Sidste søndag i kirkeåret 2010

Dommer over levende og døde,

Mørket er for dig som højlys dag,

Tanker, ingen så, for dig må møde,

Klares op skal hvert et skjult bedrag,

Herre Kristus, når i lys du kommer,

Da forbarm dig, vær en nådig dommer.



Det er sidste søndag i kirkeåret. Den sidste søndag inden julen begynder. På næste søndag er det 1. Søndag i Advent, og julen er i gang. Vi synger ”Vær velkommen Herrens år”.



Men inden skal vi altså have slutningen overstået. Den sidste søndag i kirkeåret i slutningen af november. En måned, hvor det har regnet hver dag på nær to dage. En sidste søndag inden festen, og som slutninger kan være, så kan denne søndag nemt forekomme lidt flosset i kanten. Dagene for året er næsten brugt, og luften er langsomt gået ud af ballonen. Mange holder regnskab over året, der er gået – hvad gik godt, hvad gik mindre godt? – hvad har vi mistet og hvad har vi vundet? Og man ser frem mod tiden der kommer. Og netop på denne dag ligger teksten om verdensdommen. En fortælling om Gud, der gør regnskab over os mennesker. Hvem er mistet og hvem er vundet? Hvem skal gå bort til evig straf og hvem skal have evigt liv?



Dette er fortælling, der kan få de små hår til rejse på mange. Enten fordi man i fryd regner sig selv for de frelste, eller i frygt for at man må regnes blandt de fortabte.



Nogle knejser med nakken, sikre i deres sag, og andre kryber sammen i skam. Dommen er allerede skudt i gang, og vi putter os selv i den kasse, vi hører hjemme. Vi behøver slet ikke Dommedag for at kunne bedømme, hvor vi hører hjemme. Vi gør arbejdet for Jesus og sorterer i os selv.



(Spørgsmålet må da lyde, i denne domsfældelse, hvis ærinde vi løber? Hvem tilfalder tjenesten? Guds eller Djævelens?)



I evangeliet til i dag fortæller Jesus denne lignelse om, hvordan verden skal se ud, når Menneskesønnen vender tilbage til jorden. Lignelsen fortæller, hvordan vi alle skal bedømmes i forhold til vores handlinger. Se, det er jo i god tråd med samfundet i dag. De handlinger, du gør, fortæller hvem du er som menneske. Når vi møder en fremmed, så spørger vi ikke, hvem er du; men derimod, hvad laver du? Dine handlinger afslører, hvem du er?



Men problemet er, at det ikke harmonerer med det budskab, der igen og igen runger under disse tage; nemlig at det er troen, der frelser dig, og ikke dine handlinger. Og det harmonerer slet ikke med den Jesus, vi hører om i evangeliet, der vovede at gå hen og tale med taberne, tale med de udstødte, tale med de mennesker, der på grund af deres handlinger knap kunne kaldes for mennesker. Hvorfor var det netop dem, Jesus kommer til, når han på den anden side kunne have besøgt de mennesker, der fulgte lovens ord til punkt og prikke? Altså de mennesker, vi må antage er de retfærdige, der skal frelses, hvis vi følger fortælling til i dag? Og igen sker det, at vi dømmer en sag, hvor vi ikke er indkaldt som dommere.



Men sådan er evangeliet. Evangeliet går ikke op som rebus eller en brugsmanual, vi bare kan følge og dermed have vores på det tørre. Sådan er Gud ikke. Var han sådan en Gud, kunne han blot spænde tråde fast til vore lemmer og føre dem med det samme. Men sådan er Gud ikke. Han vil ikke tvinge os til livet; men lader os leve vore liv.



Evangeliet er aldrig som man først læser det, men overrasker altid. Og det overrasker, fordi vi har med en Gud at gøre, der kender os. Vi skal ikke bilde os ind, at han ikke kender hver evig eneste af os, bedre end vi selv gør. Han kender os, og ved når vi knejser med nakken og gør os til bedre mennesker på andres bekostning, og han kender os når vi bør skamme os over vore handlinger. Han kender os! Tro ikke, at han ikke ved hvad der foregår. Og derfor ser han også, at der i hver evig eneste af os findes både et får og en buk – findes både det menneske, der står på den højre og den venstre side af Ham inde i hvert menneske. Vi er både mennesker, der handler mod hans de mindste og vi er også der ikke handler.



