6. søndag efter trinitatis 2012

Jeg var for et par år siden til festival. Men ikke en som vi ser det på Roskilde eller i Skanderborg. Nej, jeg var til Hidu festival i Indien. Nærmere betegnet Kumb Mehla i Haridwar, der ligger ved Gangesflodens bred.

Festivalen finder kun sted hver 12. år, og er derfor et tilløbsstykke. Hinduer fra hele rejser tusindvis af kilometer så de kan deltage i denne festival. Flere af dem, har sparet sammen i årevis for at få råd til rejsen.

Legenden fortæller, at der i mytologisk tid skulle være spildt en udødelig væske – en nektar – ned i floden, da nogle af guderne skændtes.

Tanken er nu, at der ved særlige gunstige tider, hvor sol og måne står korrekt, da kan man som pilgrim bade i Ganges ved solopgang, og der får vaske alle sine tidligere synder af – og ikke bare dem fra dette liv. Hinduer tror, at vi har en uendelig mængde af liv, vi skal befries fra, men synderne holder os fast. Ved at vaske sig en solopgangsmorgen i den smukke flod, kan man vaske sig ren.

Kumb Mehla tiltrækker ikke bare pilgrimme, men også de hellige mænd, Indien har så mange af. Det er mænd, der på et tidspunkt i deres liv, har forladt alt de ejer, for at leve fra hånden til munden – enten af det, de kan finde i naturen, eller af gaver fra tilbedere.

Der er forskellige stadier af hellige mænd. Nogle holder med at indtage fast føde, og skulle efter sigende have levet udelukkende af te og mælk i flere årtier. Andre er mere ekstreme og nøjes ikke med blot at forlade hus og hjem – nej, de forlader også det tøj de har på. Og således vandrer de i deres Adam-kostume – så nøgne som de er kommet ind i verden – rundt i landskabet. De gnider asken af brændte ko efterladenskaber ind i deres hud og står med deres grå-hvide hud i skarp kontrast til de mørke indere. Naga Babas bliver de kaldt.

Men de mest ekstreme er dem, der udsætter sig selv for tortur. Således mødte jeg i Indien en mand, der for flere årtier siden havde hævet sin venstre arm i vejret, og havde holdt den der. Hans muskler stivnede, og nu kan det slet ikke lade sig gøre for ham, at få armen ned. Han må resten af sit liv gå med en arm hævet, som et bevis og et symbol på den ufattelige udholdenhed og kontrol han har, over sit eget liv.

Dagens evangelium kan klinge med som et ekko af dette nutidige fænomen – nemlig den totale, karikerede og ekstreme måde at leve et liv på. Sælg alt du ejer, siger Jesus til den rige, unge mand. Men du skal ikke nøjes med at sælge det – og skille dig af med det. Nej, du skal også give det, du tjener på det, til de fattige.

Overvej lige, hvor meget I har liggende i øverste køkkenskuffe derhjemme. Det er bare EN skuffe i et køkken. Tænk så på, hvad der ligger i de andre skuffer, i jeres gemmer, i garderobeskabe og reoler og i kælderen. Kan I sælge det? Hvis svaret er ja, så siger Jesus, IKKE at du blot skal sælge det, du kan undvære. Han siger faktisk sælg ALT, du ejer. Altså også arvesmykket fra din tante, modelflyet, du byggede som barn, vielsesringen du bærer efter din elskede døde, bogsamlingen, kolonihaven og sågar din hårbørste. Sælg alt du ejer. Det er ikke så lidt.

Og når det er solgt, skal du ikke købe nyt, men give overskuddet til en fattig. Måske en hjemløs, der hænger ud ved Klostertorv eller måske en, du kender, der lige har mistet sit job, og står med håret og humøret i postkassen.

Kan du det?

Ok, jeg vil gerne ligge hovedet på blokken – for det kan jeg altså ikke. Jeg vil gerne sælge det, jeg tror, jeg kan leve uden, men at sælge ALT jeg ejer – det kan jeg ikke.

Og dog – hvis jeg nu med sikkerhed vidste, at dommedag var nær, og at det ville sikre mig en plads i Himlen, ja, skal I se mig sætte et skilt med Loppemarkedsalg op.

Men nu ved jeg jo ikke, hvornår dommedag kommer. Og virker det ikke også, nu vi tænker over det, lidt nemt, at man kan købe ”en billet til forestillingen” (altså en billet til himlen) ved at sælge sine ting?

Og jeg har jo ikke lyst til at begynde at sælge ud af mine ting. Må jeg som manden, der møder Jesus gå skuffet derfra?

Der er i den tid, vi lever, i høj grad en søgen efter en mening med livet. Livet skal være meningsfyldt – det man laver, skal være meningsfyldt. Og helst skal både arbejde, privatliv og hobbyer går op i en højere enhed. Være en slags statement over den succes, man gerne vil have livet er – man gerne selv vil være måske. Men der er også i høj grad en søgen efter en åndelig mening – en spirituel mening. Mindfulness og meditation er blevet ord, der bruges også på arbejdspladser. Holismen noget de kommende sygeplejere bliver undervist i.

Det er gået op for os, at vi mennesker er både krop og sjæl – at vi er ydre og indre. Og det er ikke nok at have styr på det ydre. Vi kan ikke nøjes med det ydre – nøjes med at have støvsuget eller at have betalt vores regninger. Vi kan heller ikke nøjes med at gøre syge raske. Vi er helheder. Vi er både ydre og indre.

Vi kan ikke nøjes med at have støvsuget, hvis vi har vendt os bort fra en, der bad om vores hjælp.

Vi kan ikke nøjes med at have betalt vores regninger, hvis vi har spredt nedbrydende rygter om et andet menneske.

Vi kan ikke nøjes med at helbrede den syge, hvis den syge er gået i stykker i sit hjerte.

Vi må have helheden med. Men hvordan?

Pilgrimmene i Indien forlader alt det, de ejer, for derefter i ekstremerne at søge åndelig mening.

Er det det Gud vil have af os? Ekstremer?

Og vi får svaret. For vi stræber – vi vil så gerne have at vide, hvad vi skal gøre, for at det hele giver mening. Vi har i os alle sammen en længsel i os efter meningen. Læg mærke til hvordan det selvmordstruede jo netop står et sted, hvor meningen med livet er forsvundet. Vi lever fordi livet giver mening for os. Det er meningsfyldt.

Her taler jeg ikke om den dybe, forkromede universelle mening med livet, for den kender jeg ikke, andet end, at Gud skaber verden og ser den er god. Her taler jeg tværtimod om en meningsfyldt tilværelse.

Og den søger vi alle sammen – alle.

Og således også den unge mand i dagens evangelium. Han har gjort alt det, der er blevet bedt af ham – overholdt loven. Og nu kommer han til Jesus, for at høre, hvad han nu mangler på sin tjekliste. Manden har alt det ydre med – alt det, der er nemt. Nemlig loven. At overholde en lov er nemt nok, hvis gevinsten er tilpas stor – eller frygten tilpas overmandende. Da gør vi gerne, som vi får besked på.

Hvis I kender filmen ”The Wave”, vil man her finde et godt eksempel på, hvad der sker, når grupper følger ordrer. Ordrer, der bliver en lovreligion for dem – der gør dem bedre end andre, netop fordi de netop følger loven. Filmen, der i øvrigt er sandfærdig, handler om et High School projekt i USA, hvor en lærer laver en bevægelse for i virkeligheden at lære sine elever om nazismens totalitære regime, og de kræfter der ligger bag, når fornuftige og rationelle mennesker falder for ideer, der nedbryder enhver form for civilisation og menneskelighed, så får at vide hvad ekstrem lov overholdelse kan munde ud i. Og det viser sig, at elverne hurtigt tager hans slogans til sig: Strength through discipline, community and action. Altså styrke gennem disciplin, sammenhold og handling. De fik en masse love, de kunne holde, og det ender, som sådanne regimer ender, med vold. De troede, de var bedre end andre. Dem der var uenige med dem, skulle holde mund, om det så, krævede voldelige handlinger. Filmen ender med at den lærer, der skabte forsøget, viser dem en film om 2. verdenskrigs manipulation af en hel befolkningsgruppe. Og da går det op for eleverne, hvad de har været udsat for, og hvor nemt de lod sig rive med.

Det er et ekstremt eksempel på ekstrem lov overholdelse. Gud ønsker ikke af os, at vi skal være ekstreme. Vi skal ikke med Bibelen i hånden, banke andre oveni hovedet, fordi vi selv mener, at have overholdt det, Gud siger, vi skal overholde. Det er at gøre vold på sin selv, sine medmennesker og sidste instans er det blasfemisk overfor Guds kærlighed til os.

Han ønsker sig ikke andet end os. Som dem vi er – både det ydre og det indre. Og sidder du nu og tænker, at det ikke kan passe, for der er noget i dit liv, som Gud helt sikkert ikke vil have med at gøre – så er forkyndelsen – det gode budskab – at Gud vil have HELE dig. Både dit ydre, og det indre, du ikke kan lide. Gud vil have DIG.

Det frigørende, åndefyldte, græsgrønne, sprudlende budskab er, at Gud holder af dig som du er.

Det vi ikke kan – det kan Gud. For ham er det umulige mulige – nemlig, at Guds rige også bliver givet til det menneske, der mindst af alt fortjener det. For man kan ikke tjene sig vej ind i Himlen. Gud er ikke i forhandling med os om vores sjæle. Vi kan ikke tjene duksepoint hos ham. Det handler tværtimod om, at vi skal turde stole på, at Guds kærlighed også gælder dig. Kun Gud kan give os vejen til sit rige – og den giver han os. Det har han allerede gjort. For Gud er alt muligt.

Det er der mening i. Det er der kærlighed i. Det er der muligheder i.

Gud holder af os som vi er.




Teksten:

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matt 19,16-26