Da jeg var barn, så vi ofte Matador. Vi havde fået en videomaskine, og kunne optage den ene film efter den anden. Det handlede måske mere om kvantitet end kvalitet af film. Men hvad kvalitet dog angår, så havde vi møjsommeligt siddet den ene lørdag aften efter den anden, og optaget Matador. De stod sirligt på rækken på hylden over fjernsynet. Og der var især en person, der brændte sig fast i min bevidsthed. Ikke fordi personen som sådan sprudlede af glæde og livslyst, men nærmere fordi hun var det modsatte. Magen til sure løg skal man lede længe efter. Hun var indelukket, dømmende og direkte nedtrykkende at opholde sig i nærheden af i længere tid ad gangen, og så var hun kun med i et enkelt afsnit – ja I har måske gættet det. Det er Kirsten Rolfes i rollen som den fromme Moster Anna.
Moster Anna var en karakter, der spillede på alle de fordomme, man måtte have om Vestjyllands Bibelbælte. Som den lille pige, jeg var, da jeg så Matador første gang, var hun en repræsentant for en kristendomsforståelse, jeg aldrig havde mødt før. Hun omgav sig med frygt i familien. Alle var bange for Moster Anna. Og da hun endelig (og med tryk på ENDELIG) rejste tilbage til Vestjylland, sagde Kresten Andersen Skjern, hendes bror, til hende, at hun altså ikke måtte gå og tro, at livet er en jammerdal.
Lige præcis det – at Moster Anne mener livet er en jammerdal – bed jeg mærke i. Det forekom mig så sørgeligt, at man kunne leve hele sit liv, somom man blot sad i en ventesal til Himlen. En lang og uudholdelig venten på Himlens komme, hvor alt ville blive godt. Og hvis man nu engang i mellem rejser med offentlige transportmidler, så findes der ikke noget, så deprimerende og trist som en ventesal, hvor man intet kan gøre, andet end at kigge på klokken for at se om man nærmer sig afgangstidpunktet. Hvis livet er en jammerdal, så må det føles som en ventesal. Og er livet en ventesal, så kan man ikke andet end netop at vente og længes efter at skulle afsted.
Men ikke al venten er jo forfærdelig. I dag har vi advent – kirkeårets første søndag, og tiden hvor vi venter på jul. Det er en dejlig venten på noget glædeligt, nemlig fejringen af, at Gud søn kommer til verden. Og Jomfru Maria må have glædet sig og ventet på det lille barn i hendes mave, ligesom alle mødre glæder sig til at se deres barn. Eller når ens ægtemand venter i kirken på, at man som brud skal gå op ad kirkegulvet for at sige ja til ham. Eller tænk bare på noget så jordnært som fredage, hvor meget man kan glæde sig til weekenden. Der er mange slags venten, der er fylder en med glæde og spænding.
Vi glæder os, fordi vi har en forestilling om, at det der ligger foran os, vil bringe os noget godt. Vi har næsten altid forventninger til vores fremtid. Ligesom vi også har forventninger til de mennesker, der er i vores liv. Det er ikke altid, de lever op til det; men som oftes vil de fleste enten afstemme deres forventninger efter skuffelsen, eller også vil man blive ved med at håbe på, at de bliver indfriet. Livet er fyldt med relationsbundne forventninger.
Og ligesom vi har forventninger til folk omkring os, har vi altså også forventninger til vores Gud – for ham er vi også i relation med. Går man helt tæt på hver enkel, så vil vi opdage, vi nok hver især har mange forskellige forventninger til Gud og hans formåen. Nogle forsøger måske at handle med ham og tænker – ”hvis jeg nu holder med at spise chokolade, vil du så hjælpe mig med det og det?”. Andre igen er måske lidt bange for ham og tænker – ”hvordan kan Gud om muligt holde af mig, så uduelig jeg er som menneske?”. Og nogle har måske en forventning til Gud om, at tror man bare på ham, så vil han sørge for at ingen ulykker vil ramme en. Men ligegyldigt hvilket syn, man måtte have på Gud, og ligegyldigt hvor meget af det, der så er skabt af en selv, så er der ingen tvivl om, at vi alle er et Guds barn. Alle som en har vi en plads som Guds barn i hans flok. Der er der mangfoldighed, for nogle er måske Thomas, der tvivler, andre Zakæus, der snyder, så det driver af ham, og andre er måske den (for det meste) trofaste Peter. Alle har vi en plads i Guds børneflok. Og det giver forventninger til Gud.
