mandag den 9. juli 2012
4. søndag efter påske 2011
”Tænk, at det skulle ske for mig.”
”Det troede jeg slet ikke.”
”Jeg fatter ikke, at vi skulle opleve dette.”
”Hvad har vi gjort for at fortjene dette?”
Det er ofte hvad man hører, når man taler med mennesker, der rammes af sygdom, kommer ud for kriser eller hvis liv bliver rykket op med roden. Det fortvivlede udsagn, vantroen, frygten – klagen. Og pludselig bliver mange ord ligegyldige i sådanne situationer. Jeg har læst en bog af en præst (Lise Trap: Sorgen er den største ære glæden kan få), der mister sin søn, og som siger, at hun efterfølgende er blevet overfølsom overfor store ord. Ord der bare bliver sagt, og ord som endog lyder godt, men som klinger så uendeligt hult, når man har mistet det eneste, man ikke kan holde ud at miste.
Og andre, der har oplevet det samme, kan fortælle, at man ikke længere kan holde til at høre klicheer om livet, døden og kærligheden, og især ikke når de lyder i en kirke.
Nu er det aldrig ment som en kliche, når det lyder i kirkens rum, men derfor kan det nu nemt opfattes sådan. For hvordan må det ellers lyde for den sørgende, når man taler om Guds barmhjertighed og nåde og Guds uendelige kærlighed til os mennesker, når man mister en, man elsker? Det må være det sidste, man ønsker at høre, når mørket og kaos lukker sig om liv og lemmer. Det sidste man ønsker at forstå, når ens liv er slået ud af kurs for altid.
”Tænk at det skulle ske for mig?”
Lad os spole tiden tilbage til aftenen før Langfredag. Der sidder en gruppe mænd samlet. De har levet sammen i flere år, og kender hinanden godt. De kender hinanden fordi, de alle som en har valgt efterlade hele deres liv, så de kunne blive en del af denne gruppe. De har forladt deres arbejde, hjem og familie.
Uden at vide, hvordan de skulle få mad, tøj på kroppen eller om det overhovedet var noget for dem, eller om de ville se deres familie igen, har de rejst sig. Rejst sig og rejst bort så de kunne følge manden Jesus. En mand de troede på, da han kiggede på dem og sagde: Følg med! De levede for at følge ham, uden at vide, hvordan det skulle ende.
Men nu er enden nær. Jesus sidder med dem en aften før påske. Sikkert som de har siddet andre gange sammen. Men denne aften er ikke som de andre, for denne aften har Jesus noget at fortælle dem. Han fortæller dem, at han må gå bort.
De har sikkert ikke anet, at deres vandring med Jesus en dag ville få en ende. Hvorfor skulle de også det, for de har jo satset alt på ham. Og de forstår det heller ikke. Læser man videre længere frem i det afsnit i Bibelen, hvor dagens evangelium er tage fra, så vil man høre, at de spørger ham, hvad han dog mener med det. For det værste kan vi måske nok tænke os til, men ikke forestille os vil ske.
Men Jesus ved hvad der vil ske, og derfor svarer han: ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg, skal blive til glæde.”
Deres liv bliver slået ud af kurs, og det gør altid ondt, når slaget rammer, og de må gå en ny vej resten af livet. Deres liv bliver aldrig det samme igen. De vil sikkert ønske, at Jesus ikke gik bort, men at han fortsat ville være lige ved siden af dem. Så kunne de have spurgt ham, talt med ham og lyttet til ham. Så skulle de ikke have levet alene resten af livet – uden HAM.
Jesus ved, at han skal væk fra dem, og han har sikkert kendt den store smerte, disciplene stod overfor. Derfor forsøger han denne aften at forklare dem, hvad der venter forude. Han forsøger, at sige til dem, at enden ikke er enden. Men at der sker noget nyt efter ham, for efter ham, kommer Talsmanden – Helligånden. Han fortæller dem, at det han har begyndt ikke ender her, og bliver glemt med tiden. Der er et kapitel mere. Verden har nemlig ikke den samme efter Jesus har levet, er død og opstår – verden er forandret for altid. Gud har fortalt sig selv ind i menneskets historie for altid. Det forsøger Jesus, at sige til dem – Gud har fortalt sig ind i menneskets historie. En fortælling, der sker på menneskelivets betingelser – nemlig at et liv, skal dø fra denne verden. Og derfor må Jesus også dø som det menneske, han er. Men efter ham kommer ånden. Guds nærvær fortsætter gennem ånden.
Det kan være svært at tale om ånden, for den har ikke et fysisk udtryk. Og ofte bliver den misforstået som en følelse i kroppen. Taler vi kun om Helligånden på denne måde, så gør vi ånden mindre end den er, og vi udelukker de mennesker, der ikke føler ånden i livet eller i sorgen. Ved kun at tale om ånden som følelser, så udelukker, vi de mennesker, der som Jesus selv, råber: Min Gud, min Gud hvorfor har du forlagt mig? Man er ikke mere kristen eller bedre kristen, hvis man føler ånden. For Helligånden er mere en følelse – ånden er hvad den er; nemlig ånd. Ånde. Når vi trækker vejret, så mærker vi ånden, som den første gang Gud blæste ånde ind i mennesket og gav det liv. I åndedraget er Helligånden tilstede, som Gud der igen varsomt ånder på os – ”Gud ånder på øjet når vi græder” (DDS 750, 2). Helligånden er til stede hos enhver, og ikke kun hos de få udvalgte. Men her hos os, der endnu lever under denne verdens betingelser, er han til stede, så nær at blot vi trækker vejret, er han hos os.
Det er hvad Helligånden er – Guds konstante nærvær i verden. Og der menes ikke bare et nærvær på et metafysisk niveau, vi kan tænke os til gennem filosofiske grublerier – eller på den anden side gennem ekstaser og følelsesudbrud. Det er langt mere simpelt end det – Gud er til stede i et hvert åndedrag vi tager. Han er fysisk til stede i selve det, der gør, at vi lever – om vi lægger mærke til det eller ej.
Og dem vi savner, dem der er gået bort, de har ikke brug for Helligånden, for de allerede hos Gud – de er i lyset af Gud. Det er store ord, men de er ikke større end håbet om, at Gud når dem, vi ikke længere selv kan nå.
Teksten:
Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Joh 16,5-15
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4. søndag i advent, 2024
Det er svært ikke at begynde dagen med at sende vores tanker til Magdeburg, der i weekenden blev ramt af et terrorangreb. En bil blev kørt m...
-
Hvornår er livet godt? Det spørgsmål sidder på rygraden af mange os, som en lakmusprøve på om det, vi gør lige nu, er en del af ”det gode...
-
Alle navne har en betydning. Hvis vi ser på dem, der er døbt i dag, så betyder.....( her fortalte jeg, hvad dåbsbørnenes navne betød) ...
-
Jeg vil dele en historie med jer, der stammer fra Johannes Møllehave, som mange af jer nok kender. Han fortæller om sin barndom, at han en ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar