mandag den 9. juli 2012

5. søndag efter trinitatis - 22. juli 2011 mindeprædiken



Denne weekend stak ondskaben sit grusomme hoved frem, og forandrede livet for alt for mange familier. Livet bliver for dem aldrig det samme. De er blevet ramt af tilfældigheden, uretfærdigheden, og de har mistet det eneste, man ikke kan bære at miste, nemlig: vores børn.

Hele dagen igennem i går kunne man følge det i fjernsynet og på nettet. Adskillige har sat det norske flag på deres profilbillede på facebook, og mange har ytret tanker og bønner til det norske folk, til familierne, der har nu mangler og til de overlevende, der resten af livet, må huske hvordan de overlevede på øen.

Der er mange følelser i spil, når sådanne hændelser rammer. Chok, sorg – og et behov for bønner og lys. Et stort behov for at gøre noget, der hvor der intet er at gøre. For at gøre intet, minder os blot om vores magtesløshed. Minder os om, at når katastrofer rammer os, så er vi lige så meget ofre, som enhver anden, og ikke alverdens teknologi eller knowhow kan gøre det forfærdelige mindre. Og det gør sig gældende både når tragedien er på et nationalt plan eller på et personligt plan. For ikke kun i går ramte meningsløsheden os – den rammer hele tiden og rammer i blinde. Trafikulykker, sygdomme og sult. Verden er fyldt med meningsløse lidelser, som blot er et klik på computeren væk. Det skete i Oslo minder også igen om, hvor sårbare vi er – overfor enhver form for ondskab.

Men når sådan noget sker, får det også andre følelser op i folk. Får når man rammer magtesløshedens mur, så er det nærliggende at ønske sig magten tilbage. Vi er handlingsmennesker, der gennem tale, snak og opkald kan få næsten alt til at ske. Magtesløsheden går os små, og det er der ikke mange, jeg kender, der bryder sig om. Så man forsøger at få magten tilbage gennem ønske om hævn. Og også sådanne tanker ser man udtryk på nettet siden fredagens massakre. Pludselig bliver der talt om gengældelse, om selvtægt på gerningsmanden og det forfærdelige og umenneskelige ønske om dødsstraf bliver luftet.

Man føler hadet brænde. Og måske det kan give en umiddelbar lettelse for chokket og sorgen, at sådanne tanker bliver luftet. Men det fjerner ikke grundfølelsen. Det fjerner ikke sorgen, og det fjerner ikke meningsløsheden. Det giver et falsk billede af kontrol – af magt. For når man tænker sådanne tanker og føler et ønske efter at skade, hvem kan så se forskel på disse ønsker og ondskaben? Hvor er forskellen på at slå ihjel og at ønske et menneskes død? Hvor er forskellen på mordet og dødsstraffen? Hvem tjener man, når man lader hadet få frit løb?

Paulus siger: ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvinde det onde med det gode (Rom 12,21).”

Og i dag læste vi, at vi skulle vise medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Hvad betyder det, når verden ramler? For det er alt andet lige nemmere at være medfølende med dem, man kender, og i gode tider. Og netop derfor får vi det igen og igen at vide, når vi kommer ind i dette rum. For her skal vi høre de ord, der minder os om, hvad Gud ønsker af os. Vi må ikke glemme, at Gud vil os, og vil noget med os.

Hvis man derimod overgiver sig til hadet, så overgiver man sig samtidig til ondskaben selv. Og man vælger den nemme løsning. For hadet og vreden er så nem af føle. Deri ligger fristelsen. Det onde er ikke svært tilgængeligt eller noget, der kræver særlige evner at finde. Det er en del af ondskabens væsen, at det kommer til os, når vi er nemmest at påvirke. Når vi er overvældet af sorg, eller som Jesus selv oplevede det – sulten og tørstig efter 40 dage i en ørken. Der kommer det onde og forsøger at omvælte os. Fordi det ondes magt i virkeligheden er svag, bliver det nødt til at satse på den svage.

Vi skal passe på, når vi pludselig ønsker andre ondt, for så har vi skiftet herre. Så har vi givet op. Hævnen rummer opgivelsen. Overgivelsen ligger i, at man lader hånt om alle forsøg på medmenneskelighed og kærlighed, når man hævner. Man opgiver, og fjerner sig fra det, der gør os til mennesker, nemlig medmenneskeligheden. Men hævnen lokker med fred i sjælen, og det gør medmenneskeligheden umiddelbart ikke. For i et menneskeliv, kan der ligge oplevelser, man aldrig kan tilgive, og hvor det bliver Guds ansvar at tilgive på vore vegne. Der kan ligge oplevelser, der aldrig når at blive forsonet. Og her kan hævnen lokke os med en nem løsning, hvor vi tror, vi opnår balance. Hævnen kan forekomme sød, men vi devaluerer os selv, når vi tyr til den. Vi giver op.

Evangeliet til i dag handler om Peters fiskedræt. Det kan forekomme langt væk fra en verden, hvor unge mennesker på bestialsk vis er blevet henrettet. Men netop denne fortælling om Peters møde med Jesus, kan give os ord, vi kan bruge. For Peter handlede det om fisk, han ikke havde fanget, men for Jesus handlede det om os. Peter havde givet op for den nat. Han ville ikke mere – han ville bare hjem, da Jesus kommer til ham og siger: Læg ud på dybet, og kast jeres net ud til fangst. Og i dag kommer Jesus til os, når vi er på dybet, og siger til os, at han har kastet net ud til os. Vi må ikke give op.

Men netop i mørket, hvor smerten lammer os, kan det være svært at vente på Gud. Netop i mørket hvor vi ikke orker andet end overgivelsen til den nemme løsning, fordi alt andet virker så svært og vi ingen kræfter har, kan det været svært at forestille sig Gud. Netop i det mørke, hvor vi allermest ønsker, at Gud vil komme og fange os, der kan han synes allerlængst væk.

Når verden ryster i afmagt, der kan Gud synes overvundet.

Men her kommer evangeliet til os og siger os det, vi ikke kan sige os selv. Det handler ikke om nettet – det er blot et net, der bliver kastet ud. Det handler heller ikke om fiskene, men det handler om det Peter gør, trods erfaringer. Trods ønsket om søvn og trods en lang nats mørke fyldt med strabadser uden frugten af hans arbejde. Trods det, så kaster han nettet ud igen. Trods det at det forekommer nyttesløst, så gør han det.

Det kan virke nemt lige at kaste lidt net ud. Men livet forekommer altid nemmere, når man er tilskuer til andres liv, end hvis man selv deltager. Og vi er altså indskrevet som deltagere i livet. Fortællingen viser os, at vores arbejde, vores tanker, vores ønsker og liv ikke altid giver det udbytte, vi ønsker os. Men vi må ikke give op. For så synker vi ned i dybet.

Når natten er længst, da ved vi, gennem det vi hører i dag, at Gud kommer til os, og kaster sit net ud til os, for at fange os. Gud forsøger at nå os. Han vil kalde os op fra dybet. Vi må til gengæld ikke opgive troen, selv når vi er trætte og forkomne.

Vi skal i denne tid holde fast i, at det, der gør os til mennesker skabt i Guds billede. Nemlig vores evne til kærlighed. Vi skal insistere på kærligheden når den allermest trængt. Vi skal insistere på glæden, og vi må aldrig skamme os over, at vi glæder os. Heller ikke midt i sorgen.

”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvinde det onde med det gode (Rom 12)




Teksten:
Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11

Ingen kommentarer:

Send en kommentar