mandag den 9. juli 2012

9. søndag efter trinitatis 2011

Når man lever et liv med kristendommen, så hører man også en del fortællinger om, hvem Jesus omgikkes med. Vi hører om Zakæus, der snød og bedrog, men som straks holdt op, da han mødte Jesus. Vi hører kvinder grebet i utroskab og kvinder med for mange mænd, som Jesus forsvarer. Og vi hører lignelser om, at hjælpen i nøden kan komme fra uventede kanter. Alt dette hører vi, og vi får en ide om, hvilket slags menneske, Gud gerne vil have, vi skal være.



Og alligevel så er denne lignelse anderledes. For i alt andet, vi hører om, er der en retfærdighed, vi forstår. Den retfærdighed, at Jesus siger: Synd ikke mere. Når jeg nu tager dig til mig, så hold med at synde.



Det forstår vi, for så har man lært sin lektie. Og derfor er dagens evangelium – lignelsen om den utro godsforvalter også en irriterende tekst. For hvad betyder det lige, at han snyder og bedrager sin arbejdsgiver, og derefter får at vide, at han har handlet godt, fordi han har snydt! Ikke et sted, får han at vide, at han skal holde med at synde. Og sidst men bestemt ikke mindst, får at vide, at for at komme ind i Himlen, skal han skaffe sig venner ved denne metode. Pludselig kan vi altså arbejde os vej ind i himlen – det er nye boller på suppen, som må & skal vække anstød hos os. For er det nu vores ansvar at komme i Himlen? Og hvem kommer så ind?



Så hvad betyder denne lignelse? Vi kan aldrig helt vide, hvad Jesus har ment med sine lignelser. Men netop det er også styrken ved lignelser, fordi der ikke gives et svar (på nær de steder, hvor disciplene ikke forstår dem, og Jesus oversætter for dem). For det er nu op til os at sætte vores liv i spil sammen med evangeliet. Vi kan bruge dem den dag i dag, fordi vi får lov til at læse os selv ind i dem. Men også med den fare, at vi kan komme til at udlæse noget meget uevangelisk. Og som målestok på det, har vi kun vores egen samvittighed.



For denne lignelse har et strejf af Robin Hood over sig. Tag fra de rige og giv til de fattige. Dog med den finte, at godsforvalteren gør det med den bagtanke, at han så bliver bedre modtaget hos dem, han hjælper, når det kommer frem, at han er blevet fyret. Godsforvalteren er beregnende og manipulerende. Men det er alligevel ham, vi skal minde om. Skal vi være som Robin Hood – og skride til handling, og gøre noget ved uretfærdigheden med det samme? Siger lignelsen os, at vi skal tage fra de rige og give til fattige?



Hvis man spørger de mennesker, der har lavet optøjer i England i disse tider, så ville de mene, at de gør af netop disse grunde. At de mangler en masse, at alle er ligeglade med dem og at de ikke har jobs. En fortalte til nyhederne, at han var ligeglad med hvad han ødelagde og stjal, fordi han nu kunne gå hjem til et fladskærms tv. Underforstået, at han havde stjålet det. Er det hvad Gud vil have vi skal gøre – oprør, demonstrationer og tyveri?



Hvad er det for nogle mennesker, Gud gerne vil have, vi skal være? Hvem er vi? Hvad siger lignelsen os om vores forhold til Gud? Og hvad siger den om Gud?



Vi ved, at Jesus har en forkærlighed for mennesker, der trænger til kærlighed og længes efter den. Men hvem er de mennesker? Er det os?



Kaj Munk siger i en prædiken over denne lignelse, at der er meget pæne kristne kan lære af djævelen. Det er en ram sandhed, skriver han. Og har han ikke ret?



Der findes masse af stereotype forestillinger om, hvad en kristen er. Og jeg kan afsløre for jer, at mange uden for disse tykke mure mener, at en kristen er en lidt kedelig, stueren, et altid rigtigt handlede og retfærdigt menneske. Og hvem gider være sammen med sådan en? Hvem gider fortælle sådan et menneske noget som helst? For i lyset af al den rigtighed vil ens eget skidt og møg lugte langt væk?



Men hvad gør vi med alt det skidt og møg, som livet producerer? I en individets tidsalder, hvor alt handler om at skabe sig sit eget liv, så ser alt det grimme ikke så godt ud på cv’et. For tanken er, at så har vi nok ikke gjort det ”godt nok” – det med livet. Så vi er kigger den anden vej – holder det på afstand af os, og lader det ligge i en bunke og stinke. Og så forholder vi os til gengæld til de sider af os selv, som vi er sikker Gud godt kan lide. Den pæne siden. Den side som andre må se, og helst beundre. Den side kan vi godt lide.



