3. søndag i fasten 2011

”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Disse ord lyder hver gang et barn bliver døbt i en kirke. De lyder når konfirmanderne skal bekræfte deres dåb, og de lyder til næste enhver gudstjeneste. Forsagelsen. Forsagelsen hvor vi tager afstand fra alt hvad der ondt her i verden. Og vi siger det før vi bekender, hvad vi tror på. Vi begynder nemlig med at kridte banen af, rydde væk, så der kan blive plads til det, vi tror på – nemlig vores tro på Gud, Søn og Ånd.



Og netop derfor er det også i denne faste tid (der er tiden op til påsken, hvor Jesus slår fast, at det onde har tabt i verden, og så selv om det endnu ikke er fjernet – i denne tid der oprindeligt var tiden hvor dåbs kandidaterne fik deres oplæring i troen, og skulle vide hvad de skulle forsage og tro på) at vi igen og igen har evangelietekster, der handler om det onde, fristelser, dæmoner, Beelzebul og Satan.



Det er generelt ikke særlig populære emner at tale om, og visse har endog foreslået, at man skulle fjerne forsagelsen ved dåben. ”Det er jo da også trist at tale om sådanne ting foran et lille barn.” Desuden er der sket den drejning, at mange mener, at hverken djævelen eller dæmoner findes mere. De hører en gammel tid til, hvor man var uoplyst.



Og på mange måder er det problematisk, for vores erfaringer fortæller os, at der findes ondskab i verden. Og det bliver især problematisk, når evangelieteksten til i dag netop handler om dæmoner og uddrivelser. Faren for en forkynder kan blive, at enten vil jeg forsage det onde så kraftigt, at jeg bortskriver det dets tilstedeværelse i verden og derved driver overfladisk kristendom, for ikke at sige vender ryggen til den erfaringsverden vi lever i – eller jeg ender med at insistere på det ondes eksistens, at prædikestolen bliver en forsvarsstol for det onde, og det er et forsvar det onde aldrig må få.



Så vi sidder tilbage i fælden, og kan hverken det ene eller det andet. Så hvad er det ved det onde, der gør det så vanskeligt?



En del af det ondes problem er dets årsag. Hvorfor er det ondskab i verden? Det er et spørgsmål, vi delvist kan give svaret på, for går vi til det gamle testamente, så ser vi, at det onde allerede fra begyndelsen er skabt af Gud. Slangen i edens have er blandt de skabte dyr. Og i Jobs bog står der, at Satan engang var en af Gudssønnerne. Dermed var Satan oprindelig et væsen i tæt relation til Gud. Men det ændrer sig i det Nye testamente – det ændrer sig med Jesus – for her hører vi aldrig om oprindelsen til det onde. Jesus taler slet ikke om hvor det kommer fra, for begynder man at forklare, hvor noget kommer fra, så kan man også undskylde dets eksistens. Og det onde må aldrig blive undskyldt eller forklaret. Det onde er på trods. Derfor kan vi heller ikke lægge det onde ind i mennesket. Men det er en tanke, man hører mange steder, nemlig den, at det er mennesker, der er onde og skaber ondt i verden. Tænk bare på udtrykket: ”han viste os sit sande jeg.” Hermed mener vi, at han viste os et ansigt, der var egoistisk og ondt, og der menes også at netop dette ansigt er tættere på det inderste end alt andet. Kunne det ikke tænkes, at dette inderste faktisk er godt, og at, når man er egoistisk og ond, faktisk er trådt ud af sig selv – trådt ved siden af? Vi mennesker er vore egne værste dommere, og vi har travlt med at fortælle os selv og hinanden, at vi er de onde i verden – og dermed går vi faktisk det ondes gerning. For det onde behøver slet ikke løfte en finger, mens vi har travlt med at kaste dårligdom ud over hinanden.



Men det onde er her. Midt i blandt os, på trods af Gud. Og vi har svært ved at kende det. Om vi kalder det Satan, det onde, ondskab eller dæmoner, så er det onde i verden.



Hele fastetiden handler om det onde og det handler om magt. Det handler om Guds magt over livet – over os. Når man taler om magt, så vi de fleste tænke på en magt, der enten tvinger sig igennem eller bestemmer over folk. Det er også den magt, vi måske helst så Gud have, hvorfor nogle faktisk lader Gud have ansvaret for det onde, da man så nemmere kan forstå ordet magt. For hvad er magt? Man kan tænke, at magt er den, der har magten over noget. Den der har magten over andre, og kan få andre til at gøre som man vil have det. Det er en opfattelse vi ofte møder i evangelieteksterne, hvor vi høre om længslen efter en Gud, der kan tage magten fra magthaverne og ved et trylleslag gøre verden god. Her er ønsket en Gud, der med sin mægtige kraft kan forandre det uforanderlige.



Og skuffelsen er stor, da menneskemængden til påske opdager, at den Gud de troede kunne trylle og tage magten fra undertrykkerne, faktisk ikke gjorde andet end lade sig fange og dø på et kors. Og i evangeliet til i dag, hører vi samme længsel – ”vis os da et tegn mere, så skal vi tro på. Gør noget, tryl for mig, underhold mig, så lover jeg at tro på dig.” Og Jesus ved det. Han ved, at svævede han over deres hoveder mens han lod et flammesværd ramme de uretfærdige, så ville verden ligge sig for hans fødder. Men derfor begyndte fasten også med teksten om Jesus, der bliver fristet i ørkenen. For der bliver han fristet til vise sin magt og bruge sin magt – og det er Satan selv, der frister ham. Satan viser ham hvor let han kunne overbevise os mennesker om, at han er kongen. Men kun ved at bruge en magt, der ikke er af denne verden – kun ved at overskride de menneskelige rammer.



Og det er ikke sådan Gud er. Ved at overskride de menneskelige rammer, vil magten altid være en tvungen magt – en frygtens magt – en magt hvor man underkaster sig det, der er større, fordi det er større. Men det er magt, der hører det onde til. Gud vil ikke have vores tro af frygt for ham – den magt han bruger er frihedens magt – den magt, der ikke tvinger os til Gud, men sætter os fri til at leve. Frie til at vælge.



Og derfor vælger Jesus heller ikke at lave et tegn den dag, hvor mængden kræver det. Han giver os derimod to valg – nemlig det valg, at enten er vi med ham eller også er vi mod ham. Og derefter fortæller han om den ånd, der blevet drevet ud af et menneske, og flakker omkring for derefter at vende til bage til huset, og der finder det prydet og fejet, og så kan den ånd gå ind og tage 6 andre værre ånder med.



Det er en forvirrende fortælling, fordi mange nok til tænke, at det vil være godt med orden efter ånden er drevet ud. At vi kan rydde op, så vi, når ånden kommer tilbage, kan få øje på den. At hvis vi koncentrerer os, eller lever vores liv på en overskuelig måde, så kan vi undgå det onde – undgå det, der skader livet. Undgå noget som selv Jesus ikke kunne undgå, men måtte se i øjnene. Illusionen er her, at vi kan spotte det onde ved at feje for egen dør og i eget hjem. At vi ved vores anstrengelser kan undgå det onde. Her må vi huske på, at det vi er oppe i mod, er ondskab så svær at finde, at Gud måtte lade sin søn dø, for at overvinde det. Mon vi mennesker ved at skabe orden, så kan få bugt med det onde? Vi må indse, at vi ikke ved, hvor det onde er – vi kan ikke få øje på det. Nogle gange er det onde tydeligt, som når det kommer med horn og trefork – altså når det udøver magtmisbrug over andre og skader andre – så kan vi nemt se det. Men det onde kommer også i fristerens rolle, hvor stemmen er sød og indsmigrende. Hvor vi ikke ser det.



Det er bestemt ikke rart at tænke på, og ikke et budskab I skal gå herfra med som et hovedbudskabet. Men at overse det onde, er at give det frit spil i verden, og at overvurdere det onde, er at give det magt. Men som livet er nu mellem skabelsen og Guds dag, så er det onde i verden – uforståeligt og uforklarligt, men til stede. Som noget der hiver i os og frister os, men en som en magt, der har en modmagt – nemlig Gud selv.



Vi er det, der kæmpes om mellem Gud og det onde. Det er os de vil have, men hvor det ene til tvinge os og friste os, vil den anden magt elske os. Også når vi lader os tvinge og lader os friste. Også når vi fejlagtigt tror, at vi selv er de onde, eller ligefrem tror, at Gud er den der skaber det onde. Selv der elsker Gud os.



Hovedbudskabet er, at kampen på forhånd er tabt. Det onde har tabt, og kan ikke andet end at ende med at tabe. For Guds rige er allerede midt i blandt os – Guds kærlighed er så stor, at den fordriver det onde fra verden og opretter verden.



Og derfor begynder vi med at sige, at vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det onde er i livet, omkring os og påvirker os; men det onde står ikke uimodsagt. For når Guds dag kommer, så taber det onde – så har det allerede tabt. Hør Guds ord og bevar det.




Teksten:
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28