Skærtorsdag 2008

Det er den sidste aften. Aftenen inden Langfredag. Jesus ved allerede, at hans time nærmer sig. Han har samlet sine disciple omkring sig for at spise sammen med dem – et sidste måltid. Atmosfæren har nok været fortættet, kunne man tænke sig, Man kan næsten, her 2000 år senere, når vi læser fortællingen igen, mærke spændingen, angsten, den undren disciplene måtte sidde med. Man kan se dem sidde ved bordet og småsnakke sammen – hviske til hinanden – vente på noget. Hvad er det, der sker?

Jesus har i tiden forinden forsøgt at fortælle sine disciple, hvad der skulle til at ske; men de har ikke helt forstået det fulde omfang af den nært forestående begivenhed – de har ikke helt forstået, hvad Langfredag ville bringe med sig. Her sidde de samlet til et måltid uvidende om, at dagen i morgen skulle blive den længste dag i deres liv.

Og nu er det aftenen forinden. Det er ved dette måltid, denne aften, at Jesus indstifter nadveren – den nadver, som kristne siden – verden over – har fejret i fællesskab med hinanden og i fællesskab med Jesus. Ved nadveren knæler vi ned side om side, skulder ved skulder, mand ved siden af kvinde, høj ved siden af lav, og modtager brødet og vinen. Der bliver alle forskelle udvisket, for her tager vi del i Jesus selv. På lige vilkår. Her er vi mennesker for Gud, og her modtager vi nadveren sammen. Og vi modtager den ikke kun med de mennesker, der er i kirke i dag, men i fællesskab med alle kristne over hele jorden.



Men i dagens evangelie-tekst hører vi ikke om nadveren, der bliver indstiftet, men derimod om fodvaskningen. Faktisk bliver nadveren slet ikke nævnt i Johannes-evangeliet. Kun denne fortælling om, hvordan Jesus midt under måltidet rejser sig og vasker disciplenes fødder. Det er det sidste han gør for sine disciple, og han siger til dem, at: ”jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”



Fodvaskningen er af mange grunde en underlig handling, som vi i dag ikke helt forstår indholdet af. Vi vasker jo ikke hinandens fødder her i Danmark, når vi får gæster – vores fødder bliver heller ikke vasket, når vi går til alters, men derimod får vi brød og vin. Men dengang vaskede man faktisk sine gæsters fødder, når de kom på besøg. Det tørre og varme klima, gør at sveden og snavset klæber til den hud, der ikke er dækket til. Sandalerne på fødderne giver ikke megen beskyttelse overfor vejens snavs, og ens fødder bliver hurtigt beskidte. At man så fik vasket sine fødder, når man kom til et hjem var en naturlig gestus, der gjorde, at man kunne føle sig velkommen. Dette job blev udført af slaven i hjemmet – ofte af en kvinde. Hun ville bøje sig ned, tager fadet med vand, du sætter dine varme fødder i det svalende vaskefad, og hun begynder – med sine egne, bare hænder – at vaske dine fødder rene, og til sidste tørre vandet af dem med et klæde. Det er i sandhed en slaves job. Det står lysende klart, hvem der tjener hvem i denne situation. Hvem der er herre og hvem der er tjener.



Ved dette måltid bøjer Jesus sig ned og vasker sine venners fødder. De er i chok! Hvad er det han gør? Han er vores mester, og han vasker mine fødder? Hvor er slaven, der skal (og bør) gøre dette stykke arbejde? Handlingen sætter sine spor, og fortæller mere end flere tusind ord ville gøre. De skal snart skilles, Langfredag venter for dem alle. Og det sidste Jesus gør mens de alle endnu er samlet, er at vaske deres fødder.



Jesus ved allerede i aften, hvad der venter ham. Han ved, at de menneskers, hvis fødder han vasker, vil forråde ham. Han ved at Simon Peter vil benægte al kendskab til ham, vil vende ham ryggen i det afgørende øjeblik. Han ved Judas vil forråde ham, men vasker også hans fødder, så Judas med rene fødder, kan gå ud og få blod på sine hænder. Han ved alt dette, da han bøjer sig i støvet, og vasker fødderne. Han ved det alt sammen og vasker vores fødder.



De vil svigte ham, forlade ham, forråde ham.



Sådan var de – sådan er vi.



Jesus kender os som mennesker, han ved hvem vi er. Og trods det, bøjer Jesus sig ned – gør sig selv lig med en slave, ja, endda gør sig selv lige med en kvinde – og vasker fødderne; uden moralske taler påhæftet, uden løftede pegefingre, vigende øjenbryn eller rysten på hovedet. Han kender os. Han kender vore hjertes inderste, og ved at vi gerne vil tjene hinanden, men ved også hvor svært det er for os. Vi kan ikke lade være med at måle os med andres succeser og føle den tilfredse, mættende følelse, det er at hjælpe andre. Vi kan ikke lade være med at holde regnskab over, hvor meget vi har hjulpet hinanden, og vi kan ikke holde op gang på gang at svigte hinanden, og svigte os selv. Han ved, at vi blot er mennesker, og for os bøjer han sig ned. Tjener os. Vi der burde tjene Gud gennem lovsang, gode handlinger og tilbedelse. Jesus bøjer sig og tjener de mennesker, som burde tjene ham. Og herigennem viser han os, hvad sand kærlighed er. Han viser os, hvordan vi skal tjene hinanden og ikke kun tjene os selv. Heri ligger kærlighedens sande væsen.



Jesus gjorde sig selv til den laveste – elskede støvet – stod på randen af sin grav, i angstens mørke – og her, hvor der intet overskud er, viser han os overskud. Han gjorde sig selv til menneskers tjener.



Og han tjener os. Vi får ikke vasket vores fødder i dag, men vores hoved blev vasket med lidt vand, og vi fik tørret det med et klæde, da vi blev døbt. Her lovede han os, at han vil være med os livet igennem. Vi hører til Gud.



Det kan vi benægte, forkaste, forråde, være ligeglade med. Han kender os jo. Men han, der bøjede sig i støvet og vaskede selv Judas’ fødder, har lovet os, at han vil tjene os i kærlighed. Han giver sit eget liv i morgen af kærlighed til os mennesker. Og han giver os del i kærligheden gennem nadveren, som vi om lidt skal modtage. Vi samles her, ikke for at tilbede Gud, men for at sige tak, fordi han tjener os.

Og vi samles for at lære at tjene hinanden.


Teksten:

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«
Joh 13,1-15