Men hvad så med alt det andet? Hvad med alle de følelser vi har, som vi ikke bør have. Hvad med alle de grumme tanker om hæv, der dukker op? Hvad med alt det bagtaleri, vi lytter til? Og hvad med alle de mennesker, som vi svigter?



Mon Vor Herre også bare vender ryggen den anden vej? Nej, det gør han ikke. Gud forholder sig til alle de sider, vi rummer, for Gud husker nemlig på, hvem vi er: mennesker. Ikke en af os kan leve et helt liv i korrekthed uden ikke også blive forlorne. Vi skal i stedet for være mennesker. Men mennesker, der forholder sig hele livet, og ikke kun halvdelen fordi den anden ikke passer ind. Gud har ved nemlig godt, at vi fejler i livet til tider. Og han har givet os mulighed for at blive tilgivet for det bagefter. Ja ja, nu skal vi ikke rende ud og råbe grimme ord efter den første vi møder, fordi vi lige følte for det, eller begynde at stjæle og skade andre. Men vi kan ikke leve et liv uden at dumme os. Vi kan ikke leve et liv uden at komme til at såre en anden. Og vi kan ikke leve et liv uden at have brug for Guds tilgivelse og kærlighed. Vi skal leve et liv, ikke leve op til en illusion om et.



Og til det, har vi brug for Gud. Og når Kaj Munk siger, at vi kan lære af Djævelen, så mener, at vi kan lære, at det gode han faktisk gør – den utro godsforvalter.

Men i Danmark ser vi i høj grad på intentionen bag alle handlinger. Når vi dømmer folk i retssystemet så spiller intentionen ind – ville han det ondt eller godt. Og når det handler om f.eks. liv, der bliver mistet, så er det såmænd godt, at man ikke dømmer folk, der har været med i en trafikulykke med samme dom, som dem der koldblodigt myrder. Men kan og bør man sige det samme med det gode? At fordi du kun ved en fejl gjorde det gode, at så tæller det ikke? Eller at fordi du selv fik det godt, da du meldte dig som indsamler, så skal du lade være med at melde dig næste år?



Nej, helt samme måde kan man ikke bruge om det gode. Vi mennesker gør massevis af gode handlinger ved en fejl eller fordi vi gerne vil prale med det. Vi gør massevis af handlinger, der er gode, fordi vi går det så godt med os selv bagefter. Det ligger i det godes væsen, at det også smitter af på giveren – det kan ikke undgås, at gør man noget godt, så vil det godes magt være så stærk, at det med tiden, vil præge giveren. Vi må ikke fjerne det gode i verden, fordi det kommer fra en uventet kant, eller opstod ved en fejl eller fordi mennesker roser sig selv af det bagefter. For i den anden ende af den gode handling, står et menneske, der blev behandlet godt. Måske for første gang, måske blev det menneske set for første gang eller måske følte det menneske sig noget værd. Fordi det menneske mødte det gode. Og alle kan handle godt. Det ligger iboende i os, at vi slet ikke engang i mellem kan lade være med at opføre os godt. Lige som vi heller ikke kan det modsatte, men det er vi ikke i tvivl om. Vi har alle adgang til det gode. Og den utro godsforvalter handlede godt, selvom han snød. Vi kan lære af djævelen, for han har også adgang til det gode. For også han laver den fejl som ond nok ikke bør, når han gør noget godt i ny og næ.



Det gode gør vi fordi vi ikke kan lade være. Vi gør det i Taknemmelighed, som Luther sagde om det. Vi handler godt, fordi vi et sted i vort indre ved, at vi skylder Gud alt. Vi skylder Gud vores liv, vores eksistens, vores handlinger, vores fejltagelser og vi skylder Gud tak for vores adgang til Himlen. For himlen får vi ganske gratis, fordi Gud giver os den. Vi behøver ikke gøre os fortjent til den. Og hvem kan også det? Det ville blive et lille selskab i Paradis, hvis kun de retfærdige måtte komme ind. Så tak Gud for, at han også lukker os ind – at han ser os, nedskriver vores gæld, og sender os ud i livet md sin kærlighed.




Teksten:


Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« Luk 16,1-9

Ingen kommentarer:

Send en kommentar