1. søndag efter trinitatis 2011

Når man begynder på en rejse sammen med evangeliet, så vil man hurtigt opdage at nogle steder taler til hjertet mere andre. Nogle steder, taler så smertefyldt ind i livet, at man må holde vejret for at holde det ud, og andre taler så smukt og lykkebringende, at man føler Guds kærlighed helt ind i sjælen. Det er den effekt evangeliet kan have på dets læsere. Men fortsætter man rejsen, så opdager man også steder, hvor man ubevidst springer over, fordi de ikke giver mening, eller steder der ikke skurer i ens øre og indre, fordi de ikke giver udtryk for den Gud og herre, man kender. Men så kan det forunderlige ske, at man pludselig en dag, genlæser et sted, man har læst 100 gange og så opdager, som var det første gang ens øjne ramte bladet, hvad der står, og ens horisont udvider sig. Og det er ord, der har stået der hele tiden – klar til brug. Men det overraskende er, at det først er nu, at man virkelig ser, hvad der står. Det samme kan ske for salmer, man har sunget hele livet. Pludselig så ser man, hvad der står, og man forstår det på en ny måde. Men det er kun fordi ens liv forandrer sig, og fordi man står et nyt og måske fremmed sted i livet, at teksten kan åbne sig for os på denne måde. Det er også derfor, man aldrig bliver færdig med sin rejse ind i evangeliets ord – fortællingen om Jesus, og hvad han gjorde og hvem han var, mens han gik på jorden. Fordi det aldrig bliver uvæsentligt for os, hvad der står.



Evangeliet til i dag er dog gøgeungen i Bibelen. Det er oprindeligt en jødisk tekst, der har fundet en plads i Lukas evangeliet. Den spiller i høj grad på tanken fra Gammel Testamente om et øje for et øje og tand for tand. Det er en retfærdighedstanke, som Jesus radikaliserer og gør op med, hvilket ses tydeligst i Bjergprædikenen, hvor hele Jesu forståelse af menneskers relation til Gud og hinanden bliver forklaret. Der er med andre ord en tanke i dagens evangelium om, at det gammel testamentlige syn på retfærdighed stadig er gældende.

Lazarus, der er den fattige i livet, får i døden sin gevinst, og den der er rig livet igennem, får i døden sin straf. Det er i stik modstrid med det, vi prædiker i kirken søndag efter søndag, nemlig at den, der fortjener det mindst, også er elsket af Gud.



Der er gjort mange forsøg på at presse evangelium af denne fortælling, og bliver det til stadighed. Man kan hurtig nok finde frem til, at den handler om at have de rette værdier. Men alligevel forbliver den en torn i øjet på den forståelse, vi har af, hvad kristendom er. Så hvordan får man lødig kristen teologiforståelse uden at gøre tvang på teksten?



Men som jeg begyndte med, så afhænger meget af øjnene, der ser. og ørerne, der hører. og livet, der bliver levet. Og en fortælling i evangeliet skal læses med de briller, der har tro, håb og kærlighed som fortegn – og ikke de briller, der tager ordet så bogstaveligt, at man glemmer, at vi er skabt med hjerne til at tænke med og hjerte til at føle med.



(Lad mig tage jer med på et spring)

Desmond Tutu er netop sådan en mand, der taler med tro, håb og kærlighed som fortegn for sit liv. Han taler bl.a. om en verden uden tortur. Desmond Tutu har været og er en af foregangsmændene i den helingsproces Sydafrika skulle igennem efter apartheid. Han talte som biskop for tilgivelse og forsoning. Man kunne ellers nemt forestille sig, at det ville have været næsten umuligt at samle landet. Så mange mennesker er blevet forfulgt, torteret, dræbt, hånet og har mistet familie på denne måde, at det har forekommet som en utopi at bare håbe på forsoning. Og man kunne også have forstået det, hvis den sorte del af befolkningen ville have nægtet at forsone sig, men derimod have haft lyst til hævn.



