Septuagesima søndag, 2025

Jeg står her med et manuskript til en prædiken, som slet ikke ligner det, jeg plejer. Jeg ville ønske, at jeg kunne have holdt en smukkere eller poetisk prædiken, men det kan jeg ikke.

For verden byder mig det imod.

Jeg ved, at jeg som præst skal holde prædikener, som kan rumme alle mennesker – også dem, der stemmer noget andet end mig. Men lige i dag, melder jeg kulør – og I må gerne være uenige med mig. Hjertens gerne, faktisk. For uenighed er i udgangspunktet ikke farligt i et demokrati som vores, men vores demokrati er også i fare.

Og måske derfor går jeg ud af mine faste måde at prædike på i dag.

Vi lever i en tid, hvor magtmennesker truer os, og hvor tidligere alliancer ser ud til at blive brudt. Det stiller os i Europa i en ny situation, og i stedet for at gå en fremtid i møde med færre våben, bliver der talt om en fremtid med flere våben.

Vores største allierede kan vi ikke længere forstå – vi er mange, der kigger måbende til, mens menneskerettigheder og klimapolitik bliver forkastet med et pennestrøg. Alt det, vi har bygget vores samfund på, bliver rystet og forkastet.

Vi har dog stadigvæk et samfund her i Danmark, der har sine rødder dybt forankret i det kristne verdenssyn, hvor det ikke handler om, hvor meget jeg får; men om helheden:

- Hvor der er en ære i at yde til fællesskabet, og hvor der er mere at sige om dig som menneske, end de dine succeser.

- Et samfund, hvor fred er førsteprioriteten, så det enkelte menneske skal udfolde sine potentialer, så længe det ikke skader fællesskabet.

- Et samfund, hvor de svagest bliver hjulpet først, fordi de har mest brug for hjælp.

- Et samfund, hvor du må tro på det du vil – tænke det du vil – mene det du vil – sige det du vil. Så længe andre også må det samme, og det ikke skader fællesskabet.

- Et samfund, hvor du gerne må være til besvær.

Det er ikke bare demokratiske rettigheder – det er også en kristen tilgang til tilværelsen.

Men noget har forandret sig – for frygten har sneget sig ind.

Også i mit liv, og jeg aner den, mens jeg stabler dåsemad i skabene og gemmer vand i dunke. Jeg er blevet bange, og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. Og så finder jeg tryghed i forloren skildpadde på dåsen. Men alvoren er, at jeg måske har mistet en tiltro til fremtiden – jeg er blevet bange.

Og det ikke kun regeringen i USA, der gør mig bange – det er også den forråelse, jeg selv mærker, og som jeg også ser hos andre.

Den anden dag sad jeg og så reels – det er små videoer på nettet, som almindelige mennesker har optaget. Og der findes en kategori, der hedder ”Karen”-videoer. Det er klip med mennesker, der opfører sig dårligt – som bliver vrede og skælder ud i det offentlige. De bliver så filmet, kaldt for "Karen" og lagt på nettet, så andre kan se dem og grine af dem. Jeg må med skam sige, at jeg sad og så sådan en video, da det gik op for mig – næsten som et lynnedslag – at denne Karen jo er et menneske, som mig. At de har en hverdag, hvor de ikke er rasende hele tiden. Og den næste tanke var, at der måske var en grund til at det menneske i den Karen-video, jeg sad og så, havde fået nok. Der er altid mere at sige om et menneske, end den adfærd, som vi møder nu og her. 

OG at den mest uanstændige handling, ikke er det menneske, der måske mister fatningen i en kø i Netto, fordi der er en, der snyder foran, men derimod den, der filmer det – og dernæst den, der ser det som underholdning.

Der er sneget sig en ligegyldighed i forhold til andre mennesker, som trives på de sociale medier. Her er der en evig jagt efter opmærksomhed. Og det er også der, at vi ikke kan lade være med at sammenligne os med andre.

Og samtidig tales der om respekt som aldrig før. Vi kræver respekt, og bliver harme og vrede, hvis vi oplever ikke at få den. Men jeg tror ikke, at det i virkeligheden handler om at få respekt – jeg tror, at det handler om, at vi måske i virkeligheden føler, at vi ikke hører til, og ikke slår til – og så gemmer vi os bag kravet om respekt.

For når vi siger til andre, at de skal respektere os, så står en bange person bag og spørger: må jeg være med? Går jeg an? Er jeg nok? Er jeg spændende nok?

Og svaret er ja (!) du går an og du er nok – men du er også helt almindelig og gennemsnitlig. Dit liv behøver ikke være glamourøst, for at du er nok. Jeg ved ikke, hvorfor vi er endt her, hvor det smukke liv drager os så meget; men en tysk filolog ved navn Manfred Fuhrmann har et sted skrevet, at vi mennesker, der i stedet for at sikre vores overlevelse, er blevet til dem, der: ”har megen fritid og mange ressourcer til rådighed, og som permanent stræber efter et ´smukt liv´”

Vi stræber et smukt liv, men vi har glemt os selv på vejen. Vi har glemt helheden – at vi er sat i et fællesskab med andre, der kan have brug vores hjælp. Vores tid, vores opmærksomhed.

Fællesskabet har trange kår på alle måder.

Og fordi frygten nu baner sig vej ind i vores liv på nye måder, og fordi vi taler mindre sammen end menneskeheden nogensinde har gjort, så bliver frygten ikke modsagt. Den får lov at slå rod i vores indre, og brede sin ækle rødder i vores hjerter, så vi kommer til at træffe valg baseret på frygten – primært en frygt for dem, vi ikke forstår.

Men vi kan leve på en anden måde – der er kun os mennesker på denne klode, og vi har et valg. Vi kan vælge at leve anderledes.

Den påstand holder jeg højt, selvom jeg i en snak den anden dag, mødte håbløsheden i form af udsagn om, at den enkelte ikke kunne påvirke magtmenneskerne. Men vi må ikke lade håbløsheden få førstepladsen i vores liv – vi skal altid lade håbet råde.

