17. søndag efter trinitatis 2025

På forfatteren Tom Kristensen gravsten står der et berømt citat fra hans digt Græs: ”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor.”

Det citat rummer en stor visdom – for ikke blot, så fremkalder digtet billeder hos mange af os – da vi som børn lå i græsset, og kiggede ind i en anden verden. Små myrer kravlede rundt mellem græsstrå, der for dem var som træstammer – og duften af jord og græssets grønne saft nåede vores næser, mens græsset kildede på benene. Verden blev stor, når man zoomede ind, og tiden gik langsommere.

”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor”

Citatet rummer også en visdom om selve livet mennesker imellem. Det taler nemlig også om fællesskabet, og det ansvar som vi har fået for hinanden.

Ansvar er i sin essens en gave, som vi får skænket. Det er ikke noget, som vi tager – og det er faktisk heller ikke noget, som vi kan undslå os i kristeligt perspektiv. Vi har fået et ansvar, som er vores, og som vi skal forvalte bedst muligt. Ansvaret handler om, at vi altid skal række ud mod det menneske, der har brug for vores hjælp, også selv det kan være besværligt, tage tid eller ligefrem være svært.

Dietrich Bonhoeffer, der var tysk teolog og præst under WWII, og som med henrettet for sin kritik af systemet, har sagt følgende om menneskets fælles ansvar:

Det eneste frugtbare forhold til andre mennesker, særligt når det kommer til svage mennesker, er kærlighed, dvs. viljen til at leve i fællesskab med dem. (Min tid er i dine hænder, s.22).

Vi har fået et ansvar – en måde at svare livet på, når det vil os noget.

Der er mange, der i denne tid, synes at livets ansvar er tungt at bære. Og som faktisk forsøger at kaste ansvaret af sig. Man kan sagtens vende det rygge, og lade som ingenting. Men gør man det, så sker der noget med en dybt i ens indre.

Man skrumper – hjertet bliver mindre – og verden bliver så lille, at man kan have den i sin lomme.

Man ordner verden i rammer og regler, som gør, at den igen bliver overskuelig og nem at have med at gøre. Der er ikke andre i den verden end en selv – og selvom det kan være dejligt for en stund at slippe for det dumme ansvar, så sender det også mennesket ud på en ensom færd.

Og faren er, at man begynder at ville forsvare den verden, fordi den også er nem, og da er det, at man dømmer andre ude, som forkerte.

Men igen som Bonhoeffer så rigtigt siger:

Intet af det som vi foragter hos andre, er ganske fremmed for os selv. (…) Vi må lære at bedømme mennesker på det, de gennemlever, end på det de gør, eller undlader at gøre. (Ibid, s. 22)

Vi må bedømme mennesker på det, de gennemlever – ikke det de gør. Vi mennesker er ikke vores handlinger – vi er det, vi oplever og gennemlever. Og selvom mange har svært ved at tage ansvaret på sig, så skal man ikke foragte, forkaste eller fordømme dem. Heller ikke det menneske, der ikke vil hjælpe andre – eller for den sags skyld det menneske, som faktisk hjælper, men som praler så meget med det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.

Vi skal ikke dømme. Vi skal ikke foragte. Vi skal ikke forkaste.

Vi skal derimod tage vores ansvar på os, bøje os dybt for næsten og behandle hinanden værdighed.

Fordi Gud altid er på livets side. Og dermed også på vores side.

Jesus viste os vejen – han var vejen. Da han en dag på en sabbat – den helligste tid på ugen – spiser sammen med en ledende farisæer, er han i et selskab, hvor de alle sender ham blikke. De er måske nysgerrige, fordi rygtet om ham er gået i forvejen. De er måske bange for ham, fordi han siger, at han er Guds søn. De er måske ivrige efter, at han bliver fjernet. Vi ved det ikke, men stemningen har været spændt.

Og da står der pludselig en mand foran Jesus – han lider af vand i kroppen, og hans hud må have spændt ud til bristepunktet. Om han er kommet for at blive helbredt eller om han er tjener den aften, ved vi heller ikke.

Men Jesus tager udgangspunkt i ham – for selvom vand i kroppen kan være smertefuldt, så behøver det ikke være livstruende. Men der er noget symbolsk i, at det netop er vand i kroppen, som manden lider af. Vi består alle af 2/3 del vand. Vi er mest vandmennesker, der vandrer rundt på den tørre jord. Men vi døber med vand – vi siger, at dåben er et bad. Fordi vand renser og holder i live. Og der står så en mand, som ikke bare har vand i sig som alle andre – han er fyldt til randen med det rensende og livgivende vand. Der er for meget af det gode i ham – der er så meget, at det buler ud, og får ham til at ligne en plastichandske, der er pustet op.

Lige som farisæeren, der kendte Moseloven, og overholdt den til punkt og prikke. De gjorde det rigtige, fordi de var troende, men måske var der også for meget af alt det rigtige i dem, så de ikke kunne se hinanden for love.

Deres indre bulede også ud af alt det, der skulle rense dem og holde dem i livet rent sjæleligt. Manden med vand i kroppen er et sindbillede på en religiøsitet, der overholder sine egne regler, men glemmer mennesket. Glemmer fællesskabet og dermed ansvaret.

Og derfor helbreder Jesus manden – fjerner alt det i ham, der var for meget af, så han igen kunne komme i balance.

Og så spørger Jesus om man må helbrede på en sabbat. Svaret ifølge loven burde være nej, selvom der selvfølgelig ikke er skrevet noget ind i loven om helbredelser – de er ret svære at lovgive om, når det kun er Gud selv, der kan helbrede.

Men Jesus har en pointe – for pointen er – gælder vores ansvar for hinanden også om sabbatten, eller er sabbatten vigtigere end mennesket. Svaret er måske klart i en sekulariseret del af verden, at mennesket altid er vigtigere end sabbatten.

Men måske man kan spørge: er det vigtigere at gøre sin retmæssige pligt end at hjælpe en anden?

I 2009 gemte en gruppe irakiske asylansøgere sig i Brorsonskirken i København. Det var ulovligt at huse dem, og de blev fjernet af politiet. Der var demonstranter udenfor kirken, der blev fjernet med peberspray og stave. De demonstrerede for solidaritet med de flygtninge, der havde brug for hjælp.

Og kirken – ja, den låste ikke sine døre, da irakerne kom og bankede på for at få hjælp. Præsten lod dem gå ind i kirkens hellige rum, fordi han mente, at det var hans ansvar at hjælpe dem. Loven var ikke vigtigt her – det var mennesket.

Kirken har mange steder spillet en politisk rolle når mennesket er blevet holdt under fode, truet eller forfulgt. Kirken har hjulpet på tværs af trosretninger og alliancer. Det er ikke kun sket i Danmark – nej, det her er sket og sker over hele verden, at kirken som kristent fællesskab rækker armene frem, og hjælper.

