mandag den 9. juli 2012

3. søndag i fasten 2012



Hvad er sandhed? Det kommer an på hvem man spørger, og hvordan man spørger. For der er forskel på, hvad der er sandt for alle, og hvad der sandt for mig. Sandt for alle, er de vilkår vi alle er underlagt af, såsom det at solen står op, hver morgen. At når vi hopper, så hopper vi ikke af planeten, men fordi der er tyngdekraft, så lander igen på jorden. At fra det øjeblik vi bliver født, da er kroppen i gang med at blive ældre. Der er noget her i verden, som vi alle er underlagt under, fordi vi nu engang er mennesker på denne her blå planet i dette store univers – noget der er sandt for alle.

Og så er der, hvad der er sandt for mig. Det kunne lyde relativt, men handler om, hvad der giver mit liv mening, og der er vi slet ikke så forskellige alligevel.

Vi har netop brug for, at vores liv er meningsfyldt. Vi har brug for at det, vi gør i vores liv, er meningsfyldt – at dem vi omgiver os med, gør vores liv meningsfyldt. Vi kan ikke holde livet ud, hvis vi har en oplevelse af at leve i tilfældighedens klør. Netop den deprimerede oplever livet som meningsløst. Og har livet ikke længere en meningsfylde, da er der ingen grund til at stå ud af sengen. Den der er uden mening med sit liv, lever i et ingenmandsland, hvor man føler man ingenting er, ingenting oplever og ingenting kan. Livet uden mening, er et liv uden liv.

Vi kan med andre ord ikke holde til eller holde ud at leve i ingenmandsland. Vi må vælge side.

Og det at vælge side handler dagens evangelium om. At vælge om man vil stå på sandhedens eller løgnens side. Om man vil have Gud som far eller Djævelen som far? Man kan ikke lade være med at vælge, men må vælge mellem de to. Linjerne er trukket hårdt op, og ikke nok med at skal vælge side, så får vi tilmed at vide, at løgnens fader også er morder, hvorimod sandhedens fader er ham, der giver liv. Jamen her er det oplagt, hvad vi skal vælge. Vi skal da vælge sandhedens fader – vi skal vælge Gud og livet. Det er så åbenlyst, at det andet er selvdestruktivt.

Men hvorfor er der overhovedet behov for at sige det, når det nu er så åbenlyst? Fordi det ser ud til at kampen mellem det gode og det onde ikke er slut endnu. Det onde er stadigvæk en realitet i verden. Den onde sker stadigvæk for mennesker – og det onde kaster stadigvæk mennesker ud i handlinger, der driver os væk fra hinanden. Det er dæmoni. Dæmoni er på spil når vore hjerter bliver hårde som sten.

Dæmonien er had mod mennesker. Men det er ikke kun had, nej, det er et had, der bliver forsøgt retfærdiggjort. Når vi hader, og tilmed giver det menneske, vi hader, skylden for vores had, da størkner vores hjerter. Måske vi selv synes, vi har en god grund til at hade. Vi bilder vi os selv ind, at vi hader fordi den anden begyndte.

Hvem er da værst? Den, der begyndte, eller den der fortsætter, og giver den anden skylden for sit eget had?

Ja, dæmoni har mange ansigter. Men fælles for dæmonien, satan, djævelen – hvad vi nu end vælger at kalde det, der er ondt, er, at det fører til splittelse. Det sætter splid mellem det, der holder os sammen – det sætter en kløft i kærligheden. Og samtidig giver det onde os en tro på, at vi handler rigtigt. Og det er i virkeligheden glansnummeret – at få os mennesker til at tro på, at vi gør det rigtige, når vi sår splid.

Så kampen er ikke slut endnu – vi mennesker kan stadigvæk komme til at gøre det onde, selvom det er så tydeligt, at det er Guds side, vi vil stå på. Trods det, så handler vi stadigvæk, som vi ikke vil – trods det så kommer vi til at bagtale et menneske – trods det så tænker vi tanker, vi ikke skal. På trods af, at verden er skabt god, så kommer vi til at handle som vi ikke skal. Og fordi det onde – splittelsen – altid kommer snigende, så skal vi skærpe vores opmærksomhed mod det.

Menneskets kamp er ikke slut endnu. Men der er en god nyhed. Kampen er nemlig allerede afgjort. Den gode nyhed er, at det onde faktisk taber kampen – det står 1-0 til de gode, og der er ingen omkamp.

Og kampen blev afgjort, da Gud gik ind i den. Gud har aldrig ville andet end os. Han har villet os fra før det øjeblik han pustede liv ind i mennesket – og han vil os til den dag, universet ikke længere består. Han vil os fra evighed til evighed – der er Gud for os. Og hans ønske for alle mennesker er, at vi ved det. Han ønsker, at vi alle vil have den oplevelse det er, at han er vores far – han ønsker ikke andet for os.

Derfor fik han en søn – en menneskesøn, der skulle leve sammen med os. Sønnen ender sit liv uinder tortur – slået ihjel af de mennesker, som Gud forsøgte at komme tættere på.

Men Gud tager ikke til genmæle mod det, at vi slår hans søn ihjel. Derimod viser han os kærlighed.

For ser I ikke – at kun en magt, der er styret af djævelen selv, ville tage til genmæle med had – og tilmed give mennesket skylden for sit had – for mennesket slog hans søn slog ihjel først? Derimod svare Gud igen med kærligheden. Jesus beder tilmed på korset for de mennesker, der hænger ham op – han beder: Tilgiv dem far, for de ved ikke hvad de gør.

Ikke bare svare Gud igen med kærlighed, men hans egen søn går i forbøn for dem, der torterer ham. Og da sker det forunderlige – den kærlighed er så stærk, at det onde taber. Jesus rives ud af døden, og opstår til livet igen efter.

Det onde taber den dag, fordi Gud elskede os med en større kraft end det onde kunne kæmpe mod. For ser I – kærlighed er livets største magt – den giver os mod til at leve – mod til at møde andre – mod til at håbe på et bedre liv – mod til at takke for det liv vi. Kærligheden giver meningen i livet – både det, der danner mening for mig – og det der danner mening for alle.

Så at vælge side, handler ikke om et enten eller. Det handler derimod om en kamp, der er taget på vores vegne. Det handler om en Gud, der nu er nærværende i vores liv – og det handler om en Gud, der gennem sit nærvær giver os kræfter til at leve.

Og sidst og størst så handler det om en Gud, der har en søn, der går i forbøn for de mennesker, der vælger den anden vej – beder om, at også de må tilgives det onde de gør – for Guds største ønske for os er, at vi alle oplever, at han er vores far.


Teksten:


Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51

Ingen kommentarer:

Send en kommentar