Påskedag 2012

Glædelig påske.

I disse år er der et boom i selvhjælp. Både i bogform, terapi og sågar ugebladene har fast emnet på banen. Spørgsmålet er: Hvad kan du selv gøre for at forbedre dit liv?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg også har en selvhjælpebog eller to stående, såsom: ”Kys dit rod”, ”Travle kvinders guide til mere tid” og ”Fem gode minutter på jobbet”. De står på hylden, endnu ulæste som en påmindelse om et liv, jeg ikke lever.

Skjult i disse bøger, som sikkert flere end mig har stående, skjult i dameblades spørgeskemaer om DIT liv, og skjult i udsendelser om, hvordan man får styr på børn og økonomi, ligger en længsel.

Der er en god grund til, at det bugner med selvhjælp i disse år.

Livet er blevet et projekt, der kan løses. Du kan med andre ord enten have succes med dit liv – eller..ja, fejle. Enten lykkes det eller mislykkes. Og det kræver selvhjælp.

Hvordan er vi endt her? Det begyndte såre godt. Vi har gennem de sidste 300 år kæmpet for individets rettigheder og individets selvbestemmelse, hvilket kulminerede i menneskerettighederne, der skulle og skal sikre individets ret at tænke og tale uafhængig af regeringers og statsmagters holdninger.

Menneskerettighederne giver ikke svar på livet, men giver plads til at vi kan FINDE svaret med vores liv. Det betyder at religion også er en menneskerettighed. Vi må tro det, vi vil. Tanken er fri.

Hvis jeg skulle beskrive det land, jeg gerne vil bo i, så vil jeg beskrive det med ord, der sætter individet frit til at tænke og tale som det vil. Vi har et udgangspunkt, der tager hensyn til alle – og dermed også tager hensyn til den svage.

Men vi har fået mere med i købet. Vi er et sted, hvor individet er sat så frit, at der er risiko for, at det ender i intetheden. Det er ikke friheden, der er problemet; men det, at vi pludselig tror, at livet er vores ansvar helt alene.

Tendensen er, at vi tror nøglen til vores egen lykke findes hos os selv – i os selv. Det er jo alt godt, hvis man kan finde ud af det med livet – eller i de gode perioder; men hvad med de mennesker, der trods anstrengelser og forsøg stadigvæk ikke få det til at lykkes? Eller hvad med de perioder i ens liv, hvor intet går som det skal, selvom man lægger en masse anstrengelse i det? Hvad med de gange, hvor man rammes af ensomheden, af ulykker, af sorger eller af lavt selvværd?

Faren er, at man tager fiaskoen på sig – og bilder sig selv ind, at det er fordi man ikke gør det godt nok.

Hvis ”projekt liv” er dit ansvar, da er det også dig, der får skylden, hvis det ikke lykkes. Og det er et tungt åg at bære – et åg, der kan blive så tungt, at man bukker under for vægten. Og man ender med at miste orienteringen og fare vild i sit eget liv – alt sammen i en konstant søgen efter det gode liv.

Og det hele giver en længsel – en længsel efter mere orden på livet, mere kontrol, mere styr på tingene.

Og det gælder for alle. Der ligger en længsel, når man skal alt selv – en længsel efter at få hjælp til livet. For ingen kan klare det alene. Vi bruger med andre ord enorme mængder tid på at søge efter vores liv – lede efter det liv, vi gerne vil have. Vi søger i fjerne egne af verden, i os selv og vi søger overalt, vi mener, vi kan finde os selv.

Vi har en længsel – længsel efter mening, efter ro, efter overskuelighed, efter kontrol, efter et liv, der lykkes. Men hvornår ved vi, at vi er lykkes? Hvis vi hele tiden skal være den store, der kan klare livet selv, hvornår har vi så tid til at være den lille – den, der ikke kan alt selv, den der har brug for andres omsorg – og ikke bare giver ud af den.

Jo, vi længes – vi længes efter Gud. Vi længes efter, at livet ikke er kun er vores ansvar alene.

Og det er jo i virkeligheden løsningen på livet, hvis man overhovedet kan tale om noget sådant. For vores tids største illusion er, at vi vil have kontrol over et liv, vi ikke har magt over. Og det kommer som en konstant overraskelse for os, når livet ikke går efter vores planer, men tager sving, vi ikke har forudset. Livet sker for os – om vi så aser og maser nok så meget for at få det til at passe i en kasse. Løsningen er ikke, at du dermed skal anstrenge dig mere, søge mere og gøre mere for at få den kontrol; men derimod handler det om, at vi skal indse at ansvaret ikke er vores alene. Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Vi har en at dele ansvaret med. Det er vores orienteringspunkt.

I en verden, der bevæger sig hastigt, og til tider uden vi kan følge med, da har vi brug for et orienteringspunkt – akkurat som kvinderne, der en tidlig morgen gik ud til Jesu grav. De har lige mistet deres hyrde, deres Mester – ham de har fulgt. Han er ikke bare død fra dem – selve måden må have siddet i kroppen på dem som en ekstra sorg. De sørger over tabet. Enhver der har prøvet at miste en man elsker ved, hvor uendelig ensom, man bliver, og hvor tom verden kan synes uden den person. Man forstår slet ikke, at andre kan fortsætte deres liv, når man selv er gået i stå.

Men denne morgen, hvor solen først lige er begyndt at få magt over natten, blev deres verden forandret for anden gang på kort tid. For de oplever et jordskælv, og ned fra Himlen stiger en engel, vælter den store sten, der står foran graven, og siger, at Jesus ikke ligger derinde mere. Kristus er stået op, og gået i forvejen til Gallilæa.

Engel siger til dem, at de skal gå efter ham – tilbage til Gallilæa.

Tilbage! Kvinderne skal ikke gå til et fremmed sted eller et nyt sted, så de kan finde Jesus. Nej, de skal gå tilbage til det sted, hvor de før har mødt ham. De skal finde vejen hjem, for det er DER, de møder den opstanden Kristus. Den Kristus, der forandrer verden. Den Kristus, der med sin kærlighed alene, slår døden til jorden. Den Kristus, der er med hvert menneske – den Kristus finder du ikke ved at søge over bjerge og gennem dale, men du finder Ham lige nu i dit liv. Der hvor du lever – i dit hjem – i din hverdag. Der hvor du er lige nu, der er Han også. Sammen med dig.

Han er her for at være sammen med os, så vi aldrig igen skal leve et sekund uden hans nærvær. Han er vores orienteringspunkt.

Det skal give os livsmod, livsglæde, livshåb – at vi ikke skal klare det her liv uden hjælp. Han er med os alle dage indtil verdens ende – fra evighed til evighed.

Glædelig påske.

Teksten:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8