Det er ikke altid noget, vi gør så stort et nummer ud af – heldigvis. Dels er det nogle steder med livet som indsats, og dels skal man ikke prale af, at man hjælper andre. Man skal ikke hjælpe for at se godt ud i andres øjne – man skal hjælpe fordi vi har fået et ansvar for andre.

Og det ansvar er givet den enkelte – hver af os. Ikke bare den anden ved siden af mig – nej. JEG er givet et ansvar, som jeg skal løfte. Jeg skal hjælpe.

Nu siger jeg altså ikke, at vi skal begå lovbrud – eller at vi skal begynde en kriminel løbebane. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi ikke må lukke os inde i os selv, og glemme andre. Vi må ikke lade hånt om andres råb om hjælp, hvor den end kommer fra. Vi må ikke opgive at give hjælp til dem omkring os, der kalder på os. Vi må ikke lade vores hjerter blive mindre – nej, de skal vokse og blive større.

For der er det forunderlige ved hjertet – det er en muskel, der skal trænes, og jo mere man bruger det, des større bliver det.

Gud står på livets side. Også i dag. Og i morgen – og altid.
Amen


Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

3. søndag efter trinitatis 2025

Der er hele tiden mennesker, der bliver væk. Hvis man går på interpols hjemmeside, så kan man finde navnene på over 10.000 mennesker, ingen ved, hvor er. De 36 af dem er fra Danmark. De er forsvundet ud i den blå luft. Uden andet spor end savnet hos dem, der elsker dem, og som sidder tilbage med spørgsmål.

Jeg kendte engang en kvinde, hvis far var blevet væk. Han var kørt på arbejde en dag, og kom aldrig hjem. De fandt hverken ham eller bilen igen. De ledte selvfølgelig, men som dage blev til måneder, der blev til år, så faldt han i baggrunden. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være, og om man nogensinde holder op med at spejde efter ham. Om man ikke altid ser sig omkring for måske en dag at se ind i hans øjne igen?

Kan man glemme dem, der gemmer sig?

Jeg mødte også engang en kvinde, som ingen kendte. Hun var alene i verden, og havde ingen at være sammen med. Hun havde ingen familie, ingen venner og når vi andre fejrede højtider og fødselsdage sad hun alene. Ingen tænkte på hende, og ingen savnede hende. Hun var uelsket – ikke fordi hun ikke var værd at elske, men fordi ingen kendte hende, og derfor var der ingen til at elske hende.

Hun var blevet væk midt mellem mennesker. Hun var blevet glemt uden at hun havde forsøgt at gemme sig.

Der er mange måder, vi mennesker kan blive væk på. Man kan forsvinde med vilje, eller blive væk, fordi ingen leder efter en.

Det gør noget ved os at vide, at der er mennesker der forsvinder i den blå luft – mennesker der er blevet væk. Hvor er de? Det er et mysterium, vi ikke kan løse. Men det bør også gøre noget ved os, når vi hører, at der er mennesker der mangler mennesker. Det bør rykke i vores hjerter, når vi hører om den store ensomhed, der også er i Danmark.

For der er langt flere end 36 mennesker, der lige nu mangler et socialt netværk, og som ikke er forsvundet ud i den blå luft. Mennesker der længes efter en ven – en relation – en der bekymrer sig om dem.

Der er massevis af mennesker i Danmark, der er blevet glemt, og som venter på, at der er nogen, der finder dem.

Det er trist – ja, det er trist, at vi i vores hypermoderne, AI-hungrende og udviklingsparate samfund, ikke formår at gribe hinanden. Et samfund er ikke mere veludviklet end dets evne til at gribe de mennesker, der har brug for hjælp.

Man kan gemme sig, og aldrig blive fundet – men det er langt værre at blive glemt, og aldrig blive fundet igen.

Ifg. Adfærdsforsker Vanessa Van Edwards så er vi mennesker optaget af, hvilket førstehåndsindtryk vi giver, fordi vi inderst inde er bange for at blive glemt. Det ligger dybt indgroet i vores indre, at vi ikke må blive glemt – for dem der bliver glemt, overlever ikke.

Vi vil huskes – inddrages – være en del af flokken. Vi er jo det, som biologer vil kalde for flokdyr. Vi har brug for fællesskaber med andre mennesker, hvor vi dels kan føle os trykke, men også hvor vi kan lære om os selv.

Martin Buber, der var filosof, og som jeg nok har citeret ret ofte, siger noget i retningen af, at det er i mødet med den anden, at jeg bliver til jeg. Det er når jeg møder andre, at jeg opdager, hvem jeg er – på godt og ondt.

Det er i flokkens ramme, at vi kan udvikle os, og får perspektiver på tilværelsen.

Og selv hvis vi i bedste eventyr stil drager ud for at få vores eventyrlyst stillet, så er drager vi altid ud, for at komme hjem igen. For at blive en del af flokken igen.

I vores egen kristne arv hører vi også om, at Gud, da han har skabt Adam, siger til sig selv at det ikke er godt for mennesket at være alene, så derfor skaber han af Adam endnu et menneske. Det er altså ikke bare to mennesker skabt af hver sin klump jord, men derimod to mennesker, der er skabt af hinanden – kvinden skabt af manden, og siden er alle mennesket kommet fra kvinden. Vi hænger sammen – mytisk, genetisk og biologisk.

Hele bibelen er en fortælling om at høre til et folk. At være en del af en slægt – en gruppe. Og med Jesus hører vi, at den gruppe ikke er forbeholdt nogle særligt udvalgte, men derimod skal tænkes universelt. Gud skabte verden og alle mennesker på den – og alle hører vi til hos Gud. Alle folkeslag.

Lignelsen vi hører i dag, handler om et får, der mistes og en mønt der tabes. Det er ikke fåret, der løber væk eller mønten der vil trille. Det er uheldet, der gør, at de bliver væk. Hverken fåret eller mønten har en intention om at forsvinde – det er uheldet. De mistes og tabes.

Og derfor mangler de også. Der er hul i fællesskabet, der hvor de før var.

Både et får og en mønt udgør en værdi. De koster noget – er værdifulde for ejeren. Måske er det derfor Jesus vælger netop et får og en mønt for at få os til at forstå, at noget i verden har en iboende værdi – at mennesker har en iboende værdi – at syndere har en iboende værdi, der gør, at man bør lede efter dem. Både fårehyrden og kvindens formue er blevet mindre, fordi de mister og taber. På næsten samme måde er Guds formue mindre, når et menneske mangler. Der er hul i fællesskabet.

Og derfor leder både fårehyrden og kvinden i lignelserne efter får og mønt. For at få det tabte tilbage.

Der hvor Jesus sprænger samtidens regler og rammer, er der, hvor vi i dagens uddrag fra Bibelen hører, at han spiser sammen med syndere. For det er dem, som lignelsen handler om. Der er god grund til at tro, at synderen er dem, der ikke følge datidens religiøse lov – altså dem, som ikke angrer deres handlinger og ikke giver ofre til Gud for at sone deres skyld. Det er mennesker, der ikke forsøger at lave være med at være syndere. Det er dem, som Jesus sidder og spiser sammen med.

