009). Det giver os en dobbeltforståelse, fordi vi både skal huske på, hvordan børn tilgår verden og mennesker, men også huske, at vi ikke ringeagter de mindste i vores midte. Det skal vi have in mente, når vi bevæger os ud i verden, og ind i hinandens liv.
Vi er altså sat i et fællesskab, der forpligter, og hvor det ikke handler om at måle eller veje, men om at være. Ansvaret rækker ud mod det menneske, der ikke tæller med i en stor statistik, som ikke giver overskud og som ikke stiller os som hjælpere i et godt lys – vi skal være mennesker for hinanden uden alt det glimmer, vi ellers kan have en tendens til at lægge på livet. Eller som det siges skarpt i evangeliet til i dag, så ” Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Hvis vi glemmer hinanden, er det som at synke ned i et mørkt og koldt hav.
Vi må ikke glemme hinanden.
I kirken taler vi om vores sociale ansvar, og det kalder vi for diakoni. Ordet diakoni kommer fra græsk, og tolkes til at betyde ”gennem hjertet” (Note: det betyder gennem/via fællesskabet - og hvad er fællesskab, hvis ikke et hjerteligt fællesskab). Vi skal kanalisere vores møder med hinanden gennem vores hjerter. Vi skal se på hinanden gennem vores hjerter. Vi skal træffe valg gennem vores hjerter.
Og det er også i hjertet, at vi siger troen bor – at Kristus bor.
Vi skal se verden gennem vores hjerter og med hans øjne. Det er en forandring, vi kan øve os på, livet igennem. Og vi skal gøre det, selvom vi bliver usikre på det, eller har meget lidt øvelse i det. Vi skal kaste os ud i det – og insistere på værdigheden.
Vi må ikke glemme hinanden.
Og midt i alt dette skinner den usigelige glæde os altid i møde, at Gud aldrig glemmer os. Vi er husket, vi er mødt, vi er elsket.
Amen
Dagens tekst:
https://bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
