mandag den 9. juli 2012

2. Pinsedag 2011



Hvis man skulle lave et lynkursus i kristendommen kunne man nøjes med at læse dagens evangelium op, og så tale over det. Faktisk kunne man holde et helt års prædikener over dagens evangelium, for her får vi kernen i kristendommen serveret. Her er vi så tæt ved Guds intention med os mennesker, at man næsten mærker livets mening pulsere i baggrunden. I dette lille stykke tekst, får vi beskrivelsen af mennesker, Gud, verden og Jesus, og hvordan det hele hænger sammen.



Men som alt andet i Bibelen skal man gå varsomt frem, når man læser, så man ikke kommer til at gøre Bibelens ord til lov frem for evangelium. Sagt med andre ord, at vi ikke kommer til at leve for bogens skyld med den som skyklap for verden, frem for at leve for Guds skyld med risikoen for at tage fejl.



I dagens evangelium står der om de sidste dage. Der står, at den, der ikke tror allerede er dømt, og at den der øver ondt hader lyset, fordi han der skal afsløres. Der er mange måder at læse sin Bibel på. Man kan tage forskellige briller på, der farver indholdet alt efter hvilken retning man vil gå. Man kan læse det bogstaveligt, hvilket vil ende med en masse selvmodsigelser og uoverensstemmelser, der vil være så utilfredsstillende, at man ville blive nødt til at vende ryggen til nogle dele af teksten. Andre vil læse den ud fra den samtid den er udformet i, så man forstår hvilke love og sociale normer, teksten læner sig op ad. Faren er, at alt bliver historie og ikke forkyndelse. Der er altså altid en faldgruppe man kan falde i, når man har med Bibelen at gøre. Også fordi Bibelen er hvad den er, nemlig en genfortælling af Guds historie med os mennesker. Den er ikke skrevet af Gud selv, eller bare af Jesus selv, men er genfortalt og derefter skrevet ned med de tolkninger, fornemmelser og følelser forfatteren har haft. Det skal vi nu ikke være kede af, for det er sådan kristendommen er lagt an – og lagt over til os mennesker. Kristendommen er ikke en tro, hvor vi stadigvæk fastholder stentavler med love give direkte af Gud, som vi så blot skal følge. Gud er ikke en gud, der leder som en hærfører eller hersker. Vi skal ikke følge Gud af frygt eller underkastelse.



Kristendommen lever og ånder fordi vi taler om den, og fortæller om den. De første kristne, disciplene, blev fyldt af Helligånden til pinse, og kunne pludselig tale alle sprog. Derfra gik de ud i verden, for at fortælle andre om deres liv med Jesus. Pinsen er en hyldest til genfortællingen, for det er, når vi fortæller, hvad Jesus gjorde og hvem Gud er, at kristendommens hjerte banker. Tænk bare på fortællingen om opstandelsen. I første omgang træder Jesus ikke bare frem for hele verden og viser, at han har overvundet døden – nej, han viser sig for to kvinder, der så fortæller om, at de har set ham. Gud vil, at vi skal fortælle om ham til hinanden. Gud vælger at lade sig selv binde til verden gennem sin søn, og fortæller således sig selv ind i menneskers historie som andet end en Gud, der sidder på en sky. Han er en Gud blandt os mennesker. Derfor er Jesu liv så uendeligt vigtigt, for her igennem får vi en pejling om, hvad det er Gud vil med os mennesker. Og han vil noget med os. Kirsten Nielsen, der er professor på teologi, har engang sagt, at det forandrer Gud, at han bliver far. Ja, Gud bliver forandret da han sender sin egen søn herned, for at leve som os, på de betingelser livet giver. Han gør det ikke som eksperiment, men som en art hensigtserklæring, så vi kan forstå Guds relation til os. Jesus lever som menneske, så han kan fortælle os, at Gud elsker os. Og det kan ikke ordnes på en stentavle, for kærlighed kan ikke beskrives på sten. Kærlighed kan man ikke læse om – den skal erfares.



Men til tider taler vi så meget om kærligheden og især i kirken, at vi glemmer hvad det betyder. Vi holder den ude foran os som et begreb og ser på den, vejer den, vurderer den og taler om den. Og når man holder kærligheden i strakt arm vedbliver den at være i strakt arm. Men kærlighed skal ind der, hvor hjertet banker for at virke. Vi skal turde tage den helt ind, turde stå i lyset for at mærke varmen. Forbliver man i mørket vil kærligheden aldrig give mening for en. Og selv når man så får kærligheden ind, så kan vi ikke altid fatte, at det er en flig af Guds kærlighed vi mærker. Måske fordi vi tror, at den Guds kærlighed vi kan få del i her på jorden, skal være ekstra speciel eller føles meget stærkt og guddommeligt. Men der tager vi fejl af Gud, for vi må huske på, at Gud lod sin søn leve som menneske. Den kærlighed vi oplever, når vi lever et menneskeliv, den er af Gud. Når vi f.eks. overraskes over et andet menneskes gode handling mod os, så er det Guds kærlighed vi mærker. Gud bruger os som reflektorer for sin kærlighed. Gennem hinanden oplever, at vi er vigtige for Gud. Vi må leve et liv med hinanden, blandt hinanden for at erfare denne kærlighed. Og her handler det bestemt ikke om den romantiske kærlighed og det her er ikke et skjult reklameindslag for ægteskabet som den eneste vej til Guds kærlighed, for det er en løgn. Vejen til Guds kærlighed går gennem alle mennesker, og kan opleves af alle mennesker. Den skal ikke begrænses til ægtefolk. Derfor bliver der også sagt i begyndelsen af evangeliet til i dag: At således elskede Gud verden, at han gav sin søn. Gud elsker verden, hvilket betyder, at han ikke kun elsker de få udvalgte, eller de ekstra søde – det betyder, hvad det betyder, nemlig at han elsker verden. Han har hele rosset med. Han udelukker ingen, men elsker alle. Derfor skal også vi elske dem vi møder på vores vej, om vi så synes de fortjener det eller ej. Dette er idealet. Virkeligheden ser anderledes ud. I virkeligheden lever nogle mennesker så alene, at de aldrig fornemmer Guds kærlighed gennem et andet menneske. Nogle mennesker er så skammet ud af flokken at de ikke længere tror på Gud. Virkeligheden er langt fra idealet, men netop derfor skal vi hører om idealet. Vi skal høre om Jesu liv og Guds kærlighed igen og igen og igen, så vi kan møde de mennesker, der bliver glemt. Så vi kan få øje på dem.



Vi skal få øje på hinanden som Gud allerede ser os. Ikke et eneste menneske er glemt af Gud – han holder den ensomme i hånden, vugger den bange i sin favn og aer den svigtede over håret. Ikke en er glemt af Gud. Således elskede Gud verden.



Jeg begyndte med at fremhæve at denne tekst handler om de sidste dage. Og det gør den. Den handler om, hvad der vil ske i fremtiden. Som jeg sagde, kan man læse sin Bibel på mange måder. Jeg læser Bibelen med de briller, jeg tror, er de rigtige, og vover at jeg måske tager fejl på den sidste dag. Jeg læser med kærlighedens briller, og læser, at Gud ikke sendte sin søn til verden for at dømme den, men for at frelse den. Og derfor citerer jeg den franske filosof Serres, når han siger:



”Det er det, der vil ske ved verdens ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning vi ikke har kunnet håbe på.” (”Statuer” af Michel Serres)



Teksten:
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Joh 3,16-21

Ingen kommentarer:

Send en kommentar