De er ikke nødvendigvis fattige og arme, men er rige og indflydelsesrige. De har økonomisk magt, og er ikke velanset af de religiøse. Det er dem, som Jesus sidder til bords med.

Det er så radikalt at Guds kærlighed manifesterer sig på denne måde. Som en reel handling og rækken ud mod dem, der i den grad mangler Gud i deres liv. Og der spiser Jesus med – vil gerne være sammenspiste med dem.

Tænk selv på, hvem Jesus ville spise sammen med i dag, hvis vi skulle pege på en økonomisk magtelite, der ikke bekymrer sig om, hvordan andre ser dem, og om at de er syndere.

Det er DEM Jesus sidder med, da denne lignelse falder som en hammer. Det er nemlig dem, der er sidder der med deres selvfede og selvretfærdige smil på en stor pose penge og er ligeglade med andre, der er de tabte og mistede. Det er dem, som fårehyrden og kvinder leder efter med lys og lygte.

De mangler i fællesskabet. Også selv man kan mene, at de slet ikke fortjener at være med i det. Men hvem kan sige det? For i Guds rige har det jo aldrig handlet om fortjeneste. Heller ikke nu, hvor det virkelig gælder.

Jesus går helt derud, hvor vi kan have svært ved at følge ham, for at vise os, hvor radial Guds kærlighed er. Den gælder ikke bare dem, vi får det godt af at hjælpe – den omfatter også dem, vi ikke har lyst til at hjælpe.

Guds kærlighed er evig rækken ud efter de mennesker, som ikke er med af den ene eller den anden grund. Det er ikke op til os at vurdere hvorfor de ikke er med i fællesskabet, men det er op til os at glædes over enhver der træder ind i fællesskabet. Kærligheden er betingelsesløs, og det kan vi ikke altid forstå.

Men vi skal heller ikke altid forstå - vi skal tro. Vi tro det u-trolige, at Jesus vil omvende mennesker, der har brug for ham. Også de mennesker, der ikke ved, at de har brug for ham. 

Det er en dyb glæde - hvis man ellers giver sig hen til tanken - at Guds kærlighed er vildere, uregerlig og uberegnelig. Altså efter vores normer. Efter menneskelig tankegang synes vi ofte, at Guds kærlighed bør rumme en retfærdighed, men er det ikke netop kærlighedens inderste væsen - at vi ikke kan regne den ud, men at den kommer til os alle ødsel og stor, og insisterer på at elske også de dage, hvor vi ikke tør tro på os selv. 

Og det er da en glæde at tænke på, hvis man selv har en af de dage eller år, hvor man føler, at man ikke fortjener at være med eller hører til – hvor man ikke kan holde sig selv ud – eller hvor de negative tanker tvinger en til jorden – at også du min ven i det øjeblik, du tror, at du ikke er med; netop er med. Netop der leder Gud efter dig – netop der bliver du fundet. Netop der bliver vi fundet. 

Jeg vil slutte med et par linjer fra Gerd Theissens bog ”Tro og Tanke – en poetisk-kritisk katekismus” 1. udgave 1.oplag 2015:

Først modtages kærligheden,

Dernæst gives den videre.

Først er den en væren

Dernæst en gøren. (s. 369)

(…)

Sandheden er

At nogle gange forstyrrer kærligheden enhver orden.

(…)

Han (Jesus) satte kærligheden til Gud og til næsten i centrum.

Kærligheden gælder uden grænser

Fjenderne, de fremmede og synderne.

Den er ubetinget.

Den kaster her og nu

En gnist af evighed

Ind i det menneskelige liv. (s. 426)

Amen

Dagens evangelietekter: https://bibelselskabet.dk/3-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

3. søndag efter påske, 2025

Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.

Sådan skriver Helle Søtrup i digtet ”overgivelse no. 1” i digtsamlingen ”Armeret med fjer” (s. 65).

Men ganske få sætninger får hun sagt, at vi har brug for andre mennesker – vi kan ikke alt selv, og vi skal ikke alt selv.

For der findes døre i vores liv, som vi ikke selv skal åbne – veje vi ikke kan gå ad, medmindre en anden viser os den.

Vi er skabt til fællesskaber, helt fra begyndelsen, hvor Gud skaber to menneske på én gang til at tage vare på jorden og alle dens ressourcer.

Der står i kontrast til megen af den tale, der er om i mennesket i vor tid. Vi lever i individualismens tidsalder. Vi har frigjort os fra fællesskabets bånd, og vi kan selv være med til at definere og forme vores identitet.

Vi har lige afholdt konfirmation her i kirken – og både her og over hele landet, siger de smukke unge mennesker ja. Men vi får tit konfirmationens intention og mening galt i halsen, fordi det er så nemt at komme til at konkludere, at dåben først rigtig gælder, når den døbte siger ja til Gud. Vi siger med individualismens briller, at nu skal de unge mennesker selv vælge om de tror på Gud. Som om troen er vores valg – som valgte man hvilket sko, man skal have på morgenen.

Men troen er ikke så meget et valg, som det er en overgivelse. En given slip på alt det, der siger, at det er valg fra vores side. Og nogle gange en given slip på det, der siger, at troen ikke kan passe – at det er for vildt og stort – for modstridende og ufornuftigt at tro. Men man kan ikke lade være – og man tror alligevel og på trods af fornuften.

Konfirmationen er Guds evige ja til os mennesker. Den markere slutningen på et forløb, hvor de unge har lært om kristendommen, kirken og menigheden hver gang de har siddet her i kirken og ikke mindst er blevet budt velkomne i fællesskabet af jer.

Konfirmationen er ikke individets valg, men det, at man heldigvis ikke behøver vælge alt her i livet, for noget er givet på forhånd. Nemlig Guds kærlighed.

Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.

Og sådan en begivenhed er konfirmationen. Derfor giver det med kristne briller heller ikke mening at have en "selvformation", som er det nyeste skud på stammen for de unge mennesker, der ikke vil konfirmeres, og som nu mangler et overgangsritual. Og selvfølgelig skal noget andet stå i stedet for, så de unge kan få et overgangsritual – men set herfra – som kristne – kan mennesket slet ikke stå alene. Vi ville vælte rundt, hvis vi stod helt alene, og alene skulle bekræfte os selv. 

Konfirmationen kunne egentligt gentages hver søndag for os alle, fordi den i sin grund skal gøre os opmærksomme på vores døb – det er som at sige til hinanden: husk nu at du er døbt.

Herinde får vi nemlig noget givet – herinde er det ikke den enkelte, der skal bekræfte noget overfor Gud. For Gud ved det allerede. I Guds øjne er vi altid allerede elsket, som nu afdøde musiker Peter Bastian siger i sin bog af samme navn.

