mandag den 9. juli 2012

Palmesøndag 2012



Når man lever i land som dette, hvor der, trods vores ringe geografiske størrelse, bør være lige så højt til loftet, som vi er mod nord, kan man alligevel ikke undgå at støde på Janteloven.

Den er på det nærmeste en del af vores nationalkanon – Janteloven. Og for de af jer, der ikke lige husker den, så kommer den her:

1. Du skal ikke tro, du er noget.

2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.

3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.

4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.

5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.

6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.

7. Du skal ikke tro, at du dur til noget.

8. Du skal ikke le ad os.

9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.

10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.



Janteloven stammer fra bogen ”En flygtning krydser sine spor” af Aksel Sandemose, men er adopteret af enhver. For er det ikke sådan, at vi gerne må være dygtige og gode, men at vi helst ikke skal vide noget om det?

Jeg vil træde ud af Jantelovens lys og fortælle om engang jeg optrådte på min folkeskole. Jeg sang i et lille kor, og da vi optrådte går historien på, at en af mine klassekammerater siger til en anden: Hende Anni, hun synger godt nok godt. Hvortil der bliver svaret: Ja, men hun ved det.

Og dermed var hele forestillingen hevet ned – og ikke mindst, jeg var lige sat på plads.

Og gør vi ikke det tit? Vi bryder os ikke om folk, der selv ved, at de er gode til noget. Ikke bare ydmygheden men også uvidenheden skal helst følges ad, når det kommer til vores handlinger.

Nuvel giver det god mening i denne lutherske kontekst, vi sidder i. Vi er i en kirke, der lægger vægt på, at vores gerninger – altså vores handlinger – ikke giver os mere af Guds kærlighed. Vi kan altså ikke på nogen måde, handle eller købe os vej ind i Himlen – det er Guds helt suveræne magt, der afgør det. Og heldigvis er han en nådig Gud, der ønsker at vi alle kommer med. Guds nåde sætter os frie til at kunne være de mennesker, vi er – kun bundet af kærligheden til Gud og til hinanden.

Men virkeligheden er ikke altid så idyllisk, som vi gerne vil have, den skal være. For sker der ikke tit det, når vi netop sætter folk på plads (og ved det at minde os selv og hinanden om, at de er for meget) at vi også selv i vores forargelse, knejser en smule med nakken? Fordi vi om ikke andet, IKKE er ligesom dem? Og midt i det hele får man mindet hinanden om den høje moral, man går rundt med.

Nuvel, det kan lyde som en fæl dom fra en prædikestol, men det er ikke mere en dom, end at jeg selv kender til det. Og ikke mere en dom end, at de fleste sikkert kommer til at gøre det i fremtiden også.

Og det skete såmænd også på Jesu tid. Da Maria kommer til Jesus, og tager et pund nardus olie og hælder over Jesu fødder, og salver ham, som man også gjorde med konger.

Og det vækker forargelse blandt disciplene – eller nærmere Judas Iskaroit. Han reagerer på dette spilde, og vil have, at olien skulle have været solgt, og pengene givet til de fattige. Da indskyder forfatteren af fortællingen, at Judas’ motiver ikke er så rene som de ser ud, for han stjæler nemlig af kassen – og ved synet af den kostbare olie spildt, når han kunne have solgt den og have stukket et beløb til side, får ham til at harmes over kvinden.

Hun skal bestemt ikke tro, hun er noget. Hun burde have handlet anderledes. Og ja, hvis man ser nøgtern på det, så virker det også som en ødsel gerning, at bruge olien på Jesus, når så mange flere mennesker, kunne have fået glæde af den. Men Judas ser netop ikke nøgtern på det – og det gør Maria heller ikke.

Lad os tage Judas først:

Judas handler af skjult egoisme – den egoisme, der er ødelæggende – den egoisme, der sætter en selv foran andre på andres bekostning. Den egoisme, der ødelægger ikke bare andre, men også ens eget hjerte. Og Jesus svarer Judas’ egoisme med følgende ord: De fattige har I jo altid hos jer. Med andre ord, der vil altid være noget, I kan bruge jeres liv på, end at harmes over andre. Der vil altid være fattige, der vil altid være mennesker, der har brug for hjælp, så hjælp i stedet for at bruge tiden på at dømme.

Judas er et eksempel på noget, vi alle rummer. Nemlig vores skjulte protest mod andres liv. Vores indbyggede Jantelov, der engang i mellem dukker op.

Hvad så med Maria: Maria ser heller ikke nøgtern på sagen.

For hun ser sin Mester og Herre – hun ser Jesus, vil gøre noget for ham – af kærlighed. Og det er ikke nøgtern – det er troen, når den griber os. Og her er en egoisme, der er sundt og god. For når troen griber et menneske, da må vi sætte os selv i spil i forhold til Gud og næsten. Der kan vi ikke foregive, men der bliver i frie – kun bundet af kærlighed.

Dagen efter Maria har salvet Jesus med olie, drager han ind til Jerusalem. Han bliver modtaget som var han en konge, og ikke den tømmersøn fra Nazareth, han også er. Han rider på et æsel, som hans egen mor selv red på et æsel, inden han blev født. Og folkemængden går amok i glædesrus. De vifter med palmegrene af glæde over, at Jesus kommer. For med Jesus, kommer også håbet og forventningen om, at han vil forandre deres situation til det bedre.

Det, at der kommer en mand, der øjensynligt har haft lidt slidt tøj på pga. varmen og den lange rejse, det at han red på et æsel, så de slet ikke, for de forventede noget andet. Og derfor var de også blinde.

For Jesus kommer ikke for, som en magtfuld konge, at redde dem. Han ender med at dø på et kors på fredag – torteret, ydmyget – sat på plads af mennesker, der ville sørge for, at han ikke skulle tro, at han var noget. Han ender med, at alle dem, der hyldede ham, vendte ham ryggen.

Han ender med at dø, hængt op af mennesker – og han ender med at dø, for de selvsamme mennesker.

Palmesøndag er en søndag, der handler om, at vores forventninger til Gud ikke altid holder stik. For Gud er ikke den gud, der gør, som vi befaler, eller ønsker os lige nu. Han vil have os til at åbne vores hjerter for, hvad vi gør ved hinanden – og det kan han kun på en måde, nemlig ved at dø på fredag, og ved at stå op fra de døde påskemorgen.

Jesus tager den største dom på sig, så vi ikke behøver at blive dømt – og så vi ikke behøver dømme hinanden.

Det er ikke en magtfuld måde at gøre det på – set med verdens øjne. Men det bliver gjort med den eneste magt, Gud bruger – kærlighedens magt. Og med den magt må hele verden se sig forandret. For med Jesus indtog i Jerusalem varsler han, siddende på sit æsel, at han er en anden slags konge – den konge, der ikke tvinge os, men den konge, der vil have vores hjerter.

Lad os lægge Janteloven væk, lad os ikke bruge tiden på at pille andre ned, fordi vi selv tror, vi bliver store, når vi gør det. Også vi er elsket af Gud.




Teksten:

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Joh 12,1-16

Ingen kommentarer:

Send en kommentar