mandag den 9. juli 2012

Seksagesima 2011



Jeg har lige fået et mini drivhus. Og med mini, men jeg mini, for det er ikke større end en lille bakke og kan stå på min altan og give dejlige krydderurter. Frøene kommer i små poser, som lige er klar til at blive puttet i jorden. Og som bymenneske, der ikke ellers kender til landbrug, må jeg hver gang undre mig over, hvor få frø, der skal til for at give krydderier. Det ser altså ikke ud af meget, når man sår frø, og til tider kan man tænke, at man da bør putte lidt flere frø ned i jorden for at være sikker på, at det giver afkast af sig. Og mens jeg står og putter frøene ned i jorden, så opdager jeg at posen er tom, og kun halvdelen af jorden er sået til. Ikke flere frø tilbage til resten af jorden. Gode råd er dyre, og som den havemand, jeg bestemt ikke er, så opgiver, og tænker at det så bare må vokse lidt tættere.



Gad vide om sædemanden i dagens evangelium har samme vanskeligheder? Ja, nu er han sikkert en kende mere vant til det, end jeg er, men alligevel så må tanken da dukke op fra tid til anden hos de fleste, nemlig, hvornår har han ikke flere frø at så med, og hvad så med resten af marken? Er det bare ærgerligt? Og med det spild han har, hvor han rammer ved siden af, ja så med det vel ende med, at der ikke er nok frø.



Lignelsen er, sammen med den barmhjertige samaritaner, vil jeg tro, en af den mest kendte lignelser, og derfor er det nemt at drive en pointe ud af den. Nemlig at Gud er sædemanden, der sår sit ord over hele jorden, og noget rammer gode steder og andre rammer mindre gode steder. Om man kan spinde en ende over, at jorden er os mennesker, og at vi både rummer klippe, vej og den gode jord. Man kan også udlægge den pointe, at Gud sår med løs hånd over alle, både retfærdige og uretfærdige. Det er alt sammen god kristendom. Og så udlægger Jesus selv evangeliet, så vi kan forstå det – han slår det fast med syv tommer søm, så vi kan se, hvad han mener.



Men et er at se det og få det forklaret, noget andet er at leve det. Måske jeg er hæmmet af min manglende viden om landbrug, men jeg kan ikke andet end at undre mig over, hvornår sædemandens mængde af frø slipper op. Og så må næste spørgsmål, der også er en frygt og en sorg, være – bliver det mig, der ikke får frøene sået ud over mig? Er der mig, der er den jord, hvori frøene ikke kan vokse?



Ser man på evangelieteksten, så siger Jesus, at det er de mennesker, der hører ordet og tager i mod ordet, der bærer frugt. Men hvordan tager man i mod sådanne ord, for det må betyde andet end man blot siger ja tak, og så lader stå til. Det vil være en ydre gudsdyrkelse, som den Jesus netop gør op med. Jesus ønsker ikke, at vores gudsdyrkelse bliver et tomt ritual. Han siger igen og igen at han ønsker sig os.



Så hvordan tager man i mod ordet, frøene, hvis man inderste inde tænker, at der ikke er nok frø til mig, eller hvis man inderst inde kun ser den afgrøde der mislykkes?



På mange måder er denne lignelse problematisk for det post-moderne menneske i denne ende af verden. Vi lever i en tid, hvor individet er i centrum, og hvor vi får præsenteret et væld af muligheder. Vi kan selv vælge og forme vores liv, og dermed kan næsten enhver drøm nås. Men til tider falder dette korthus, som det er, sammen. For ikke alle drømme kan nås, og når ønsket for livet er urealistisk, kan den braste drøm blive altoverskyggende. For når alt synes tilgængeligt for dig, så er der også kun en at give skylden, når det mislykkes – nemlig dig.

Og derfor kan lignelsen for det nedbrudte menneske, for dem hvor livet ikke gik som man tænkte sig det, blive endnu et art bevis på, hvor mislykkes man er. Ikke engang en mark kunne jeg være. Og det var og er ikke meningen med kristendommen. Aldrig har kristendommens opgave været at nedbryde mennesker, at sætte folk på plads eller at gøre sig til dommer. Det er ikke kristendommens opgave, og det ikke er menneskers opgave.



Kristendommen, Jesu liv, Guds ord skal være det, der gør at vi tør leve! At vi lever på trods! At vi lever i mod! At vore øjne ikke bliver så lukkede at vi kun ser fiaskoen! At vi derimod ser livet!



Og igen ender vi på ”hvordan”?

For det er denne tids udfordring – hvis det ikke lykkes, hvad kan JEG så gøre for at gøre det bedre? Tidens utålmodighed kommer til udtryk i ønsket om, at føle Gud, og i ønsket om at Gud kan gøre en forskel for os nu.

Om mon ikke spørgsmålet til Gud ofte lyder: hvad kan du give mig Gud? Men svaret er ikke altid det, man leder efter. For at tro på Gud, gør ikke nødvendigvis et liv lettere, eller giver nemmere vej til succes. Godt nok har en forsker engang sagt, at vejen til et langt liv var, at man bl.a. havde en religion. Men på den anden side så sagde han også, at man skulle have en hund og huske at spise morgenmad, og religion – kristendom kan ikke bestilles pr. postordre og så bare installeres.



Og det er jo så det moderne dilemma – tro kan ikke bestilles, og det er ikke nok bare at sige ja.



Og her er det, at lignelsen handler om mere end ord, der sået. For at for at kunne så, må Gud komme os nær, komme sin mark nær. Hans nærvær må være i verden, for at hans kan sprede sine frø. Og lignelsen handler også om Guds nærvær.



Dette må være det springende punkt i lignelse – nemlig at Gud ikke blot spreder sine ord ud over verden, men at han kommer os nær, når han gør det. Vi kommer først Gud helt nær i opstandelsen, men Gud kommer os nær her i livet. Han lader sit rige begynde allerede her i dette liv, for derefter at fuldføres, når døden ikke er en grænse mellem os og ham.



Vi kan bede om at Gud er os nær. For det har aldrig hjulet folk, at lave Gud om til julemanden, hvor man sender sine ønsker hen. For igen kommer fokus til at være på os og vore ønsker, og i mødet med Gud, skal vi sænke vores krav og møde Gud nøgne. Stå med de tanker og følelser og det liv, vi har levet – vi møder Gud i al vores såbarhed, sågar vores ydmyghed, fordi han alene kender os fuldt ud. Han ser os som dem vi er. Han nærvær er det frø, der altid er i verden, og aldrig slipper op. Han er den succes om man vil, der bliver lovet os – for Gud forpligter sig på os.



Vi skal bede Gud om at være os nær. Det er ja’et, for det er et ja med hjertet. Ja Gud, jeg beder dig vær mig nær. Vi skal ikke yde eller sørge for frøet – frøet kommer fra Gud, og vi kan folde vore hænder og bede om det. Vær mig nær Gud, nær mig nær.




Teksten:


Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« Mark 4,1-20

Ingen kommentarer:

Send en kommentar