Her får vi noget givet, også når vi slet ikke, overhovedet eller aldrig nogensinde kan gøre os fortjent til det. Herinde klipper Gud de kæder af selvhad, bebrejdelse, fortrydelse, synd og skam over med sin store kærligheds boltsaks. Herinde fjerner Gud alle de tunge kæder, der holder os nede og gør os stumme og lamme – og sætter os fri. Husk nu at du i dåben er Guds barn – du er fri, og det vil du altid være.

Vi får lov at få gå ud herfra med Guds kærlighed og nåde. Det er ikke gråden og klagen, der får det sidste ord i vores liv, selvom vi må erkende, at de også er livets følgesvende.

Trængslen skal afløses af glæde. Det er løftet. Det holder vi gudstjeneste på hver søndag – det døber vi på – og det modtager vi nadver på – det danner vi fællesskaber på.

Trængslerne skal afløses af glæde. Men en glæde, der er større og dybere end bare det at være glad en dag. For det er ikke bare en følelse, men derimod en måde at være til i verden på. En ny modus i tilværelsen, hvor vi ved, at efter smerte kommer glæde.

Jesus sammenligner det med en fødende kvinde, der oplever store smerter, men når hun har født et menneske til verden, så er trængslen over, og afløst af glæde.

Og også her står det klart, at Gud virkelig har skabt os til fællesskaber, for ingen mennesker kan fødes uden en mor, ligesom det er svært at lære om kærligheden uden at blive elsket. Det er svært at blive tilgivet uden at have gjort noget forkert. Det er svært at leve uden andre.

Der findes døre,
der kun kan åbnes
af en anden.

Vores fællesskab her på jorden – den måde vores liv er lagt i hænderne på andre – er et ekko af Guds guddommelige vilje.

Evangeliets ord til denne søndag – Jesus der taler til sine disciple om, at han skal afsted, og de ikke kan se ham – er en del af tale, som Jesus holder ved bordet skærtorsdag. Han ved allerede nu, hvad der vil ske, og at han om få timer vil blive fanget af soldater. Forrådt med et kys. Han ved, at han skal dø – smerten står forude og venter på ham.

Og den venter på hans disciple, som efter hans død, bliver spredt for alle vinde. De står ikke sammen som en gruppe, men går hvert til sit af frygt og skuffelse. Jesus kunne dø, selvom han havde sagt, at han var menneskesønnen. Og ikke bare dø, men dø på den mest fornedrende og smertefulde måde – i tortur og mørke, skulle den mand, de havde fulgt og tilbedt dø.

Jesus siger det til dem, ganske få timer før det skal ske, og selvfølgelig forstod de ikke, hvad han sagde. For de kunne slet ikke forestille sig et liv uden den fysiske Jesus ved deres side.

Og vi kender jo historien – beretningen om Langfredagens smerte, påskelørdags tomhed og stilhed, og så solopgangens lys, der baner sig vej gennem verdens mørke – og Marias ord, der den morgen lød på vegne af os alle: Rabbuni. Og en dag er det os, der vil sige de ord, når vi ånder ud for sidste gang, og slår øjnene op i evigheden: Rabbuni.

Det er glæden – den dybeste glæde.

Det er den sidste dør i livet, som vi ikke selv kan åbne, og som Jesus har åbnet for os. Opstandelsens dør – glædens dør.

Vi lever på et løfte. Givet i dåben, bekræftet ved nadverbordet – fortalt fra Bibelen.

Og derfor sang vi før:

”Se, lyset bryder gennem,
og alt begynder nu,
fordi jeg hører stemmen:
”velsignet være du!”

(100 salmer, 831,1).

Amen

Salmevalg:

805: Når æbletræets (I)

305: Kom Gud Helligånd (SL)

831: Nu ligger vejen øde (FP)

678: Guds fred (EP)

233: Jesus lever (Nadver)

721: Frydeligt med jubelkor (U)

Septuagesima søndag, 2025

Jeg står her med et manuskript til en prædiken, som slet ikke ligner det, jeg plejer. Jeg ville ønske, at jeg kunne have holdt en smukkere eller poetisk prædiken, men det kan jeg ikke.

For verden byder mig det imod.

Jeg ved, at jeg som præst skal holde prædikener, som kan rumme alle mennesker – også dem, der stemmer noget andet end mig. Men lige i dag, melder jeg kulør – og I må gerne være uenige med mig. Hjertens gerne, faktisk. For uenighed er i udgangspunktet ikke farligt i et demokrati som vores, men vores demokrati er også i fare.

Og måske derfor går jeg ud af mine faste måde at prædike på i dag.

Vi lever i en tid, hvor magtmennesker truer os, og hvor tidligere alliancer ser ud til at blive brudt. Det stiller os i Europa i en ny situation, og i stedet for at gå en fremtid i møde med færre våben, bliver der talt om en fremtid med flere våben.

Vores største allierede kan vi ikke længere forstå – vi er mange, der kigger måbende til, mens menneskerettigheder og klimapolitik bliver forkastet med et pennestrøg. Alt det, vi har bygget vores samfund på, bliver rystet og forkastet.

Vi har dog stadigvæk et samfund her i Danmark, der har sine rødder dybt forankret i det kristne verdenssyn, hvor det ikke handler om, hvor meget jeg får; men om helheden:

- Hvor der er en ære i at yde til fællesskabet, og hvor der er mere at sige om dig som menneske, end de dine succeser.

- Et samfund, hvor fred er førsteprioriteten, så det enkelte menneske skal udfolde sine potentialer, så længe det ikke skader fællesskabet.

- Et samfund, hvor de svagest bliver hjulpet først, fordi de har mest brug for hjælp.

- Et samfund, hvor du må tro på det du vil – tænke det du vil – mene det du vil – sige det du vil. Så længe andre også må det samme, og det ikke skader fællesskabet.

- Et samfund, hvor du gerne må være til besvær.

Det er ikke bare demokratiske rettigheder – det er også en kristen tilgang til tilværelsen.

Men noget har forandret sig – for frygten har sneget sig ind.

Også i mit liv, og jeg aner den, mens jeg stabler dåsemad i skabene og gemmer vand i dunke. Jeg er blevet bange, og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. Og så finder jeg tryghed i forloren skildpadde på dåsen. Men alvoren er, at jeg måske har mistet en tiltro til fremtiden – jeg er blevet bange.

Og det ikke kun regeringen i USA, der gør mig bange – det er også den forråelse, jeg selv mærker, og som jeg også ser hos andre.

