Seksagesima 2009

En lignelse om en landmand, der går ude på sin mark for at så. Han går rundt med sine bare næver og sår frø på marken, og rundhåndet kaster han sæden ud. Det er en lignelse, jeg vil tro, mange af os kender. Jeg hørte den selv første gang i skolen i kristendomsundervisningen. Jeg kan huske, at jeg dengang blev forarget over fortællingen. De små, uskyldige frø kunne jo ikke selv bestemme, hvor de skulle falde. Det syntes så uretfærdigt for mig dengang, at frøene skulle udsættes for det, de blev, blot fordi de ramte det forkerte sted. Frøene er jo netop uskyldige, og jeg blev vred på sædemanden, der spredte frøene. Kunne han da ikke se, hvor han kastede? Jo, han kan godt se, hvor han kaster sine frø.



Det vi hører om i dag er:

En fortælling om en sædemand, der går rundt og spreder sine korn på må og få. En fortælling om en umiddelbart skødesløs sædemand, der naivt insisterer på at sprede også på vejen, på klippen og blandt tidsler. Dét er fortællingen til i dag. I disse spare tider kan det synes ufornuftigt af denne sædemand at tage sådanne chancer. At turde tro på, at der måske også kommer korn op der, hvor enhver ved, at der intet kan gro. Men det er, hvad han gør. Han sår. En fortælling om en sædemand, der nægter at lade sig påvirke af fakta. En sædemand, der bliver ved med at så sine frø.



Han sår sine frø, ser dem lande de steder, hvor chancen for udbytte er minimal, men lader dem alligevel falde. I håbet om, at den lille chance der er for udbytte, bliver en realitet. Sædemanden giver vejen, klippen og tidslerne en chance for at være den jord, der giver udbytte. Det er naivt, det er ufornuftigt og det er ikke særligt besparende. For hvis han nu kun såede den gode jord til, da kunne han dels spare på sæden og dels spare sig selv for håbet om udbytte, og spare sig selv for skuffelsen over det manglende udbytte. Det ville være den fornuftige og den rationelle måde at handle på. Det er nok, hvad enhver landmand i dag ville gøre, så han kunne få mest mulig udbytte.



Men sådan en sædemand er han ikke. For sådan ér Gud ikke. Gud spreder sit ord over hele verden, lader sig ikke påvirke af fakta eller at manglende udbytte. For Gud giver hele tiden chancen. Gud er for alle, og ikke kun for de mennesker, han på forhånd ved kan høre ordet. Gud spreder og håber hele tiden på, at ordet vil blive hørt. At der vil vokse blot et enkelt aks op der, hvor forholdene er umulige. En Gud der ikke giver op, en Gud der ikke lader sig påvirke af det umulige i opgaven eller lader hånt om dem, der ikke hører hans ord – nej, vi har en Gud der kærer sig om mennesker. Og derfor bliver han stædigt ved med at sprede sine frø i håbet om, at de en dag vil sætte rødder og vokse op, og give udbytte.



En Gud for alle. Gud er ikke kun Gud for de specielle eller de udvalgte. Gud er for alle folk, og det var budskabet, Jesus kom med. Her hører vi om en Gud, der bliver ved med at så de steder, hvor fornuften siger, der intet er at gøre.



Det var et budskab, der kunne vække anstød dengang, men også i dag kan det vække anstød. Kirken er nemlig ikke kun for de mennesker, der kommer i den, men er i høj grad også kirke for dem, der ikke kommer. Det kan synes som spild af kræfter og tid, men det er Guds realitet. Gud sår sine frø overalt.



Og det budskab bringer anstød. Så meget at Jesus måtte betale med sit liv. Så meget at kristne den dag i dag bliver forfulgt og slået ihjel for det. Så meget anstød kan det bringe, når man holder op med at se mennesker i kategorierne ”dem” og ”os” – den gode jord og den dårlige jord, men ser mennesker i kategorien ”med-mennesker”.