Vi skal begynde her og nu med at tale sammen og nedbryde skel. Vi kan insistere på værdigheden, ordentligheden – vi kan, ja undskyld mig - nu lyder jeg som moraliserende idiot – lægge telefonen og tale sammen. Fordi det er i samspillet med hinanden, at vi opdager os selv – og bliver os selv.

Og her kommer dagens evangelium ind i billedet, hvor Jesus fortæller en lignelse om vingårdsmanden. Lignelsen handler om, at Gud nedbryder forskelle, og giver os alle den samme løn. Vi får det samme af Gud, uagtet hvor meget vi kan yde. Vi får Guds kærlighed og nåde – i lige store mængder.

Nu til lignelsen:

Vingårdsejeren har kaldt mennesker til sig dagen igennem, og vi må formode, at han har begyndt med de stærkeste og sluttet med de svageste. Det er simpelthen den forfærdelige leg, jeg kender fra jeg var barn, der hedder ”førstevælger”. Når der skulle spilles rundbold, blev der valgt to kaptajner, der en efter hinanden skulle kalde folk over på deres hold. Og så begynder man med den bedste først, og slutter med den dårligste. Det er ikke godt for selvværdet at blive valgt til sidst.

Det er denne leg som vingårdsejeren leger i lignelsen, og lignelsen havde været forfærdelig, hvis den var endt der. Men det gør den jo netop ikke, fordi den til sidst afslører sin intention – alle får samme løn. Det har aldrig handlet om, hvem der var bedst, men vingårdsejeren har måske ligefrem skånet dem, der ikke kunne klare så meget ved at kalde dem til arbejdet senere.

Men alle har ydet efter deres evner – ikke deres lyst – men deres evner. Og alle får den samme løn.

Kan du yde mere, så forpligter livet dig. Man skal altså ikke være ærgerlig over, at man har flere kræfter end andre, og dermed skal yde mere. Man kunne derimod overveje om man skal være glad for at kunne bidrage, og vide, at den dag, hvor man ikke selv kan så meget mere, at der får man stadigvæk det samme.

Lignelser er altid spejl, vi kan se vores liv med hinanden i.

I lignelsen taler Jesus om Gudsriget – altså om det, som Gud vil give os. Og Gud vil give os præcis det samme, fordi du ikke skal defineres ved dine handlinger. Du er mere end dine handlinger.

Det er frisættende – du får det, der bekommer dig. Lad vær med at se dig selv i forhold til andre – men vær i det liv, der er dit – og glæd dig når andre modtager det samme som dig. Bliver ens liv fx bedre af at have mere end andre? Svaret er nej – dit livs mening hænger ikke ved om man ejer mere – den hænger i relationer og dit Gudsforhold.

Kære menighed – vi har en Gud, der elsker os. Usigeligt, også når vi er i gang med at starte 3. verdenskrig. Han elsker os så meget, at han igen og igen går ud for at finde os, og kalde os til arbejdet. Han elsker os, når vi er allermest kedelige. Han elsker os, når vi tænder af og går ud af os selv. Han elsker os, når vi fortjener det allermindst. Han elsker dem, vi foragter mest.

Det giver en ro at vide, at Gud er med os – også i dag.

Amen

Dagens evangelium: https://bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke

4. søndag i advent, 2024

Det er svært ikke at begynde dagen med at sende vores tanker til Magdeburg, der i weekenden blev ramt af et terrorangreb. En bil blev kørt med fuld fart gennem et julemarked – en glad og fredfyldt begivenhed er nu sløret af sorg, vrede og magtesløshed.

Og atter engang må man stille sig selv spørgsmålet – hvorfor? Hvad er motivet bag – hvad driver et menneske til at gøre så onde handlinger, der trækker sig spor i pårørendes familier for altid?

Vi søger efter en mening, fordi det er så svært at stå i det meningsløse og forfærdelige. Vi søger at forstå bare en smule af det, der er sket, for at kunne leve; selvom vi også må erkende, at vi altid vil være overladt til en grad af tilfældigheder i tilværelsen. 

Det tilfældige er det sværeste at skulle leve med, og alligevel er det netop det, vi skal – leve. På trods.

Når vi rammes af det tilfældige og vilkårlige, så kan det sammenlignes med at blive sat i en ny virkelighed, som vi ikke altid ønsker at stå i. Jeg taler ikke kun om terror, men også om sygdom der rammer, elskede der dør – det kan også være kriser på jobbet eller i ægteskabet eller familien. Alt det, der opleves som noget, der rammer os, og som vi nu skal leve med og ud fra. Fælles for det er, at vores virkelighed giver ikke længere samme mening, så vi bliver nødt til at forsøge at finde en mening, hvad enten det er bevidst eller ubevidst.

Og måske mister vi også noget inde i os selv. Vi bliver nogle andre end dem, vi var før. Vi er forandrede. Vi ser verden på en anden måde, vi ser vores nærmeste på en anden måde – vi prioriterer livet på en anden måde.

Jeg tror ikke, at der findes et menneske, der ikke vil prøve det, om ikke andet så bare én gang i løbet af livet, hvor man pludselig skal orientere sig på ny.

Forandringer er en del af livet – intet står stille. Alt er på vej til at blive noget andet – noget formulder hurtigt, og andet slides langsomt. Men hele verden er i en konstant forandring.

Det er en tanke, der er dybt indfældet i den kristne forståelse af livet. Der er kun én gang, hvor vi hører om, at alt står stille, og det er i Edens have, som vi læser om i skabelsesberetning. Ja, der er stilstand lige indtil Adam og Eva traf et valg, og spiste af frugten fra kundskabens træ.

Derfra begyndte alt at forandre sig.

Derfra begyndte mennesket at vandre ud i verden, og når man gør det, støder man også på forhindringer.

Og det varer heller ikke længe, før vi Biblen kan læse om det første mord, der tilmed var et brodermord. Kain slår sin broder Abel ihjel af misundelse, fordi det lader til, at Gud elsker Abel mest.

Scene er sat – mennesker kan være onde.

Men fortællingen om Kain fortsætter også efter han har slår sin broder ihjel. For vi hører, at frygten griber Kain, og han indser at hans handlinger har konsekvenser, så han beder Gud om hjælp. Han vil gerne undgå den dom, som andre vil fælde over ham. Og Gud – der er en barmhjertig Gud også i det gamle testamente – sætter et mærke på Kains pande, så folk vil skåne ham.

Han bliver tegnet af Gud, så han, trods sin uhyrlige handling, får lov at leve.

Hvordan Kain har det med sig selv derefter, ved vi ikke. Men vi ved, at Kain får lov at blive sat ind i en ny virkelighed, hvor han ikke dømmes for sine handlinger. Og mærket i panden er tegnet på det.

Det er heller ikke uden grund, at mange drager paralleller mellem Kains mærket og dåben. Vi sætter også et mærke på børn i dåben – et for panden og et for brystet. Et korstegn bliver tegnet over dem, som et vidnesbyrd på, at de nu tilhører Kristus.

Vi får vores mærke inden vi overhovedet har handlet – men vi får at vide, at vi nu tilhører Gud. Vi har fået til tilhørsforhold. Og det har vi brug for.

Der er noget uendeligt smukt i at høre nogen til.

Salmedigterne og præsten Jakob Knudsen skulle efter sigende have sagt, at ”at være sig selv er at være ét med et andet selv”.

Det gør en forskel at være ”nogens” – at der er en, der regner med en – håber på en – vidner ens liv – og altid er med en. Det er dette særlige tilhørsforhold, vi modtager i dåben.

Så uagtet det liv, der ligger foran os, og uagtet hvordan det end former sig, så hører vi altid til hos Kristus. Vi har en Gud, der tilmed lover at ville være med os til verdens ende.

Det er værd at bemærke, at vi bliver lovet, at Kristus vil være med os indtil verdens ende – og ikke bare vores livs ende. Kristus er med os ind i evigheden – gennem de mørke nætter, gennem tvivlen, gennem døden og med os til den dag, hvor Gud bliver alt i alle.

Ja, dåben sætter os også i en ny virkelighed, men ikke vilkårlighedens virkelighed, men derimod håbets virkelighed.

Trods mørke, trods ondskab, trods det der splitter og deler os, Trods tilfældig død, trods julesorgen, så får vi lov at håbe på noget mere. Håbet strækker sig ud i retninger, vi ikke kan forestille sig – og holder os fast på, at der i alt dette er en underliggende kærlighedskraft, der holder os sammen. Ikke bare med hinanden, men også med vores skaber og frelser.

Vi får en ny identitet, hvor vi tilhører Kristus. For dåben er en forandring – der er et før og et efter dåben. Vi kan være nølende med at ville tale om det, fordi vi med rette kan regne med, at Gud elsker mennesker om de er døbt eller ej. Men dåben er ikke bare et værdiløst tegn, vi gør fordi vi ikke kan finde på andet at lave en søndag formiddag. Dåben er så vigtig, at selv Jesus blev døbt af Johannes døberen.

Vi døber fordi det giver os et meningsfundament at forstå tilværelsen ud fra.

Fordi det stiller os lige der, hvor evigheden og timeligheden krydser hinanden i et allerede, endnu ikke. Jesus Kristus har evigheden i sig, men han står i tiden sammen med os – ikke bare dengang, men også nu. Midt blandt os – skjult for øjet, men synlig for troen. Han er her.

Det er det, vi venter på at høre igen i julen – at Gud blev menneske, og at han i et lille menneskebarn bøjer sig dybt i støvet for os - bliver som os - for at være med os.

Dåben er Guds løfte, der gentages for det enkelte menneske, at Gud også blev menneske for din skyld - og at Gud vil være med dig ind i evigheden. 

Der er håb. Også de dage, hvor fortvivlelsen råder og man næsten har lyst til at give op. Der er altid håb. Håbets tid er allerede begyndt. Den begyndte den nat for så mange år siden i en stald i en krybbe.

Amen

Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-foerste-raekke

Salmevalg: 

86: Hvorledes skal jeg møde (I)

Hold håbet op - Dy Plambeck (SL)

69: Du fødtes på jord (FP)

----

117: En rose så jeg skyde (EP)

90: Op glædes alle (Nadversalme)

87: Den første lys (U)

22. søndag efter trinitatis, 2024

Vi fødes – og fra første vejrtrækning er vi på vej til at blive noget andet. Hver dag leves herfra i et forsøg på at blive dygtigere, bedre og ikke mindst selvstændige. Navlestrengen bliver i overført betydning kappet mange gange i løbet af et liv, alt imens forældrene ser deres lille baby forvandle sig til et voksent menneske,

Vi er i forvandling – i forandring – på vej væk fra barndommen.

Det er ikke meningen, at vi skal forblive som børn. Det er faktisk meningen, at vi skal lære at gå, tale, spise selv, tage tøj på, gå på potte, regne og stave. Det er meningen, at barndommen er et stadie på vej til noget andet.

Men det betyder ikke, at barndommen ikke har værdi. Den har en stor værdi, fordi det er her grundlaget for en stor del af vores voksenliv bliver lagt. Her skal vi lære kærligheden at kende for første gang. Her skal vi opleve glæde og nærhed – her skal vi lege og grine.

Vi skal være i barndommen for at møde voksenlivet i små doser, så vi bliver klogere på det liv, vi skal leve og som for fleste rummer flere voksenår end barneår.

Og børn er både åbne og modtagende – de vil, som mange af os har opdaget, ofte gerne prøve alt selv. De har et drive til at kaste sig ud i opgaver, som de enten aldrig har prøvet eller som de har meget lidt øvelse i.

Børn kan være så modige at de til tider glemmer begrænsningerne.

Således stod jeg som barn engang på øverste trin på trappen, der gik ned til kælderen. En 8 trins trappe, og tænkte, at hvis jeg lavede en kolbøtte i luften, ville jeg lande på benene for neden. Således kastede jeg mig ud i den luftbårne kolbøtte, og jeg landede også for neden af trappen. Men ikke på benene – og inden jeg ladende der, ramte jeg en del af trinende på vejen ned.

Jeg kendte ikke fysikkens begrænsninger, men havde barnets tiltro og forestillingsevne.

Livet har det med at fjerne tiltroen og fantasien – forestillingen om det store og bedre. Ja, erfaringer kan nogle gange gøre livet mindre end det er.

