mandag den 9. juli 2012

4. søndag efter trinitatis 2012



”Den der vil være venner med alle, har ingen venner”

Dette lille ordsprog findes på mange køleskabsmagneter, skrevet på mange offentlige toiletter og sagt til mange mennesker, der forfejlet har forsøgt at gøre alle omkring sig tilpas.

Eller sagt med andre ord, du skal ikke forsøge at gøre dig til alles ven, da det ikke kan lade sig gøre. Men betyder det så omvendt, at man skal sikre sig et par fjender, for derved også at sikre sig sine venner?

”Ingen går gennem livet uden venner og fjender”

Også denne hverdagspoesi kender vi. Det er en erkendelse af, at du ikke kan leve dit liv uden at opleve både venner og fjender. Men at erkende, at det er en del af et liv, er ikke det samme som, at vi bryder os om det.

Nogle fjendebilleder skræmmer os. I en terrorbevidst tid, kan en fjende springe frem som en trold af en æske, når vi mindst venter det. Og altid det sted, vi mindst regner med det. Vi gyser ved tanken om mænd som Anders Breivik, der på kort tid ikke bare forandrede livet for så mange familier, der nu må leve med savnet af deres unge, men som også forandrede en helt nations identitet.

Men fjender kan også give os en følelse af sammenhold. Tænk bare på nytårsaften, hvor pigekoret med smil på læben og et ungdommeligt glimt i øjet synger: ”Hans værge hamrede så fast, at gotens hjælm og hjerne brast”. At der bliver sunget om flydende hjernemasse forbigår de flestes opmærksomhed, fordi vi taler om fjenden. Vi holder sammen mod en fjende, og det giver os en følelse af sammenhold.

Vi er sammen om hadet til fjenden. Fjenden bliver objekt for vores trang til hævn, et mål for et had og en vej til at opnå en følelse af retfærdighed. For faktum er, at man jo altid vil føle at fjenden tager fejl, og man selv har ret. Og at besejre en fjende, vil derfor altid være det mest retfærdige.

At fjenden så tænker det sammen, kan i den sammenhæng forekomme mindre væsentligt.

Vi holder sammen om fjenden. Mange venskaber og alliancer kan have det tilfælles, at de kan blive enige med hinanden om, at de andre er nogle idioter. Kan man ikke blive enig om andet, kan man da blive enig der.

Men en fjende kan også være den personlige fjende. En du kender, en der måske er gået dig for nært, en der har såret dig, skubbet dig ud – eller fået dig til at føle dig lille og ved siden af. En som du bare må gøre til fjende, fordi det ellers gør for ondt at tænke på.

Men også nærhed, kan nemt blive distance. Man ser, at de mest nære venskaber og det mest kærlige ægteskab kan forandres til en slagmark. Og man spørger sig selv, hvor kærligheden er blevet af? Blev den slidt op – var der kun et vist mål, og brugte de af den for hurtigt? På sidelinjen undres man over, hvordan to mennesker kan ende der.

Men det er ikke et moderne udslag af tiden. Det er desværre noget, vi finder mange steder. Bibelen, og især Gammel Testamente, er fyldt med fortællinger om fjendebilleder.

Tænk bare på Kain og Abel. Man er ikke nået ret meget mere end få sider ind i Biblen før vi har det første mord – og tilmed et brodermord.

Kain bliver optændt af jalousi fordi Gud tilsyneladende tager i mod broderens offer og ikke hans egne. En jalousi, der munder ud i had og til slut mord.

Eller lignelsen om den fortabte søn. Den ene søn, der bruger hele sin arv på sjov og ballade, og derefter vender hjem med hatten i hånden, ydmygelsen på ryggen og stoltheden solgt, for derved forhåbentligt, om ikke andet, så at kunne arbejde som tjener for sin far. Men faren tager med åbne arme mod sin hjemvendte søn og giver ham den største fest; mens den ældste søn – den søn, der blev hjemme, opførte sig som han skulle, var pligtopfyldende og ordentligt, ingen fest får. Optændt af harme og følelsen af at være forbigået, går han til sin far og påpeger uretfærdigheden. Han kunne ikke unde sin bror en fest, fordi han følte den tilkom ham.

Mennesker, der har al mulig grund til at holde sammen, ender med at misunde hinanden, og blive fjender.

Ja, tænk bare på hvordan det kan udfolde sig, når søskende skal dele boet efter deres forældre. Hvordan slåskampen om et bestemt smykke eller et maleri, kan splitte hele familier fra hinanden i en sådan grad, at de aldrig bliver forsonet.

Jo, fjender kender vi til. Og så siger Jesus, at vi skal elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os.

Vi skal elske dem, vi hader, og bede for dem, der gør vores verden utryg.

Det kan synes som en umulighed, og ofte er det umulige i det netop blevet påpeget. Vi har da i høj grad brug for nåden – tilgivelsen, når vi igen og igen fejler i kærligheden til fjenden. Men at vente på nåden, må ikke blive vores undskyldning for at vente på livet – og vente på at forsøge, at gøre det, som Jesus fortæller os. Nåden – tilgivelsen – må ikke blive sovepuden i livet. Nåden må ikke gøre os ligeglade eller dovne i forhold til hinanden.

Luther sagde, at havde man troen, så ville gode gerninger komme automatisk. Det har han ret i, og ingen har troen hele tiden i den grad, der et helt liv igennem gør netop det muligt. Så vi har brug for at gentage Jesu ord for hinanden, minde hinanden om, at det at leve sammen også er et ansvar. Et ansvar overfor næstens ve og vel i det omfang vi magter det. Og magter vi det ikke, hvilket vi ikke altid gør, da er det, at dommen over os, er nådens dom. Frikendelsen i kærlighed – som en far, der ser sin yngste søn kommer gående hjem, og breder sine arme ud for at omfavne ham.

Jesus siger, at vi skal elske vores fjender. Vi skal elske der, hvor det er sværest at elske. Og her er kærligheden ikke den forelskelse eller følelse vi får af at se på et barn, der tales om, men en kærlighed der har sine rødder i handlingen. En kærlighed, vi skal vise hinanden ene og alene, fordi vi står foran et menneske som os selv.

Og faktisk så kan vi godt lide historier om mennesker, der trods al mulig grund til at hade en fjende, faktisk formår at tilgive denne. Vi hører om det i Sydafrika, hvor forsoningsarbejdet mellem sorte og hvide, gør at tidligere fjender nu mødes som venner. Vi hører om det, når voldsofre møder deres gerningsmand, og ender med at tilgive. Vi vil gerne høre, at det kan lade sig gøre – vi længes måske ligefrem efter sådanne historier, fordi de gør verden smukkere, og giver os et håb om, at fjendskaber kan overvindes af tilgivelsen.

Og er det ikke netop det, som Jesus siger, vi skal? At vi skal insisterer på at elske, selv der hvor kærligheden kan være svær at vise.

Hvis man opgiver at forsøge at elske sine fjender, blot fordi det er svært, er det så ikke netop selve kærlighedens magt vi tvivler på? Vi skal fastholde den mulighed, der ligger i kærligheden, også når vi ikke selv magter det.

Gud lader sin sol ramme retfærdige og uretfædige – vi skal ikke gøre hinanden til fjender, eller sidde med vores retfærdigheds sans og gøre bestialske handlinger legale, fordi de sker mod vores fjende. Og aldrig må en religion tages som gidsel i en kamp mod en fjende. Kristendom skal være den målestok, du bruger til at kunne påpege, når den svages ret, bliver krænket; men det må ikke være kristendommen du tager med i hånden på slagmarken. For kristendommen laver ikke fjendebilleder, eller holder med en bestemt side. Kristendommen er troen på, at fjendebilleder skal smuldre væk, så vi til sidst kun ser hinanden som medmennesker. Når Jesus siger, vi skal elske vores fjender, så skal vi overfor ethvert medmenneske insisterer på, at ville se menneskeligheden. Ikke en af os er mere elsket af Gud end den anden – vi er alle hans børn om vi så er broderen, der aldrig har veget fra hans siden, broderen, der ødslede formuen bort eller sågar broderen, der slog ihjel. Og det kan Gud gøre, fordi han ser mennesket først – ikke handlingen. Jesus siger, vi skal elske vores fjender.

Så, se på dig liv, hvor er din fjende. Se på den fjende, hvor er mennesket. Se på det menneske og elsk det.






Teksten:

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48

Ingen kommentarer:

Send en kommentar