mandag den 9. juli 2012
Septuagesima 2012 - indsættelse
Når man skal prædike over sådan en evangelietekst til sin egen indsættelse, så kan man ikke andet end at undgå at blive lidt mat i knæene. For hvad er det, der bliver sagt? Den dovne tjener, får ingenting og bliver smidt ud i mørket udenfor. Men de to tjenere, der arbejdede og sled i det, fik ros og måtte gå ind til Herrens Glæde. Det kan umiddelbart synes som enhver arbejdsgivers drøm: ”se, i Bibelen står der, at du skal være flittig og slide for din løn”.
I det senmoderne samfund, vi lever i, er det tidens retfærdighed, der synes at være på spil – nemlig den, at du skal yde noget – dovenskab er vores tids dødssynd. Du skal ”ville noget” med dig selv, dit liv, dit arbejde og dine relationer. Og du kan ikke nøjes med at bestige et bjerg ad gangen – alle bjergene skal helst bestiges samtidig, alt skal lykkes første gang. En mængde ydre krav om et liv, der skal se flot ud – et liv, der skal imponere og glimte i øjnene på beskueren.
Men i et kristent perspektiv, så støder budskabet umiddelbart på grund, for får vi ikke netop, at vide, at
1. Gud er med de svage
2. Gud tilgiver dem, ingen andre kan tilgive
3. Der skal gives meget til den, der står sidst i køen? – ja, de sidste skal blive de første, og de første de sidste.
Virker det da retfærdigt, at det menneske, der af frygt for sin herre ikke tør andet end at grave formuen ned, skal straffes for sin (meget) menneskelige reaktion?
Og hvad er nu det for noget vi hører i evangeliet til i dag? Man får løn efter fortjeneste. Lugter det ikke af, at vi gennem vore handlinger, vore gerninger kan få adgang til Himlen? Pludselig er det vores ansvar om vi kommer med ind i Himmeriget?
Og hvis det aspekt ikke afføder frygt, så ved jeg ikke, hvad gør – for hvem kan ærligt sige, at de ikke engang imellem er som den dovne tjener? Ja, måske vi opfylder alle de ydre krav til et liv i vore dage, men teksten til i dag handler jo om troen – om forvaltningen af den skat Gud giver os. Hvem af os, har ikke en været doven, når det kommer til vores tro? Hvem har ikke prøvet at springe en søndags gudstjeneste over, fordi den ligger så tidligt søndag morgen? Hvem har ikke (bare engang i mellem) tænkt en tanke, vi helst ikke vil sige højt, fordi den er grim og forfærdelig? Hvem har ikke vendt sig bort fra en ildelugtende, anmassende hjemløs, der med sin råben og adfærd, vækker afsky? Hvem kan med hånden på hjertet sige, at de altid har handlet som de skal?
Ja, jeg må være den første til at sige, det har jeg ikke. Jeg ville ønske jeg kunne fremvise et liv, hvor jeg altid har haft næsten for øje, været et menneske, der altid har været der for den nødlidende og som aldrig, ikke engang i et splitsekund, har været træt af et andet menneske. Men det kan jeg ikke.
Det kan vi ikke. Vi er engang imellem dovne, når det kommer til vores tro, og hvordan man gør troen til levet liv. Vi er som den dovne tjener, fordi vi ikke altid er som Gud har skabt til os være. Eller også er vi som den dovne tjener, fordi livet har lært os, at det er sådan vi skal handle. At der ikke kommer godt ud af at satse eller vove noget nyt – at det er bedre at gemme væk – gemme sig selv væk.
Og derfor, netop derfor, fordi vi ikke selv kan, har vi brug for at høre, hvordan vi så gør.
Så mon ikke mange i virkeligheden føler lidt med den dovne tjener, der jo bare var bange og derfor gemte sin skat. Han frygtede. Han frygtede sin herre.
