2. søndag efter trinitatis 2011

”Tiden flyver af sted” – hvor ofte hører man ikke den sætning? Når man møder mennesker, man ikke har set længe, når man endelig får ringet tilbage til en, der venter på et opkald, når det igen er jul eller når man møder specielt travle mennesker. Tiden flyver af sted, siger vi, ryster på hovedet, mens vi accepterer, at det betyder, at vi kun når halvdelen af det vigtige, og at dem, der får det at vide, er faldet i den kategori, der ikke blevet nået, fordi tiden fløj af sted.



Og når tiden flyver af sted, så flyver vores liv med den. Tiden er den faktor, mange føler stjæler deres liv, og sandt er det, at for hvert sekund, der går, er vi tættere på døden. Men tiden er blevet det, vi har for lidt af. Undersøgelser viser, at vi arbejder mindre i dag end for 50 år siden, men samtidig så laver vi mere, når vi er på arbejde, og har langt flere tilfælde af stress. Tiden er nemlig fløjet af sted med os, og vi står tilbage, og forsøger at få så meget ud af vores tid som muligt. Der sker helst være resultater, og selv meditation er blevet resultatorienteret. Meditation er for resten et ord hentet fra latin, og betyder ”at søge midten”, og selv Luther, hvis tolkning af Bibelen vi bygger den danske folkekirke på, mediterede hver dag. Så meditation forstået som den tid på dagen, hvor man kobler fra verden og kobler sig ind på Gud – den tid, hvor man er stille, så man kan høre hvad Gud vil sige til os – selv den tid er blevet optimeret, så den med sikkerhed kan give os et resultat i hverdagen, så vi slipper for stress og jag – så vi kan blive mere effektive på arbejdspladsen. Selv det afslappende har fået et skær af tidsoptimering – for tiden flyver af sted.



Jeg har været på et kursus med en tids-observatør. Hun fortalte os hvilken tidstype vi var – altså hvilken måde vi opfattede tiden på. Var vi tidsoptimisten, der altid kom 5 minutter for sent og som gik uden ur – den type, der tror, at man kan køre Århus til Skagen på 1 time og 15 minutter. Eller var man tidspessimisten? Typen der gerne står 5 timer før afgang i lufthavnene, bare for at være sikker, og som hellere vil vente udenfor en dør i 10 minutter for derefter alligevel at kommer 5 minutter før tid. Tiden er ikke bare tid, men noget der også definerer en som menneske.



Og hvad gør vi så med den tid, der farer af sted? Vi halser efter den og forsøger at fange den – vi siger ja til opgaver og møder, og vi siger nej til det, der ikke ”giver os noget”. Vi siger nej til det, der ikke senere hen kan give os kompetencer eller fordele, fordi vi har travlt. Vi skal udnytte tiden til vores fordel, for ellers arbejder den i mod os. tiden – vores fjende og allierede.



Men hvad nu hvis – bare som et tankeeksperiment – at vi faktisk tager fejl? At tiden ikke flyver af sted, men at vi derimod opfatter den forkert?



Hvad nu hvis, det ikke handler om tiden, men handler om os?



Da jeg var ung, var der et ordsprog, der stod på alle penalhuse og skoletasker, skrevet med guld og sølv tusch – et ordsprog, der drev dansklærerne til vanvid, fordi vi håbefulde unge, altid kunne snige det ind i en stil – og det var carpe diem. Det betyder Grib dagen oversat fra latin, og fik især sin popularitet fra filmen: Døde poeters klub. Ordsproget inspirerede os unge til at se tiden som vores, vi kunne bruge af. Ofte mistolkede vi det dog i retningen af, at vi skulle udnytte tiden maksimalt ved netop at gribe dagen, og her mangler resten af ordsproget. For i sin længde så lyder ordsproget således: Lev livet uden at tænke på bekymringerne i morgen (Carpe Diem quam minimum credula postero). Det handler om i højere grad om, at man skal leve i dag og lægge bekymringer fra sig, end det handler om at maksimere udbyttet af dagen. Lev livet, og lad vær med at bekymre dig.



