mandag den 9. juli 2012

Pinsedag 2011



”Det er det, der vil ske ved verdens ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning vi ikke har kunnet håbe på.”  - Michel Serres (GUD Trinitetsmaskinen)

I Faderes, Sønnens og Helligåndens navn.

- Amen



Pinsedagene har aldrig rigtig som folkereligiøse helligdage forstået vundet indpas som andet end forårets ekstra mulighed for at komme i haven. Forstå mig ret sammenlignet med julen har pinsen ikke gaver, juletræer, fortællingen om barnet i krybben og ønsket om at alle, selv lænkehunden, skal have det godt denne ene dag. Og sammenlignet med påsken har pinsen ikke chokoladeæg, lammesteg eller påskeliljer. Pinsen har ingen ydre kendetegn at hænge sit budskab op på som en knage, hvorigennem budskabet kan formidles. En kendt præst har forsøgt at give os fisken som pinsens spise, men indtil videre har det ikke været en knage, der har kunnet holde pinses budskab. Og måske det slet ikke er så ringe endda. For denne højtids fokus er Helligånden – ånden. Det uhåndgribelige, det vi ikke ser, men som vi fornemmer. Det der ikke altid kan forklares, men som blot er.



Helligånden er den sidste del af treenigheden. Vi har Gud Fader, skaberen, vi har Jesus Kristus, sønnen, frelseren og så har vi ånden, talsmanden, levendegøreren. Der er tre forskellige udtryk og tre forskellige funktioner for den samme Gud.



Det er en gave til os mennesker. For lige så forskellig Gud er i sine udtryk, i sin henvendelse til os, lige så forskellige er vi mennesker. Vi kan have behov for en Gud, der favner, eller et menneske, der elsker, og til tider har vi brug for en ånd, der rører os.



Vi lever i en tid, hvor men hele tiden skal være omstillingsparat. Vi skal hele tiden søge nye horisonter, vi må ikke stå stille, vi skal skifte job og udfordringer, og vi må endelig ikke blive forstokkede i vore meninger. Vi lever i en tid, hvor tradition kun er moderne som nyskabende retro, og hvor det nytænkning, innovation er hverdagsbegivenheder. Hvem bliver ikke bare lidt forpustet af at tænke på alle de opgaver, der ligger foran os? Og mens man tænker morgendagen igennem og accepterer at hjertet strammer i brystet, så længes man i sit indre så stærkt efter et sted, hvor man kan få lov at være den man er – den man er tiltænkt til at være fra Guds side. Et sted, hvor man ikke er bange for fiasko eller hvor motivationen ikke hamrer i årerne, men et sted, hvor man kan lægge sig ned, krybe sammen og blive elsket.

Det er Gudslængslen som vi alle er fælles om at have. Vi længes alle mere eller mindre på forskellige tidspunkter i vores liv efter fuld accept, fuld kærlighed og fuld forståelse. Vi higer lige så meget efter det guddommelige, som det guddommelige higer efter os.



Men vi er stadigvæk mennesker af vores tid. Vi er mennesker, der trods vores længsel også er en del af en kultur, hvor man zapper videre, hvis man keder sig eller hvis man ikke får nok ud af det, man er midt i. Vi er en kultur, hvor man skifter mere end man stander stiller. Og Gud ved, hvordan vi er. Han kender os, som han altid har kendt os. Han ved, at mange vender ham ryggen, fordi tro tager tid. At mange vender ham ryggen, fordi vi til tider skal tie stille for at høre ham. At vi vender ham ryggen, fordi så meget andet lyder bedre for et sekund.



Men han ved også, at alle mennesker på et tidspunkt vil vende sig mod ham, og spørge, søge og bede: vær mig nær.



Og her vil nogle bede Gud Fader, andre Jesus og andre igen vil bede ånden om at være dem nær. For selv om vores behov er det samme, kan vi have brug for forskellige indgangsvinkler til Gud. Vi nærmer os Gud gennem hans tre forskellige udtryk. Og på mange måder er det, hvad vi i vore dage har brug for – hvad man alle dage har brug for – nemlig en Gud, man kan forholde sig til. Gud er altid større end vi forstår, men han forsøger at gøre sig forståelig for os, gennem sin søn, og gennem sin ånd. Han forsøger at finde kanaler, vi zapper ind på, og som vi kan forstå.



I dag handler det om kanalen Helligånden. I dag siger Jesus, at Talsmanden – Helligånden vil komme efter ham. En ånd der hele tiden har været der, som den svævede over vandene i begyndelsen, som den var til stede ved Jesu dåb, men nu er ånden til stede, som levendegører. Ånden er det, der gør forskellen på dødt og levende. Uden ånden bliver alt åndsløst og dødt. Men med ånden bliver det levende.



Guds ånd kommer pinsedag til Jesu disciple. Disciplene, der har siddet alene efter Jesus, har pludselig, midt i deres kaos, følt Helligånden. De er blevet fyldt af ånd, og har derefter kunnet gå ud i verden og forkynde. De har derefter rejst sig og skiltes fra hinanden, så de har kunnet fortælle andre om, hvad de har oplevet. Og fordi de valgte at gå ud og fortælle andre om Jesus, har vi i dag en kirke i Danmark.



Vores tro bygger på genfortællingen. At vi hver søndag igen og igen hører og bliver mindet om, at Gud har fortalt sig selv ind i vores historie. Men det ville ikke være andet end et eventyr, hvis ikke Helligånden var med. Og der adskiller denne fortællingen om Jesus sig fra eventyret, for selvom vi hører om Eventyret om Rødhætte 1000 gange, så begynder vi ikke at tro på det. Men fordi Helligånden er til stede, når vi hører om Jesus, så tager vi det ind i hjertet, så ved vi, at det er sandhed. Derfor går vi i kirken – for at blive mindet om Jesus, og for at blive mødt i vores længsel.



”Hvor to eller tre er forsamlet, der er jeg til stede.” Kirken bliver grundlagt denne dag, som det sted, vi kan få helle fra hverdagen. Det sted, hvor vi kan sætte forventningspresset på pause, og blive favnet som os selv. Det sted, hvor ånden fylder os som et åndedrag og hvor vi hører: ”Den der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”.




Teksten:
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Joh 14,22-31

Ingen kommentarer:

Send en kommentar