2. søndag efter trinitatis 2012

Da jeg var barn tog min far mig ofte med ind på Naturhistorisk museum i Universitetsparken. Det var et legeland for en nysgerrig lille pige, og især husker jeg en udstilling om DNA. Man havde lavet kæmpe overdimensionerede DNA tråde, så tilskueren kunne se, hvordan det, der mest lignede en musetrappe, snoede sig rundt om sig selv. DNA’et var til udstillingen bygget af klodser for at illustrere, at det er DNA, der afgør, hvilke klodser, der bygger os som mennesker. Det er både opskriften på og manualen til et menneske. Har man fejl på sit DNA kan man blive født med alle mulige slags sygdomme, eller fysiske skader. DNA’et bestemmer os.

Det står skrevet i dine gener.

Udtrykket: ”Vand er tykkere end blod” får en ny og styrket betydning, for ikke bare kan man nu mene, at man følelsesmæssigt er mere bundet af blodet end vandet; men selve blodet er medstemmende for, hvem du bliver som menneske.

I disse år er der mere fokus på det end nogensinde. Ikke bare indenfor videnskaben, men også videnskabsjournalister skriver om deres gener i bøger, man kan købe på hylderne i DSB kiosker. Der bliver talt om stamceller og forskning. Kvinder overvejer at få fjernet deres bryster, fordi chancen for at udvikle brystkræft står skrevet i deres gener. Forældre fravælger børn, fordi chancen for at få et barn med en skade står skrevet i deres gener. Du kan få et kort bestilt på nettet over dine fremtidige sygdomme, fordi de står skrevet i dine gener. Du er afsløret allerede inden du var klar over, at der var noget, der skulle afsløres. Dit liv er allerede lagt ud foran dig, inden du er kommet i gang. Og nogle af os kan lige så godt give op på forhånd, fordi chancen for at det går som det skal, og man dør gammel og mæt af dage i en seng, er forsvindende lille.

Det står skrevet i dine gener.

Og midt i al denne afsløring, afdækning, opremsning og opstandelse over gener, står et menneske tilbage, der forsøger at følge med. Og forsøger at forstå, at det liv, der før var fyldt med håb, drømme og fremtid, på blot en strimmel papir efter en tur i laboratorium lige så godt kan opgive med det samme.

Det står skrevet i dine gener.

Men det er jo ikke generne, der er problemet – eller generne, der skal udråbes til de store skurke. Generne er der, og ja, de giver os nogle sandsynligheder i livet for den ene eller den anden mere eller mindre livsfarlige sygdom. Men helt ærligt, så kan en tur på cykel også koste dig livet. Og det står IKKE skrevet i generne.

Det står ikke skrevet i generne, at vi skal leve et liv, der netop ikke er afhængig af vores indre sammensætning, men hvor vi er afhængige af hinanden.

Det står ikke skrevet i generne, hvem du forelsker dig i, hvem der knuser dit hjerte. Det står ikke skrevet i generne hvilken uddannelse du tager og hvad du kommer til at arbejde med. Og det står ikke skrevet i generne, hvilke glæder og sorger, der kommer til at præge dit liv.

Der er ingen grund til at opgive med det samme, fordi det står skrevet i dine gener. Der er ingen grund til at tro, at fremtiden allerede er levet, fordi det står skrevet i dine gener.

Der er al mulig grund til leve, fordi Gud har skrevet på dit hjerte. Gud har allerede begyndt noget i dig. Og det står ikke skrevet i dine gener. I dåben skriver Gud sit navn på barnets hjerte, og vi tegner et kors over ansigtet og brystet – et kors over hjerne og hjerte. Et kors, der vidner om, at Gud har blæst sin livsånde ind i det lille menneske og dermed også sin egen ånd. At det lille barn, der ligger der, nu har fået en ny fortælling skrevet på sig – en fortælling, der taler om, at trods livet og på grund af livet, så er Gud med det. Gud er med det barn med sin endeløse kærlighed, sin endeløse tålmodighed og tilgivelse.

Men hvad nu med evangeliet til i dag?

Dagen i dag bliver ofte kaldet for trinitatistidens langfredag. Evangeliet er hårdt og lige på. Der bliver talt om, at man skal hade sin familie, ja endog sit eget liv, hvis man vil følge Jesus. Og der står skrevet, at den kloge mand inden kamp og inden han bygger et tårn, skal beregne om, det overhovedet kan lade sig gøre. Ser man på det gennem sit genoms smukke briller, så vil det straks give mening, for den familie – de forældre, der har videregivet et uhensigtsmæssigt gen, har man grund til at være vred på. Og man bør også lave beregninger på sit liv inden, man går i gang med det, om det procentvis giver mening at leve det.

Men det giver netop ikke mening, at forsøge at beregne sit liv, eller at se på sit liv gennem økonomens øjne. Vi kan ikke tale om vores liv som om det er noget, vi kan regne os ud af. Vi må ikke tale om vores liv som om det ikke var andet end penge i banken, vi kan hæve og trække på. Livet er ikke en forretning. Livet er ikke en udregnet sandsynlighed.

Livet er dit.

Ser man på evangeliet gennem menneskeøjne, gennem sin kærligheds smukke briller, da giver det straks mening. For kærligheden kræver dig. I oversættelsen står der nu, at man skal hade sine forældre. Men ordet kan også oversættes med, at man skal bryde op eller opgive. Hvorfor skal man opgive sin familie? Ikke af vrede over gener, men opgive for at kunne udvide, fordi vi skal indse, at familie er mere end gener. Vi er med i en større familie end gener og slægtsforskningen kan finde frem til. Vi er med i Guds familie.

Det er tydeligt i dåben. I dåben bliver barnet løftet ind i en større sammenhæng, nemlig ind i menigheden og Guds sammenhæng. Vi siger, at barnet nu tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Barnet er ikke kun forældrenes, men også Guds barn.

Og det Guds barn rejser vi os for, som der også har været en menighed, der har rejst sig for os, da vi blev døbt. Stået op for enhver, fordi der er mere at sige om enhver af os end det liv, man kan beregne sig frem til. Fordi der til vores livsfortælling lægger sig Guds fortælling om os mennesker; nemlig vi alle er en del af Guds børneflok – at han er vores familie.

Og når vi om lidt går til nadver, så får vi lidt af Jesu Kristi legeme og blod, siger vi. Symbolet er, at vi indtager hans blod – vi bliver blodsbeslægtede med Gud selv.

Og derved, gennem dåben og nadveren, begynder han sin kærligheds gerning i os. Og derfor beder vi også efter nadveren, om han vil fuldende hvad han har begyndt i os. Styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende i blandt os.




Teksten:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35