mandag den 9. juli 2012

Mariæ bebudelses dag 2012



Kender I det tryllenummer, hvor en tryllekunstner putter sin assistent, gerne en smuk dame, ned i en kasse, hvorefter han saver hende over. Og ikke nok med det, så stiller han sig mellem de to oversavede dele, mens kvinden smiler i den ene kasse, og vrikker med fødderne i den anden. Eller kender I det nummer, hvor tryllekunstneren bliver sænket ned i en beholder med vand i en spændetrøje, og skal komme ud derfra inden han drukner. Og det er altid lige i sidste øjeblik han når at komme ud.

Men mit absolutte favorit tryllenummer er et, der bliver lavet af en mand, der hedder Chriss Angel – Angel betyder jo engel. Og han kan lave nogle numre, der får kæben til at ramme gulvet. Han har et nummer, hvor han svæver. Og han ikke bare løfter sig et par centimer over jorden – han svæver ½ meter over jorden – som var han en engel. Og ikke nok med det så går han også på et tidspunkt på vandet i en swimmingpool.

Og her er det, at man som tilskuer bliver taget med på en rejse. For normalt ved vi godt, at det er snyd. Det er en del af aftalen, at vi undrer os over, hvordan de dog gjorde det – hvordan kunne det lade sig gøre? Og det er en del af det setup, at vi bliver endnu mere imponerede, når vi ikke kan regne ud, hvordan tryllekunstneren gør. Så er de først rigtig gode!

Men lige med Chriss Angel er det noget andet, for han flyver i luften, mens publikum stopper op i forundring og spørger: hvordan gør han? Se ham – han svæver virkeligt.

Og hvad er det, der gør ham så god? Med Chriss Angel bliver man faktisk i tvivl om hvorvidt det sker eller ej.

Og det gør, at man bliver vild af begejstring.

Han trodser det mulige, og gør det umulige. Men faktum er, at han nok lave numre med os – han svæver faktisk ikke, eller går på vandet, for Chriss Angel er trods sit efternavn, ikke en engel, men en mand. Og vi ved godt, det er løgn, men vi vil gerne bedrages. Men vi ved, at der må findes en forklaring på magien. Noget afslører hans bluff. Vi bliver drevet til at tænke, at det er bluff, for det kan jo altså ikke lade sig gøre.

Og mon også det er derfor så mange har travlt med at forsøge at afsløre kristendommen bluff? For der er mange, der bruger mange kræfter, og hele liv på at finde frem til, hvordan det dog må være sket – i virkeligheden. For det kan næsten ikke passe, at det, der står i Bibelen, faktisk er sket. Og således bliver månesyge børn forklaret med, at de var epileptiske. Opstandelsen forklaret med, at Jesus kunne gå i en dyb meditation, og generelt bliver alle de undere, der sker, for mange ikke regnet for vigtige, da det jo også er svær at tro på.

Og det er dagen i dag også – svær at tro på. Maria får i dag at vide, at hun venter et barn med Helligånden. Eller som den ateistiske Trille synger i en kendt sang: Maria bliver ordnet pr. vikar. Så ikke bare er Maria gravid, men hun venter Guds eget barn. Jeg kan godt forstå, at Josef bliver noget stram i betrækket, da hun kommer hjem og fortæller ham, at hun er blevet gravid, og det med Gud selv.

Der må næsten have været perioder, hvor han har haft lyst til at afsløre hendes bluff, for hvem kan da tro på sådan noget? Det giver ingen mening – det er jo ikke fornuftigt, at Maria skulle være blevet gravid uden at have været sammen med en mand. Det kan jo ikke lade sig gøre. Og hvad mon hun selv har tænkt? Har hun troet det? Har hun forstået det?

Og da hun først har forstået, at sådan ligger landet, hvad har hun da gjort? Gået til sin forlovede og fortalt ham sandheden, der kan få katastrofale konsekvenser. Straffen for ikke at være jomfru, når man går ind i et ægteskab, er stening til døden. Det er ikke bare hendes rygte, der er på spil – nej, det er hendes liv.

Men hun ender med at gennemføre graviditeten – hun bærer verdens frelser i sin mave trods frygt, trods tvivl. Trods det. Trods fornuften. Trods vores fornuft, så bærer hun barnet.

For der er ikke fornuft at finde i det her, da det ikke giver biologisk mening, at hun kan blive gravid uden en mand. Hvordan kan vi overhovedet lade os forlede af en jomfrufødsel? Hvordan kan hun?

Vi hører flere steder i Lukasevangeliet, at Maria gemme ordene i sit hjerte. Og disse ord gemmer hun også i sit hjerte. Ordene om sin graviditet.

Hjertet er en underkendt størrelse i vore dage, da alt går gennem hovedet. Vi forsøger også til tider, at nå vores hjerte gennem forstanden, og derved gør vi kun afstanden større. For hjertet skal ikke nås ad omveje, men kan nås helt af sig selv, når vi lukker ned for fornuftens stemme bare for en stund, og åbner op muligheden. Muligheden for, at Gud taler til vores hjerter – og at Han hvisker os de ord, vi skal bruge, når vi selv står i situationer, vi knap forstår.

Gud taler ikke kun til Maria, eller til de mennesker, der virker særligt udvalgte. Gud taler heller ikke kun til munke og nonner. Gud taler til alle! Gud taler til dig. Og de ord, der bliver talt til os, skal gemmes i vore hjerter. De skal ikke høres med øret, men lyttes til fra hjertet. Og det er i de svære situationer, når livet synes uoverskueligt, at vi skal lytte til vores hjerte – for det kan lede os igennem.

Fornuften er en anden art end hjertet, for fornuften vil tit selv. Og det er i mange situationer en fordel. Vi har brug for vores fornuft, der som et stædigt barn, vil selv og kan selv. Hjertet derimod kan aldrig selv. Hvis det forsøger selv, så går det i stykker eller bliver såret. Hjertet har brug for andre – brug for at banke for noget – banke for nogen.

I kender det, når man er forelsket, så banker ens hjerte kun for den anden. Og nogle gange banker det så hårdt, at det ligefrem gør ondt i brystet. Man kalder også forelskelse for momental sindssyge, netop fordi man der, slår al fornuft fra, og kun lader hjertet råde. Det er ikke helt sundt – begge dele skal med i et menneskeliv. Vi kan ikke nøjes kun med fornuften, og vi kan ikke nøjes kun med fornuften.

Vi skal både have hjertet, der kan banke for andre, og fornuften, der driver os frem mod forklaringer.

Fornuften er ofte i modstrid med troen, da det netop ikke giver mening, fordi vi ikke forstår det, at Guds kærligheds magt er så stor som den er. Og fordi vi umiddelbart ikke forstår noget, er ikke ensbetydende med, at vi skal smide det ud. Så skal derimod anstrenge os, så vi åbner os for muligheden – Guds mulighed.

Troen er ikke et bluff, der skal afsløres. Gud er ikke en Gud, vi kan finde ved at se ud i universet eller ned i en matematisk formel.

Troen har brug for det bankende hjerte.

Troen er for stor og fantastisk til at være et bluff. Troen er tilliden til, at vi ikke behøver forklare Gud. Troen er troen på, at Gud ikke skal findes blandt stjerne, men at Han er lige nu og her – blandt os. At Gud finder frem til vores bankende hjerter. Han finder den mindste af os, kommer til os i mørket og spreder lys. Han finder frem til den, der forsøger at gemme sig af skam. Han finder den, der sidder med sin skyld. Han finder dig – finder frem til dit hjerte og hvisker sit kærlighedsord til dig: at han er med dig alle dage indtil verden ende.

Gem Guds ord i dit hjerte.



Teksten:

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

Ingen kommentarer:

Send en kommentar