Jeg holdt op med at tro på luft kolbøtter den dag, og sikke en skam. Livet begrænsede sig.

Denne begrænsning rammer alle børn, der vokser op, og til tider strækker den sig også til troen på Gud. Vi holder op med at tro.

Vi holder op med at håbe eller forestille os den verden, vi gerne vil leve i.

Vi gør livet mindre, og reducerer det til noget, der kan måles og vejes. Noget der med sikkerhed giver værdi – noget der nytter.

Men at leve et liv med Gud er det stikmodsatte. Det er hele tiden at insistere på, at gøre livet større, og at det vi gør for hinanden, ikke behøver have en værdi, der kan måles. Det er at leve som om luft kolbøtter var en mulighed. Det er at leve i et fællesskab med andre – og ikke bare i et fællesskab med dem, der ligner os selv.

Vi er alle sat i fællesskaber med hinanden i forskellige cirkler – vi har familiecirklen, vennecirklen, arbejdscirklen, nationalcirklen osv. Vi bevæger os hele tiden i forskellige fællesskab, der er med til at definere os.

Og en af disse cirkler er den menighed, I er en del af. Den er meget større end os, der er her i dag. Faktisk så er der 5.430 medlemmer af vores kirke. Vi er en del af en stor menighed. Og det er bare vores medlemmer af kirken, for der bor 9.383 mennesker i vores sogn. Så mange mennesker, der alle har en indbyrdes forpligtelse på hinanden.

Nu kunne man sige, at der blandt denne kæmpe flok også er folk, som ikke har lyst til at være forpligtede på andre, men spørgsmålet er om det så gør vores ansvar mindre? Svaret er nej.

Vi har fået et ansvar for hinanden, som bliver særlig skærpet, fordi vi er kristne. Vi har fået et ansvar for de mennesker, som vi møder, som er større end spørgsmålet om, hvorvidt det nytter, eller om vi nødvendigvis får noget igen.

Vi må ikke ringeagte hinanden – med insisterer på at se den menneskelige værdighed og gudbilledlighed i ethvert individ, der krydser vores vej.

Jesus sammenligner os med børn i dag – at vi skal blive som børn med deres tilgang til verden – særligt de mindste børn. Har I lagt mærke til, at børn der møder hinanden ofte sprutter af glæde? De løber mod hinanden, hopper op og ned af glæde, fordi de bliver så begejstrede over at se den anden. De krammer deres klodsede og alt for hengivne kram, og det gør ikke noget. De er til stede i dette nu med et andet menneske.

Nu har børn næppe en stor filosofisk analyse af deres møder med hinanden, men vi voksne kan genlære noget ved at iagttage dem.

Vi var også børn engang.

Og selvom vi næppe kommer til at hoppe og ned af glæde, når vi møder hinanden, så skal vi huske at have glæde med os indvendigt. VI skal tænke i løb, hop og kram, når vi møder et menneske. Og særligt skal vi huske det, når vi møder dem, som ingen andre glæder sig over – og som vi ligefrem selv kan have svært ved at møde.

Men det gælder også vores forståelse af os selv som kirke. Kirke er ikke bare den smukke bygning her, men den er alle os i den. Vi er kirken – vi er fællesskabet. Mursten kan ikke lave fællesskab, men det kan mennesker.

Barnet skal være i midten af vores selvforståelse (I anden række, prædikenvejledninger til anden tekstrække, s. 429, 1. udgave, 1. oplag, AROS forlag 2009). Det giver os en dobbeltforståelse, fordi vi både skal huske på, hvordan børn tilgår verden og mennesker, men også huske, at vi ikke ringeagter de mindste i vores midte. Det skal vi have in mente, når vi bevæger os ud i verden, og ind i hinandens liv.

Vi er altså sat i et fællesskab, der forpligter, og hvor det ikke handler om at måle eller veje, men om at være. Ansvaret rækker ud mod det menneske, der ikke tæller med i en stor statistik, som ikke giver overskud og som ikke stiller os som hjælpere i et godt lys – vi skal være mennesker for hinanden uden alt det glimmer, vi ellers kan have en tendens til at lægge på livet. Eller som det siges skarpt i evangeliet til i dag, så ” Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Hvis vi glemmer hinanden, er det som at synke ned i et mørkt og koldt hav.

Vi må ikke glemme hinanden.

I kirken taler vi om vores sociale ansvar, og det kalder vi for diakoni. Ordet diakoni kommer fra græsk, og tolkes til at betyde ”gennem hjertet” (Note: det betyder gennem/via fællesskabet - og hvad er fællesskab, hvis ikke et hjerteligt fællesskab). Vi skal kanalisere vores møder med hinanden gennem vores hjerter. Vi skal se på hinanden gennem vores hjerter. Vi skal træffe valg gennem vores hjerter.

Og det er også i hjertet, at vi siger troen bor – at Kristus bor.

Vi skal se verden gennem vores hjerter og med hans øjne. Det er en forandring, vi kan øve os på, livet igennem. Og vi skal gøre det, selvom vi bliver usikre på det, eller har meget lidt øvelse i det. Vi skal kaste os ud i det – og insistere på værdigheden.

Vi må ikke glemme hinanden.

Og midt i alt dette skinner den usigelige glæde os altid i møde, at Gud aldrig glemmer os. Vi er husket, vi er mødt, vi er elsket.




Amen







Dagens tekst:

https://bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

14. søndag efter trinitatis, 2024

I det tidligere Østberlin lå der engang et fængsel. Der gik noget tid før det blev almindelig kendt, at det overhovedet havde eksisteret, for mens menneskemængden i 1989 brød Berlinmuren ned i glædesrus og med projektørerne rettet ud mod friheden - ja, da brændte man i hast de mange dokumenter og bilag, der var i fængslet. Man ville slette dets eksistens, og dermed også alle de handlinger, der havde fundet sted netop der. Forfærdelige handlinger, der har holdt mennesker fast i et greb af kontrol – og samtidig påført dem afmagt. Et sted for lidelse og ydmygelse – et ikkemenneskeligt sted.

