mandag den 9. juli 2012

22. søndag efter trinitatis 2008



Hvem er størst, bliver der spurgt i dagens evangelietekst? Det lyder som om det er taget fra en børnehave, hvor børnene kæmper om, hvis far er den største. Er det nu min far eller din far, der er den største? Vi kan måske trække på smilebåndet over spørgsmålet, hvem der er den største.



Men er spørgsmålet ”hvem er den bedste?”, ja så kan vi langt bedre relatere til det. For hvem er den bedste? Hvem har de bedste kompetencer, hvem løser opgaverne bedst – hvem har det bedste liv? Det er tanker, der ligger implicit i vores samfund. Vi skal kunne (og ville) optimere vores liv, så det bliver det bedste liv muligt. Vi skal gøre vore bedste.



Jesus bliver i dagens evangelium spurgt om, hvem der er den største i Himmeriget. Hvem der er den største. Ja, det er jo selvfølgelig Gud, der er den største; men her spørger de om, hvem der er det største, og dermed også hvem der det bedste menneske, i Himmeriget. Hvem har virkelig gjort sig fortjent til at være i Himmeriget – hvem har optimeret sin chance? Hvem er den største?



Den største. Den største i himmeriget er den mindste. Jesus stiller et lille barn frem, og siger at netop dette barn er den største i Himmeriget. I skal blive som børn, ellers kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Nu kunne man fristes til at komme med en masse kendetegn om dette barn. De er umiddelbare, åbne, kærlige, ærlige, sårbare og uskyldige. Det er det, der gør, at børn er så vidunderlige.



Derfor ligger det besnærende nært at lave den slutning, at det er disse kendetegn, som vi skal tillægge os. Men det er ikke det, Jesus vil have os til at forstå. Han siger nemlig, at den største i Himmeriget er den, der ydmyger sig, og dermed bliver som dette barn.



At lade sig ydmyge, er ikke en evne, der bliver efterspurgt ret mange steder i dag. Der ligger ofte den association bag, at man ligeledes lader sig trampe på, hvis man ydmyger sig. Man mister en del af sin ære.



Derfor kan det virke provokerende, at Jesus nu fortæller os, at det er den, der ydmyger sig, der er den største i Himmeriget. Jesus bliver spurgt om hvem, der er den største – hvem der er den bedste. Det er et spørgsmål, der giver mening i en verdslig forståelsesramme. Vi er vant til at skulle svare på, hvem der har den højeste rang. Vi svarer på sådanne spørgsmål helt fra vi er små, hvor vi konkurrerer i børnehaven om, hvis far er den stærkeste, til skoleklasse, hvor vi ved, hvem der er den bedste og over til voksenlivet, hvor der også ligger en ofte uudtalt vurdering af hinanden. Vi ved hvem der er de bedste, de største.



Men det svar, Jesus giver, er mere forvirrende, anderledes og provokerende, end man kunne have forstillet sig. Han siger, at et barn er den største i Himmeriget. Et barn, der intet har gjort. Intet kan andet end at være den lille.



Og det er, hvad barnet kan. Det kan være den lille. Og det er så lille, at vi må give alt til det - som en gave. Det kan ikke selv forsøge ved handlinger eller gerninger at gøre sig fortjent til noget. Det skal have alt foræret, have alt givet til sig. Et lille barn er afhængigt af dets forældre til at sørge for det.



Og det er et sådant barn, Jesus siger til os, at vi skal blive som – blive så lille som. For det er ikke gerninger, målsætninger eller kompetencer der gør os store i Guds øjne. I Guds øjne tæller det slet ikke for noget. Intet af det vi ejer og har, giver os fortrin. Nej, det gør os ikke store i Guds øjne. Hos Gud er vi store, når vi er små. Når vi erkender, at vi er dybt afhængige af Ham. Vi har brug for Gud til at sørge for os.



Det viser han os tydeligt i dåben, hvor det lille barn får korsets tegn for sit ansigt og sit bryst. Det er en lille bevægelse med en stor symbolværdi. Den lille korstegning skal være et symbol for os på, at Gud i dåben lægger sine beskyttende hænder om barnet. Han skriver sit navn på barnets hjerte og barnets i sin højre han. Gud danner et bånd mellem sig og barnet, og sikre at det aldrig mere skal gå alene. Det gør han gennem den allerførste dåbsgave som et barn får, nemlig troen. Det er den største og første dåbsgave, barnet får. Troen. En gave som barnet ikke har gjort sig fortjent til.



Vi er store, når vi er små. Det er et udsagn, der er modstridende set med logikkens øjne. Det samme er nu Guds historie. Guds historie er ikke logisk – Guds historie med os mennesker er radikal og ulogisk. Han sendte sin søn herned, Gud blev til et menneske i Jesus Kristus, for at vise os, at han vil os. Og han vil os noget. Gennem sin søn gav Gud os alle en plads i Himmeriget med ham. Vi er fundet, og vi skal ikke selv ved egne kræfter søge Gud. Vi skal vide, at vi behøver bygget et tårn for at nå ham, for vi er de store, når vi er små.



Gud vil som i lignelsen om de 99 får, vise os, at han ikke slipper. Han holder fast i os – og holder af os. Selv et eneste får ud af en kæmpe flok vil han lede efter. Og det ene lille får, som han finder, glæder han sig over.



Men vi kan livet igennem føle stunder, hvor dåbens gave synes langt væk. Hvor vi råber i afmagt til Gud – hvor vi er alene, skræmte og forladte. Her mærker vi for alvor, hvad det vil sige at være den lille. Vi er magtesløse. Som det lille får, der er blevet væk fra flokken, føler vi ikke længere fællesskabets nærhed og varme. I de stunder kan det være svært at holde fast i tanken om, at Gud leder efter en. Hvad vi ikke kan erfare, kan være vanskeligt at holde sig til. Men vi må, som et lille barn stoler på sine forældre, stole på at Herren ikke glemmer os eller lader os alene. Gud finder os. Gud vil ikke miste en eneste af os. At vide at vi ikke går vejen alene, men at Gud er med os, og når vi farer vild, så leder han os på rette vej.



Og derfor kan vi bede:

Så lægger jeg mit liv i dine hænder,
så ved jeg, uanset hvordan det ender,
når du blir stor i mig, og jeg blir lille,
da er der ingen død
og ingen verdens nød,
der kan os skille.




Teksten:
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«Matt 18,1-14

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...