Den anden dag sad jeg og så reels – det er små videoer på nettet, som almindelige mennesker har optaget. Og der findes en kategori, der hedder ”Karen”-videoer. Det er klip med mennesker, der opfører sig dårligt – som bliver vrede og skælder ud i det offentlige. De bliver så filmet, kaldt for "Karen" og lagt på nettet, så andre kan se dem og grine af dem. Jeg må med skam sige, at jeg sad og så sådan en video, da det gik op for mig – næsten som et lynnedslag – at denne Karen jo er et menneske, som mig. At de har en hverdag, hvor de ikke er rasende hele tiden. Og den næste tanke var, at der måske var en grund til at det menneske i den Karen-video, jeg sad og så, havde fået nok. Der er altid mere at sige om et menneske, end den adfærd, som vi møder nu og her. 

OG at den mest uanstændige handling, ikke er det menneske, der måske mister fatningen i en kø i Netto, fordi der er en, der snyder foran, men derimod den, der filmer det – og dernæst den, der ser det som underholdning.

Der er sneget sig en ligegyldighed i forhold til andre mennesker, som trives på de sociale medier. Her er der en evig jagt efter opmærksomhed. Og det er også der, at vi ikke kan lade være med at sammenligne os med andre.

Og samtidig tales der om respekt som aldrig før. Vi kræver respekt, og bliver harme og vrede, hvis vi oplever ikke at få den. Men jeg tror ikke, at det i virkeligheden handler om at få respekt – jeg tror, at det handler om, at vi måske i virkeligheden føler, at vi ikke hører til, og ikke slår til – og så gemmer vi os bag kravet om respekt.

For når vi siger til andre, at de skal respektere os, så står en bange person bag og spørger: må jeg være med? Går jeg an? Er jeg nok? Er jeg spændende nok?

Og svaret er ja (!) du går an og du er nok – men du er også helt almindelig og gennemsnitlig. Dit liv behøver ikke være glamourøst, for at du er nok. Jeg ved ikke, hvorfor vi er endt her, hvor det smukke liv drager os så meget; men en tysk filolog ved navn Manfred Fuhrmann har et sted skrevet, at vi mennesker, der i stedet for at sikre vores overlevelse, er blevet til dem, der: ”har megen fritid og mange ressourcer til rådighed, og som permanent stræber efter et ´smukt liv´”

Vi stræber et smukt liv, men vi har glemt os selv på vejen. Vi har glemt helheden – at vi er sat i et fællesskab med andre, der kan have brug vores hjælp. Vores tid, vores opmærksomhed.

Fællesskabet har trange kår på alle måder.

Og fordi frygten nu baner sig vej ind i vores liv på nye måder, og fordi vi taler mindre sammen end menneskeheden nogensinde har gjort, så bliver frygten ikke modsagt. Den får lov at slå rod i vores indre, og brede sin ækle rødder i vores hjerter, så vi kommer til at træffe valg baseret på frygten – primært en frygt for dem, vi ikke forstår.

Men vi kan leve på en anden måde – der er kun os mennesker på denne klode, og vi har et valg. Vi kan vælge at leve anderledes.

Den påstand holder jeg højt, selvom jeg i en snak den anden dag, mødte håbløsheden i form af udsagn om, at den enkelte ikke kunne påvirke magtmenneskerne. Men vi må ikke lade håbløsheden få førstepladsen i vores liv – vi skal altid lade håbet råde.

Vi skal begynde her og nu med at tale sammen og nedbryde skel. Vi kan insistere på værdigheden, ordentligheden – vi kan, ja undskyld mig - nu lyder jeg som moraliserende idiot – lægge telefonen og tale sammen. Fordi det er i samspillet med hinanden, at vi opdager os selv – og bliver os selv.

Og her kommer dagens evangelium ind i billedet, hvor Jesus fortæller en lignelse om vingårdsmanden. Lignelsen handler om, at Gud nedbryder forskelle, og giver os alle den samme løn. Vi får det samme af Gud, uagtet hvor meget vi kan yde. Vi får Guds kærlighed og nåde – i lige store mængder.

Nu til lignelsen:

Vingårdsejeren har kaldt mennesker til sig dagen igennem, og vi må formode, at han har begyndt med de stærkeste og sluttet med de svageste. Det er simpelthen den forfærdelige leg, jeg kender fra jeg var barn, der hedder ”førstevælger”. Når der skulle spilles rundbold, blev der valgt to kaptajner, der en efter hinanden skulle kalde folk over på deres hold. Og så begynder man med den bedste først, og slutter med den dårligste. Det er ikke godt for selvværdet at blive valgt til sidst.

Det er denne leg som vingårdsejeren leger i lignelsen, og lignelsen havde været forfærdelig, hvis den var endt der. Men det gør den jo netop ikke, fordi den til sidst afslører sin intention – alle får samme løn. Det har aldrig handlet om, hvem der var bedst, men vingårdsejeren har måske ligefrem skånet dem, der ikke kunne klare så meget ved at kalde dem til arbejdet senere.

Men alle har ydet efter deres evner – ikke deres lyst – men deres evner. Og alle får den samme løn.

Kan du yde mere, så forpligter livet dig. Man skal altså ikke være ærgerlig over, at man har flere kræfter end andre, og dermed skal yde mere. Man kunne derimod overveje om man skal være glad for at kunne bidrage, og vide, at den dag, hvor man ikke selv kan så meget mere, at der får man stadigvæk det samme.

Lignelser er altid spejl, vi kan se vores liv med hinanden i.

I lignelsen taler Jesus om Gudsriget – altså om det, som Gud vil give os. Og Gud vil give os præcis det samme, fordi du ikke skal defineres ved dine handlinger. Du er mere end dine handlinger.

Det er frisættende – du får det, der bekommer dig. Lad vær med at se dig selv i forhold til andre – men vær i det liv, der er dit – og glæd dig når andre modtager det samme som dig. Bliver ens liv fx bedre af at have mere end andre? Svaret er nej – dit livs mening hænger ikke ved om man ejer mere – den hænger i relationer og dit Gudsforhold.

Kære menighed – vi har en Gud, der elsker os. Usigeligt, også når vi er i gang med at starte 3. verdenskrig. Han elsker os så meget, at han igen og igen går ud for at finde os, og kalde os til arbejdet. Han elsker os, når vi er allermest kedelige. Han elsker os, når vi tænder af og går ud af os selv. Han elsker os, når vi fortjener det allermindst. Han elsker dem, vi foragter mest.

Det giver en ro at vide, at Gud er med os – også i dag.

Amen

Dagens evangelium: https://bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke

4. søndag i advent, 2024

Det er svært ikke at begynde dagen med at sende vores tanker til Magdeburg, der i weekenden blev ramt af et terrorangreb. En bil blev kørt med fuld fart gennem et julemarked – en glad og fredfyldt begivenhed er nu sløret af sorg, vrede og magtesløshed.

Og atter engang må man stille sig selv spørgsmålet – hvorfor? Hvad er motivet bag – hvad driver et menneske til at gøre så onde handlinger, der trækker sig spor i pårørendes familier for altid?

