Helligtrekongers søndag 2011

Her i decembermåned har vi på DR kunnet følge journalist Mikael Bertelsen, der gik på caminoen. Caminoen er en pilgrimsvandring, der går til Santiago de Compostela i Nordspanien. I Santiago skulle en af Jesu tolv disciple ved navn Jacob ligge begravet. I 24 afsnit, følger vi Mikael Bertelsens søgen efter sandhed, mening og ro. Og det, at en tv-kanal som DR laver et sådant program, viser en tendens i tiden, nemlig at flere og flere søger. I disse år har der været en drejning mod det at søge. Og her tænker jeg ikke på en materiel søgen, men derimod på en større interesse for at søge det spirituelle og for at nå et dybere lag i tilværelsen. Og denne søger kommer til udtryk på mange forskellige måder – i alt fra meditation over yoga, små hjemmealtre, zen til pilgrimsvandringer.



Og netop denne søndag – hvor vi hører om de vise mænd fra Østerland – kan tankerne nemt falde på de mange forskellige måder at søge på. For de vise mænd fra Østerland var nemlig, ifølge sagnet, stjernetydere eller astrologer. De læste stjerner og kunne derudfra tyde fremtiden, som de mente, den lå bestemt.



I vore dage møder vi også stjernetydere, men af en lidt anden art. De lægger personlige horoskoper, og næsten alle blade har et horoskop på en af siderne. Så også i dag har vi vise mænd fra Østerland, der forsøger at fortælle om fremtiden, som om den allerede var blevet levet og blot lå og ventede på, at vi skulle være statister i den.



Men hvor man i dag kan sætte spørgsmålstegn ved stjernetyderens videnskabelige grundlag, kan vi derimod nemt forstå de vise mænd fra Østerland. Måske fordi vi lige nu lever i en tid, hvor vi atter søger, eller måske nærmere forsøger, at finde frem til en mening, forstår vi godt trangen til at følge en stjerne på himlen. Mange håber måske selv at finde den stjerne, de kan følge livet igennem og som på forunderlig vis giver deres eksistens en mening, der overskrider enhver tvivl. Som et grundvilkår har alle mennesker brug for et anker, der kan give dem håbet om, at livet ikke blev levet forgæves. Nogle oplever det måske først når livet er ved at rinde ud, hvor andre hver dag stille sig selv dette spørgsmål; men der er ingen tvivl om, at alle på et tidspunkt i deres liv, stille sig spørgsmålet: hvad er meningen med det hele? Og hvem at os herinde håber da ikke også, at der må findes et højere mål med tilværelsen, der kan give lidelse, sorg, død og katastrofer et strejf af mening? Hvem af os håber da ikke også, at livet er mere end blot en tilfældighed – et naturens lykketræf?



Og en stjerne på himlen, der lyser klart, kan give os den sikkerhed som vi længes efter – kan give os et mål. Men hvor finder man en stjerne, man kan følge? Eller sagt med andre ord, hvordan giver man sit liv det indhold, som stjernen gav de vise mænd?



Nu vil jeg ikke forsøge at fortælle jer, at der findes en forkromet og flot mening med hele livet, som vi ikke kender, man blot skal overgive os til. Ej heller vil jeg forsøge at bilde jer ind, at lidelse, sorg eller det at miste en elsket er bestemt af Gud. Eller at Gud tager de bedste til sig først, da det jo efterlader os andre her på jorden i et eksistentielt dilemma.



Og måske er der en mening med livet, måske Gud har tænkt sig en plan. Jeg kan ikke sige det, andet end at jeg ved, at Gud skabte verden og så at den var GOD. At vores liv her på jorden rummer muligheden for noget godt. Det er det, vi skal fokusere på – nemlig at selv det liv, der kan virke spildt eller fyldt med sorg rummer muligheden for noget godt. Vi rummer muligheder.



Og menneskets behov for at finde mening, kommer kraftigt til udtryk i sorgen. Og ikke kun for det menneske, der står i sorgen, men i særlig grad for de mennesker, der står omkring den sørgende, er der ligefrem en længsel efter at finde den mening, der kan fjerne sorgen. Men en sorg skal ikke fjernes med en mening. Det vil nemlig være at fjerne den kærlighed, der har udløst sorgen. For vi sørger FORDI vi elskede, og fordi der er noget, der er sorgen værd. Elskede vi ikke, ville vi ikke sørge og græde. Derfor er der noget sorg, man ikke ville være foruden, da det ville betyde, at man aldrig havde elsket. Kærligheden har en høj pris – prisen er sorgen.



Vi skal ikke finde en mening fordi vi tror, at den trøster. Vi skal ikke spørge os selv, hvad meningen med livet er, om det så er, fordi vi står i krisen eller midt i en søgen. Vi skal derimod spørge, hvad er det meningen jeg skal GØRE. Vi må stille Gud spørgsmålet – nu er jeg i dette liv, i denne situation og hvad er det så du vil, at jeg skal gøre? Vi skal gå i dialog med Gud, i stedet for at gætte på Guds motiver for livet. Vi gætter alligevel forkert. Vi ved kun at Gud skabte i godhed og at han elsker det han skabte. Vi skal spørge ham, bede om hjælp, døbe vores børn, så de får hans velsignelse og vi skal deltage i nadveren og blive tilgivet. Det kan virke som nogle nemme løsninger på et stort problem, men her skal man holde fast i betydningen. For når man spørger Gud, beder om hjælp, døber og får nadver, så gør vi det, fordi vi har håbet om, at fremtiden – at vores liv – vil give os det, vi søger. Og det vi søger er altid Gud. Nogle kalder det for ro, andre sandhed og andre igen for kærlighed. Men i grunden er det Gud, vi søger. Vi søger det, der er større end os selv. Og det vores stjerne på himlen.



De vise mænd fulgte en stjerne, og det førte dem til en stald, hvor der sad et fattigt par, der var rejst langt. Et par der ikke kunne finde et andet sted at sove den nat, end ude ved dyrene i høet. De vise mænd havde nok regnet med at finde noget andet end det, de søgte. Men da de fandt en lille nyfødt dreng, vidste de, at de havde fundet ham, de havde ledt efter. De fandt noget andet end de søgte, men de fandt det rigtige.



Selve livet giver os ikke altid det, vi søger. Og ofte finder vi noget andet end det, vi forestillede os. Vi kan gøre os mange tanker om fremtiden, forestille os den og forsøge at se mod himlen i håbet om, at den kan fortælle os om den. Men fremtiden er endnu ikke levet, og derfor ligger den åben for os og rummer muligheder for selv det menneske, hvor dagen i morgen virker håbløs.



Julenat blev Jesus født. Et lille barn. Han var Guds søn. Og Gud sendte ham til os, for at minde os om, at han ikke har glemt os. Det er for at minde os om, Gud aldrig fjernede den stjerne på himlen, og at følger man den, så kommer vi Gud. Vi samles i fællesskab i dag for at høre det ord igen og igen – at Gud elsker dig – vi er hans. Det er vores indhold i livet.

”Rejs dig, bliv lys for dit lys er kommet (…), Es. 60,1 a




Teksten:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matt 2,1-12