1. søndag efter helligtrekonger 2009

Evangelierne i Ny Testamente handler om Jesu liv. Men vi hører ikke om hele Jesu liv. Vi hører om hans fødsel, og vi hører om hans voksenliv og død. Men vi hører ikke ret meget om Jesu barndom. Faktisk så er dette her den eneste gang vi hører om Jesus som barn.



Vi hører om hvordan han er gået fra sine forældre, og at de ikke kan finde ham. De leder alle steder, og finder ham efter tre dage i templet, hvor han taler med alle de lærde. Her bliver Jesu forældre overraskede over, at han lige er at finde der, og at han taler med mennesker, der alle er slået af hans visdom. Jesus siger til sine forældre, at han er der, hvor hans far er. De beder ham derfor om at følge med hjem, og han følger lydigt med dem.



Op gennem kirkehistorien er fortællingen her blevet brugt som et eksempel på, hvordan et barn et skulle opdrages. Jesu rolle blev i fortællingen, blev tolket som det artige og fromme barn, der søger hen i templet – kirken – for at være Gud nær. Og ligesom Jesus, skal velopdragne børn gøre. De skal med andre ord være i kirken, fordi kirken er der, hvor man møder Gud. Fortællingen blev reduceret til en fortælling om børneopdragelse.

Vi må søge en anden mening med denne fortælling. Den rummer noget mere. Det er en unik fortælling i den forstand, at den fortæller om barnet Jesus, og ikke den voksne Jesus. Det minder os om, at Jesus havde en barndom som ethvert andet barn. Han var faktisk et menneske, der voksede op som alle andre. Og det må vi ikke glemme. Jesus var et menneske og han var Gud. Han var begge dele. Han var Gud og Menneske.



Han var et ægte menneske, der levede, som vi gør det med tanker og drømme. Jesus lod ikke som om han var et menneske eller spillede skuespil. Han var et menneske på godt og ondt, og voksede op med forældre.



Og Jesus var Gud. Gud, der skabte hele verden. Gud, der elsker alle mennesker. Gud! Gud var det lille menneske Jesus, da han som 12-årig gik ind i Templet. Vi må hverken gøre Jesus til kun et menneske, ej heller må vi gøre Jesus til kun Gud. Det skelsættende, det fantastiske, det utrolige, og det befriende budskab for os mennesker er, at Gud var i Jesus og Jesus var i Gud. Han var menneske og Gud.



Det bliver vi mindet om, når vi hører, at Gud havde en barndom. Gud voksede på som et menneske i Jesus.



Og den dreng hører vi om i dagens evangelium. Fortællingen handler ikke om en artig og from dreng. Den handler om dreng, der går fra sine forældre, gør dem bekymrende og tager hen i templet, hvor små drenge ikke skal være, og da bestemt ikke skal gå i samtale med alle de lærde. Vi hører om en dreng, der ikke er specielt velopdragen, men som er ulydig. Som handler modsat af, hvad et barn burde. Jesu var allerede som barn, den mand vi hører om som voksen. Han gør oprør mod gængse regler, mod samfundets normer, da han dels forsvinder fra sine forældre og dels går ind i templet, for der at tale med de lærde, fordi barnet Jesus rummer en visdom. Han gør oprør mod de tanker, der hæmmer os i vores forhold til Gud, mod de tanker der stiller regler op for, hvordan og hvor vi møder Gud. En lille dreng går ind et helligt sted – frejdigt og modigt går han ind et sted, hvor de hævede øjenbryn har set misbilligende på en barn, der har bildt sig ind, det ved noget om livet. Indtil han åbner munden og ordene klinger i rummet. Ordene der var så smukke og vise, at selv de gamle, kloge og erfarne mænd har måttet overgive sig. En lille dreng fortæller dem om Gud, for et forhold til Gud kræver ikke livserfaring eller alder. Erfaringen af Gud er tro. Troen er ikke forbeholdt de særlig hellige eller de særlig belæste. Troen er for alle mennesker. Den bliver givet til os som en gave, helt uden vi skal gøre os fortjent til den.



Det kommer tydeligt frem i dåben. Her bliver et lille barn døbt, og bliver derved Guds barn. Når et barn bliver døbt, skænker Gud det lille barn, dets første dåbsgave. Barnet får troen som dåbsgave. Et lille barn, der ikke har gjort sig fortjent til noget og som er dybt afhængig af sine forældre, får den største gave man kan tænke sig; nemlig troen. For tro handler ikke om at kompetencer, dygtighed eller dybsindighed. I virkeligheden er troen enfoldig. Tro handler om afhængighed. Tro handler om, at vi er dybt afhængige af noget andet end os selv. Afhængige af at der noget uden for os, der er større, og som tager sig af os, der hvor vi ikke længere magter af tage os af os selv. Der tager Gud over. Det er tro.



Men det kræver mod at turde læne sig op af noget andet end os selv. Vores intellekt kommer i vejen for troen, og vi bilder os ind, at vi kan og skal klare os selv. At vi er svage, hvis vi ikke kan selv. Ja, det kræver mod at leve et liv, som menneske – at leve et menneskeliv. At leve i den virkelighed, hvor vi ikke altid er de stærkeste, men hvor vi nogle gange står i tomheden. Vi er stædige og holder fast i vores uafhængighed som mennesker, fordi vi siger, vi skal kunne alt selv. Men der er tidspunkter i livet, hvor det eneste, der er tilbage at gøre, er at knæle for Gud. Det er tro.



Jesus var et barn, der gik ind i et tempel og talte vise ord. Han gjorde oprør med ideen om, hvad tro er, idet han som barn viste de ældre, at hans tro var fuldgyldig med deres. Han var som barn, som han var som voksen. Et menneske der gjorde op med regler, for at vise os, at vi ikke er til for reglernes skyld, men for at vise os, at der er andet i verden, vi skal se og erfare.



Han var et barn, der gik derhen hvor han følte sig hjemme. Han gik til sin far, han gik hen for at være Gud nær. Jesus var forbundet til det Himmelske, og gik hen for at være det nær. Og på samme måde som Jesus, er vi mennesker ikke kun bundet til det jordiske liv, men har et andet sted, hvor også vi kan føle os hjemme. Vi mennesker har en forbindelse til Gud. Vi er ikke overladt her på jorden for at kunne leve alene og isoleret fra Gud. Han har ikke skabt verden, for derefter at læne sig tilbage og se showet. Nej, Gud skaber hele tiden sammenhæng mellem Himmel og Jord. Han søger for at himlen rører jorden. Der hvor Gud møder mennesker, der hvor mennesker søger Gud, der rører Himlen jorden. Der bliver jord og himmel et. Det skete i Jesus og det sker for os i dag.



Vi er Guds børn – Gud lover os, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Han bevarer vores indgang og vores udgang. Vi er Guds børn. Vi har Gud med os livet igennem. Han holder sin hånd over os, når vi er bange. Han holder sin hånd om os når vi ensomme, og han holder sin hånd under os, når vi falder. Vi er Guds børn. Himlen rører jorden.



Det sker her i kirken at himlen rører jorden. Kirken er et rum, vi kan komme i og være dem vi. Være som vi er. Rummet kan rumme det hele. De store følelser, den dybe sorg og den berusende lykke. Den stille tanke og det gemte gab. Kirken kan rumme os mennesker. Vi skal ikke være på en bestemt måde for at få lov til at være her, men være dem, vi er. For vi er ikke til for kirkens skyld – kirken er til for vores skyld. Ej heller skal vi alene tjene kirken – vi skal tjene Gud. I kirken skal man kunne være den, man er. Da bliver kirken et fællesskab, der søger Gud. Da er kirken en del af det levede liv. Da giver kirken mening i livet. Kirken er fællesskab. Et fællesskab, der strækker sig ud over tid og grænse. Et fællesskab, der rummer alle til alle tider – og kirken er et fællesskab med en lille dreng, der engang gik ind i et tempel for at være sin far nær. Et fællesskab. Her er mødet mellem Gud og os.



Det møde sker hele tiden. Ikke kun søndag formiddag i kirken, men det sker i livet. Hver dag. Møder mellem Gud og mennesker – møder hvor Himlen rører jorden – sker hvor der er brug for det. Det sker på gader og stræder, det sker på vej på arbejde, på vej igen steder – og det sker i vore hjerter. Vi møder Gud, når vi søger ham. Vi møder Gud, når vi har brug for det. Gud er med os.



Teksten:

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Luk 2,41-52