Men vi må ikke forveksle frygten for ikke at slå til med en frygt for Gud. For det ene er en del af menneskelivet – det andet er ikke.
At vi ikke altid føler vi slår til, er en del af det at være et menneske. Men at frygte Gud, der er at tage fejl af Gud. Gud skal ikke frygtes – han skal tros på. Når man frygter og er bange for nogen, så fjerner man sig i virkeligheden væk fra det menneske, man er. Der bliver mindre af en selv, der hvor frygten æder sig ind. Og jo mindre ”sig selv” man er, jo mere binder man sig selv – man sætter ikke livet frit, som man skal. Men man graver en grav så dyb, at man kan gemme ting, der nede.
Men hvad værre er, hvis man tilmed som tjeneren i dag, også fravælge at handle, fordi man er sikker på, at Gud nok skal få sit – han høster hvor han ikke sår, og samler hvor han ikke spreder, da er det værre. – langt værre. For vælger man så netop ikke at være passiv til stede i verden, fordi Gud jo styrer det hele – fordi det jo nok skal ende godt – og fordi vi hører, at Gud også tilgiver, selv den passive.
Og er det ikke også netop den kritik, vi så ofte hører fra omverdenen? At vi med vores Gud, giver blanco checks ud til folks synder? Men sådan hænger det ikke sammen. For at Gud er tilgivende giver os ikke ret til at fjerne vores ansvar for næsten. At Gud vil tilgive os, må aldrig blive en sovepude af ligegyldighed for os. Vi kan ikke læne os tilbage i livet, og tro at Gud nok skal rydde op efter vores fest. Nej, når Gud tilgiver, så tilgiver os, fordi vi har et ansvar – ikke fordi vi lægger det fra os.
Evangeliet til i dag, handler om Himmeriget, og den handler om den skat, vi får foræret af Gud.
Men det handler ikke om, at vi skal være gode købmænd, der på beregnende vis, kan handle os vej ind i Himmeriget – heldigvis. Det handler om, at får en gave. Og tager vi i mod, så ender vi ikke i mørket, hvor der er tænders skæren og gråd. Tager vi i mod Guds gave til os, da vil den vokse. For vi har allerede fået livet – nu får vi det mere, der gør, at det altid vil lykkes for os, når vi sætter vores skat på spil. Det mere der gør, at ansvaret er til at bære, så vi ikke synker i knæ. Det mere der gør, at troen ikke blot føjer sig til rækken af bjerge vi mennesker skal bestige med succes i livet.
Vi får Kristus.
Og med ham kan vi ikke fejle. Med ham får vi ganske kvit og frit hver dag en skat foræret. Vi får Guds kærlighed, Guds opmærksomhed, Guds tilgivelse – nåden. Vi får selve livet af Gud. Vi får det hele – alt.
I lyset af Kristus – i lyset af det liv Gud levede som menneske, den død han fik og hans opstandelse påskemorgen – i lyset af det liv, kan vi satse, vove os ud af vores tryghedszone, vove at møde andre, vove at blive sårbar, vove selve livet. Selv når det ikke går som vi planlægger, selv der hvor vi føler vi sidder i mørket, da skal vi vide, at Gud hvisker til os, at livet har vundet.
Og hos ham vokser vi. Med ham går vi ind til Herrens glæde. Vov livet.
Teksten:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Matt 25,14-30
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3. søndag efter påske, 2025
Der findes døre, der kun kan åbnes af en anden. Sådan skriver Helle Søtrup i digtet ”overgivelse no. 1” i digtsamlingen ”Armeret med fjer” (...
-
Vi er alle Guds børn. Hver og en af os er et barn af Gud. Men hvilket barn, er forskelligt og ændrer sig livet og dagen igennem. Vi kan væ...
-
Der findes døre, der kun kan åbnes af en anden. Sådan skriver Helle Søtrup i digtet ”overgivelse no. 1” i digtsamlingen ”Armeret med fjer” (...
-
Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar