18. søndag efter trinitatis 2008

Hvad vil det sige at leve som kristen? Spørger man en række tilfældige personer på Store Torv, vil der nok komme mange overraskende bud på, hvordan en kristen lever. Det er i al fald noget med, at man ikke bander eller drikker, man går tidligt i seng og husker at bede sin aftenbøn knælende ved sengen.

Og nå ja, hvis man spørger de unge, jeg arbejder med til dagligt i mit embede som gadepræst, så er det ret kedeligt at være kristen. Det er nu ikke fordi, de ikke tror på Gud, for det gør de; men det der med at leve som kristen, dét er kedeligt. Det er trist, mørkt, livs fornægtende og ligefremt sørgeligt at være kristen.



Er det sådan, man lever som kristen? En kedeligt og gråt liv – et liv i en jammerdal, kun ventende på døden i håbet om at Paradiset er bare lidt bedre end det her?



Dagens evangelium handler om, hvordan vi skal leve som kristne. Det fortæller om livet som et træ, hvor vi er grenene, Jesus Kristus er stammen, Gud er vingårdsmanden, og om hvordan troen bærer frugter.

Billedet af træet som en metafor for livet som kristen er måske endnu nemmere at forstå i denne efterårstid, hvor de grønne æbler bugner på træerne rundt omkring i haverne. Grenene er fulde af frugter, der sommeren igennem har suget kraft og saft fra stammen.



Hvis man nu skærer en sådan gren af stammen, og lader den ligge på jorden, vil den langsom visne. Uden stammen til at give den kraft, kan grenen ikke vokse. Den skal blive på stammen.

Blive på stammen. Blive i Kristus. Det er, hvad der bliver sagt – vi skal blive i Kristus, for uden ham visner vi. Dør vi. Vi skal blive i ham.

Vi lever i en verden med fokus på individet og den enkeltes valg. Vi bruger ikke ordet at blive – at forblive – som et særligt positivt ord. Vi må for alt i verden ikke sidde fast, hverken i arbejdet, forholdet eller livet. Vi skal ville noget, gøre noget, handle, bevise at vi er noget. Vi skal blive til noget – ikke blive i noget. Så sidder vi fast, så er der ikke udvikling.

Og nu beder Jesus os om, at blive i ham. Forblive i ham. Og ligesom en gren på stammen ikke kan vokse alene, men må have saft og kraft fra stammen, ligeledes fortæller Jesus os, at det er gennem ham, vi modtager kraften. Modtager troen, så vi kan give frugter. Det er et budskab der modsvarer alt, vi normalt regner for godt for sjælen. Vi hører, at vi skal kunne klare os selv uden hjælp fra andre, at vi skal kunne træffe selvstændige valg, og at vi ikke skal være afhængige af andre mennesker. Og nu siger Jesus til os, at vi skal blive på stammen for netop at kunne vokse, gro og give frugt. Vi skal blive hos ham – hvis vi vælger at gøre os fri af stammen så visner vi, og kan ikke buges til andet end at smides på bålet.

Det er til gengæld et budskab, der taler imod det vi normalt hører. Det er ord, der kan virke fremmede og måske endda stødende på det moderne menneske. Men hvad gør det ved et menneske at høre disse ord? Det er svært at høre, at vi skal binde os og blive i Jesus Kristus. Vi er jo vant til frit at kunne vælge – vi kan ikke undvære vores uafhængighed, og måske vi netop her i virkeligheden er bundet. Bundet af vores krav om frihed, en frihed fra behovet for andre mennesker, og en frihed der binder os til skulle blive til noget, være noget, gøre noget. Men Jesus siger kun, at vi skal være bundet af ham – blive i ham. Han siger ikke, at vi skal have fokus på karrierer eller at vi skal have fokus på at vi træffer de helt rigtige valg for vores liv. Det eneste han kræver og siger til os er, at vi skal blive i ham. For bliver vi i ham søger han for resten. Når vi sidder fast på stammen får vi næringen fra ham. Han skænker da troen til os som en gave.

Deri ligger det reelle valg. At vælge at blive i ham eller ej.