Men man kan ikke holde sådan noget hemmeligt. En dag slap det ud, og alt det glemte væltede frem. Fængslet stod lige der midt i Berlin, som et monument

Et af de mennesker, der sad fængslet, vendte tilbage til stedet, og da det senere blev omdannet til et museum, meldte han sig som guide. Han ville fortælle om stedet – ville vise andre, hvad vi mennesker kan gøre – men ville også fortælle, hvad mennesket kan blive.

Inde i fængslet er der en lille bitte gård med høje mure. Det eneste man kan se, bortset fra mure, er en firkant af himmel. 

En lille blå himmel, der lyste ned i gården, og lovede at friheden var virkelig – udenfor. Der stod manden, før i tiden og kiggede ud, og tænkte ved sig selv, at nok kunne de spærre ham inde, men de kunne aldrig spærre hans tanke inde. 

Tanken er fri, og kan flyve som fuglen op mod himlen og væk. Den kan drømme om noget andet om mere. Den kan drømme om længsel og håbe.

Tanken er fri.

Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.

Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.

Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.

Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.

Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.

Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.

Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst. 

Han har nok bare ligget der – ubevægelig, fastlås og frosset i tid. Bare ligget og været. Han har set himlen og fuglene der flyver forbi. Han har set myrerne kravle på jorden – og duftet af støv har lagt sig i hans næsebor. Han har bare været til – har ikke levet. Det forestiller jeg mig i al fald ikke. 

Han har været en iagttager til livet. Han har set børnene i landsbyen vokse op for sine øjne – til de en dag som voksne er gået forbi ham. Men nu med en tungere gang og ikke i barnets sorgløse løb.

Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.

38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.

Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.

Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.

Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.

Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.

Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.

Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.

Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.

Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.

Rejs dig, tag din båre og gå.

Rejs dig.

Livet venter.

Amen




Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

6. søndag efter trinitatis, 2024

Når jeg skal have overblik over en uge, så laver en to-do liste. En liste fyldt med alt det, jeg skal have ordnet, klaret og forholdt mig til. Og som jeg får klaret opgaverne, får den ene opgave efter den anden en streg over sig. Det er en sand fryd og glæde at strege opgaver over en for en.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der arbejder på den måde. Faktisk tror jeg, at mange mennesker lever sådan – og hvis man ikke ligefrem skriver det ned, så har man en liste i hovedet med ting, man skal have klaret og ordnet.

Vi bruger tid på alt det, vi skal i livet. På alt det, der kalder på os, og som vi skal klare for at få en hverdag til at hænge sammen.

Men bruger vi lige så langt tid på alt det, vi er? Altså hvem vi, og hvordan vi er overfor og i relation til hinanden? Kan det ske, at vi fortaber os i livets mange opgaver, at vi glemmer, at vi er mere end vores handlinger?

Jeg tror, vi skal øve os i at også at lave to-be-lister, og ikke kun to-do-lister. For er mennesket ikke netop mere og andet end deres handlinger. Det er det budskab, vi møder igen og igen her i kirken – i bibelens og salmernes ord. Vi er mere end vores gerninger, og alt det vi gør, er ikke i centrum for Gud.

Og det er alligevel pudsigt, at vi, når vi møder mennesker, vi ikke kender, spørger dem, hvad de laver. For vores valg af uddannelse, arbejde og karriere putter os i kasser, så vi kan forholde os til hinanden.

Men det mest interessante ved mennesker, er ikke kun deres arbejde. Det er også hvordan de er overfor andre. Hvordan de ser andre – deres menneskesyn.

Evangeliet til i dag, handler om denne uge rige mand, der har gjort alt det rigtige. Han har handlet ret og forventeligt, og man kan ikke sætte en finger på ham. Han er uklanderlig. Han har overholdt de bud, der står i loven – han har styr på sin to-do-liste.

Og alligevel kommer han til Jesus og vil høre, hvad han skal gøre for at få evigt liv – hvordan han kan sikre sig en plads i Guds rige. Det er et pudsigt spørgsmål, og vi kan kun gætte på, hvorfor han har brug for at stille det spørgsmål?

Var han alligevel en smule selvretfærdig og havde brug for at hævde sig. Var han alligevel usikker på, om det var nok – eller havde han brug for at snyde Jesus. Vi ved det ikke.

Men det kommer frem i samtalen, at den unge mand ikke helt forstår Jesu budskab. For han bliver ved med at spørge, hvad han skal gøre for at få evigt liv – han vil have mere at vide – og måske vil han have en forsikring om, at der er en plads klar til ham.

Og så er det, at Jesus sætter ind med sit meget levende billede af en kamel, som man forøger at proppe gennem et nåleøje. Det er nemmere for en kamel at komme gennem et nåleøje end det er for en rig at komme ind i Guds rige.

Og det er så sandt som det er sagt. For det er ikke rige, der bliver frelst, men derimod mennesker.

Det er så uendelig uvæsentligt for Gud, hvad vi ejer, når vi dør, for det er ikke mængden af obligationer, aktier, smykker, ure eller fine vine, der afgør om vi kommer i Himlen. Det er derfor Jesus siger, at det ikke er rige, der kommer ind i himlen. Det er mennesket, der kommer ind i Guds rige – i Guds rige bliver alle vores meritter, ejendomme og to-do lister ligegyldige. Den rige bliver afklædt sin rigdom i himlen – og kan selvfølgelig frelses – for det siger Jesus jo også – men vi må ikke tro, at det er mængden af rigdom eller fromme handlinger, der giver os et himmel-sæde. Og det er det budskab, han forsøger at fortælle den unge mand. Stop med at gøre en masse for at få en masse – Gud er ikke en købmand, man kan købe frelse hos. Han er derimod den Gud, der gør det umulige muligt – det ødelagte helt – og det forkerte sandt. Gud er den omkalfatrende Gud, der forandrer verden ved at forandre mennesker – ved at vende vores blikke bort fra det, vi kan eje og gribe om, så vi opdager, at det eneste, der er værd at række ud efter, er hinandens hænder – hinandens hjerter.

Billetterne til himlen giver han kvit og frit. De er gratis. Og vi skal ikke engang ringe i forvejen for at sikre os en plads.

Frelsen er gratis.

