26. søndag efter trinitatis 2008

Himmeriget. Det kan være udfordrende at tænke på, hvordan Himmeriget mon er. Man kan gøre sig mange forestillinger om Himmeriget, nogle lidt mere fortegnede end andre. Er Himmeriget et sted, hvor man sidder i hvide, lange rober og spiller på harpe? Som de mennesker vi er, kan det være svært ikke at forestille os Himmeriget som et bestemt sted med en funktion. Vi er bundet af vores egen forestillingsevne, og kan slet ikke tænke længere end den. Vi kan ikke forestille os, hvordan Himmeriget er eller hvor det er. Vi kan heller ikke forestille os hvordan opstandelsen bliver, hvordan det er at være Gud nær i et ubrudt forhold eller hvordan livet bliver efter døden – for døden er nu overvundet. Hvad er Himmeriget?



Mens Jesus vandrede på jord, forsøgte han at forklare os, hvad Himmeriget er. Han sammenlignede Himmeriget med meget; for at sige præcis, hvad det er, kan man ikke. Det er altid mere end vore ord.



Der findes en sød lille historie, der handler om nogle tvillinger, der endnu ligger i deres mors mave. De taler sammen om, hvad det vil sige at blive ”født”, og hvad der venter på den anden side. De kan skimte lyset gennem morens maveskind, men har ingen ide om, hvad der venter dem. Er fødslen nu hård, gør det ondt at blive født, og er der overhovedet noget efter fødslen? På et tidspunkt taler de endog om, hvorvidt mor nu findes eller ej. Den ene tvilling kan nu sagtens klare sig uden mor proklamere den, og der er jo heller ingen beviser for denne mor.



Ja, det er en sød lille historie, når man får den fortalt og kan se alt klart. Når vi som tilhørere sagtens kan forestille os livet efter fødslen, fordi vi har prøvet det. Men at forsøge at forklare det for tvillingerne er vanskeligt – ord kan ikke beskrive livet, for en der endnu ikke har prøvet at leve.



Men der er mere på spil i dagens evangelium end en fortælling om et par tvillinger i en mave. Dagens evangelium handler om Himmeriget. Men ikke kun det Himmerige, der engang skal komme, men også om Himmeriget nu. Evangeliet til i dag handler om hele livet – før og efter døden.



Jesus sammenligner Himmeriget med en mand, der planter en mark til. Og som vi hører, så vokser der god hvede op, men en fjende har sået ukrudt i marken, der nu vokser op side om side med hveden. Man kunne have valgt at fjerne alt ukrudtet, men manden, der har sået marken, vil ikke fjerne ukrudtet af frygt for at komme til at rykke noget af hveden med op. Først når høsten kommer, vil han fjerne ukrudtet fra hveden.



Med så få ord som i dagens evangelium får Jesus fortalt os, hvordan verden hænger sammen, hvordan vi som mennesker skal være, og hvad der sidenhen vil ske.



Den verden, som Jesus beskriver, er en verden, hvor der er hvede og ukrudt. Der er sået noget ondt imellem den gode hvede, og det onde vil på dommens dag blive renset fra. Det ligger besnærende nært at komme til at tænke i ”dem” og ”os”. Der er os de gode, som burde have masser af plads til at gro på, og ”dem” der ødelægger det, og som en dag får deres straf. Pludselig bliver dommen en hævn man bærer rundt i sit hjerte. Og det er faren ved denne tekst. At man iklæder sig dommerens kappe, og på forhånd bedømmer og fordømmer ukrudtet, idet man regner med selv at være på den rigtige side



Jo, Jesus formår at beskrive verden som den er. For folkene i fortællingen spørger om de ikke bare nu skal rykke ukrudtet op – fjerne det allerede nu og rense marken – udrense marken. Sådan kan vi mennesker tænke, når vi tager et ansvar, der ikke er vores. Når vi mener at have ret og dygtighed til at kende hveden fra ukrudtet.



Men det er ikke det, vi skal. Det er hvad, vi til tider gør, men ikke sådan vi skal leve vores liv. Skellet der tales om her er dybere end som så. Det handler om det skel, der ikke er umiddelbart for vore øjne – det handler nemlig om vore hjerter. Det handler om os. Skellet i os, og ikke skellet mellem mennesker. ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” – sådan skriver Paulus i Romerbrevet. Sådan kunne jeg skrive i dag, for det gode jeg vil, gør jeg ikke, og det onde jeg ikke vil, det gør jeg.



Det er dét skel, vi kan tage ansvar for og gøre noget ved. Vi skal gøre det gode – vi skal gøre kærligheden gældende her i verden, for i Guds Rige klinger kærligheden altid højest. Vi skal lade hverdage være der, hvor vi er der for næsten. Vi skal lade nu’et være der, hvor vi er der for næsten. Ikke i morgen, ikke engang, ikke i en tanke, men NU. Der er kun én kappe vi skal tage på, og det er ikke Dommerens kappe, men kærlighedens. Det er den kappe, vi skal iklæde os. Den kappe, der er givet af Gud. Iklædt den kan vi gå ud i verden, og møde alle mennesker som hvedekorn.



Hvedekornet. Det, der begynder som et sølle lille frø. Men fra det lille sølle frø vokser en stor plante. Det er ikke os, der afgør om det lille frø har potentiale til at vokse sig stort. Vi bekymrer os ofte for meget om vore liv, føler os forfordelte, føler at vi skal skabe livet selv; men livet er ikke vores præstation. Det hele er givet af Gud. Han er manden, der sår på marken og han kan se værdien i et sølle lille frø. Gud sår kærligheden i vore hjerter, som hvedekornet på marken.



Men nogle gange tager vi mennesker altså den forkerte kappe på, og tror det er vores ansvar at bedømme. Nogle gange er vi som tvillingerne, der tvivler på deres mor.



Derfor må vi igen og igen høre ordet fra Gud, at du lille menneske, lille frø, du er udvalgt af Gud, du er hellig og elsket. Du har fået kærligheden for intet – giv den for intet.

Dommer over levende og døde,
mørket er for dig som højlys dag,
tanker, ingen så, for dig må møde,
klares op skal hvert et skjult bedrag;
Herre Kristus, når i lys du kommer,
da forbarm dig, vær en nådig dommer!



Herre Kristus, ene din er dommen,
hvem kan dømme i sin egen sag?
Hvem kan dømme, før den tid er kommen,
natten lyser som den klare dag?
Dommerne blir dømt, når du skal råde,
og de dømte kendes fri af nåde.



Dommer over levende og døde,
søn af stjerner og af mennesker,
aldrig ud i mørket vil du støde
den, der kommer til dig, som han er;
alle knæ på jorden skal sig bøje
dybt i solopgangen fra det høje.







Teksten:






Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.
Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.
Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette?« De svarede: »Ja!« Da sagde han til dem: »Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.« Matt 13,44-52