mandag den 9. juli 2012

Sidste søndag i kirkeåret 2011



Kirkeåret har nået sin afslutning – det er sidste søndag i kirkeåret. Nytåret er lige om hjørnet, både kirkens, men også kalenderårets nytår, venter på at komme i gang.



Men før vi kan komme i gang med alt det nye, må vi sige farvel til alt det, der var. Et år er gået. Der er ikke mere tilbage af det – vi har slidt dagene op, fyldt dem med indhold og brugt af dem. Eller som nu afdøde Poul Bundgaard sagde om sit eget liv, så havde han levet årene op. Og vi har også nu levet endnu et år op.



Og som altid, når man står ved en skillelinje, vil man evaluere på det, der skete. Hvad gik godt, hvad har vi oplevet? Hvilke ar fik vi gennem året? Hvem har vi sagt farvel til – og hvem har vi hilst velkommen til livet? Fik vi et år med medgang, eller var det modgange, der fyldte os?



Alle som en, der sidder her, vil vi huske tilbage på lige præcis det, der fyldte for os.



Men en evaluering er også alt en vægtning af, hvordan vi syntes, det gik – en slags privat domsfældelse. Gjorde vi det nu godt nok? Og især hvis man ikke ligefrem fyldes af stolthed over dele af ens handlen, eller hvis man fortryder noget, man fik gjort, kan dagens evangelium gøre folk meget små. For hvad nu, hvis det, jeg gjorde, gør, at jeg får evig straf? Så kan man nok krympe sig i sædet, og ønske, at Gud ikke må se en, som man er.



Og lige her kan evangeliet også gøre folk fremmede overfor troen, for hvad er nu det for noget med evig straf? Og nu er evigheden jo ret langt tid. Og så vender man ryggen til Gud.



Og ved I hvad? Det kan jeg godt forstå, at man gør. Hvad er nu det for noget? En Gud, der sender halvdelen af os til evig straf, og den anden halvdel til evig frelse. Tak skæbne, hvor frygten og truslen sætter ind. En Gud der truer os til lydighed! Ja, man kan jo godte sig, hvis man selv tror, man ender det rigtige sted, men hvad nu hvis man tager fejl? Ja, jeg må sige igen, at evigheden er ret langt tid.



Jeg hører disse ord fra dagens evangelium, og synes, at Gud er uretfærdig. Jeg kan næsten ikke rumme, at bare et menneske skal gå fortabt. Og det er paradokset. Her står vi, og ikke bare harmes, men også rystes over, at Gud vil straffe os. Hvem er da mest barmhjertig? Gud eller os? Har vi ikke lige overgået Gud i næstekærlighed, når han vil straffe, og vi vil frelse? Er det sådan Gud er? Det må se nærmere på.



Evangeliet til i dag, handler om vores gerninger, og om hvordan vi behandler hinanden. Jesus siger, at det I gør mod mine de mindste, det gør I mod mig. Det er klar tale. Det vi gør mod andre, gør vi også mod Gud. Men nu er vi i en kirketradition, der netop har gjort op med, hvad man kalder ”gerningsretfærdigheden”. Vi tror i den lutherske kirke på, at vi frelses ved tro alene – ikke ved handlinger eller gerninger. Vi kan altså ikke ligge på vores dødsleje og skrive en check til en fattig, og så derved forvente, at komme i Himlen. Det er alt for overfladisk, og kan gå hen og blive en mekanisk tro. Så bliver det nemt en konkurrence i hvem, der er det bedste menneske. Og tilbage i historien har det også vist sig, at havde man den tilgang, så var det ofte de rige, der var de ”bedste mennesker”. Alt det gjorde Martin Luther op med, da han tolkede Bibelen på en ny måde. Vi frelses kun ved vores tro!



Det gør det jo lidt mere vanskeligt at regne ud, hvordan det så faktisk går i livet. For selvfølgelig er det langt nemmere, hvis man kunne måle det ud fra handlinger end ud fra en tro. Det er så diffust. For mange mennesker, vil kun opleve tro i perioder af deres liv. Og i andre perioder, vil man opleve tvivl og endog vantro. Langt de fleste perioder vil være præget af hverdag. Derfor er det også utrygt, at vide, at det er troen alene, der frelser. Men selv en lille tro, er dog en tro.

Det er det gode budskab. Ved at lægge troen ind i os, som vores frelse, og ikke lade det være noget ydre, så bliver livet gjort større. Nu kan man ikke slippe af sted med forlorent at leve, men vi bliver nødt til at leve med hele vores liv! Troen kræver vores hjerter.



Troen vil altid opfatte hele ens liv, og ikke kun søndags livet. Det har konsekvenser, at man tror – konsekvenser for verden. Troen, vil altid boble til overfladen og forsøge få krop. Vi skal handle på troen, ikke fordi Gud bedre kan lide os, men fordi troen gør, at vi ikke kan lade være.



Vi skal realisere det gode i verden – ikke bare tale om det. Vi skal gøre noget for næsten – ikke bare bede for det. Vi skal kigge hinanden i øjnene – ikke bare drømme om det. Troen skal omsættes handling mod ens næste, fordi det ændre den måde, vi ser hinanden på. Troen skal have krop.



Og det ved Gud! Han lod sin egen søn føde i kød og blod. Han blev en krop i verden for at fortælle os det om Gud, vi ikke kan sige os selv. Krop må der til. Vi møder også kroppen i nadveren, hvor vi får Jesu kød og blod gennem brød og vin. Gud ved, at vi har brug for en krop for at kunne være til i verden.



Jesus levede for gennem sit liv, at vise os, hvordan han vil have, vi skal være overfor hinanden. Og han sætter det på spidsen i dag, hvor han siger, det I gør mod mine de mindste gør I mod mig. Og han kommer med eksempler for at vi virkelig kan forstå det – han siger, at det er dem, der sulter, tørster, de fremmede, de nøgne, de syge og de fængslede. Vi forstå nok, at folk skal have mad og drikke og tøj på kroppen. Men de fængslede? Morderne, voldsmændende, voldtægsforbryderne og pusherne? Hvad med gadens folk – de snavsede, bandende, svovlende, ildelugtende og fulde? De prostituerede, der larmer i Sjællandsgade, da Reden lå der? Dem også? Ja, dem også. De er de små. De er små, måske besværlige, voldelige, uimodtagelige for vores godhed og måske de endog er utaknemmelige. Og vi må indrømme, at vi ofte forvente en stor tak, når vi gør noget godt for andre, eller i det mindste forventer, at de sætter pris på det, og så gør noget ved det liv, de har. Vi sætter med andre ord krav til folk, når vi gør noget godt for dem.



Men hvad bilder vi os ind? Har vi udnævnt os selv til dommere over, hvornår folk fortjener godhed. Er det ikke netop godhedens væsen, at vi må give den videre, også til det menneske, der virkelig ikke fortjener det? Det er jo i sandhed de mindste – dem der har sværest ved at stole på andre, og dem der ikke takker for hjælpen. Dem skal vi møde. Ikke bare i ordet, men møde med kroppen. Vi skal se på dem, se dem i øjnene som de mennesker, de er. Og det er troen – vi er Guds hænder!



Men hvad nu med den evige straf? Det er et stakket menneske, der i sit liv, vil bruge tiden på at argumentere for helvede, og ikke hellere vil bruge tiden at sprede kærlighed. Vores opgave er ikke at forkynde torden og lynild, men at forkynde kærlighed mellem mennesker. Vi må ikke gå det ondes ærinde og gøre os til talsmand for fortabelsen.



Gud er ikke fortabelses gud, eller en ødelægger. Gud er livets Gud, åndedrættets Gud, lysets Gud, styrkens Gud, og glædens Gud.

Og det er den Gud, der tror på os!! Han strækker sig langt for os. Han giver sit liv, for at vi derigennem kan blive en del af den flok, der får evig frelse. Heldigvis. For hvis det kun er den, der handler, der bliver frelst, så står det jo slemt til for den, man handler godt mod. De gør jo intet andet end at modtage. Men sådan er Gud ikke.



Så frygt ikke – hør ikke på trusler om fortabelse. Gud er livets Gud, tro på det!



Teksten:
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46

Ingen kommentarer:

Send en kommentar