Ordet gratis er et mine yndlingsord, hvis man have sådan nogen. Det kommer fra latin og betyder gunst, venskab, skønhed, venlighed, taknemmelighed og elsket. Gratis er altså forbundet med det skønne, det smukke og ikke mindst taknemmeligheden.

På både spansk og italiensk siger man også gracias eller grazie, når takker for noget. I kan høre, at det minder om ordet gratis på dansk. Man kunne overveje om man på dansk skulle sige ”gratis” i stedet for tak. For det er samme betydning. Tak er det, man giver, når man modtager noget gratis. 

På engelsk bruger man også ordet gratis – man finder det i den engelske ord for nåde. Det hedder grace. Og igen er vi tilbage ved, at det er noget, man modtager uden at yde noget igen, og uden at komme i gæld til hinanden – men derimod noget vi får gratis.

For det er nåden. Den er altid gratis. Den kan ikke være andet, fordi den er Guds indstillingen til os mennesker. Vi får den, fordi Gud vil os det godt, og ikke vil stille betingelser for os. 

Nåde er altså et samlet ord for alt det ved Gud, der vil os mennesker det godt. Det er Guds kærlighed, godhed, tilgivelse og gavmildhed – og det kalder vi for nåde. Nåde er det, vi får fra Gud, fordi vi er til i verden. 

Gud tager os, som vi er. Han vil os, når vi er svage, når vi skammer os, når vi ingenting kan – selv der, tager Gud os med ind i himlen. For Gud er alt muligt. Og det eneste, vi kan give igen er et TAK.

Amen




Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/6-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

1. søndag efter trinitatis, 2024

Hvordan mon mennesker om 100 år vil se på det årti, vi lever i lige nu og beskrive det? 1920’erne blev kaldt for de brølende tyvere, fordi alt var i fremgang på det tidspunkt i historien.

Hvad mon 2020’erne vil blive kaldt?

Indtil videre har årene kaldt på vores alvor, klogskab, protester og omhu.

Vi lever i en tid, der engang vil blive historie, og som fremtiden vil lære af – forhåbentlig.

Jeg er selv lige nu meget optaget af begrebet prepping. Det handler om, at man forbereder sig på at kunne klare sig selv uden forsyninger udefra. Der er grader af prepping fra den, der køber lidt ekstra dåsemad til dem, der har nødradioer, klorintabletter til at rense vand og måske endda en evakueringsplan klar, skulle det komme til det.

Jeg så på et tidspunkt et program om preppere, hvor en mand viste sig lager af mad og udstyr – og så viste han en rulle med pigtråd, som han ville rulle ud om sit hus, for at holde andre ude – og sikre sig egen overlevelse.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den mand må have frygten på 1. pladsen i sit liv, mens han forsøgte at skabe tryghed gennem dåsemad og pigtrådshegn. Han ville forsvare sin egen overlevelse – også på bekostning af andres.

Og på en måde minder det lidt om lignelsen, som Jesus fortæller om i dag. Den rige mand, der har en mark, der giver så meget overskud, at han må sikre det – og det gør han ved, at bygge en ny og flot lade. Datidens udgave af et pigtrådshegn er en lade, der kan holde maden inden og folk ude.

Og der sidder den rige mand så – næsten som en slags Joakim Von And oven på – ikke sine penge, men sine afgrøder.

Denne lignelse er hentet fra Lukasevangeliet. Lukas bliver kaldt for de fattiges apostel, fordi han igen og igen sætter fokus på de fattige i samfundet, og hvordan de rige – der har muligheden og dermed også ansvaret for at hjælpe – svigter.

Lukas tænker på mange måder efter det, der hedder Maslows Behovspyramide.

Abraham Maslow var en psykolog, der arbejdede med vores personligheder og behov – og han skabte en pyramide, der, ligesom kostpyramiden, skulle fortælle om menneskets behov og dermed vores generelle helbred. De basale behov i bunden af pyramiden.

Nederst i Maslows behovspyramide finder vi alle vores fysiske behov, som mad, varme og drikke. Derefter komme vi til tryghedsbehovene, som et tag over hovedet og at vi er passet på. Så kommer de sociale behov, som det have venner og familie. Derefter vores egne behov som de individer vi er, og til sidst selvrealiseringsbehovene.

Lukas kendte ikke Maslows behovspyramide, da han nedskrev fortællingerne om Jesus, og alligevel skinner tankerne fra pyramiden igennem, fordi vi skal opfyldt vores behov fra bunden. Vi er sat i denne verden sammen, og skal derfor hjælpe hinanden sammen. Der bliver tænkt meget konkret.

Og da hører vi Jesus fortælle om den rige mand, der ikke hjælper andre.

Det er på sin vis ikke et problem, at manden har et stort overskud fra sin mark – men det er problem, at han sætter pigtrådshegn op omkring udbyttet i form af en lade. Det er et problem, at han afskærer sig fra verden i sin lade, og ikke deler ud til dem, der mangler og sulter. Det er et problem, at han kun prepper til sig selv. Han har kun sig selv og egne behov for øje, og det bør han ikke have, når han er øverst i pyramiden. Når man har overblikket.

Vi der sidder herinde – ja, vi lever i en god ende af verden – de fleste af os mangler ikke meget. De fleste af os har et tag over hovedet, bliver mætte hver dag, og har taget en uddannelse. Vi siger også tit i Danmark, at vi har det godt. Selvom der selvfølgelig også er meget, der kan blive bedre.

Men vi har et godt udbytte.

Vi har materielle goder.

Nok.

Der huserer en video på facebook, hvor man ser mennesker gå rundt på gaden. Det sjove i videoen er, at de mennesker, vi møder, har taget alle deres ejendele på. Man ser ham, der ejer 5 par solbriller have dem alle på. Damen med taskerne slæber dem efter sig. En tredje har ure hele vejen op ad armen, og en dame har halen bundet ind i tørklæde efter tørklæde. Videoen slutter med noget i retningen af, at tænk hvis man kunne se på hinanden, hvor meget vi ejede af den samme ting.