Vi søger efter en mening, fordi det er så svært at stå i det meningsløse og forfærdelige. Vi søger at forstå bare en smule af det, der er sket, for at kunne leve; selvom vi også må erkende, at vi altid vil være overladt til en grad af tilfældigheder i tilværelsen. 

Det tilfældige er det sværeste at skulle leve med, og alligevel er det netop det, vi skal – leve. På trods.

Når vi rammes af det tilfældige og vilkårlige, så kan det sammenlignes med at blive sat i en ny virkelighed, som vi ikke altid ønsker at stå i. Jeg taler ikke kun om terror, men også om sygdom der rammer, elskede der dør – det kan også være kriser på jobbet eller i ægteskabet eller familien. Alt det, der opleves som noget, der rammer os, og som vi nu skal leve med og ud fra. Fælles for det er, at vores virkelighed giver ikke længere samme mening, så vi bliver nødt til at forsøge at finde en mening, hvad enten det er bevidst eller ubevidst.

Og måske mister vi også noget inde i os selv. Vi bliver nogle andre end dem, vi var før. Vi er forandrede. Vi ser verden på en anden måde, vi ser vores nærmeste på en anden måde – vi prioriterer livet på en anden måde.

Jeg tror ikke, at der findes et menneske, der ikke vil prøve det, om ikke andet så bare én gang i løbet af livet, hvor man pludselig skal orientere sig på ny.

Forandringer er en del af livet – intet står stille. Alt er på vej til at blive noget andet – noget formulder hurtigt, og andet slides langsomt. Men hele verden er i en konstant forandring.

Det er en tanke, der er dybt indfældet i den kristne forståelse af livet. Der er kun én gang, hvor vi hører om, at alt står stille, og det er i Edens have, som vi læser om i skabelsesberetning. Ja, der er stilstand lige indtil Adam og Eva traf et valg, og spiste af frugten fra kundskabens træ.

Derfra begyndte alt at forandre sig.

Derfra begyndte mennesket at vandre ud i verden, og når man gør det, støder man også på forhindringer.

Og det varer heller ikke længe, før vi Biblen kan læse om det første mord, der tilmed var et brodermord. Kain slår sin broder Abel ihjel af misundelse, fordi det lader til, at Gud elsker Abel mest.

Scene er sat – mennesker kan være onde.

Men fortællingen om Kain fortsætter også efter han har slår sin broder ihjel. For vi hører, at frygten griber Kain, og han indser at hans handlinger har konsekvenser, så han beder Gud om hjælp. Han vil gerne undgå den dom, som andre vil fælde over ham. Og Gud – der er en barmhjertig Gud også i det gamle testamente – sætter et mærke på Kains pande, så folk vil skåne ham.

Han bliver tegnet af Gud, så han, trods sin uhyrlige handling, får lov at leve.

Hvordan Kain har det med sig selv derefter, ved vi ikke. Men vi ved, at Kain får lov at blive sat ind i en ny virkelighed, hvor han ikke dømmes for sine handlinger. Og mærket i panden er tegnet på det.

Det er heller ikke uden grund, at mange drager paralleller mellem Kains mærket og dåben. Vi sætter også et mærke på børn i dåben – et for panden og et for brystet. Et korstegn bliver tegnet over dem, som et vidnesbyrd på, at de nu tilhører Kristus.

Vi får vores mærke inden vi overhovedet har handlet – men vi får at vide, at vi nu tilhører Gud. Vi har fået til tilhørsforhold. Og det har vi brug for.

Der er noget uendeligt smukt i at høre nogen til.

Salmedigterne og præsten Jakob Knudsen skulle efter sigende have sagt, at ”at være sig selv er at være ét med et andet selv”.

Det gør en forskel at være ”nogens” – at der er en, der regner med en – håber på en – vidner ens liv – og altid er med en. Det er dette særlige tilhørsforhold, vi modtager i dåben.

Så uagtet det liv, der ligger foran os, og uagtet hvordan det end former sig, så hører vi altid til hos Kristus. Vi har en Gud, der tilmed lover at ville være med os til verdens ende.

Det er værd at bemærke, at vi bliver lovet, at Kristus vil være med os indtil verdens ende – og ikke bare vores livs ende. Kristus er med os ind i evigheden – gennem de mørke nætter, gennem tvivlen, gennem døden og med os til den dag, hvor Gud bliver alt i alle.

Ja, dåben sætter os også i en ny virkelighed, men ikke vilkårlighedens virkelighed, men derimod håbets virkelighed.

Trods mørke, trods ondskab, trods det der splitter og deler os, Trods tilfældig død, trods julesorgen, så får vi lov at håbe på noget mere. Håbet strækker sig ud i retninger, vi ikke kan forestille sig – og holder os fast på, at der i alt dette er en underliggende kærlighedskraft, der holder os sammen. Ikke bare med hinanden, men også med vores skaber og frelser.

Vi får en ny identitet, hvor vi tilhører Kristus. For dåben er en forandring – der er et før og et efter dåben. Vi kan være nølende med at ville tale om det, fordi vi med rette kan regne med, at Gud elsker mennesker om de er døbt eller ej. Men dåben er ikke bare et værdiløst tegn, vi gør fordi vi ikke kan finde på andet at lave en søndag formiddag. Dåben er så vigtig, at selv Jesus blev døbt af Johannes døberen.

Vi døber fordi det giver os et meningsfundament at forstå tilværelsen ud fra.

Fordi det stiller os lige der, hvor evigheden og timeligheden krydser hinanden i et allerede, endnu ikke. Jesus Kristus har evigheden i sig, men han står i tiden sammen med os – ikke bare dengang, men også nu. Midt blandt os – skjult for øjet, men synlig for troen. Han er her.

Det er det, vi venter på at høre igen i julen – at Gud blev menneske, og at han i et lille menneskebarn bøjer sig dybt i støvet for os - bliver som os - for at være med os.

Dåben er Guds løfte, der gentages for det enkelte menneske, at Gud også blev menneske for din skyld - og at Gud vil være med dig ind i evigheden. 

Der er håb. Også de dage, hvor fortvivlelsen råder og man næsten har lyst til at give op. Der er altid håb. Håbets tid er allerede begyndt. Den begyndte den nat for så mange år siden i en stald i en krybbe.

Amen

Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-foerste-raekke

Salmevalg: 

86: Hvorledes skal jeg møde (I)

Hold håbet op - Dy Plambeck (SL)

69: Du fødtes på jord (FP)

----

117: En rose så jeg skyde (EP)

90: Op glædes alle (Nadversalme)

87: Den første lys (U)

22. søndag efter trinitatis, 2024

Vi fødes – og fra første vejrtrækning er vi på vej til at blive noget andet. Hver dag leves herfra i et forsøg på at blive dygtigere, bedre og ikke mindst selvstændige. Navlestrengen bliver i overført betydning kappet mange gange i løbet af et liv, alt imens forældrene ser deres lille baby forvandle sig til et voksent menneske,

Vi er i forvandling – i forandring – på vej væk fra barndommen.

