mandag den 9. juli 2012

2. søndag efter påske 2011



Hvordan lever jeg mit liv i frihed? Det spørgsmål blev jeg stillet i denne uge, da jeg var på besøg i Hamborg, for at se på ungdomsarbejdet i kirkerne dernede. Hvordan lever jeg mit liv i frihed? Vi sad en masse mennesker samlet og der var mange svar. Alt fra, at jeg kunne leve i frihed, fordi Gud har tilgivet mig, til at jeg var fri, når mine venner og jeg kunne slappe af sammen. Men det svar som gik igen fra alle var, at først når man føler sig sikker, kan man leve et liv i frihed. Først når man ved, at der er en, der tager sig af en, kan man leve et liv i frihed. Der blev altså ikke svaret, at frihed er, når jeg kan gøre lige, hvad jeg vil, når jeg vil. Nej, svaret var, at når jeg ”bliver passet på”, så er jeg fri.



Og det handler dagens evangelium om. Nemlig frihed.



Teksten til i dag er dog på mange måder en provokerende tekst. Især i de perikoper, hvor Jesus siger, at han er en hyrde, der sætter sit liv til fårene. De fleste, der ved, hvad påsken handler om, vil med det samme vide, at det handler om Jesus, der ofrer sit eget liv for vores skyld, så vi kan leve. Men for den udenforstående, den der ikke nødvendigvis har sammenhængen med, eller den som læser evangeliet ordret, vil sådan en kommentar om, at han giver sit liv for fårene, klinge fælt i en terror tid.



Vi levet i en verden med mennesker, der gerne ofre sig for en sags skyld og ikke er bange for at tage andre med i døden, vi lever i en verden, hvor fronterne er trukket skarpt op, og hvor ikke alle har den luksus at kunne leve i frihed, men lever steder, hvor både tanken og kroppen bliver tvunget til bestemte holdninger og handlinger. Vi lever i en verden, hvor uskyldige dør for en sag, der ikke er deres, og hvor andre bifalder de hjerner, de står bag sådanne angreb, fordi de i deres øjne sætter liv til for fårene.



Hvor er forskellen på Jesu handling og sådanne handlinger? Og hvis Jesus er lederen, ham der vogter os, og dermed verdens sande hyrde – hvor er grænsen da til teokrati?



Luther talte om to regimenter. Den ene var verdsligt og hørte under kejseren, og det andet var åndeligt og hørte under Gud. I det første var loven og øvrigheden. I den andet alt, der havde med sjælen, troen, forkyndelsen og nåden af gøre. Luther foreslår, at man deler livet i to regimenter, for at kunne skelne mellem de to. Dette er så desværre senere bliver mistolket i retningen af, at al religion bør være privat og slet ikke nævnes i det offentlige rum, netop fordi det hører til et andet regimente. Men det var slet ikke Luthers ærinde. For Luthers verdensbillede var anderledes end det er i dag. I hans optik var hele verden kristen, og i sådan en kontekst kunne man opdele. Også kejseren, der hørte under det verdslige regimente, var kristen. Det har aldrig været Luthers hensigt at skille de to regimenter så meget ad, at de blev uafhængige. Luther kunne slet ikke forestille sig en verden, der ikke var kristen – religionsfrihed eksisterede slet ikke for ham (faktisk så mente han, at det åndelige regimente altid skulle handle efter sin samvittighed, hvis denne blev prøvet af øvrigheden – kirken havde altså både lov og pligt til at gribe ind, hvis øvrigheden gik over grænsen og mistede sin medmenneskelighed.)



Så hvad har ændret sig til i dag? I forkyndelsesmæssigt perspektiv, har intet ændre sig. For Gud er stadigvæk en realitet og Gud er stadigvæk til stede både i kirken og folketingssalen.