Det er en høj pris at betale – at betale med sin egen sikkerhed, eller med sit liv som Jesus gjorde, og som kristne har gjort til alle tider over hele verden. Tænk at give sit eget liv for en invitation, der bliver afslået. For noget korn, der ikke giver udbytte. Man kunne være tilbøjelig til at mene, at det ikke er det værd. At det ikke er livet værd, at holde fast ved et budskab, der bliver hånet. Man kunne mene, at Gud ikke skulle spilde sine ord de steder, hvor det ikke bliver hørt.



Men ville det ikke være det samme som at sige, at Guds ord har været forgæves? Og hvem af os, kan sige det? Hvem af os har overblik og myndighed til at fælde en sådan dom? For det er ikke kun små ligegyldige ord, vi har med at gøre. Vi har med livet at gøre – og det er ikke ligegyldigt. Vi har med nåden at gøre – og det ikke ligegyldigt. Vi har at gøre med netop det, der gør hver enkelt af os til et dyrebart menneske med værdi. Selv det menneske, der ikke har værdi i andres øjne, får værdi i Guds øjne på grund af det ord og den nåde der virker i hele verden. Det kan være svært for os se udbyttet af det, men det betyder ikke at det har været forgæves. Guds ord i verden er aldrig forgæves.



Gud spreder sit ord i verden, for der at fjerne de skel, der er mellem mennesker. Gud vil fjerne de skel, der giver fjendskab og had, de skel der gør os til fremmede overfor hinanden. Gud taler ikke om ”dem” og ”os” som man så ofte gør som menneske, nej Gud ser på os, og ser os som mennesker. Det er kategorien vi skal tilhøre: Mennesker. Det er, hvad vi først og fremmest er. Det er ikke vores opgave at fordømme den dårlige jord, og sige at den jord er spil af tid, når Gud selv ikke giver op.



Men hvad er det da for en jord, der bliver talt om? Jesus udlægger i dagens evangelium lignelsen for sine disciple, der endnu ikke har forstået den. Han forklarer hvad det er for en jord, der bliver talt om. Han siger, at ordet på vejen bliver straks fjernet af Satan, der kommer og tager det. Ordet, der falder på klippegrund vokser straks op, men har ikke rod og visner når der kommer trængsler, og ordet der falder blandt tidsler, bliver kvalt af materialismen og denne verdens blændværk. Det er jorden, der sås i.



Når man hører denne fortælling er det vanskeligt ikke netop at begynde at lave skel. Inddele i dem, der hører ordet, og dem der ikke gør. Og måske man sætter sig selv ind i en af disse kategorier. Måske man føler sig som den gode jord, der bærer mange frugter og glæder sig over det, eller måske man føler sig som den fattige jord, der ikke bærer den frugt, man burde. Hvad enten man ser sig selv – og andre – i den ene eller den anden kategori, så er det netop faren ved denne fortælling – at man gør sig selv til en landsbrugsmand, der står ved siden af marken og dømmer. At man med ved, hvordan det vil gå. For det ved vi faktisk ikke. Vi tror, vi kender marken; men vi kender den kun, fordi vi alle rummer noget af det hele i os. Vi har alle fire jordtyper i os – vi har den gode jord, men også vejen, klippen og tidslerne er i os. Vi hører ordet, men retter os ikke altid efter det. Vi render efter blændværk, giver op i trængsler og tager ikke ordet til os – og lever ikke efter det.



MEN vi rummer også den gode jord, hvor ordet har grobund. Vi er også den gode jord. Og det er det glade budskab – at selv når vi ikke hører ordet og ikke lever efter det, og det kan synes forgæves, ja så bliver Gud som sædemanden ved med at sprede sit ord. Han holder ikke op med at tro på afgrøden i os, selv når vi tvivler på ham. Gud giver hverken op overfor verden eller dig og mig. For Guds ord er aldrig forgæves.


Teksten:

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« Mark 4,1-20