mandag den 9. juli 2012

Trinitatis søndag 2012



Slutningen bliver begyndelsen. Evangeliet til i dag er fra slutningen på Matthæusevangeliet, og samtidig er det begyndelsen på Trinitatistiden. Tiden der strækker sig over sommeren og gennem efteråret, for at finde sin afslutning lige før advent.

Trinitatissøndag, som det er i dag, er selv slutningen på tiden efter påske, hvor Jesus døde, opstod, steg til Himmels og sendte Helligånden til verden – og samtidig markerer Trinitatissøndag begyndelsen på tiden efter Guds indgriben i verden.

Der hvor det ene slutter, begynder noget nyt. I tiden lige efter Jesus var steget til Himmels, troede mange på, at Jesus snart ville komme igen, og at det ville ske i deres levetid. Da de så døde troede generationen efter dem, at tiden da snart måtte være inde. Paulus troede også, at endetiden var nær – og derfor rådede han også folk til at lade være med at indgå ægteskaber, for hvad nytte ville det være til? Til alles held fulgte man ikke hans råd, for det viste sig, at det heller ikke var tiden, hvor Jesus skulle komme igen.

Og nu er der gået 2000 år, og han er endnu ikke kommet igen. Han er blevet spået at skulle være lige på trapperne mange gange, men hver gang har det vist sig, at det ikke var nu.

Der findes en kortfilm, hvor instruktør Ander Thomas Jensen leger med tanken om, at Jesus vender tilbage. Søren Østergaard spiller Jesus. Filmen hedder ”Ernest og lyset.”

I den film bliver Jesus samlet op i en bil af Ernest, der er sælger rengøringsartikler. Og her forsøger Jesus, at overbevise Ernest om, at han er Guds egen søn. Men lige meget hjælper det. Ernest hopper ikke på den – og hvorfor skulle han også det. Ernest har alt for travlt med sit liv, sit salg af produkter og skænderier med sin kone.

Og det ender med, at en meget skuffet Jesus må vende hjem til Himlen med uforrettet sag.

Vi trækker på smilebåndet – tanken, at Jesus skulle fejle i at overbevise os om sit ophav virker absurd. Og vi glemmer, at han også for 2000 år siden mødte modstand, vantro og sågar tvivlere fra egne rækker. Og måske vore egne forventninger til Guds egen søn kommer i spil – for hvad, forventer vi egentlig af hans tilbagekomst. Har vi overhovedet nogle tanker om det?

Det er vanskeligt at forestille sig, hvad der vil ske. I slutningen af Bibelen står der i Johannes Åbenbaringen hvordan begyndelsen på Guds riget vil blive. Johannes Åbenbaringen beskriver kampe, engle, torden og uhyrer med mange hoveder.

Men faktum er, at vi ikke ved, hvad VIL ske, for Johannes åbenbaringen er, ligesom de steder i Gammel Testamente, hvor det bliver sagt, at der vil komme en mand som Jesus, ikke fyldestgørende for, hvad der reelt sker. Det er blot en afskygning af noget andet og noget mere.

Vi ved simpelthen ikke, hvordan det vil se, når Jesus kommer igen – og skulle han komme som Jesus i kortfilmen ”Ernest og lyset”, så er det heller ikke sikkert, at vi ville falde på knæ i ærefrygt – vi vil nok nærmere tvivle.

Ernest betyder jo i øvrigt alvor. Og måske er der netop en pointe i det. For at være alvor har to sider. Vi skal tage livet alvorligt, tage vores tro alvorligt, tage hinanden alvorligt, men vi må ikke tage os selv så alvorlige, at vi glemmer, at se, når Gud vil os noget.

Vi kan blive så alvorlige i vores eget liv – hængt op på alt det, vi skal, vores egen vigtighed i vores projekt, at glemmer, at se, at alvorligheden kun bliver livsgivende, når den rettes ud mod andre.

Vi har nogle gange så travlt med at være alvorlige i os selv, at vi ikke ser, hvad andre har at byde på. For vi skal lige nå det ene og det andet. Vi skal lige have gjort dit og dat. Og der er ingen i hele verden, der kan tager over for de opgaver, jeg har påtaget mig. INGEN. Og vi rynker vi panden i alvor, og glemmer at se. Og så er man måske som en Ernest, der i al sit livs alvorlighed ikke opdager, at Guds egen søn, har taget plads ved hans side i bilen en helt almindelig hverdagsaften.