Vores måde at definere verden på har derimod ændret sig. Historisk set sker det med den franske revolution, der bliver menneskerettighedernes krybbe. Det er rettigheder, der skal beskytte individet mod overgreb, mod diktatur og mod tvang. Og derfor får vi med menneskerettighederne også religionsfrihed. Enhver har lov til at tænke og mene det, de vil – og har lov til at tro på det, de vil. Og den dag i dag er det et kardinalpunkt ved menneskerettighederne, nemlig religionsfriheden.



Når man som præst skal forkynde, kan religionsfriheden være vanskelig at forkynde op ad. Dels fordi jeg er overbevist om rigtigheden af sådan en erklæring, og dels fordi jeg er overbevist om rigtigheden i kristendommen. Jeg står med andre ord mellem to veje, man kan gå ned ad. Konsekvensen af den ene vil være, at alt bliver lige godt og dermed ligegyldigt, og konsekvensen af den anden vej vil i yderste konsekvens være tvang til frelsen. Så derfor må vejen, man skal fare, findes i midten.



Midt mellem religionsfrihed og kristendommens sandheds krav findes den vej, man skal gå i en verden der ikke er teokratisk, men demokratisk. I en verden, hvor der er plads til den mindste og til den, der mener noget ganske andet end resten.



Jesu liv var politisk, og derfor er kristendommen politisk. Det betyder, at du ikke kun kan leve din kristendom i din fritid, afskåret fra resten af dit liv. Kristendommen er også til stede i det offentlige liv. Derimod er kristendommen ikke partipolitisk. Det er vigtigt at understrege. Gud grundlagde altså ikke et parti ved verdens skabelse! Derimod gav han os sin søn, så vi derigennem kan se, hvordan vi skal se andre mennesker og hvordan vi skal være overfor hinanden. Og det kan ikke andet end at give dig en holdning til livet – og dermed bliver det politisk. Vores opgave i verden er at forsøge, at møde andre mennesker som skabt i Guds billede, møde dem uden fordomme og domme, møde dem som ligemænd – og lade Gud om resten. Og det kan kun ske, hvis man ikke tvinger folk til troen – hvis man insisterer på, at frasige sig fristelsen til at ville leve i et teokrati. Bare tanken om, at verden ville være mere fredelig, hvis alle var kristne er en illusion af de helt store. For hermed siger man, at kristne er bedre mennesker end resten. Og det kan lignelsen om den barmhjertige samaritaner eller fortællingen om Peter der svigter, for blot at nævne nogle få, afkræfte. En tro på Gud, gør ikke automatisk en dig til en helgen.



Men teksten til i dag handler faktisk ikke om os, den handler om Jesus. Han siger, at han er den gode hyrde, der leder flokken. Jesus er vores leder, ham der passe på flokken og sørger for os. Og han er en hyrde, der ikke stikker af, når ulvene kommer – nej selv der bliver han hos os. Jeg begyndte med at stille det frække spørgsmål om, hvor grænsen til terror går i forhold til at hyrden giver sit liv for fårene. Og netop der går grænsen. For terror er, at tage andres liv for egen vindings skyld, og det kunne og ville Jesus aldrig gøre. Derimod så giver han sit liv, så vi ikke behøver give vores.



Det er det modsatte af terror – det er kærlighed. Og sådan en hyrde er han. Han sørger for at ikke en af os nogensinde skal give vores liv i pant til Gud, heller ikke engang det menneske, der måtte være udråbt som det ondeste menneske i verden, skal bøde med livet i forhold til Gud. Det er fantastisk at tænke sig – nemlig at selv det menneske, har Jesus taget straffen for – fordi han ikke kan lade være med at elske os.



Og det er den sande leder. Jesus leder os, som den gode hyrde. Ikke en som en hyrde, der let giver op, bliver misundelig eller sur – men som den GODE hyrde, der vil os det godt. Som en hyrde der sikrer os, passer på os og holder øje med os. Og selv de får, der lige nu ikke er del af fold – dem passer han også på.



Det er den sande frihed – at vi er passet på af Ham.




Teksten:

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Joh 10,11-16

Ingen kommentarer:

Send en kommentar