Og netop det udtryk fortæller os noget om tiden, der bliver set som noget ganske andet. For tænk nu hvis, tiden ikke er noget, der smutter mellem fingrene på os, men derimod er en gave. Noget der bliver foræret os hele tiden, hver dag, og som vi derefter kan vælge at gribe fat i – tage til os og bruge af? Vi bruger alt for megen energi på at se på den tid, vi allerede har brugt, og så derefter konstatere, at der gik tiden; end vi bruger på at kigge på den tid, der hvert sekund kommer til os. Tiden ruller mod os – foran os.



I salmen ”Dejlig er jorden” synges der på et tidspunkt: ”tiden skal komme, tider skal henrulle”. Og det er sådan tiden – og dermed livet – skal leves. Som noget, der kommer foran os hele tiden, og som igen og igen bliver givet til os. Vi mangler ikke tid – vi får tid. Hele tiden, hver morgen får vi en ny dagen givet os, som en foræring, vi kan bruge af.



Evangeliet til i dag, handler om, at verden måske ikke ser ud, som vi først antager, den gør. I lignelsen fortæller Jesus om en mand, der gerne vil indbyde til fest, men alle hans gæster sig nej tak, fordi de har så meget andet, de skal se til – der er så meget andet, de lige skal nå. Naturligvis bliver han vred, og måske skuffet, så han siger til sine tjenere, at de skal invitere alle blinde, lamme og vanføre – alle dem, der på dette tidspunkt var dømt ude af samfundet, fordi de ikke passede ind. De blev derimod inviteret til fest.



De gæster der siger nej, siger nej fordi de ikke har tid – de har travlt med en masse andet – de har travlt med livet, med arbejde, med privatliv osv. De har så meget, de skal have gjort, at de siger ”nej tak – ikke lige nu, for jeg har en ny mark”, siger den ene. ”Nej tak – ikke lige nu, for jeg har lige købt nye dyr”, siger den anden. ”Nej tak – ikke lige nu, for jeg er lige blevet gift.”



”Nej tak – ikke lige nu, men måske en anden dag, hvis det skulle vise sig, at jeg får brug for dig Gud – men lige nu går det fint for mig, så jeg behøver dig slet ikke.”



Siger vi det i dag?



Siger vi også nej til Gud, fordi vi har for travlt med livet? Siger vi også ”nej tak, ikke lige nu, måske senere” fordi vi bliver så fanget af hverdagen, at vi tror det andet altid kan komme? Siger vi nej tak til at pleje vort eget indre liv med Gud, fordi vi synes det er mere vigtigt at løbe en tur? Eller siger vi nej, fordi vi tror, at de gode stunder er nogle vi selv skaber og har ansvar for, og Gud er bedst til katastrofer?



Hvordan prioriterer vi vores hverdag med Gud – får han overhovedet lov til at fylde, eller fylder vi os selv med afstand og tvivl – fordi det er nemmere? Og nogle igen lukker helt af for Gud, ignorerer invitationen fra ham, for det nu nemmere at sige lade som om, man ikke fik invitationen end det er at tage stilling.



Men faktum er, at Gud inviterer os til sin fest. Og det er op til os om vi vil prioritere det i vores liv. Det er vores ansvar som gæsterne, at finde tid i vores kalender til Gud. Det handler om mere end vi tror – det handler om livet. Det handler om, at Gud har skabt os, verden, alt I ser omkring jer – det handler om, at hans søn lever sammen med os som et menneske, og dør for vores skyld – fordi han elsker os. Det handler om, at vi som mennesker får en ny måde at se verden på, hvis vi vender vores hjerter mod Gud, og tager i mod. Tager imod alt, der kommer fra ham – lytter til hans kalden og tager i mod.



Hver dag giver Gud os lyset, solen, varmen, kærligheden, glæden, trøsten, omsorgen. Hver dag giver Gud os hinanden, smilet i den fremmedes øjne og bøgehækken. Hver dag giver Gud os tiden, muligheden, nåden – og chancen for at sige JA TAK til hans invitation. For kære Venner – der er fest. Der er fest, og I er indbudt. Så pak undskyldningerne ned, og sig ja tak vi kan godt komme. Vi glæder os. Og vi siger ikke nej, fordi livet kommer i vejen, men vi siger ja, fordi du ER livet.







Teksten:
Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Luk 14,16-24