Men Desmond Tutu er ikke er mand, der lader sig begrænse af umuligheder eller fordomme. Han er mand, der tror på, at Guds kærlighed er en realitet i verden og ikke bare et tankespind eller et begreb, vi kan tale om på et teologistudie – nej, han tror vitterligt på, at Gud kan forandre verden. Han ved, at Gud kan forandre verden. Så i mange år har han arbejdet for forsoning, og det har båret frugt. Gennem et stædigt insisterende arbejde, har han sammen med en masse gode mennesker, formået at få sorte og hvide til at sætte sig sammen og tale om det skete – og derved binde deres smertefulde historier sammen til en fælles fortælling om livet i Sydafrika. Og det forsoner og heler. Og pludselig giver det mening, når man hører Jesus sige i Bjergprædikenen, at vi skal elske vore fjender, for når vi gør det, så indvilliger vi også i, at se vore fjender som medmennesker.



Sydafrika er et levende og hjertebankende eksempel på, at det umulige bliver gjort muligt, når man har troen på kærlighed og håbet på Guds nåde med i bagagen.



Denne fortælling om Sydafrika skal lyde i dag, fordi vi ser den spejlet i evangeliefortællingen. Manden Lazarus, der bliver fornedret og ikke drømmer om andet end at spise sig mæt. En drøm mange har den dag i dag. Men han regnes ikke for noget, og bliver ikke set af de mennesker, der kunne hjælpe ham. En oplevelse mange har selv i dag. Evangelieteksten fortæller os ikke kun noget om verden, som den var, men i høj grad noget om verden, som den er.



Og her bliver evangeliet til mere end blot en tro på metaplan, for evangelium er i høj grad levet liv. Vi skal også i dag harmes over uretfærdighed, om det så er rig eller fattig, der udsættes for det.



Vi kan med andre ord ikke nøjes med at tale om, at vi skal møde vores næste, hvis så ikke også gør det! Vi bliver nødt til at tage troen til vore hjerter – helt derind, hvor livet er, så vi kan mærke den pulserer i vore årer. Og når vi gør det, når vi tager i mod den tro, vi så nådigt får givet, så bliver kristendommen til handling. Forstå mig ret, vi får ikke flere point hos Gud eller flere hvide kugler, så vi sikres en frelse. Vi skal handle på det, vi tror på, fordi vi i det øjeblik, vi tager troen til os, ser mennesker, som vore medmennesker. Det er en pligt, at vi ikke, som den rige mand, ser den anden vej og ignorer. Det er derimod vores virkelighed – Guds virkelighed, at vi ikke skal vende os bort fra det menneske, der ligger i rendestenen, men at vi skal bøje os ned, forbinde sårene og give det mad. Det er os, der er Guds redskaber her på jorden – der er kun en måde, at gøre Guds kærlighed til en realitet i verden, og det er gennem os.



Det er ikke bare utopi, for det skete selv der, hvor man mindst af alt forventede, at det overhovedet kunne ske. Selv der fandt Guds kærlighed frem.



Så meget desto mere er det en mulighed i vores ende af verden, hvor vi på mange måder lever et privilegeret liv. Vi kunne sammenligne os med den rige, men vi har mulighed for at fortælle en anden slutning på lignelsen, end den vi hørte om. Vi kan fortælle en slutning, hvor vi tager hinandens liv i vore hænder og tog ansvar. Hvor vi sammen forsøger at gøre kærligheden større end hadet og ondskaben. Det er mere end flotte ord – det er en realitet. Det er hvad evangeliet til i dag, kan betyde for os lige nu i vores liv. Nemlig det, at vi må indse, at Gud har så stor tiltro til os, at han lader os være sine kærligheds redskaber i verden.



Det er vores rejse i verden med evangeliet i hånden. Det skal være de ord, vi pludseligt ser, og som med et taler til os og åbner vore øjne – at Gud elsker dig, tiltror dig, så du kan elske dem du møder.




Teksten:
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31