Og netop verdensdommen er en fortælling, der afslører os mennesker, som dem vi er. Vi ser det, for både de retfærdige og de uretfærdige bliver nødt til at spørge, hvornår de mødte Jesus på deres vej. Vi tror ikke på, at vi har mødt ham, og derfor har han nok ikke set, hvad der er foregået. ”Hvis vi havde vidst, at det var Jesus, ja skulle vi nok have oppet os.” Ja, var man klar over, at det var selveste Gud så havde man da lige vasket sig bag ørerne og taget det pæne tøj på.



Men Jesus fortæller os, hvor det er vi møder ham. Han siger, at det I gør mod mine de mindste, det gør I mod. Jesus siger hermed, at hvis man vil have noget med Gud at gøre, så skal vi have noget med hinanden at gøre. At stå i et forhold til Gud, er at stå i forhold til næsten. Vi skal stå i et forhold til de mennesker, vi møder på vores vej. Og her skal vi møde ethvert menneske som skabt på lige fod med en selv. Og derfor skal det fremmede menneske mødes i øjenhøjde, og uden fordømmelser eller bagtanker. Men mødes fordi vi har det tilfælles, at vi er skabt i kærlighed af den samme Gud. Intet andet kvalificerer end det, at vi er fælles om livets gave. Vi skal ikke med højre hånd tilbede Gud, og få facaden af livet til at se pæn ud, hvis vi med venstre hånd skubber et medmenneske væk. At sige man er kristen, kræver at man lader det ord blive til handling i livet. Ord og handling skal ligge besnærende nært, og uden ordet der udmønter sig i handling kan livet slet ikke leves. Ordet kan slet ikke høres, hvis det ikke bliver til handling, og bliver til liv.



Og livet har værdi! Vi må ikke tro, at livet er værdiløst. Jesus er, for de mennesker, der kræver beviser, argumentet for at livet har værdi. Var livet blot en jammerdal på vej på paradis, ville Gud slet ikke have spildt Jesu liv her på jorden. Men Jesus levede på jorden blandt os, mellem os, og viste os gennem sit liv, at de mennesker han mødte på sin vej var hans med-mennesker.



Og det er opgaven til os mennesker. Vi skal ikke dømme i egen sag, og slet ikke hvis vi træder næsten under fode derved. Vi skal møde medmennesket som var det Jesus selv, vi mødte. Vi skal ved hvert møde vaske os bag ørerne og tage det pæne tøj, for hvad Jesus fortjener, fortjener din næste.



Det svære i denne opgave består i, at vi ikke må lade vore handlinger mod næsten blive et regnskab om point. At leve et liv er ikke en konkurrence, hvor den der kommer først vinder – sådan er Gud ikke. Gud ser ikke på dem, der klarer sig bedst i livet, og lader dem komme ham nærmest. Nej, Jesus er beviset på, at Gud er Gud for hele menneskeheden – uagtet hvem det er. Det er gode nyheder, både for det menneske der ruller sig i egen tilstrækkelighed og det menneske der krymper sig i selvhad. Gud er Gud for det menneske der trænger til Gud, og det menneske der ikke kender sin egen trang. Gud er Gud for dig!



Og hvad livet angår, så vil et liv i tro komme til udtryk i handlinger. Vi skal ikke have fokus på os selv og vore handlinger, men vi skal holde fokus på det menneske, vi møder. Det mennesker, der trænger til vores hjælp, og det menneske vi rækker vores hånd. Kun derved bliver ord til handling, og kun derved, når fokus holdes på næsten, bliver det ikke gerningerne, der gør os retfærdige. For de er i sandhed kun en, der kan gøre os retfærdige, og det er så men ingen andre end Gud.



Aldrig ud af mørket vil du støde, den der kommer til dig som han er.




Teksten:


Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46