Vi hører også hvad der sker, hvis vi ikke bliver i ham. Så skæres vi væk. Det er hårde ord, der i al fald vækker modstand i os. Det er hårdt at høre, at ikke alle grene vokser. Det kan være en anstødssten for os. Men her skal vi huske, hvad det er, der står i teksten. Der står, at vi skal blive i Jesus, blive i ham, blive i hans kærlighed, blive i kærligheden. ”Som faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed”. Det er ikke hvem som helst, der tales om. Det er selve udspringet af kærligheden, grunden til at vi som mennesker kan føle kærlighed, nemlig Gud. Det er Gud, vi skal blive i. Det er den kærlighed, som vi skal blive i. De fleste har prøvet at mærke kærlighed i deres liv, enten til en de har kær, til venner, til forældre, til et barn – og dog er vores jordiske kærlighed blot en afskygning af den kærlighed Gud vor Fader føler for hvert enkelt menneske i verden.

Fra Gud kommer kærligheden, af kærlighed skabte han os, og af kærlighed levede Jesus på jorden som menneske. Kærligheden. Det er den, man skal vælge at blive i. Ikke vores egen menneskelige kærlighed – nej, I Guds kærlighed.

Kærligheden kommer tydeligt til udtryk i den dåb vi skal have herefter. Her bliver et menneskeliv sat på stammen, podet på stammen, og bundet til Gud i kærlighed. Her kan det vokse og vide sig sikker på, at det igennem livet, vil blive passe på af Gud. Gud giver troen til det lille barn som den allerførste dåbsgave. Og barnet får det uden at have gjort andet end komme til verden. Et barn har ikke nået at gøre gerninger, der kan gøre det fortjent til ret meget i vores menneskelige standarder. Og alligevel ved enhver at et barn er elsket af sine forældre – for at blot at være det lille menneske det er. Og ligeledes elsker Gud os som dem vi er, og giver os troen. Blot fordi vi er de mennesker vi er – bundet af Gud.


Og et liv uden kærlighed må være et liv, der visner. Hvis vi ikke bliver i Gud, bliver i kærligheden, bliver i Kristus, da mister vi forbindelsen til Gud – da må vi visne. Skilt fra ham er der intet vi kan gøre. For han giver os næringen til livet, han giver os kærligheden uden anden fortjeneste end den, at vi sidder på stammen. Vi får det for intet – ikke efter fortjeneste og gerninger, men af en overstrålende kærlighed til os mennesker. Vi skal være de mennesker vi er, og vide at uden Gud, og uden vores dybe afhængighed af ham, var vi intet. For kærlighed er at binde sig – til Gud og til andre mennesker. kærlighed kan ikke opleves alene, og er altid i relation. Vi skal lade kærligheden fylde i vores liv, så vi netop binder os til andre mennesker – og er afhængige af dem. Vi er ikke skabt til at leve som små maskiner uden behov for andre, vi er skabt til at leve i fællesskab med andre mennesker. I kærligheden til det andet menneske, vi møder på vores vej, for det menneske er som os, skabt i kærlighed af Gud. Det er ikke vores opgave at afgøre om næsten sidder ordentligt fast på stammen eller at skære ham fra stammen – det lader vi Gud om. Vi skal derimod møde alle mennesker på vores vej med kærlighed.


Det kan til tider lyde vanskeligt at skulle hænge fast på stammen. Og det kan i stunder livet igennem føles som var man allerede skåret af stammen. Vi kan i afmagt bede Gud om at blive hos os. Når vi ikke mærker Guds nærvær, når vi ikke føler at Gud holder hånden over os, da kan vi bede om, at Gud må komme os nær og holde hånden under os, når vi falder. For hvad kan vi gøre for at blive i Gud? Vi kan synes, at de frugter vi kan leverer ikke er gode nok, at vi ikke gør nok, at vore motiver for vores handlinger ikke er rene nok. Det kan få os til at tvivle på os selv som mennesker, og tvivle på Gud. Gør vi det nu godt nok; men vi må holde for øje, at frugterne ikke er vores ansvar. Det er ikke op til at os at sørge for at vi bærer nok og gode frugter. Vi skal blive i Gud – det er vores opgave. Det sker ikke gennem lange og indviklede øvelser, men gennem vores længsel efter Gud, og vores ønske om at være Gud nær – igennem ordet vi hører og igennem nadveren vi modtager. Her binder vi os til Gud. Hvis vi gør det, så søger Gud for resten, nemlig at den tro vi får, bliver til en kærlighed til næsten.



Teksten:

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11