Det er ikke meningen, at vi skal forblive som børn. Det er faktisk meningen, at vi skal lære at gå, tale, spise selv, tage tøj på, gå på potte, regne og stave. Det er meningen, at barndommen er et stadie på vej til noget andet.

Men det betyder ikke, at barndommen ikke har værdi. Den har en stor værdi, fordi det er her grundlaget for en stor del af vores voksenliv bliver lagt. Her skal vi lære kærligheden at kende for første gang. Her skal vi opleve glæde og nærhed – her skal vi lege og grine.

Vi skal være i barndommen for at møde voksenlivet i små doser, så vi bliver klogere på det liv, vi skal leve og som for fleste rummer flere voksenår end barneår.

Og børn er både åbne og modtagende – de vil, som mange af os har opdaget, ofte gerne prøve alt selv. De har et drive til at kaste sig ud i opgaver, som de enten aldrig har prøvet eller som de har meget lidt øvelse i.

Børn kan være så modige at de til tider glemmer begrænsningerne.

Således stod jeg som barn engang på øverste trin på trappen, der gik ned til kælderen. En 8 trins trappe, og tænkte, at hvis jeg lavede en kolbøtte i luften, ville jeg lande på benene for neden. Således kastede jeg mig ud i den luftbårne kolbøtte, og jeg landede også for neden af trappen. Men ikke på benene – og inden jeg ladende der, ramte jeg en del af trinende på vejen ned.

Jeg kendte ikke fysikkens begrænsninger, men havde barnets tiltro og forestillingsevne.

Livet har det med at fjerne tiltroen og fantasien – forestillingen om det store og bedre. Ja, erfaringer kan nogle gange gøre livet mindre end det er.

Jeg holdt op med at tro på luft kolbøtter den dag, og sikke en skam. Livet begrænsede sig.

Denne begrænsning rammer alle børn, der vokser op, og til tider strækker den sig også til troen på Gud. Vi holder op med at tro.

Vi holder op med at håbe eller forestille os den verden, vi gerne vil leve i.

Vi gør livet mindre, og reducerer det til noget, der kan måles og vejes. Noget der med sikkerhed giver værdi – noget der nytter.

Men at leve et liv med Gud er det stikmodsatte. Det er hele tiden at insistere på, at gøre livet større, og at det vi gør for hinanden, ikke behøver have en værdi, der kan måles. Det er at leve som om luft kolbøtter var en mulighed. Det er at leve i et fællesskab med andre – og ikke bare i et fællesskab med dem, der ligner os selv.

Vi er alle sat i fællesskaber med hinanden i forskellige cirkler – vi har familiecirklen, vennecirklen, arbejdscirklen, nationalcirklen osv. Vi bevæger os hele tiden i forskellige fællesskab, der er med til at definere os.

Og en af disse cirkler er den menighed, I er en del af. Den er meget større end os, der er her i dag. Faktisk så er der 5.430 medlemmer af vores kirke. Vi er en del af en stor menighed. Og det er bare vores medlemmer af kirken, for der bor 9.383 mennesker i vores sogn. Så mange mennesker, der alle har en indbyrdes forpligtelse på hinanden.

Nu kunne man sige, at der blandt denne kæmpe flok også er folk, som ikke har lyst til at være forpligtede på andre, men spørgsmålet er om det så gør vores ansvar mindre? Svaret er nej.

Vi har fået et ansvar for hinanden, som bliver særlig skærpet, fordi vi er kristne. Vi har fået et ansvar for de mennesker, som vi møder, som er større end spørgsmålet om, hvorvidt det nytter, eller om vi nødvendigvis får noget igen.

Vi må ikke ringeagte hinanden – med insisterer på at se den menneskelige værdighed og gudbilledlighed i ethvert individ, der krydser vores vej.

Jesus sammenligner os med børn i dag – at vi skal blive som børn med deres tilgang til verden – særligt de mindste børn. Har I lagt mærke til, at børn der møder hinanden ofte sprutter af glæde? De løber mod hinanden, hopper op og ned af glæde, fordi de bliver så begejstrede over at se den anden. De krammer deres klodsede og alt for hengivne kram, og det gør ikke noget. De er til stede i dette nu med et andet menneske.

Nu har børn næppe en stor filosofisk analyse af deres møder med hinanden, men vi voksne kan genlære noget ved at iagttage dem.

Vi var også børn engang.

Og selvom vi næppe kommer til at hoppe og ned af glæde, når vi møder hinanden, så skal vi huske at have glæde med os indvendigt. VI skal tænke i løb, hop og kram, når vi møder et menneske. Og særligt skal vi huske det, når vi møder dem, som ingen andre glæder sig over – og som vi ligefrem selv kan have svært ved at møde.

Men det gælder også vores forståelse af os selv som kirke. Kirke er ikke bare den smukke bygning her, men den er alle os i den. Vi er kirken – vi er fællesskabet. Mursten kan ikke lave fællesskab, men det kan mennesker.

Barnet skal være i midten af vores selvforståelse (I anden række, prædikenvejledninger til anden tekstrække, s. 429, 1. udgave, 1. oplag, AROS forlag 2009). Det giver os en dobbeltforståelse, fordi vi både skal huske på, hvordan børn tilgår verden og mennesker, men også huske, at vi ikke ringeagter de mindste i vores midte. Det skal vi have in mente, når vi bevæger os ud i verden, og ind i hinandens liv.

Vi er altså sat i et fællesskab, der forpligter, og hvor det ikke handler om at måle eller veje, men om at være. Ansvaret rækker ud mod det menneske, der ikke tæller med i en stor statistik, som ikke giver overskud og som ikke stiller os som hjælpere i et godt lys – vi skal være mennesker for hinanden uden alt det glimmer, vi ellers kan have en tendens til at lægge på livet. Eller som det siges skarpt i evangeliet til i dag, så ” Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Hvis vi glemmer hinanden, er det som at synke ned i et mørkt og koldt hav.

Vi må ikke glemme hinanden.

I kirken taler vi om vores sociale ansvar, og det kalder vi for diakoni. Ordet diakoni kommer fra græsk, og tolkes til at betyde ”gennem hjertet” (Note: det betyder gennem/via fællesskabet - og hvad er fællesskab, hvis ikke et hjerteligt fællesskab). Vi skal kanalisere vores møder med hinanden gennem vores hjerter. Vi skal se på hinanden gennem vores hjerter. Vi skal træffe valg gennem vores hjerter.

Og det er også i hjertet, at vi siger troen bor – at Kristus bor.

Vi skal se verden gennem vores hjerter og med hans øjne. Det er en forandring, vi kan øve os på, livet igennem. Og vi skal gøre det, selvom vi bliver usikre på det, eller har meget lidt øvelse i det. Vi skal kaste os ud i det – og insistere på værdigheden.

Vi må ikke glemme hinanden.

Og midt i alt dette skinner den usigelige glæde os altid i møde, at Gud aldrig glemmer os. Vi er husket, vi er mødt, vi er elsket.




Amen







Dagens tekst:

https://bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

14. søndag efter trinitatis, 2024

I det tidligere Østberlin lå der engang et fængsel. Der gik noget tid før det blev almindelig kendt, at det overhovedet havde eksisteret, for mens menneskemængden i 1989 brød Berlinmuren ned i glædesrus og med projektørerne rettet ud mod friheden - ja, da brændte man i hast de mange dokumenter og bilag, der var i fængslet. Man ville slette dets eksistens, og dermed også alle de handlinger, der havde fundet sted netop der. Forfærdelige handlinger, der har holdt mennesker fast i et greb af kontrol – og samtidig påført dem afmagt. Et sted for lidelse og ydmygelse – et ikkemenneskeligt sted.

Men man kan ikke holde sådan noget hemmeligt. En dag slap det ud, og alt det glemte væltede frem. Fængslet stod lige der midt i Berlin, som et monument

Et af de mennesker, der sad fængslet, vendte tilbage til stedet, og da det senere blev omdannet til et museum, meldte han sig som guide. Han ville fortælle om stedet – ville vise andre, hvad vi mennesker kan gøre – men ville også fortælle, hvad mennesket kan blive.

Inde i fængslet er der en lille bitte gård med høje mure. Det eneste man kan se, bortset fra mure, er en firkant af himmel. 

En lille blå himmel, der lyste ned i gården, og lovede at friheden var virkelig – udenfor. Der stod manden, før i tiden og kiggede ud, og tænkte ved sig selv, at nok kunne de spærre ham inde, men de kunne aldrig spærre hans tanke inde. 

Tanken er fri, og kan flyve som fuglen op mod himlen og væk. Den kan drømme om noget andet om mere. Den kan drømme om længsel og håbe.

Tanken er fri.

Og han blev som sagt fri. Endelig. For han var i sin tid netop kommet i fængsel, fordi han prøvede at flygte fra Østtyskland til Vesttyskland – fordi han længtes efter friheden.

Hvordan kunne han holde det hele ud – der i fængslet? Han kunne holde det ud, fordi hans liv havde en mening – eller fordi han havde viljen til at finde en mening.

Det fænomen beskrev en psykiater ved navn Victor Frankl. Han overlevede koncentrationslejrene, hvor han iagttog sine medmennesker. Der så han, at de mennesker, der vidste, hvorfor de levede – altså dem, der havde noget at leve for – de ikke bare levede, men de overlevede. Det han så, var menneskets vilje til mening.

Vi finder en mening med det vi oplever – ikke altid i øjeblikket, men så efterfølgende. Fordi vi har brug for en mening for at leve. Omvendt ser vi også, at de mennesker, der oplever meningsløshed falder i depressionens mørke.

Jesus spørger i dag en lam mand til hans hvorfor. Vil du være rask? Man kan næsten høre, at der bliver spurgt til mandens vilje. Det sker ikke tit, at Jesus spørger til viljen, og vi kan næsten blive bange, for hvad så med dem, der ingen vilje har? Jo – det er nu så barmhjertigt indrettet, at Jesus både kommer til dem, der har viljen, men også til dem, der mangler den. Og han giver dem viljen til livet igen.

Jeg tror, at selvom den lamme mand måske har manglet vilje, eller måske endda løj lidt, da Jesus spurgte ham om han ville være rask; så ville Jesus have hjulpet ham. For når først Jesus kommer til mennesker, så bevæger han dem.

Manden ligger ned – han har ligget ved dammen længe, da Jesus kommer forbi. Manden har båret rundt på en sygdom i 38 år. En sygdom, der har gjort ham langsom – ubevægelig, så han aldrig er kommet først ned i vandet. Han er derimod altid kommet til sidst. 

Han har nok bare ligget der – ubevægelig, fastlås og frosset i tid. Bare ligget og været. Han har set himlen og fuglene der flyver forbi. Han har set myrerne kravle på jorden – og duftet af støv har lagt sig i hans næsebor. Han har bare været til – har ikke levet. Det forestiller jeg mig i al fald ikke. 

Han har været en iagttager til livet. Han har set børnene i landsbyen vokse op for sine øjne – til de en dag som voksne er gået forbi ham. Men nu med en tungere gang og ikke i barnets sorgløse løb.

Jeg forestiller mig, at mange har ignoreret ham. Han har ikke hørt til, og ingen har hørt ham. Han har været ingens. Og det jo nok det hårdeste i tilværelsen – ikke at være nogens.

38 års larmende tavshed – 38 års længsel – 38 års drømme, der måske er stivende undervejs. Eller måske er de blevet lidt rustne.

Men så kommer Jesus forbi. Så enkle er forandringer til tider. Man venter og venter, og så pludseligt.

Jesus går forbi – og da ser han manden. Han ser ham, og han spørger ham om han vil være rask. Manden tror stadigvæk, at det handler om at komme først ned i vandet; men der er ikke ret meget i tilværelsen, der egentligt handler om at komme først, selvom vi tit bilder hinanden det ind. Så manden siger, at han mangler en, der kan hjælpe ham ned i det oprørte vand, der lover mirakler til dem, der kommer først.

Og da siger Jesus ordene, der bevæger: rejs dig, tag din båre og gå.

Rejs dig. Det er så kraftfulde ord, der sætter bevægelse i livet. Det sætter i gang – og skubber manden ud i livet igen. Nu kan han leve. Nu er han ikke længere tilskuer eller en, der er forsvundet fra verden, men derimod en, der er i verden.

Og det er NU vi skal holde tungen lige i munden – for fortællingen siger ikke noget om det at være langsom eller lam. Det er ikke fortælling om, at man kun kan leve, hvis man er helt rask. Det ville være useriøst at påstå det.

Hvad den derimod siger noget om er, hvordan vi lever. Det siger, at om vi så halter, går langsom eller går baglæns, så skal vi leve. Vi kan ikke undslå os livet, men må forsøge efter bedste evne at tage livtag med livet – og med hinanden.

Vi er ikke bundet fast, men sat frie – og hvad fortællingen mere siger os er, at vi er sat frie i Kristus. For det er ham, der kommer til os, når vi ikke kan finde vej eller er frosset fast – ham der findes os i vores liv mørke, og beder os om at rejse os i livet igen. Kristus er svaret på vores livs hvorfor.

Vi bliver sat fri til at leve, også de dage, hvor vi tvivler og er bange. De dage, hvor vi oplever, at vi bliver overset og ikke hører til. De dage, hvor vi får ondt i maven og susen for ørerne. Alle livets dage – de almindelige og de vilde. Alle dage får vi at vide, at vi er frie og at vi hører til. Hører til hos Gud – og hører til i livet.

Rejs dig, tag din båre og gå.

Rejs dig.

Livet venter.

Amen




Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke