mandag den 9. juli 2012

1. søndag efter helligtrekonger 2012



Jeg er begyndt at se et program på Discovery channel – Det er et program om universet, dets oprindelse, hvor vi kommer fra, og sågar spørgsmål om Guds eksistens bliver taget op til gennemgang. Det er ingen ringere end Morgan Freeman, der er vært. I husker ham måske fra roller som Azeem i Robin Hood, eller som selveste Gud i både Bruce den Almægtige og Du Almægtige Evan.

I programmet om universet og verden omkring os, forsøger forskellige forskere at komme med bud for hvordan vores verden ser – i virkeligheden. Der er teorier om et uendeligt antal universer, der er teorier om verdenen, hvor vores præcise kopier lever og ånder, der er teorier om universer, der kun eksisterer fordi vi kan erfare dem osv osv. Og til at krydre disse fantastiske teorier er animationer af universet, galakser der svæver rundt, sorte huller, der sluger lys og supernovaer, der ryster universet med dets store ekslotioner.



Rummet er fascinerende. Og alle har vel på et eller andet tidspunkt fået hovedpine af de store spørgsmål, der trænger sig på. Undret sig over, at de stjerner, vi ser, udsendte deres lys mens dinosauerne herskede på jorden. Undret sig over, hvad der mon skete før begyndelsen. Eller måske mere, findes der mon liv derude – liv vi kan kommunikere med?



Da jeg var barn forestillede jeg mig, at universet var i en snekugle, der stod på en kæmpes natbord. Jeg kunne altså ikke forestille mig det uendelige. Jeg kunne ikke tro på, at universet virkeligt var uendeligt, eller at der ikke var noget uden for universet – om ikke andet måtte der være en farve.



Men faktum er, at jeg nok aldrig får det at se med mine egne øjne, hvordan universet virkeligt er – jeg kommer ikke engang til at forstå de formler som astronomer finder frem til beskriver universet. Jeg bliver nødt til at stole på, at det de fortæller mig om universet er sandt. For det eneste jeg kan se, er den himmel, der viser sig hver aften. Det vil altid være mit lille blik på et univers så stort, at min eksistens kan opleves forsvindende lille.



Den følelse af, at min eksistens er forsvindende lille, får jeg altid, når jeg står en mørk aften og kigger op på Mælkevejen. En følelse af at være lille.



Og det er jo ikke en speciel populær følelse. Hvem har lyst til i vore dage at føle sig lille? Vi stræber efter at blive store, større og størst. I al fald at give omverdenen et indtryk af, at vi har styr på vores liv – at marmeladen er hjemmelavet, at madpakken er økologisk og at træningen er overstået. Vil vi ikke gerne have styr på vores liv, og føle os store i det?



Hvem har lyst til at føle sig lille – eller hvad værre er, at ynkes, fordi man er lille? Vi vil vældig gerne være den, der ser på andres mislykkede liv; men vi vil da helst ikke opleve det selv. Det forstår selv, den der bliver ynket.



Så derfor kan være provokerende at stå en mørk nat, og se på det store univers og blive mindet om, at i forhold til eksploderende stjerner, så er vi små. Men der ligger også en frygt gemt i os. For vores liv handler ikke kun om et forsøg på at gøre os selv større – det er lige så høj grad frygten for at blive så lille, at man bliver glemt, der er vores brændstof. Vi har ikke lyst til at blive glemt. Da jeg var barn, var Bølle Bob stort. I en af sangene syger de: ”Her sidder jeg alene, alle har glemt mig.” Og det er vores frygt sat på ord. Vi kan godt tåle at sidde alene, men vi ikke kan tåle at blive glemt. Og vi ser det tydeligt hos barnet, der tror, at dets forældre har glemt det – frygten for at blive ladt alene tilbage, frygten for at man ikke betød mere end det.



Og intet menneske bør tåle at blive glemt. Men frygten er der. Og en mørk stjernenat, kan den fornemmelse dukke frem, når man stirrer op på Guds skaberværk. Gud har skabt verden – det er en under. Men hold da fast, vi er små. Mon Gud glemmer os? Mellem stjerner, supernovaer og galakser, kan man måske endog forstå, at det engang i mellem må smutte for ham. Det er en stor verden at holde styr på. Men tænk nu, hvis Gud faktisk glemte os? Guds egne søn følte det, da han en fredag, hang på et kors og i afmagt råbe: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?



Det er en del af livet, at vi engang i mellem kan føle, at Gud har for travlt med noget andet, og derfor har glemt os. Når det uretfærdige sker for os. Når vores liv er et mønster af dårlige oplevelser og ikke rummer andet end kamp. Når dem vi elsker mest dør før vi synes, det er tid. Når katastrofer raser. Da tænker vi alle – hvor er Gud henne? Er vi for små?



Dagens evangelium handler om Jesus, der siger, lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds Rige er deres. Hele advents tiden igennem har vi hørt om, at Guds Rige er kommet nær, og nu får vi at vide, hvem der hører til det Rige. De små – børnene. Netop pga. den stærke symbolik, er teksten valgt til at skulle lyde ved hver dåb i vores kirke. For vi kan blive mindet om, at Guds Rige er børnenes. Og derfor døber vi også børn – for dåben er ikke et valg, som så meget andet i livet. Dåben er en gave. Den bliver givet til et lille barn, uagtet det faktum, at de endnu ikke er store. De hverken fylder meget eller har opnået meget, der kan skrives på et cv i al fald. De er bare til, som de mennesker de nu engang er. Men at kalde dem udelukkende for små, vil være forkert. For de er ikke små. De små børn der bliver båret til dåben i dag har gjort et stort indtryk i jeres liv, og har forandret det også. Nogle af jer, kan nu kalde sig for ”mor og far” andre igen ”bedsteforældre” og måske endog der sidder nogle ”oldeforældre” – men der er også kusiner, mostre, fastre, onkler osv. Det lille mennesker har ikke bare givet jer en ekstra rolle i livet, men har også vist jer hvordan ubetinget kærlighed føles. I elsker de små, fordi de er jeres. Ikke for andet end at de er jeres.



Og aldrig vil I kunne glemme dem, aldrig vil de blive små for jer. De er store i jeres liv.

Sådan har Gud det med os. Vi er store for ham. Selv det mindste lille menneske. Selv det menneske ingen andre agter på, er store for Gud. Men det er ligeså svært at forstå som universets uendelighed. Det er derfor vi bruger billedet på barnet, for der mærker vi tydeligt Guds kærlighed. Der får vi en flig af forståelse for Guds kærlighed til os.



Men kun en flig – for der er tider, hvor vi ikke kan mærke den, perioder, hvor vi ikke føler os elsket. Og her må vi stole på, at Gud elsker os. Stole på vores dåb. De færreste husker den, men vi må stole på den. Dåben er vores tegn i verden på, at Gud ikke glemmer os. Dåben kan aldrig vaskes af igen, eller byttet om – og den hverken behøver eller må fornyes. For det er alt sammen vores behov – og så gør vi Gud meget lille. Når Gud en gang lover os noget, så holder han det.



Vi er hans – Guds Rige er vores. Vi er de små. Os alle sammen. Vi er hans. Og det gør os i sandhed store.

”Lad de små komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds Rige er deres.”




Teksten:


De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.Mark 10,13-16

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...