mandag den 9. juli 2012

10. søndag efter trinitatis 2010



”Lad de små komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.”



Det er ord, vi har hørt før. Vi hører dem i dåben, og derfor er det ord, der lyder, næsten hver søndag i kirker landet over.

Når man udlægger disse ord og forkynder, så lægger man ofte vægten på forholdet mellem Gud og os. Vi er som børn i vores forhold til Gud med alt hvad det indebærer af afhængighed og omsorg. Som forældre bør være det overfor deres børn, som de bør elske dem, som de bør tilgive dem, som de bør sørge for barnets behov, på samme måde gør Gud det overfor os. Dog så meget mere. For uden Ham kan vi intet, unde Ham er vi intet, og uden Ham kan vi slet ikke overleve.



Netop overfor Gud vil vi altid være hans børn. Vi hører jo heller ikke udtrykket Gud voksne, for det giver slet ikke mening. Men tværtimod er vi Guds børn, for det fortæller os om vores dybe afhængighed af vores skaber. Af samme grund giver det også mening, at disse ord lyder ved dåben, om det så er en voksen eller et barn, der bliver døbt.



Akkurat derfor virker det underligt bagvendt, at de selvsamme børn, bliver brugt i denne lignelse som en beskrivelse af mennesker, når vi opfører os værst.



Lige før var børnene en positive beskrivelser af forholdet til Gud, og nu er børnene beskrivelser af hvor uartige og uvidende vi mennesker er.



Umiddelbart et sammenstød. Nu kunne jeg bruge denne prædiken på at forsøge at bortforklare, hvad Jesus har ment, og at Gud i virkeligheden nok ikke mener det så hårdt, som han siger det. Eller jeg kunne bruge tiden på at forklare, at børn jo både kan være søde og svære at styre.



Og begge dele ville falde indenfor evangeliets ramme, og være rigtige i hver deres optik. Men det jeg synes der er spændende i denne fortælling er hvad Jesus faktisk prøver at fortælle os, og hvad han fortæller, som vi kan leve vores liv på.



Jeg vil dog begynde et andet sted, nemlig ved et møde jeg havde en aften på gaden med ung mand, der hældede til satanismen. Et af hans vægtigste argumenter for at hælde mod satanismen var, at kristendommen med al dens næstekærlighed slet ikke tiltalte ham, hvorimod satanismen med dens vægtlægning af individets selvbestemmelsesret var mere i hans boldgade. Det interessante ved netop satanismen er, den udbredte misforståelse at satanister dyrker satan som vi kristne dyrker Gud. Tværtimod dyrker de sig selv, for de mener, at Satan er inde i os og det i virkeligheden vores sande jeg. Mange mener at se det hos et barns grådighed inden det bliver opdraget til at være næstekærlig.



Den unge mand kunne også fortælle mig om de bud som satanister har. De har elleve regler, de lever efter, hvoraf mange af dem, revet ud af sammenhængen, kunne virke som ganske fornuftige. De taler imod voldtægt og har et forbud mod børnemishandling.



Den unge mand, jeg mødte denne nat, mente at dette var bud, han kunne leve efter, og som gav mening i hans liv. Dog var han uenig i buddet om, at man kun måtte hjælpe en nødstedt, hvis denne bad om hjælp. Han mente, at man skulle hjælpe en nødstedt lige meget hvad. Kristendommen var i denne retning alt for blødsøden for ham.



Hvad er det for et ry kristendommen har, når sådanne misforståelser opstår, og når en satanist pludselig tager patent på dele af kristendommen, som er hele vores liv udadtil? Hvad er det, der sker, når unge ikke længere kan se, at det, de finder andre steder, er elementer taget af kristendommens kerne? Og et endnu mere presserende spørgsmål, hvad er der sker, når det tiltaler mennesker i langt højere grad at tro på, at vi i rummer en ond natur, frem for at tro på, at vi mennesker rummer muligheden for noget godt? At vores sande jeg ikke er godt, men at vores sande jeg er fyldt med grådighed, ligegyldighed og egoisme i dens værste form? Som en indskudt bemærkning skal siges, at, satanisterne heldigvis er få, men udfordringen omkring begrebsforvirring står tilbage.



Hele dilemmaet ser vi også i evangeliet til i dag. Børnene der sidder på torvet, og ikke forstår hvad der sker omkring dem. Først kommer Johannes Døberen til dem. Johannes er asketen, der prædiker omvendelse, lov overholdelse og strenghed. Ham afviser de, fordi han er for streng. Så kommer Jesus, der lever sit liv. Jesus er Gud på jord, og han vælger netop at leve som et menneske, der både kan spise og drikke og nyde livet. Men som også på godt og ondt mærker livets modgang. En Gud på jord, der siger, at det handler i langt højere grad om hvad dit hjerte gør, end hvad du mekanisk kan gøre udadtil. Du skal med hele dit liv, med krop og sjæl leve for fællesskabet. Også han bliver afvist af børnene på tovet som værende for blød.



Børnene ser og ser ikke. Børnene tror de ved og ved slet ikke. Og derfor mener de, at de ved bedst selv.



Lignelsen i dag fortæller os om Guds væsen, og fortæller os om Guds historie med os mennesker. Både dengang, men så sandelig også om i dag.



For Gud er både streng og blød. Billedet af Gud som far og os som børnene rummer mange tolkningsmuligheder. Både den tilgivende far men også opdrageren, der kan skælde ud, være skuffet og vred, således kan Gud også være det. Gud bliver da skuffet over os, og han bliver også vred på os. Han sidder ikke bare et sted og smiler et julemandssmil til os, mens han ryster overbærende på hovedet af os tosser. Han kræver også noget af os. Han kræver, at vi gør vores bedste og at vi forsøger at gøre livet værd at leve. Det er et rimeligt krav fra ham, der har skabt hele verden og skabt os, nemlig at vi i det mindste forsøger. Vi møder bestemt den strenge Gud, der er streng, fordi han bekymrer sig om os, og fordi vi betyder noget for ham. Akkurat som forældre gør det.



Og vi møder også den milde Gud, der ser på os med kærlighedens øjne, og elsker os, når vi selv synes, vi fortjener det mindst. Gud, der bøjer sig ned og tager sig af os, og trøster os når vi trænger til det. Gud er slet ikke så blødsøden som hans rygte lader det vide, men er fyldt med kærlighed til os. Og med kærligheden kommer også kravet om et forsøg på at leve livet.



Og vi lærer også om Guds historie med os. Gud levede et liv med os, og det bygger kristendommen på. Nemlig det faktum, at Gud kom ind i historien, og skrev menneskers og Guds historie sammen. Jesus gik rundt på jorden og besøgte byer, hvor han gjorde undere.



Vi hører i dag om de steder, som Jesus besøgte, ikke troede på ham. Her taler vi om mennesker, der faktisk har set underne, og som stadigvæk ikke tror. Hvor meget sværere må det så ikke være for os, der lever i en tid, hvor vi baserer store dele af vores verden på beviser. Der findes sågar mennesker, der mener at naturvidenskaben for længst har gjort det af med Gud.



Og i det vakuum, det giver, når man fjerner Gud, opstår der en søgen efter svar på spørgsmål. OG lige meget om man er kristen eller ej, så vil man igennem et liv lede efter svar og vakle, man vil føle angst, afmagt og smerte. Det er et grundvilkår. Men svarene får man ikke ved at kigge sig selv dybt i spejlet, eller lade mennesket reducere til et grådigt dyr. Og måske netop selve fejltagelsen opstår, når man tror, at man overhovedet kan få svar på alt? Svaret får vi ikke, men trøsten til at rejse os op igen, og fortsætte med livet på trods. Forsætte fordi vi har Gud i ryggen, fortsætte fordi vi mennesker rummer en mulighed for at gøre godt. Styrken til at se livet i øjnene og fortsætte trods smerte. Og visheden om at vores sande ansigt er skabt af Gud, og vores sande ansigt derfor er godt.



Og det kan vi leve vores liv på.




Teksten:

Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« Matt 11,16-24

Ingen kommentarer:

Send en kommentar