mandag den 9. juli 2012

9. søndag efter trinitatis 2010



”Sælg dine ejendele, saml skatte i himlen og ikke på jorden.” Vi kender godt sådanne ord. Det er et tema, der går igen mange steder i Bibelen: fattigdom overfor rigdom. Vi kender det fra Jesu møde med den unge mand, der bliver bedt om at sælge alt, hvad han ejer. VI kender det fra Jesu møde med den fattige enke, der lægger sin sidste mønt i kirkens bøsse.



Budskabet er klart. Det jordiske gods, kan man ikke tage med sig i himlen. Eller som man lidt mere morbidt siger, så er der ikke lommer i den sidste skjorte, vi får på.



Det nytter altså ikke noget, at vores fokus er på materielle goder. Det ved vi godt. Men vi har hørt disse ord, så mange gange, at vi glemme det radikale i udsagnet. Nemlig sælg alt, hvad du ejer. Sælg alt, hvad du ejer. Kan det virkelig passe, at Jesus mener det her? Sælg alt det, du har. Alt. Både det arvede smykke fra bedstemor, din bedste boremaskine, dine møbler, dit tøj, din shampoo, din pensionsopsparing. Sælg alt. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg vil få utrolig svært ved at sælge alt, hvad jeg ejer. Og når man tænker efter, så opstår der også en trods inde i en: ”for helt ærligt, det kan Jesus da ikke have ment. Han kan da heller ikke bare favoritisere de fattige.”



Og netop her sker der, hvad der så ofte sker med os mennesker. At vi bruger en masse tid på at undskylde os selv, og ikke kun undskylde, men også retfærdiggøre vore handlinger, når det kommer til religionen. Og alt imens dette sker, så flyder livet forbi os.



Og netop det handler evangeliet om til i dag, nemlig livet. Det handler om, hvordan du lever dit liv. Hvad bruger du i virkeligheden dit liv på?



I modernitetens tidsalder, som vi lever i, er der i høj grand fokus på, hvad DU bruger dit liv på. Det individuelle menneske er i løbet af de sidste 200 år blevet dyrket frem ud af fællesskabet, og står nu som enehersker over sit eget liv. Selvbestemmelse er altså blevet et nøglebegreb i vore dage, og udmønter sig derved også (i en til tider desperat) søgen efter det optimale liv. Så når man stiller spørgsmålet ”hvad bruger du dit liv på” til et menneske af i dag, vil man få mange forskellige beskrivelser. Nogle ror kajak, nogle kitesurfer andre igen skriver blogs. Men alle er i gang med ”projekt liv”. De er i gang med deres liv som var det en opgave, der skulle løses. Og det gælder ikke kun i det personlige liv, men også i høj grad på arbejdsmarkedet. Vi lærer at bruge tiden og få noget ud af den. Livet må for alt i verden ikke gå til spilde, og det gælder både i det offentlige og det private rum.



Og evangeliet til i dag, taler lige ind i hjertet af det moderne menneske. For når man hører om den tjener, der misbruger sin tid, så er det i modstrid med alt, vi lærer. Det er altså på sin vis meget moderne ord, vi hører i dag.



Men rammen for disse ord er knap så moderne. For rammen er Jesu genkomst til jorden. Det er meget vanskeligt for de langt de fleste af os, at forestille os, hvordan Jesu genkomst kommer til at foregå, endsige hvordan et liv efter døden må udarte sig. Det er simpelthen uden for vores forestillingsevne, at skulle tænke på dommedag. Og det er slet ikke moderne at tale om verdens endeligt på denne måde. For lige præcis dommedag giver ikke så mange eksistentielle svar, som det giver angstprovokerende spørgsmål. Samtidig er der ikke megen selvbestemmelse at finde over en dommedags seance, hvor vi alle skal måles og vejes. Og netop derfor er Jesu genkomst på jord utrolig umoderne. Men det skal nu ikke afholde os fra at forkynde om det.



For som kristne tror vi på, at Jesus en dag skal komme tilbage. Og som vi siger i trosbekendelsen, vi hørte ved dåben, så skal Jesus sidde ved Gud faders den almægtige højre hånd og dømme levende og døde.



Denne viden kan kaste enhver ud i den selv samme situation som moderniteten har kastes os ud i – nemlig, ”projekt liv”. Vel vidende at Jesus engang skal komme og kaste dom over os, så kan det få enhver til at gå i panik og handle i angst for mødet med Jesus og vores skaber. Man handler for at sikre sig et liv efter døden. Livet bliver gjort til frygtens ventesal for hvem ryger op og hvem ryger ned, og hvad kan jeg gøre?



Det smukke ved netop det sidste spørgsmål ”Hvad kan jeg gøre” er, at du intet kan gøre. For vi tror på, at Jesus har gjort det, der skal gøres. Vi tror på, at Jesus på dommedag, når han skal dømme levende og døde, vil sige til far, at dem her, dem dømmer jeg ikke, for jeg tager straffen for dem. Det er det mest fantastiske ved kristendommen, nemlig det, at selv det menneske, der ikke fortjener det, bliver dømt fri fra straf.



Det er ikke kun dem, der ser ud af mest, der er sikret en barmhjertig dom, men også ham eller hende, der ikke selv magtede det i livet.



Denne tro på nåden og på tilgivelsen af vore synder, kan give livet en bismag af ligegyldighed, idet vi jo bliver tilgivet alligevel, og det kan give en unaturlig vægt på livet efter døden. I den forbindelse har Folkekirkens nødhjælp et slogan, der på fin vis fortolker kristendommen, nemlig det slogan der lyder: Vi tror på et liv før døden. Vi tror på et liv før døden. Vi tror på livet.



Jesus fortæller lignelse om tjenerne, der ved, at deres herre vil komme. Den ene venter på ham og den anden begynder at misbruge de mennesker, der er omkring ham. Denne lignelse skal illustrere, hvad livet skal rumme for os. I det ene tilfælde, der hvor tjenerne bliver oppe og venter på Herre, sker der et skifte.

Herren begynder at tjene dem. Der bliver byttet om på rollerne, fordi rollerne i virkeligheden ikke er vigtige. Det er der vigtigt er, at vi mennesker begynder at tjene hinanden. At vi begynder at indse, at det ikke betyder noget, hvem der er øverst i hierarkiet og hvem der er nederst i hierarkiet, for overfor hinanden er vi alle forpligtede til at tjene. Og det er ikke fordi det giver os billige billetter til himlen, at vi skal gøre det – Jesus har jo allerede betalt i døren – nej, det er fordi vi skal tro på livet FØR døden.

Vi skal ikke bruge vores tid på at retfærdiggøre, hvorfor vi ikke tjener medmennesket, eller hvorfor det er så svært for os at gøre noget godt – det skal begynde i dag.



Og netop derfor er Jesus også ofte radikal i sine udtalelser. Han siger det, så vi forstår der. Sælg alt du ejer – indse nu, at det, der betyder noget i livet, ikke er rigdom, rolle, hierarki og jagten på dit eget liv – men derimod det at tjene hinanden.



Vores forhold til hinanden skal være noget mere end. Vi skal yde en ekstra indsats overfor hinanden. Det er ikke nok at lukke sig om sine egen behov og sit eget ”projekt liv”. For hvis man kun har sig selv med i ligningen, så bliver ens liv i sandhed et misbrug af tid, og ikke mindst et misbrug af andre mennesker.



Vi er indfældet i et fællesskab som mennesker, og det forpligter os – både overfor hinanden, men også overfor Gud, vores Herre.




Teksten:
Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.« Luk 12,32-48

Ingen kommentarer:

Send en kommentar