mandag den 9. juli 2012

18. søndag efter trinitatis 2011



Der var på et tidspunkt et program i fjernsynet, der hed: ”Menneskedyret”. I programmet udførte en forsker forsøg med mennesker, for at finde frem til, i hvor høj grad vores adfærd er styret af kropssprog og instinkter. I et af forsøgene sidder der en person i et rum. Forsøgspersonen står udenfor og får, inden de kommer ind i rummet med personen, at vide, at vedkommende ikke kan lide dem, og har talt dårligt om dem. Det spændende er hvordan vi reagerer. Mændene der kom ind i rummet, reagerede ved at være fjendtlige og havde overhovedet ikke lyst til at høre, hvad personen havde at fortælle. Kvinderne, der kom ind i rummer, var derimod ekstra søde og venlige overfor personen i et forsøg på at overbevise personen om, at der bestemt var god grund til at kunne lide dem. Men uagtet de forskelle der er på mænd og kvinder, så reagerede begge køn på, at de havde fået at vide, at personen ikke kunne lide dem. Ingen af dem kunne ignorere det faktum, at et menneske, ikke brød sig om dem. Det skal for en god orden skyld nævnes, at personen i rummet ikke anede noget om forsøget, og aldrig havde udtalt sig om nogen som helst.



Men tilbage til reaktionerne, så betyder det altså noget for os, om andre kan lide os eller ej – også selvom den person, der udtaler sig om os, er en vi kender godt eller ej. I bund og grund vil det, selvom vi måske fortæller os selv, at vi er ligeglade, påvirke os.



Men det er vel heller ikke så underligt? At det betyder noget for os, hvad andre mener om os? For hvad skal vi ellers måle vores liv på? Vi kan selvfølgelig måle det på det, vi opnår på arbejde, lønkontoen eller de ferier vi tager på. Men langt hen af vejen, så måler vi i høj grad os selv på vores relationer til andre mennesker – hvad de mener om os, og hvad de siger om os. Om ikke andet, så bliver målestokken vigtig, hvis folk ikke kan lide os.



I evangeliet til i dag spørger Jesus også om, hvad man mener om ham. HVAD MENER I KRSITUS? Nu kunne man godt mene, at Guds egen søn burde være ligeglad med hvad en gruppe farisæeren mener om ham, men vend et øjeblik tilbage til testen. Den person, der sad i rummet, kendte ikke forsøgspersonerne – og dermed burde forsøgspersonerne være ligeglade, for den person i rummet havde ikke noget med deres liv at gøre – men de er bestemt ikke ligeglade.



Og Jesus var heller ikke ligeglad, men af en anden grund end os. Når det betyder noget for Jesus, så er det ikke fordi han er bange for sladder eller bliver forfængelig – det betyder noget Jesus, fordi vi betyder noget ham. Han spørger, hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?



Engang mens jeg læste teologi, havde jeg en underviser, der sagde, at Gud er Gud om alle mand er døde. Jeg kan huske, at jeg var provokeret af det. For ja jeg kunne godt regne ud, at slår vi mennesker os selv ihjel gennem krige, så ingen er tilbage på jorden længere, så vil Gud stadigvæk være Gud – men det provokerende var det, der lå i udsagnet, nemlig at vi kunne leve og dø uden at Gud lod sig røre af det. Og man kunne jo også argumentere, at skulle det ske, så kunne han bare skabe en ny verden.



Men en Gud, der ikke lader sig røre af sit skaberværk, er en meget ligeglad Gud. Og er det overhovedet en Gud, vi kan bruge til noget?



Så hvem er Gud? Hvad mener vi om ham?



I kristendommen får vi viden om Gud i Bibelen. Vi får fortællinger om en lidenskabelig Gud i Gammel Testamente – og det er både en Gud, der bliver skuffet og vred på os mennesker, når vi vender ham ryggen eller opfører os mod hans vilje. Men det ændrer sig. På et tidspunkt i historien vil Gud ikke nøjes med at sidder et sted og kigge ned på os – nej, han vil ned til os, og leve som et menneske sammen med os. Så han lader sig føde som et menneske – Gud bliver en del af menneskets historie, da Jesus en nat bliver født. Og det ændrer Gud.



Gud bliver en anden, da han bliver far til Jesus. Han er ikke længere den Gud, vi møder i det Gamle Testamente. Han er nu en Gud, der sætter fokus på den kærlighed, han har skabt verden med.