Men denne forbrugstanke er der heldigvis nogle, der gør op med, og begynder at eje mindre – og gå imod den trend, at vi skal have hjemmet fyldt med materielle goder. Ja, faktisk behøver vi ikke producerer mere tøj de næste 100 år, fordi der samlet set på kloden er nok tøj til os alle sammen – resten af livet. Det er blot en tanke værd – også i kristen sammenhæng.

Vi har rigeligt – eller nogle af os har rigeligt. Vores ende af verden har rigeligt.

Og her revser Jesus os, og siger, at det ikke er vigtigt. Alt det vi omgiver os med – det er ikke vigtigt. Det er ikke rigdom. Og alligevel kan man så nemt komme til at fortabe sig i det materielle. Og vi kan blive så meget uvenner over det materielle, at vi dropper familie og kontakter. Arvestridigheder er slet ikke så sjældne som man skulle tro. Desværre.

Men det materielle er kun vigtigt, så længe det danner et fundament, for alt det andet. Det har ikke i sig selv en værdi.

Vi må ikke bygge lader i vores liv, og dermed lukke andre mennesker ude.

Og det peger Jesus – og italesætter. Han åbner vores øjne og drejer vores hoveder væk fra alt det, vi sætter rammer om, for at fortælle os, at vi kan leve på en anden måde. En fuldstændig vild måde, hvor vi ikke har frygten på 1. pladsen, men derimod hvor vi tør sætte kærligheden forrest. Og alt, hvad der følger af den af tilgivelse, omsorg, glæde, taknemmeligheden, åbenhed, fjendekærlighed og nænsomhed.

Vi skal bryde vores livs lader ned. VI skal turde lade os selv stå pivåbne for de mennesker, der må komme forbi. Og derefter ødselt dele ud – af både ressourcer og kærlighed.

Vi er alle sammen på den her klode, som Gud har skabt til os. Vi er sat til at være forvaltere af både kloden og hinanden – og det vidunderlige er, at der faktisk er plads til os alle.

Det er en vision, som rummer glimt af Guds rige – af Guds verden. Af håbet.

Måske 2020’erne bør være håbets årti. Det årti, hvor vi håbede så meget og så kraftigt, at det blev til handling. Årtiet hvor vi byggede broer fremfor grøfter. Årtiet hvor vi passede på kloden fremfor forbruget. Årtiet hvor vi satte kærligheden forrest uanset, hvor vi er i verden, og hvad vi tror på.

Og herinde i dette hus, som vi har bygget for at mødes om den treenige Gud – herinde emmer håbet, og herfra vil håbet pulserer ud i verden med jer. Der er altid håb.

Amen



Kirkebøn:

Håbets Gud – vi lægger vore tanker, vores bekymringer og al den tvivl, der kan fylde i os, i dine hænder. Du må bære med i denne tid, hvor vi kan synes at skulle bære så meget.

Vi beder dig om, at du må hjælpe os til at finde veje til hinanden, når vi er faret vild i fortvivlelse og had.

Vær med alle, der mangler – om det er mad eller tag over hovedet. Vær med alle der lever i frygt for morgendagen. Vær med alle syge og alle der skal dø.

Vær os nær med din mildhed og kærlighed.

Vær med al øvrighed og regering – vær med vores kong Fredrik d. 10 og hele det kongelig hus. Vær med alle med magt og indflydelse, at de må bruge den til alles gavn og til beskyttelse af de svage. Fjern enhver forråelse i deres sind, så de ser mennesker og ikke fjender.

Vær med alle her i din kirke – og dine kirker over hele verden. Giv os håbets frø, så vi sammen kan gør fremtiden lys.

Amen





Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/1-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der er krydstogtskibets tuden og ambulancens sirene – der er tv’et, der kværner og mobilen, der hele tiden kalder på os – så vi til sidst sætter os ned for at se den ene video efter den anden – en evig sløjfe af katte, softice, danse og ord. Lyde der hele tiden vil have vores opmærksomhed, og som kalder på os. Mails, sms’er, snaps, opdateringer og likes.

Vi lever i en kaotisk verden.

C. S. Lewis, der var britisk forfatter og ham, der skrev Narnia-bøgerne, skrev også en spydig lille bog ved navn: Helvedes blækhus. Den handler om djævelen Onkel Fangegarn og hans nevø Malurt, som forsøger at være så djævelske, de kan. De to holder så meget af verdens larm og støj – og omvendt så kan de ikke fordrage stilheden. Onkel Fangegarn siger ligefrem:
”Musik og stilhed, hvor jeg afskyr disse ting.”

Det viser sig i Lewis lille bog, at Djævelen er støjens ophav, og dæmonerne har en plan, nemlig at:
”(…) gøre hele universet til ét stort inferno af støj. Og hvad angår jorden, har vi allerede taget store skridt mod dette mål.”

Tænk sig, at Lewis, da han udgav denne bog i 1942, allerede dengang erfarede en verden af støj – en verden så fyldt med lyde, at mennesker holder op med at lytte.

For sådan er det med støjen – når støjen lægger sig om os, som en tung og fugtig dyne, så glemmer at vi at lytte og vi ånder kun overfladisk – vi glemmer at stilheden er vigtig. Ikke bare vigtig, men livsvigtig.

Eller – selvfølgelig kan vi leve et liv i larm, men vi går glip af så meget, hvis vi ikke også drister os til at være i stilheden.

Men stilheden kan være svær, og nogle undgår den lige frem, fordi de i virkeligheden er bange for tomheden. Det er så nemt at komme til at forveksle tomhed og stilhed hinanden, selvom de er hinandens modsætninger. Tomhed er det modsatte af liv – intetheden, hvor ingen er og intet sker. Ja, tomheden er intet, hvorimod stilheden er altet. Stilheden rummer en fylde, som man opdager, når man tør være stille længe nok til at opdage den. Sidder man længe nok i stilheden, vil man opdage en susen, en rytme – en puls – ja, det er næsten som om stilheden har sin egen melodi.

I stilheden findes en skat – en gemt og glemt verden, som åbner sig for os. Der er ikke tomt i stilheden, men derimod en rigdom og en fylde. Og vi længes efter den rigdom.

Hvis man spørger mennesker i dag, så vil mange sikkert sige, at de længes efter ro – efter balance – efter at leve i et tempo, hvor sjæl, hjerteslag og tanker går i takt.

Selv det mest ekstroverte, sociale og snakkende menneske har brug for den ro – brug for stilheden. Det er et fælles menneskeligt træk – en slags længsel efter stilheden i haven.
,
Hvorfor? Fordi roen er guddommelig. Det er her, vi kan opdage, at Gud hele tiden har været med os. Det er her, vi kan indse, at vi er elsket – hele tiden og altid. At der aldrig har været en betingelse eller et krav før kærligheden var med os.

Men stilheden er også svær, for det er også her, at vi møder os selv. Og det er ikke altid nemt.

For mange år siden rejste jeg i Indien, hvor jeg deltog på et 14 dage langt meditationskursus, der skulle foregå i stilhed. Det var vildt – for at sige det mildt. Vi var en flok unge mennesker i 20’erne, og selvom vi selv havde meldt os på kurset, så havde vi nok mere lyst til at sidde på en bar og tale sammen. Men her var vi i et tempel, og i total stilhed. Det var en omvæltende oplevelse for mig. Jeg blev i de 14 dage lukket inde sammen med mine egne tanker, og jeg ved ikke med jer, men det er ikke altid det bedste selskab. Og i begyndelsen kværnede tankerne da også. Jeg var fyldt til bristepunktet, og havde allermest lyst til at gå ud i skoven og råbe højt. 

Men som tiden gik, blev mit sind stille – det tog nogle dage, faktisk. Næsten som at have en slags abstinenser, uden dog at sidestille det. Men tanken om, at man skal vænnes fra kan bruges, for det føltes sådan. Og jeg fik heldigvis hjælp til stilheden af de timelange meditationer, hvor jeg fik så ondt i ryggen og knæene af sidde i skrædderstilling, at jeg ikke kunne tænke eller fokusere på andet end kroppen, der værkede. t

Men som tiden gik, så stilnedes de kaotiske og spontane tanker, og der i stilheden mødte jeg Guds nærvær. Nu kan det lyde stort og vildt – det var det egentligt ikke. Det var det modsatte – det var stille og roligt. Det var en fornemmelse af en brise på sjælen, en ro i hjertet – en oplevelse af, at der midt i stilheden var Gud.

Til stede som altid – som en hyrde, der aldrig går fra sine får – aldrig lader dem alene i verden, selvom de ikke altid opdager, at hyrden går med dem. Det var en tillid til, at Gud går med mig på vejen til livet. At Gud går med os.

Det var en meget stilfærdig erfaring, som jeg hverken vil prale af, eller kan skrive en bog om, for det var bare en gryende tillid, der kom til mig.

Eller som der står i Bibelen: Tro er fast tillid til det, der håbes på – en overbevisning om det, der ikke ses (Heb. 11,1)

Det var en tillid, der blev plantet i mig – eller som måske hele tiden havde været der.

En ro, og samtidig en oplevelse af, at jeg lyttede til Kristi røst. At lytte til Ham, ér at falde til ro.

Den ro kan stå i skarp kontrast til vores liv, hvor vi nogle gange næsten krampagtigt forsøger at putte så mange oplevelser ind som muligt. Som om selve livets mening afhænger af antallet af oplevelser. Det samme kan vi næsten også gøre med Gud – og vi leder eller søger efter den helt rigtige følelse af Gudsnærvær. Men Gud er mere end en følelse, der flytter ind i os, og derefter ud igen. Gud er mere end en oplevelse.

Jeg vil sammenligne det at lytte til Gud, som at lytte til sine forældre læse godnathistorier. En stemme man kender så godt, at man ikke behøver kigge efter.  Stemmens vibrationer lægger sig om en, så man kan hvile i det nu, der hele tiden bliver lagt foran en. Det er trygt og stille. Sådan var det, dengang i Indien.

Og siden da, kunne man så spørge? Ja, den ro er blevet forstyrret tusind gange siden – dagligt. Og ofte i lange perioder ad gangen, og jeg længes efter stilhed. Som så mange andre – men stilhed kommer ikke af sig selv – vi lever i denne kaotiske verden af larm, hvor vi bliver nødt til at slukke for verdens lyde for at få tid til stilheden. Og det er måske hvad vi skal: slukke lidt for verdens larm engang imellem, og lade stilheden glide ind i vores liv, så vi kan være der tilstede i nuet med Guds ånd. 

Gud er der altid sammen med os – og hans ånd virker allerede i os. Eller som Gerd Theissen skriver i sin fremragende bog: ”Tro og tanke”

Ӂnden virker i verden.

Den virker i alle mennesker,

som higer efter fred, frihed og retfærdighed.

(…)

Den giver vished om,

at verden kunne være anderledes.

Den er ikke,

hvad den kunne være.”

Og man får lyst til at tilføje et ”endnu” i lyset af påsken til Gerd Theissens ord. Ja, Guds nærvær er egentlig ikke en forklaring, men en forandring, der sker med os. Og selvom den forandring kan opleves lille, så er Gud i gang med at skabe af os – virke i os.

Og intet kan rive os ud af Guds hånd – den hånd der holder os tæt ind til eget store bankende hjerte – er du stille nok, kan du høre, at pulsen banker i takt med dit åndedrag.

Amen

Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

Kirkebøn:

Livet Gud
Du skænker os alt – livet, verden, kærligheden og hinanden. Læs os at leve sammen i fællesskab, også når det er svært. Lær os at tilgive, også når vi ikke kan. Lær os at elske, når vi har lyst til at hade.

Vær med alle, der lever et liv, hvor glæden er bort.

Vær med alle, der lever et liv, hvor trygheden er væk.

Vær med alle, der lever i krigszoner eller flygter fra krig – og vær med alle, der vover liv og lemmer for freden.

Vær med alle, der tager fra andre uden at give igen.

Vær med alle, der misunder og hader.

Vær med alle, der er syge og alle der skal dø.

Vær med alle, der mister og alle der græder

Vær med os mennesker, når vi tror, vi kan det hele – og vær med os, når vi taber alt.

Giv os troen på, at du er med os alle dage indtil verdens ende.

Lad os være stille sammen og bede.....


Amen