Da Jesus vandrede på jord, var der også forventninger til ham. Rygtet om ham var jo løbet i forvejen. Han kunne helbrede, han kunne få lamme til gå, forvandle vand til vin og han talte som en skriftklog, selv om han var tømrer. Selvfølgelig var rygtet gået i forvejen, sammen med håbet om, at det, de hørte, måtte være sandt. Palæstina var besat af romerne, der pålagde jøderne skatter. De trængte til en Messias, der kunne befri dem, og gøre Guds rige til en realitet på jorden.
De ventede med spænding og i længsel på Gud. De forventede, at den Messias eller konge, der blev talt om, var en konge, som man forstår sig på en konge. En konge med krone og magt.
Og så får de Jesus. Ja, undskyld mig, men kan man ikke godt forstå deres skuffelse? Jesus levede på landevejen med sine disciple, og blev slidt af vind og vejr. Han var søn af Josef – ham som alle kender I Kapernaum. Og var der i øvrigt også ikke et eller andet om, at Josef ikke var far til Jesus? Han kan da ikke være Guds egen søn. Altså hvis Gud vil sende en søn til jorden, hvorfor er det så lige, han sender ham i den udgave? Hvorfor ikke i en udgave som en krydsning mellem superman og batman? Hvor lige en tømmersøn? Kan I forstå, deres skuffelse? Deres vantro. Ville vi tro det, hvis vi mødte en Jesus i dag? Der gik på gaden med sin barnevogn?
Vi har, ligesom de havde, forventninger til Gud. Og ligesom de blev, bliver vi også den dag i dag skuffede over Gud, når livet kører af skinnerne. Når vores elskede bliver syge, når vi mister det eneste menneske, vi ikke kan undvære, eller når vi synes verden er ved at gå af lave. Vi bliver skuffede, anfægtede og råber til Gud. Og måske man endog bliver så vred, at man vender Gud ryggen. Vi bliver vrede, fordi Gud sjældent er den Gud, vi ønsker. Han er hverken købmand, der handler med os om sin magt, eller den dommer der dømmer os til evig fortabelse – ej heller er han den Gud, der laver trylleshow for os, for at imponere os. Det er Gud ikke, selvom man måske gerne ville have, han var det.
Derimod er Gud lige præcis den Gud, vi har brug for: nemlig Livets Gud. Gud, der lader et barn føde – et barn der både er Gud og menneske. Et menneske med følelser og krop som os, men også som Gud der nu erfarer, hvordan et menneskeliv bliver levet. Vi har en Gud, der TURDE lade sig føde som menneske, så han kunne møde os. Og en konge på et slot, eller en konge på en slagmark møder altså ikke mennesker, som vi er til hverdag. For at møde os, som vi er, blev han nødt til at leve et liv, som de fleste, som tømmer. Og så levede han tilmed der, hvor de svage var. Dem ville han møde, for de skal mødes.
Og så skete der forunderlige. For med Jesus fødsel forandrede verden sig. Men ikke bare verden – også døden forandrede sig, men det hører I om til påske. Den forandring, vi skal høre om i dag, er, at Guds Riget kommer nær. Hvor der før var en skarp adskillelse af Guds Rige og verden, så begynder Guds Rige at nærme sig vores verden. Der er overlap hvor Guds Rige træder igennem i verden – hvor vi fornemmer, at her møder vi noget, der må komme fra Gud. Når kærligheden vinder over had, smålighed og selvhævdelse, så er Guds Rige nær. Når forsoningen vinder over hævn, så er Guds Rige nær. Guds Rige er allerede i verden, men er endnu ikke helt i verden. Det taler Jesus om i dagens evangelietekst, når han læser højt fra Esajas:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Jesus er sendt til verden, for at sætte det i gang. Det er endnu ikke kommet, men vi venter i spænding på det, for det er på vej. Vi glæder os!
Så kære Moster Anna, livet er nu ikke så slemt endda. Ikke bare sagde Gud, da han skabte verden, at det var godt, men han lod også sin søn leve i den. Og slutteligt, så lader han sit Rige komme os nær. Livet er ikke en jammerdal eller en ventesal; men et liv, der skal leves, fordi vi er skabt og elsket.
Glædelig Advent
Teksten:
Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30
Ingen kommentarer:
Send en kommentar