Og når men elsker så kerer man sig også om det man elsker. Man kan ikke elske uden at bekymre sig eller tænke på den, man elsker. Da Gud en nat for mange år siden blev menneske, og da det menneske døde og senere kæmpede med døden, da blev det også den begivenhed, der skulle åbne vores øjne for, hvor meget Gud elsker os.



For Gud elsker os – og han elsker så meget, at det ville slå os ud at føle den kærlighed. Gud elsker os så meget, at Jesus måtte dø for vores skyd. Det er ikke altid til at forstå. Og vi glemmer det også nogle gange. For sådan er det at være menneske – vi kan så nemt glemme, at Gud elsker os. Når livet bare kører der ud af med arbejde, familie, venner. Når livet er fyldt med alt muligt andet, så er så nemt at glemme, at vi hele tiden har Gud med os. At han hele tiden går lige ved siden af os, som en følgesvend gennem livet.



Og her er forandringen med Gud. For Gud ville før Jesus, være blevet vred på os, hvis vi vendte ham ryggen; men i dag holder han fast i os. Og han holder sågar fast i de mennesker, der bruger hele deres liv på at overbevise andre om, at han ikke findes. Gud er ikke bare en fjern Gud, der holder sig væk fra os – nej, han ville være sammen med os. Og han turde lade sig påvirke, og turde forandre sig sammen med os. Og det er en Gud for mennesker. Gud lader sig påvirke af os.



For Gud går i relation med os. Han er ikke en dukkefører Gud, der sidder langt væk, men en der er blandt os. Han lever endnu den dag i dag blandt os gennem sin ånd, der blæser på os, på vore hjerter og som vi mærker gennem vores åndedræt. Gud er til stede hver gang vi mennesker møder et andet menneske – der skal vi vide, at Gud også er til stede.



Og Gud, fordi han går i relation med os, fordi han er fællesskabets Gud, betyder det også noget ham, hvad vi mener om ham. Han er ikke ligeglad med, at forbander ham, smider ham ud, eller bruger had eller hævn som motivationer i verden. Han er ikke ligeglad. Men han reagerer ikke som vi mennesker gør ved enten at blive fjendtlige eller fornærmede. For Gud er skaberen og ikke skabningen.



Gud reagerer ved at bruge det mest magtfulde han har. Han elsker os. Elsker hele vejen gennem vores svigt og vores grimme ord om ham. Elsker os hele vejen gennem vore bønner og vores dyrkelse af ham. Gud elsker mennesker – om de så siger og gør det ene eller det andet. Gud elsker os, fordi han ikke kan lade være eller holde op.



Og det forpligter. Vi har med andre ord fået en art opgave. Vi skal elske vores næste som os selv. Men det udfordrende i denne opgave er, at man ikke kan tvinge det frem. Det er uhyre vanskeligt at fremmane de samme følelser som man har for sig selv, overfor en fremmed man ikke kan lide. Og det gør sig gældende om man så elsker den man er, eller om man ynkes over sig selv. For hvor den ene måske bør elske næsten lidt mere, så bør den anden arbejde på, at vide sig elsket af Gud.



Og det er netop det smukke ved dette bud. For bud har vi ikke mange af i kristendommen. Faktisk så skal vi ikke ret meget – der er ingen love eller regler, vi skal overholde. Det er både befrielsen, men også det svære. For hvis man ikke bare kan overholde en lov, hvad gør man så? Så er der kun en vej frem – nemlig, at investere hele sit liv. Vi kan ikke holde troen i strakt arm – vi skal have den ind under huden. Vi skal med andre ord, ikke bruge hinanden for at score point hos Gud. Det betyder intet for Gud. Vi skal i stedet for at bruge hinanden, være noget for hinanden. Det kan man kun, hvis troen bliver levet indefra og ud – Som en bevægelse fra Gud til os – og til hinanden.



Og vi skal behandle om selv med den viden. Vi skal hverken sætte os selv på en piedestal og beundre det, vi ser; men vi skal heller ikke rulle os i vores ynk om hvor dårlige mennesker vi er. Begge dele er en dyrkelse af en selv. Men vi skal vide os elske af Gud, fordi Gud allerede har sat sit fingeraftryk på os. Både i skabelsen og dåben, bliver vi klar over, at vi er mærket af Gud. Og med den viden, skal vi møde andre. Det er kærlighed i Guds univers – at vi møder hinanden som ligeværdige.



Og det er hvad vi skal mene om hinanden.




Teksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...