Og måske er det sådan Jesus, indtil verdens ende, vil være hos os? Vi har lige haft pinse, hvor vi fejrer, at Helligånden kommer til verden efter Jesus er steget til Himmels. Det er et billede, vi bruger, til at forklare, at selvom den Jesus, disciplene kendte i kød og blod, nu ikke længere kunne være iblandt dem, så ville han aldrig forlade dem. Helligånden vil være der. Ånden fra Gud, der både er vores livsånde, vores åndedrag og det vi mærker, når vi fornemme, at her er mere på færde end normalt. Jesus/Gud/Helligånden er et og det samme – og i hvilken form han end har, så er han er midt i blandt os. Også en hverdagsaften i en bil på en øde landevej.

Vi behøver ikke vente på lys, glødende skyer, kampe, uhyrer og torden i det fjerne, før vi kan vide os sikre på, at Jesus er kommet til os.

Men det er svært. For det er nu engang sådan med os mennesker – at når vi ikke kan se, røre, føle, smage og mærke, så har vi svært ved at tro og fatte. Ja, selv Jesu egne disciple tvivlede på ham.

I evangeliet til i dag, kommer Jesu disciple til ham. Men nogle af dem tvivlede. Og ikke nok med det, så tvivlede de MIDT I TILBEDELSEN. Mens de står med ham foran sig, mens de tilbeder, da tvivler de.

Hvorfor? Fordi, det gør vi mennesker. Når vi bliver nervøse for fremtiden, når alt ser mørkt ud, når vi bliver for alvorlige, og når vi ikke forstår, hvad der sker. Så tvivler vi – så synker vi derned, hvor tvivlen er, også selvom vi er midt i en bøn. For bønnen – tilbedelsen af Gud – er samtidig vores håb om, at tvivlen vil blive gjort til skamme.

Og da svarer Jesus dem. Han lader ikke dem sidde alene med deres tvivl eller venter på, at de skal komme til ham – nej, han gør som altid gør. Han ser deres tvivl og kommer til dem. Det er HAM, der overvinder den afstand som tvivlen, og han som også kommer til os den dag i dag midt i vores tvivl, og siger:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Han fortæller dem, hvem han er, og hvad han vil være for dem i fremtiden, og så giver ham dem en opgave.

De behøver ikke tvivle på, hvem han er eller har været. Ej heller behøver de tvivle på deres egen rolle i fremtiden. De bliver ikke glemt eller forladt.

Jesus levede så han kunne bringe jorden ind under Himlens magt. Guds riget – ikke det med basuner, torden og kamp – men det Guds rige, hvor kærligheden sejrer selv der, hvor det er mest usandsynligt; det Guds rige er begyndt i verden. Himlen er begyndt i verden.

Derfor levede Jesus for os – så han kunne gøre Himlens magt gældende også i dag. Også i hverdagen, ved middagsbordet, i skolen, i dagplejen, på lokalcenteret, til klubmøde – også der har Jesus levet for at gøre Himlens magt gældende. Han er, hvor vi er.

”Mig er givet AL magt i himlen og på jorden”, siger Jesus. Men ikke hvilken som helst magt – det er kærlighedmagten.

”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, siger han også. Han har ikke forladt os, for i sin egen alvor, at gøre projektet færdigt. Han kan ikke gøre det færdigt uden ikke også at være MED os. For det er FOR os, han gør det. Det er for vores skyld, at han vil lade jorden kommer under Himlens kærligheds magt, og derfor kan han ikke forlade os. Han er med os til verdens ende.

Vores opgave er at fortælle hinanden om det vidunderlige, at Gud selv overvinder den afstand der er mellem Ham og os. Og selv når vi tvivler på Ham af frygt for fremtiden, af mistro til livet selv eller fordi vi igen og igen bliver slået til jorden, da kommer han til os, og nedbryder barrieren. Og siger: Mig er givet al magt i himlen og på jorden – og se, jeg er med jer alle dage indtil verden ende.




Teksten:

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...